I nattens ulmer mørke banker mit hjerte utålmodigt i brystet på mig. Taktfaste og forventningsfulde slag fylder mit bryst, mens lungerne trækker den kolde aftenluft til sig. Lader den hvirvle rundt, og køligheden i min krop breder sig. Fingerspidserne er allerede begyndt at miste følelse, i takt med at kulden kryber frem ad mørket, og cirkulerer om min krop, som et vildt dyr, der venter på at kaste sig over sit bytte. Foran mit ansigt danser min egen ånde i form af den fineste damp, til lyden af mit bankende hjerte. Blot en tanke i mit hoved holder kulden på afstand. En varmende fornemmelse, der starter ved mit utålmodige hjerte og breder sig ud i hele min krop. Tanken om hende. Som en gnist tænder den et lille bål i mit indre, og flammerne breder sig. Brænder blidt. I måneskinnet står jeg og venter. Om jeg har ventet minutter eller timer er mig ligegyldigt. For med bålet i mit indre er tanken om snart at se hende nok til, at jeg rank bliver stående og venter på det sted, som vi sidste gang aftalte.
   Og så pludselig, helt uden varsel, træder hun frem ad mørkest opslugende skygger. Månelyset danser hen over hendes ansigt, og jeg ser, hvordan hendes øjne skinner om kap med stjernerne på himmelhvælvingen over os. Ved synet af hende, springer hjertet et slag over, og bålet i mit indre blusser op. Flammerne nu mere intense. I hendes hår danser måneskinnet, og da jeg trækker hende ind til mig i en længselsfuld omfavnelse, blander varmen fra hendes krop sig med de slikkende flammer, og min krop bliver opslugt i et flammehav. Da vi igen står ansigt til ansigt, lader jeg mit blik vandre. Hendes lyse hår falder i lange slangekrøller om hendes skuldre og indrammer perfekt hendes ansigt. De skarpe træk står klare i de blide måneskin, og om hendes læber spiller et skævt smil. Fra hendes glitrende øjne springer en lille gnist over til mine, og det skæve smil smitter af på mig. Stilheden brydes af hendes fine, blide stemme, der smyger sig ind i mine øregange og velsigner mit hjerte med hendes ord. Hun underskylder sin forsinkelse, men jeg fejer hendes undskyldning til side og fortæller hende, hvor glad jeg er, for at hun er her nu. Smilet vokser på hendes smukke læber, og jeg kan ikke tage blikket fra dem. Hun spørger, om vi ikke skal gå lidt, og før jeg når at svare, lader hun blidt sin hånd glide på plads i min. Varmen fra hendes fingre breder sig til mine, og jeg protestere ikke imod hendes forslag. Stien, som vi hånd i hånd går henad, er let oplyst af de gamle gadelamper, men ellers er det kun månens lys, der viser vores vej frem. Mens vi går, velsigner hendes stemme atter mine øregange. Fortæller om alle de små ting, som med andre havde været mig ligegyldige, men med hende betyder mere end mit hjertes banken i brystet. Det banker i takt til hendes stemme. Jeg selv fortæller ligeledes om alle de små ting, der intet burde betyde for hende, men som jeg ved, at hun værdsætter lige så meget som jeg. For sådan er det med hende og mig. Sådan har det altid været.
   Midt i mørket stopper jeg op, og synkront gør hun det samme. Flammerne i mit indre gør mig utålmodig, og der, under stjernerne, læner jeg mig ned og lader blidt vores læber mødes. En lille gnist springer mellem os, og jeg mærker, hvordan flammehavet overtager begge vores kroppe, idet hun ganske blidt gengælder min gestus. Hendes læber passer perfekt til mig, og jeg mærker, hvordan hun smiler imod mit kys. I mit indre brænder flammehavet næsten så intenst, at det gør ondt. Men lige her, lige nu, er det mig ligegyldigt. Ingen smerte ville kunne nå mig nu. Ikke i dette øjeblik, og i mit stille sind ønsker jeg mig, at det skal vare for evigt. Men det er der intet, der gør.
   Da hun trækker sig fra kysset, lader jeg mit blik glide over hendes perfekte ansigt. Rosenrøde pigmenter danser rundt under hendes kinder til lyden af vores nervøse latter, der smelter sammen i en fusion af glæde og forventning. Og i hendes øjne skinner det dybblå hav om kap med stjernehimlen, der udfolder sig over vores hoveder. Som små perler af lys og håb skinner de igennem den dunkle nat, og deres lys oplyser en sti, som vi ikke før har set. En sti, som vi sammen kunne følges ned ad, hendes hånd i min, præcis som det altid har burdet være. Men sammen med de små perler af håb, skinner også noget andet. Et skær af den sandhed, som vi ellers troede, at mørket ville være i stand til at skjule. Men med dette skær, mærker vi begge, hvordan noget ændres. Der, hvor hendes hud rører min, brænder det pludseligt så intenst, at flammerne vokser og overskygger stjernehimlen og vores oplyste sti. Røgen fra dem og deres brændende skær minder os, om de sandheder, som vi desperate har forsøgt at flygte fra. Minder os om grunden til, at vi altid mødes her i nattens ulmende mørke. Minder os om, at hendes blide kærtegn ikke er bestemte for mig. Og med et opsluges alt glæden og forventningen af de slikkende flammer, mens latteren svinder ind i takt med, at ilten omkring os opbruges. Alt imens de skinnende perler af håb en for en forsvinder ind bag ved et slør af den røg, som vores flammer sætter fri. Vores oplyste sti foran os forsvinder, opsluges af det brændende inferno, og da hendes hænder slipper mine fryser hele verden til. Flammer slukkes og efterlader sig blot aske. En sort aske af sandhed. Vores sti af håb er brændt ind til selv samme aske, og der, hvor hendes hud har rørt min, er jeg så kold og forbrændt, at jeg skutter mig. Frem fra mørket kryber kulden og kaster sig over vores forsvarsløse skikkelser. Vi står på hver vores side af asken, og det jeg ser i hendes øjne, forvandler mit indre til støv. Hvor de før strålede, som de små perler af håb på himlen, genspejler de nu blot sandhedens aske, og jeg ved, at hun er brændt ud. Min verden svinder ind, og den allersidste lille gnist, der hang i luften mellem os, brænder ud og finder sig til rette i det sorte støv. Sandhedsstøv.