"Åh, for Guds skyld!" Udbryder Sabrina ud af ingenting og stopper en samtale hun havde ført om det kommende DM i Skoleudvikling og deres skoles chance for at snuppe guldet.

Hvilket naturligvis er en selvfølgelighed.

Hun begynder at rode sin taske igennem som om hendes liv afhænger af det og søger så lommerne på sin jakke igennem - først klapper hun på dem og så skubber hun sine hænder dybt ned i dem, som om hun forventer at de vil åbne op og afsløre hidtil ukendte dybder.

"Hvad er der nu galt?" Spørger Laila og kigger op fra sin frokost - fritter og selleri pinde, hendes eget personlige engagement. Hun forsøger at slanke sig, men hun nægter at bruge resten af sit liv på at spise som en kanin for at nå målet. Og det er selvom antallet af fritter på hendes tallerken sænkes, mens selleri pindene synes at formere sig.

"Min dumme telefon!" Stønner Sabrina og søger sin taske igennem endnu en gang. Denne gang fjerner hun indholdet en efter en for at være sikker på at hun ikke har overset den. "Jeg har mistet den...igen! Hvor mange gange er det nu?"

Den tredje gang i denne uge, tænker Zander.

"Jeg tror det er den tredje gang i denne uge," siger Laila.

Zander, der lader som om han er fordybet i sin matematikbog bider sin underlæbe og smiler, vælger at overse hvor stalker-ish det er, at han ved det.

"Nå, I ved hvad det betyder..." Sabrina smider sin taske fra sig i frustration, genovervejer sin handling og redder den så igen fra det beskidte gulv.

"Du er ikke ansvarlig nok til at eje en telefon?" Foreslår Charlotte. Sabrina og Laila (og fra hans fjerne hjørne af cafeteriet - Zander) sender hende et koldt blik.

"Tak for det!" Snapper Sabrina.

"Hvorfor skifter du ikke til en iPhone?" Laila sætter en selleri pind på sin gaffel, ændrer så mening og spidder en fritte i stedet. "Du har kun ønsket en i en evighed."

"Fordi det klart ville være mindre tragisk at miste en telefon til 8000 kr end at miste en til 2000 kr?" Spørger Charlotte og sætter hænderne op i forsvars position, da en ny runde af iskolde blikke vendes mod hende. "Hey! Jeg siger det bare."

"Jeg ønskede mig en indtil jeg fandt ud af, at jeg ikke vil være i stand til at beholde mit gamle nummer af en eller anden dum grund," forklarer Sabrina og vælger at ignorere de negative kommentarer fra peanut galleriet. "Det bliver besværligt."

"Men det er det værd," siger Laila og vifter med sin egen iPhone iført et skinnende guld cover, velvidende hvor meget Sabrina har beundret den.

"Jeg tror ikke at jeg har penge i mit budget til at købe en ny telefon," siger Sabrina, samler sine ting og gør sig klar til at lade Laila overtale hende til at købe en alligevel.

"Sludder. De er på tilbud. Og du ved hvor meget du elsker at finde gode tilbud."

"Sandt, sandt."

"Plus, det giver os en undskyldning for at pjække fra næste time."

"LAILA!" Hvæser Sabrina, mens hun møver sin arm ind i hendes og de skynder sig ud af cafeteriet, gående tæt sammen, som om det gør hvad de foretager sig mindre mistænksomt.

"Du er sådan en dårlig indflydelse!"

"Ja, men du elsker mig alligevel."

"Det gør jeg."

Zander kigger over kanten af sin bog og ser vennegruppen gå. De bliver opslugt af havet af elever, der hænger ud udenfor dørene til cafeteriet og derefter poof, er de væk. Zander sukker. Nå, der røg hans plan. Det er bare så typisk hans held, at Sabrina mister sin telefon dagen efter, at han har formået at få hendes nummer.

Sabrina gav det ikke til ham. Zander betalte Nico, drengen med de mest klæbrige fingre i skolen 100 kr for at skaffe nummeret til ham. For at være ærlig, så ved Zander ikke om han har Sabrinas virkelige nummer, eller om han er blevet svindlet ud af hundrede kroner.

Men han havde været optimistisk.

Zander havde ikke haft en plan udover at få nummeret. Faktisk havde han ingen anelse om hvad han ville gøre med Sabrinas nummer (forudsat at det var hendes). Men nu har han ikke engang en chance for at bruge det til noget.

