Jeg, Henrik Hjort, greve til Hjortekildegård, vil nu berette om hændelser, der indtraf femten år efter hin mindeværdige vinter, hvor Perik Altocamelus oplevede sin første pedoriske jul her. Han har nu et dejligt hus i skovbakkerne tre kilometer vest for Hvalpehyle. Altså ikke langt her fra slottet.
   Spøgelser! Ja, hvad er spøgelser på en planet som Pedoria? Spøgelser er for en jordbo mest knyttet til ældgamle slotte eller store gamle huse, og til historiske begivenheder af tragisk karakter.
   Men hvordan defineres spøgelser på en planet som Pedoria, hvor kontakt med diskarnerede personer hører dagligdagen til? Og kan man betegne disse som spøgelser? Nej! Almindeligvis har diskarnerede personer her ikke noget som helst med spøgelser at gøre. Vi fysisk inkarnerede børn og diskarnerede børn omgås hinanden indbyrdes fuldstændig som alle andre børn. Under opholdet i den åndelige verden, besøger de diskarnerede børn os meget ofte, hele deres åndelige periode igennem, indtil de en dag skal reinkarnere igen, og de meddeler os forinden reinkarnation tid og sted, hvor de skal fødes.
   Vi mister altså ikke forbindelsen med dem, der "går over", og de er som regel med til deres fysiske legemes begravelsesfest. Vi står altså ikke i den tragiske situation, som de fleste jordboer gør, at vi mister dem, der "går over". Og som før sagt, disse personer kalder vi ikke spøgelser, de har intet med dette begreb at gøre.
   Men hvad er så pedoriske spøgelser? Vi kender ingen, der på grund af slette handlinger i fortiden må blive hvileløse gengangere. Men alligevel findes der diskarnerede personer, der ved en trist skæbnes luner, uden egen skyld er blevet bundet til steder og begivenheder, så de ikke kan "gå videre". Disse kan så blive egentlige spøgelser, og de har behov for at forløses, så de kan "gå videre", og det er vor og andre diskarneredes opgave at bringe dem forløsning.
   Endelig kan visse voldsomme begivenheder afsætte spor som en slags film, så man kan iagttage begivenhederne gentage sig i form af en art spøgeri. Personer i sådanne "skuespil" kan man ikke komme i kontakt med, da de ikke er andet end oversanselige reproduktioner, og altså ikke levende i sig selv. Et sådant spøgeri kan man ikke gøre andet ved, end at "mane det i jorden", hvilket dækker over en form for bortsendelse. Nogle af disse syner kan dog være så behagelige og interressante, at man ikke ønsker at mane dem bort, og de kan være en hjælp for historikernes forskning.
   En helt tredje slags spøgelser er elementarånder eller andre naturånder, nogle af dem drilleånder og poltergejster. Her møder man de også af jordboer kendte svævende hvide gevandter med bare et par sorte øjne, eller de kan have andre farver og skikkelser. Til denne kategori hører også grønne svævende tågeskikkelser med lille hoved, med to strittende spidser som ører, eller måske horn, kuløjne og en rund sort mund, der kan udvide sig enormt og blive et stort gab. Nedadtil er kroppen spids. Arme og hænder ses kun som udsendt fra kroppen, når der er brug for det.
   Som før nævnt vil man først og fremmest henregne gamle slotte og borge, og ruiner af sådanne bygningsværker, som hjemsted for spøgelser. Men i den beretning, jeg her vil fortælle, opdager vi, at spøgelser udmærket kan indtage et nyere slot som Hjortekildegård.
