I intethedens butik

Jeg går på de lange gange. Ja traver på de lange gange. Butikken her er kæmpe stor. Der er højt til loftet, men hylderne er alle sammen sådan vi almindelige mennesker kan nå vores daglig varer. Det har nu aldrig været et problem for mig at nå, men jeg kender da nogen som desværre ikke har højden til helt at nå øverste hylde. Og så kender jeg dem der kan lægge armen på toppen af hylderne. Jeg er vel blot midt imellem. Jeg traver stadig fremad. På hylderne til højre er den samme slags chips. Men det skifter om et lille stykke vej til en ny slags chips. Så skal jeg måske gå flere kilometer før det igen skifter, men sådan er det jo. Dem i Salling har så sandelig udgjort dem selv med den her butik. Ja jeg kan desværre ikke huske hvilke en af butiksmærkerne den her butik er. Det var ikke så vigtigt for mig. Pop! Siger det pludseligt. Jeg har trådt på en opustet ballon og dermed sprunget den. Den er rød og tyk som blod. Den minder mig mest af alt om en virkelig saftig bøf. Jeg fniser for mig selv, selvom jeg begynder at få lidt kvalme over mine gustne tanker. Jeg fortsætter min vandring ned af gangen. Jeg er efterhånden kommet så langt at jeg ikke gider vende om på grund af den lange distance der er tilbage til den større midtergang. Jeg er ikke engang sikker på hvorfor jeg gik herhen på chipsgangen. Jeg kan ikke engang lide chips. Jeg ved heller ikke hvor længe jeg har vandret nu. Jeg ved bare at mine fødder efterhånden er lidt trætte. Jeg gad nok vide hvor mælken er henne. Jeg skal have noget mælk til morgenmad i morgen jo. Jeg tænker nu også over hvor fandens stor den her butik er. Jeg ved at der var en beskrivelse af størrelsen på plakaterne jeg så op til åbningsdagen, men jeg kan nu ikke helt huske hvad der stod. Nu har chipsene skiftet fra kanonkugler til ostepops i det mindste.

Jeg har efterhånden besluttet mig. Jeg vil spørge den næste medarbejder jeg ser om hvor mælken står. For jeg må efterhånden være vandret langt væk fra køledisken. Eller var den overhovedet til stede da jeg gik ind på chipsgangen? Jeg tror da jeg så et skilt med kølediske på den anden side af chipsgangen? Eller var den ved siden af slagteren? Det synes en evighed siden efterhånden. Jeg bliver simpelthen nød til at sitte mig lidt ned efterhånden. Jeg tager mine sure arbejdssko af. De stinker. De lugter af forfærdelig råddenhed. Som var kød gået i forrådnelse. Jeg tjekker mine fødder inden under sokken. De er fyldt med vabler. Jeg griner, denne gang lidt højere end før. Der er jo ingen her til at synes jeg er underlig. Jeg er vel også sulten efterhånden. Så selvom jeg ikke kan lide de her dobbelt krydret hot cheese chips åbner jeg nu en pose alligevel. De smager kunstigt. De smager så falskt at jeg næsten brækker mig over smagen. Ja enten det eller måske over situationen derhjemme. Hun er sikkert allerede skredet. Jeg håber hun har taget sit lort med sig. Gad vide om Peter overhovedet gider se mig hveranden weekend. Han kan faktisk godt lide de her chips. Jeg kigger til højre også til venstre. Gangen er stadig tom. Så ufattelig tom. Så det er okay tænker jeg. Det er intet problem. Og jeg forsøger at græde som jeg har prøvet på så mange gange. Jeg prøver at klemme bare en lille tåre ud. Bare en lille en. En der kunne give mig et tegn. Et lille billede af at jeg er ked af det. Men ingenting. Kun tørhed. Jeg væmmes ved mig selv. Så tager jeg sokker og sko på og rejser mig op for at gå videre ned af gangen. Fanden om jeg også skal tabe til en gang.

Jeg går vel i tre timer før jeg igen kollapser. Jeg ligger og kigger op på den kæmpe store lampe der hænger over denne afdeling. Den ligner næsten solen herfra. Solen på en mørk himmel belagt med jern afstivere i loftet. Jeg knækker mig. Og så kigger jeg op ad gangen igen. Og herefter nedad den. Stadig fucking ingen. Jeg slikker mit bræk i mig igen og da jeg bliver færdig med at labbe galde og halvfærdige, ætsede dobbelt krydret hot cheese chips i mig rejser jeg mig. Igen bliver jeg nødt til at gentage overfor mig selv. At jeg ikke skal slåes ud af en fucking gang. Så jeg tager et skridt fremad. Og så det næste. Og det næste. Det går jo snildt tænker jeg. Sådan bliver jeg endnu ved i et stykke tid. Og pludselig er hun der. Endelig er hun der. Eller hvem fanden det nu er. Hun har en mørkeblå polo på og sorte bukser. Hun ser ikke ud til at være særlig gammel med brunt krøllet hår. Jeg smiler og griner forfærdeligt højt. Hun kunne ikke have undgået at høre mig, men hun fokuserer nu stadig på at fylde chips på hylderne. Hvor professionelt af en ung arbejder tænker jeg. Jeg går langsomt op til hende med stive lemmer og prikker hende på skulderen.

Jeg trækker vejret tungt og hivende. Jeg sveder også noget så forfærdeligt. Men hun vender sig ikke med det samme og siger "pænt goddag hr. er du faret vild? Ja jeg ved godt at den nye butik er lidt stor, men lad mig hjælpe dig hen til køledisken." I stedet... I stedet står hun der bare. Hun står bare og kigger der som var hun katatonisk. Hun sætter chips posen hun netop skulle til at sætte på plads ned på hendes bakke alligevel og hun lader kontrolleret sine arme falde ned langs hendes sider. Og først da vender hun sig ufattelig langsom og jeg kan endelig se hendes ansigt. Det er tomt. Ikke tomt som et ansigt uden følelser. Sådan et ansigt ser jeg selv i spejlet. Nej hendes ansigt er tomt - der er ingen øjne eller huller til øjnene. Der er ingen mund, ingen næse, ingen øjenbrun, ingenting. Blot den samme brune hud hun har over hele kroppen. Jeg spørger hende uden afsky i stemmen eller interesse for hvorfor hun ligner et offer for et syre angreb "hvor er køledisken med mælk". Jeg stønner det nu nok mere end jeg siger det, men hun ser ud til at forstå for hun nikker til mig. Godt at hun i det mindste har gode manerer når hendes ansigt er sådan. Hendes højre arm løfter sig langsom opad fra hendes side og hun peger i den retning jeg altid har gået i her på gangen. Hendes fingre er kønne, men hendes negle er nu lange, gule og grimme. Gid hun da ville soignere sig selv lidt tænker jeg. Jeg nikker og siger tak hvorefter jeg igen fniser lidt til mig selv. Mine fødder bløder. Jeg havde ret hele tiden. Hjælp mig. Det var på den anden side af chipsgangen. Vil ingen da hjælpe mig. Jeg begynder at grine højere og højere imens mine blodige fødder trækker mig længere og længere ned ad gangen. Hvordan kan du lade det her ske gud. Jeg glæder mig bare til at se Peter spise hans guldkorn med mælk på.