Ikke fordi han havde en chance før. Hvad havde han regnet med? At den mest populære pige i skolen ville date den mest nørdede fyr, bare fordi han formåede at stjæle hendes nummer? Sabrina ville sikker ikke give ham så meget som to blikke når det gik op for hende, for hvor langt ude er det? At betale nogle bøller for at få fat i et telefonnummer? Og Sabrina ville have al ret. Hendes nummer er ikke registreret i elevkataloget af en grund.

Og den grund minder sandsynligvis meget om Zander.

Han tager sin telefon op af lommen og finder Sabrinas nummer. Bare at se det der, med hendes navn øverst får hans hjerte til at banke hurtigere. Han forestiller sig hvordan det måtte være hvis han havde tilladelse til at have det. Hvis Sabrina havde givet det til ham og han ikke havde brugt sine lommepenge på det. Hvis de to var venner...

...eller kærester.

Men med Sabrinas telefon forsvundet må Zander starte forfra fra bunden. Måske er dette en vigtig lektion i livet. Måske skulle han bare finde modet, gå hen til Sabrina og sige hej; fortælle hende hvor smuk hun er, hvor talentfuld, hvor længe har han beundret hende på afstand...

Ja, klart. Zander kan også gro et par vinger og begynde at flyve rundt om Sabrinas hus om natten som en kæmpe flagermus.

Denne interne samtale ville skaffe ham en permanent plads i containeren ude bag cafeteriet - den som frokostdamerne smider den uspiste coleslaw og gamle sushi salat i - hvis fodboldholdet nogensinde hørte om det.

Ifølge Gunnar fra parallel klassen kommer den lugt aldrig ud af tøjet igen.

Og det ville ikke have nogen betydning for Sabrina for hun har ingen anelse om hvem Zander er alligevel. Ikke, at Sabrina tolererer mobning. Det gør hun absolut ikke. Faktisk har det været hendes personlige mission at afskaffe mobning i deres skole en gang for alle. Men Zander skulle være på Sabrinas radar, før hun overhovedet ville lægge mærke til ham.

Og det er han ikke.

Han har siddet bag Sabrina i næsten hver klasse i de sidste 9 år. De gik endda i børnehave sammen. Det var kun i et par måneder, da de var 5 år gamle. De sad ved siden af hinanden til historielæsning og ved samme bord til frokost. Sabrina hjalp endda Zander med at rette hans briller engang (nu bruger han kontaktlinser). Men på et tidspunkt i midten af året sendte hendes forældre hende til en privat børnehave. Sabrina så anderledes ud da, men Zander genkendte hende med det samme det første øjeblik han så hende.

Sabrina virker ikke til at huske ham.

Hun har sagt hej og farvel af og til, men taler ellers kun til Zander når hun beder ham give noter videre til Laila. Han ved ikke hvorfor han troede at Sabrinas nummer ville ændre noget, men på det tidspunkt virkede det som en god ide.

En genial ide faktisk.

Med dybden af hans egen lidenskab synkende i maven, beslutter han at komponere en sms til Sabrina, bare for at se hvordan det føles.

Til: Sabrina Hej Sabrina! Hvordan har du det? Jeg ville bare fortælle dig, at dit hår ser rigtig godt ud i dag. Vi ses i klassen.

Zander smiler. Det er sådan en simpel besked som to venner helt sikkert ville sende til hinanden. Men han ville aldrig have modet. For de er ikke venner og vil sandsynligvis aldrig blive det.

Hans smil falmer da han lukker sin sms app og smider sin telefon i sin taske. Han pakker sine ejendele og bevæger sig imod biblioteket inden klokken ringer. Han nyder ikke at møve sin vej igennem mængden af elever, der oversvømmer gangene efter frokost. Alt for ofte bliver han skubbet til og ikke engang altid af folk, der mobber ham. Nogle gange bare ved et uheld.

Fordi han er lille og ubetydelig og let at overse.

Det behøver dog ikke at være sådan. På en måde er han færdig med folkeskolen. Han havde afsluttet den sidste af sine eksamener sidste år, så teknisk set er han en gymnasiestuderende. At være et år foran i sine klasser betød to ting for Zander - enten at tage eksamen et år tidligt og udnytte sin tidlige accept til et af landets mest prestigefyldte gymnasier, eller fylde den resterende tid ud med ligegyldige klasser han overhovedet ikke behøver at tage.

Han har valgt sidstnævnte.

Ironisk nok ønskede han ikke at vokse op endnu.

Det meste af hans folkeskole karriere har været uhyrlig, det er sandt. Han er blevet kastet i containere flere gange end han har lyst til at huske og blevet låst inde i et bestemt skab så mange gange at døren er blevet fjernet permanent af viceværten. Zander har kun få måneder til at løse dette; til at gøre noget der vil slette smerten og elendigheden af hans folkeskole tid.