   Men inden jeg begynder at berette om disse mærkelige hændelser, vil jeg oplyse, at vi her har fået familieforøgelse. Tre år efter hin mindeværdige vinter, nedkom Gladiola med min og hendes førstefødte, en dreng, som nu er bogstaveligt 12 år, og som hedder Ribis Hjort. Vi havde jo netop også vedtaget efter vi mødte hinanden, at Gladiola's første graviditet skulle være med mig. Og selvom faunen Gilki efter hans ankomst hyggede sig meget med Gladiola, og jeg foreløbig var på min lange rejse sammen med Vikke, var de to rørende enige om at undgå graviditet indbyrdes, indtil Gladiola havde født Ribis. Nu var der altså ingen grund til denne forsigtighedsregel længere. Og vore erotiske aktiviteter, som vi ofte havde alle tre sammen, førte så til, at Gladiola et par år senere nedkom med et elverbarn, Gilki's søn, som fik navnet Trolli Vipstjert. Fauner har ingen efternavne, så han kunne ikke lægge et sådant til drengen, så Trolli er derfor den første elver i Vipstjerte-grenen af slægten.
   Jeg holder så meget af elvere, som jeg synes er nogle helt vidunderlige væsener, så derfor havde jeg allerede en drøm om, at der skulle være mange elvere i vore fremtidige slægtled. Med Trolli var denne drøm begyndt at gå i opfyldelse. Han er nu bogstaveligt ti år gammel.
   Faktisk er jeg jo stedfar til ham. Men hans far er jo Gilki, og han er jo optaget i familien. Og et barn kan jo ikke gå rundt og sige "Far" til en stedfar, når faderen er til stede og hører med til barnets familie. I sådanne tilfælde har man her på Pedoria, i stedet for at bruge det lidt kedelige begreb "stedfar", udvidet begreberne "onkel" og "tante". Det er altså en anden slags onkel og tante, end når det drejer sig om farbror og morbror, faster og moster. Følgende denne begrebsudvidelse, kalder Trolli mig altså onkel. Begreberne stedsøn eller steddatter er derimod bevaret. Men selvom jeg er "onkel" til Trolli, er jeg lige så glad og stolt over ham, som over Ribis.
   Men jeg tænkte, allerede mens Gladiola ventede Trolli, at hun jo ikke kunne levere Hjorte-grenen af slægten en elver. Skulle en elver i slægten bære navnet Hjort, måtte jeg nødvendigvis være hans eller hendes far. Dette ønske om, at også Hjorte-grenen fik elvere, betroede jeg til Gilki.
   Gilki lo og sagde: "Du kan kun blive far til en elver ved at pleje omgang med en faun-pige. Men trøst dig, det kunne nemt lade sig gøre. Jeg kommer jo meget sammen med skovens faun-familier, og jeg kunne sagtens introducere dig, og en lille faun-veninde finder du let. Blot må du være klar over, at sådan som jeg nu gør, at bo på Hjortekildegård, er det en meget sjælden lyst hos fauner at være i bygninger. Det eneste "indendørs", fauner normalt kender og bryder sig om, er deres nok så hyggelige huler under store trærødder, eller i høje med stensætninger. Dér er dog både møblement, flere værelser og alt komfort. Du skal derfor ikke forvente, at en faunpige lader sig optage i familien og tager længerevarende ophold her".
   Dette forslag lød vældigt spændende, og Gladiola, Gilki og jeg begyndte derfor at aflægge besøg hos faunerne i skoven vest for slottet. Det var kun en lille spadseretur derud, hvor der fandtes faunboliger under rødderne på nogle enorme egetræer. Vi hyggede os sammen med faunerne, og deres hjem var både hyggeligt og rummeligt. Det var godt møbleret og havde al slags husgeråd. Faunerne havde både køkken, stuer og soveværelser. Der var også en hule med toilet nogle få skridt fra boligen. Bad foregik på en plads ved en nærliggende bæk. Vi blev inviteret på lækre middage med nektar, og vi blev inviteret på kaffe og nektar med de lækreste hjemmebagte kager, hvilket ikke mindst var en fryd for Ribis, når vi tog ham med. Faunerne havde, af naturtræ udarbejdede, blokfløjter i alle størrelser, og de spillede tit, enten solo eller i grupper, og fremførte de skønneste musikstykker, ofte i flere satser.