Måske er det derfor det var så vigtigt for ham at få Sabrinas nummer.

Han når biblioteket fem minutter før klokken ringer, sætter sine ting ned på lektiehjælp bordet (gemt i et afsondret hjørne), tager sin telefon og regner med at han kan nå at rulle igennem sit Instagram-feed, før den første elev kommer ind.

Men meddelelsen der popper op før Instagram åbner får hans hjerte til at stoppe.

Besked sendt.

"Hvad?" Mumler han, genåbner sin sms app og kontrollerer sin sendte besked log. Hans stoppede hjerte løsner sig fra sit sted inde under ribbenene og falder til knæene, da han ser den første besked på skærmen - hans besked til Sabrina. "Nej, nej, nej!" Zander tjekker Google for at se, om der er nogen måde at stoppe beskeden fra at blive sendt, at få den tilbage, men det er for sent. Meddelelsen er væk, på vej til hvem ved hvor. Hvis det ikke er Sabrinas nummer så er der ingen skade sket. Men hvis det er...

Telefonen er væk alligevel, er den ikke? Sabrina vil have en ny telefon inden udgangen af skoledagen og fra hvad han overhørte, også et nyt telefonnummer. Så i teorien skulle han ikke have noget at bekymre sig om.

Men det er desværre ikke sådan Zanders hjerne fungerer.

Bare for at være på den sikre side beslutter han at sammensætte en anden besked for at modvirke den første. Men hvad skal han skrive? "Beklager, forkert nummer?" Hvor sandsynligt er det, når han startede smsen med "Hej Sabrina?" Skal han forsøge at overbevise Sabrina om, at han kender en anden Sabrina og at den besked var til hende? Hvad er oddsene? Desuden ville det ikke forklare hvordan han fik hendes nummer i første omgang. Sabrina er en klog pige. Hun ville aldrig købe den undskyldning. Ingen normal person ville! Han tager en dyb indånding og begynder at skrive, håber han kan komme op med noget spontant, der lyder nogenlunde fornuftigt.

Til: Sabrina Det må du undskylde! Jeg er virkelig ked af at jeg sendte dig den sms. Vær venlig at ignorere den! Jeg lover at jeg ikke vil gøre det igen!

Zander sender meddelelsen, før han virkelig får chancen for at læse den. Da han indser, at Sabrina nok ikke har nogen anelse om hvem der sendte hende beskeden følger han det hurtigt op med:

Til: Sabrina Dette er Zander, forresten. Zander Rasmussen.

Efter at han har sendt denne besked visner hans stakkels hjerte og dør. Han er sådan en idiot! Hvordan kan en dreng med et gennemsnit på 13 være sådan en fænomenal tåbe? Han identificerede sig aldrig i den første besked eller den anden. Hvad er oddsene for at nogen i Sabrinas vennekreds har hans nummer? Zander giver det sjældent ud. Sabrina ville aldrig have vidst hvem den første besked var fra til at begynde med og han ville være sluppet afsted med det.

Medmindre Nico sladrede. Hvilket er en mulighed. Det ville han nok. Men shit!

Zanders hud prikker af kulde på trods af at han sidder ved siden af et varmeapparat skruet op på max; hans hoved svømmer med virkeligheden af hvordan hans liv måske vil se ud i den næste uge eller to.

Ikke så mærkeligt, når han forestiller sig det, ser han kun mørke.

Hans hoved falder ned på skrivebordet med en hårdt brag. Hvad er der tilbage for ham nu? Tager han sin taske, går ud af skolen og ser sig aldrig tilbage?

Nej.

Han har båret denne hemmelighed med sig, dybt indeni, så længe. Han bliver nødt til at slippe den. Selv hvis det er til intet andet end tomt cyberspace.

Han har gravet sig selv et dybt hul denne gang. Han kan lige så godt fylde hullet.

Han løfter hovedet og komponerer en ny besked.

Til: Sabrina Du kender mig ikke...i det mindste tror jeg ikke du gør. Du har kun talt med mig en håndfuld gange, men ellers lader du ikke til at vide, at jeg eksisterer.

Zander sukker. Det er århundredets underdrivelse. Og det er ikke fordi Sabrina er en af de populære elever, der har hovedet så langt presset op i sin egen røv, at hun ikke hænger ud med folk udenfor sin sociale cirkel.

Faktisk tværtimod.

Det er simpelthen bare, at Sabrina er helt og aldeles ude af Zanders liga.

Til: Sabrina Men du og jeg har historie, så at sige.

Til: Sabrina For at være ærlig, er det mere en anekdote.

Til: Sabrina Jeg sidder bag dig i et par klasser, og jeg har altid ønsket at sige hej til dig, men...

Til: Sabrina Jeg er bare for bange.

Til: Sabrina Jeg er bange for at blive gjort til grin. Men det er også...jeg bliver mobbet meget og jeg er bange for at blive et endnu større mål end jeg allerede er.

Zanders hænder ryster mens han skriver det. Selvom Sabrina aldrig læser dette, og oddsene er, at hun ikke vil, er frygten stadig for ægte.

Til: Sabrina Men jeg ser så meget op til dig.

Til: Sabrina Du er klog og populær, og du har så mange venner.

Til: Sabrina Du optræder i drama klubben og du er kaptajn for heppekoret.

Til: Sabrina Du laver alt det jeg ville have gjort, hvis jeg havde haft mere mod.

Til: Sabrina Og nu når vi taler om mod...

Zander tøver, en lille stemme i hovedet skriger: "Gør det ikke! Du må ikke gøre det! Vend tilbage nu før det er for sent!" Men en anden stemme minder ham om, at Sabrina aldrig kommer til at se disse meddelelser.

Så hvilken forskel ville det gøre, at læsse alt af?

Til: Sabrina Jeg har forsøgt at finde modet til at invitere dig ud i en evighed.

Til: Sabrina Intet stort. Ikke afgangsballet. Jeg vil ikke have dit ry tager et dyk på grund af mig. Bare kaffe.

Til: Sabrina Jeg ved, at du sikkert tror jeg kun kan lide dig, fordi du er i heppekoret, fordi du er populær, men sådan er det ikke. Jeg sværger.

Til: Sabrina Der er hundredvis af grunde til at kunne lide dig og ingen af dem har noget at gøre med at du er populær.

Zander bider sin læbe og ved at han vil komme til at overtræde nogle grænser, bringe en fortid op som han måske ikke burde, men han kan ikke få sig selv til at stoppe med at skrive.

Til: Sabrina Da din træner ønskede, at du skulle tabe dig, da du blev optaget i heppekoret, så jeg hvor svært det var for dig. Men så fortalte du hende, at hvis hun ikke ønskede dig på holdet plus eller minus nogle få kilo, så kunne hun skride af helvedes til. Og hun gjorde dig til kaptajn.

Til: Sabrina Du stillede op til elevrådsformand med et løfte om at ende mobning, fordi du selv overvandt mobning for at nå dertil hvor du er.

Til: Sabrina Men da den anden pige vandt (jeg tror det var fordi hun lovede at gå topløs en dag om måneden), var du så elskværdig i nederlag. Og så fik du stadig skoleinspektøren til at forbyde høvdingebold i alle offentlige skoler, hvilket jeg personligt takker dig for.

Til: Sabrina Du var så stærk efter din mor blev syg.

Til: Sabrina Jeg hørte, at du tilbragte hver nat hos hende på hospitalet og så kom i skole hver morgen. Jeg tror ikke, at jeg kunne have gjort det.

Til: Sabrina Du bragte den dreng Søren noget tøj, da hans forældre mistede deres hjem sidste år.

Til: Sabrina Og jeg har set dig forsvare matematik klubben mod fodboldspillerne, når du kan.

Til: Sabrina Uanset hvad livet smider efter dig, så giver du aldrig op.

Til: Sabrina Du er en god person.

Zander kigger på sin telefon efter den sidste besked. Han kunne ende det der, men det er ikke slutningen. Han tager et dybt åndedræt og holder det. Han har intet at tabe, minder han sig selv om.

Til: Sabrina Så hvis jeg ikke lyder som en total taber og du tror at vi to måske kunne være, du ved...venner...

Til: Sabrina Så er jeg på biblioteket ved lektiehjælp bordet. Måske kunne du komme forbi og vi kunne snakke?

Den første lille stemme ringer i hovedet; "Stop! Stop! Stop!" Og Zander trækker sine bemærkninger lidt tilbage.

Til: Sabrina Eller ikke. Jeg ved at du er en travl pige. Jeg er ked af at have forstyrret dig.

Til: Sabrina Bare så du ved det, så er jeg ikke en stalker, så vær venlig ikke at sende politiet efter mig.

"Ugh!" Zander stønner og smadrer hovedet tilbage imod skrivebordet. "Hvorfor? Hvorfor skrev du det? Din ynkelige taber!"

Han slukker sin telefon og sætter den til side.

Og...det er det.

Det var alt hvad han havde at sige.