   Alle fauner var meget kærlige, og meget erotiske, og de tog os med i deres erotiske lege.
   Og det gik, som Gilki havde forudset, at der var en lille sød faunpige, som var særligt interesseret i mig. Hun hed Dulsa, og da hun og jeg tilstræbte det, blev det hen ad vejen til graviditet hos Dulsa sammen med mig.
   Og efter ni måneder, da det også er sådan hos fauner, nedkom Dulsa med en elversøn, som fik navnet Fennik Hjort.
   Som spæd måtte han være hos Dulsa, og det betød, at vi meget tit drog til skovs og opholdt os i kortere eller længere tid hos faunerne, fordi Dulsa jo ikke befandt sig vel ved at være i en bygning. Det gør kun meget få fauner, som nu vores Gilki, og faunen Dølle på slottet Lipriz i Erewon. Kun højst en times tid ad gangen, kunne Dulsa holde ud at være under slottets tag, og besøge os.
   Nu er Fennik bogstaveligt 8 år gammel. Efter lignende regler, der gælder for, at Trolli kalder mig "Onkel", kalder Fennik Gladiola "Tante".
   Første generations elvere efter faunforældre ligner alle andre elvere, og er lige så integreret i menneskeheden som dem. Men der er dog et enkelt træk ved dem, som er anderledes end de senere generationers elvere, et, som kun gælder første generation. De har nemlig tykke tånegle, der har meget konveks overside og krummer ind i sig selv, således at man, hvis man lod dem gro frit, havde en elver med krumme spidse kløer. Det er arven efter faunens klove. Imidlertid klippes disse kløer så tæt, at man bare opfatter dem som meget kraftige negle. Det er blot en ekstra charme hos disse elverbørn, at de har disse tykke buede negle. Tæerne er med tre led ligesom alle elveres, lange og smidige, og kan udføre alt det, som en hånd kan. Strithalerne har lange hår, bløde som hos kaniner, der er ingen forskel på dem og faunernes haler, og det holder sig alle elvergenerationer. Ud over dette og det kraftige hovedhår er elvernes kroppe ellers fuldstændig bløde, glatte og hårløse. Der kan dog hos første generation komme en meget sparsom uldvækst på anklerne. Men denne har man midler til nemt at fjerne permanent. Elvere bryder sig kun om hårvækst på hovedet og på strithalen.
   Vi var altså en vidunderlig familie, da disse mange spøgeri-fænomener, som jeg vil berette om, var i sin opstart. Til familien hørte også en lille hund, vi havde fået, en beagle, som hed Pivver.
   Hunde kan se, fornemme og opfatte langt mere af den oversanselige verden, end vi børn kan. Vi skal nemlig først indstille os på det, hvis vi vil se noget. Og det er i det hele taget sådan, at oversanselige væsener selv bestemmer, om de vil kunne ses eller ej. Foretrækker de at være usynlige for os, så hjælper vores klarsyn ikke noget. Imidlertid var vi normalt vant til, at naturånder og diskarnerede børn lod sig se og kommunikere med.
   Pivver var en glad, kælen og legesyg vovse. Men det hele begyndte med, at noget undrede os meget ved hans opførsel. Pludselig kunne han midt i leg og hyggeligt samvær stivne, ligesom en jagthund, der står stille og "peger" mod byttet. Og han rejste børster og kiggede intenst på noget i en krog eller mellem nogle buske. Noget, som vi jo altså ikke kunne se eller fornemme. Senere kunne han også finde på at stå og gø og knurre rasende sådan et sted. Vi sluttede, at der måtte være et eller andet, som vi jo altså endnu ikke selv kunne opfatte. Vi måtte trøste Pivver efter disse mærkværdige oplevelser. Og det kunne finde sted både udendørs og indendørs, ja selv i vore dagligstuer. Og i en måneds tid igennem iagttog vi denne opførsel hos Pivver, og andet skete der ikke endnu.