Men han gjorde det. Han overvandt sin frygt og fortalte Sabrina hvordan han følte...på den sikreste, mest konsekvensløse måde.

Han burde føle sig lettet.

Men det gør han ikke.

Han sendte disse beskeder, udtrykte alle disse følelser, men de forsvandt bare i æteren, for aldrig at blive læst, deres planlagte modtager fuldstændig uvidende om deres eksistens. Hvad godt ville det have gjort hvis Sabrina havde læst dem alligevel? Hvad ville det ændre, udover at få ham til at virke som en endnu større taber end han allerede føler sig?

Han troede, at han ville føle sig lettere efter at have indrømmet det hele, som om han havde opnået noget. Men det gør han ikke.

Han føler sig alene.

Tom.

Ufuldstændig.

Han banker hovedet mod skrivebordet et par gange og mumler: "Du. Er. Sådan. En. Idiot. Du. Er. Sådan. En..."

"Hey. Har du travlt?"

Zander stopper og sukker. "Ser jeg ud som om jeg har travlt?" Han er ligeglad med at han lyder som et røvhul. Der er alligevel kun cirka fem regelmæssige elever der kommer for at få hjælp og de fleste af dem har oplevet ham midt i en eksistentiel krise før.

"Nå, du ser ud som om du måske har en slags episode. Hvis det er tilfældet kan jeg komme tilbage." En fnisen følger bemærkningen og den sender en kuldegysning ned af hans rygsøjle.

Det er ikke en af de regelmæssige.

Det er Sabrina.

Han kigger op med et nervøst smil plantet i ansigtet, mens han forsøger at forblive rolig. Dette er et tilfælde. Det er alt hvad det er. Intet andet end et mærkeligt, skørt, en-i-en-million, spark-i-skridtet sammenfald. Zander er lektiemedhjælper her. Masser af elever, fra heppekors-holdet til fodboldspillerne, kommer for at se ham. Selv dem, der har kastet ham i containere vader ind her som om der ikke er noget dårligt blod mellem dem, for at spørge ham om hjælp til at få deres karakterer op. Så dette er ikke noget ud over det sædvanlige.

Bortset fra at Sabrina har et gennemsnit på 10. Hun har aldrig brug for lektiehjælp, så hvorfor ville hun komme her?

Det kan ikke have noget at gøre med hans beskeder. På ingen måde. Den telefon er væk, de meddelelser nåede ingen steder.

Men...hvorfor så i dag af alle dage? Hvorfor på den ene dag hvor Zander har åbenbaret sit hjerte for hende - eller til hendes forsvundne telefon - igennem snesevis af åndssvage tekstbeskeder, ville Sabrina komme efter lektiehjælp?

Han kan ikke begynde at gætte. Men når dette viser sig at være en stor, vanvittig tilfældighed vil han gå ud og købe et ton lotto kuponer, for skæbnen er åbenbart på overarbejde i dag.

"Øh nej. Nej, det har jeg ikke. Jeg...er der noget jeg kan hjælpe dig med?" Spørger han.

"Jeg...jeg vil gerne vise dig noget." Sabrina rækker ned i sin taske, trækker sin telefon ud og viser den til Zander. Han ånder ud, lettet. Det var alt. Sabrina har fået sin nye telefon og nu viser hun den sandsynligvis til alle hun ser. Hun var tilfældigvis på biblioteket og bemærkede, at Zander sad ved lektiehjælp bordet og besluttede at blære sig lidt.

Helt rimeligt.

Men da Zander tager et nærmere kig ser han at det ikke er en ny telefon. Det er Sabrinas gamle telefon og der er en meddelelse på skærmen. Det tager kun Zander tre sekunder og ordene 'vær venlig ikke at sende politiet efter mig' til at vide, at det er hans besked.

Ikke den første besked han sendte, men den sidste.

"Dit navn er Zander Rasmussen," siger Sabrina og slipper et åndedrag ud som hun virker til at have holdt i en time. "Du sidder bag mig i fysik/kemi, matematik og engelsk. Sidste år sad du bag mig i historie, dansk og geografi." Sabrina tager et skridt mod den tomme stol foran Zanders skrivebord. "Vi mødtes for første gang i børnehaven. Du bar briller dengang. Jeg rettede dem engang de sad skævt på din næse..." Sabrina kører en selvbevidst hånd igennem sit hår "...jeg gik anderledes klædt og mit hår havde færre highlights dengang."

"Jeg...jeg husker det," siger Zander og synker hårdt.

"Det gør jeg også." Sabrina sætter sig på den ledige plads og med et lille genert smil tager hun hans hånd. "Kan vi drikke den kop kaffe nu?"

THE END