Dette er kun en gåtur, fra et sted i min by til et andet. Du vælger selv, hvor længe du hænger på - som det gælder så mange ting i tilværelsen, selv de allerstørste spørgsmål - og jeg vil bare give dig en enkelt anbefaling, før vi tager afsæt:

Hvis noget ikke giver mening, hvis det er for mærkeligt, for særligt eller bare generelt forkert, må du simpelthen lære at trække på skuldrene og sige pyt. Ikke?

Bare sig pyt.

*

Vi starter ved min arbejdsplads, ved indgangspartiet som er lavet af genbrugsglas og skinner i regnbuens farver, når solen står på. Lige nu sidst på eftermiddagen er det mørkt, og glasset fremstår uigennemtrængeligt, en dyb, sort flade uden genskin. Første gang jeg stod her, føltes det som en slags observation, noget der var vigtigt at notere - hvordan lyspartikler kan trække sådanne kontraster ud af vores omgivelser. Nu er det bare noget, der er.

Der er tomt omkring mig, parkeringspladsen er stille og luften uforstyrret. Man kan stadig trække vejret frit, selvom de siger, det er usundt (der er trods alt en hel del der er usundt, hvis man endelig vil gå op i den slags). Mine skridt kaster ekko mod bygningsfacaden, opad og udad, mens jeg bevæger mig ned mod vejen, der snor sig gennem området.

Hvis man kigger op på de hundredvis af små, ensartede kontorvinduer, kan man på visse tider af dagen være heldig at fange omridset af et ansigt, en ryg eller måske en arm. Nu er det ligesom med indgangspartiet; alle ruderne er sorte, lukkede. Der er stadig nogen, der arbejder derinde - døgnet rundt, året rundt, er bygningen selvfølgelig i live - men når jeg vender mig rundt nede ved vejen og kigger tilbage, føles det lidt som om, jeg er den eneste levende i hele verden. Det er nok de mange, mange vinduer og bygningens udtryk. Det der tomme, døde udtryk.

De andre er der, forstår man, men på en måde er de der faktisk slet ikke.

*

Vejstrækningen er lang. På det første stykke er den omkranset af tynde, skarpskårne træer - kronerne er perfekte cirkler af blade og grene, de skifter farve med årstiderne, aldrig form. Hver eneste dag på denne tid ordner Havemanden dem; han går fra træ til træ med et enormt metalinstrument, som jeg ikke kender navnet på, og jeg ved ikke præcist, hvad han gør med det, men træerne ser i hvert fald ens ud.

Én fra arbejdet klippede en gren af sidste efterår, kun en enkelt, fyldt med røde og orange blade. Jeg har ikke set hende siden; mon ikke han har rettet hende til på samme måde, som han retter kronerne til? Vi andre rører ikke ved dem. Det er bare en dårlig idé.

Man kan så let forsvinde i den her verden.

Han står omkring ti meter nede ad vejen. Det kan virke uhøfligt, men jeg hilser ikke på ham, jeg kigger ikke op, ikke længere. Engang kom jeg til at kigge på hans ansigt, det var fladt og blankt og uforståeligt, præcist ligesom det, lyset ikke rammer rigtigt.

I dag passerer jeg ham bare. Selv på afstand stinker han af ozon.

*

Jeg rammer trafikken, mens skyerne trækker sig sammen nede over bymidten. Man kan se det heroppe fra - min by ligger i en gryde - men det kommer nok ikke til at regne. Det regner reelt set sjældent. Ved siden af fortovet og cykelstien bevæger trafikken sig sløvt fra punkt til punkt, bilerne glider lydløst forbi på rækker. Afstanden mellem dem er minimal. De bremser automatisk, bilerne, og der er så få ulykker disse dage, at folk ikke længere tænker fremad i trafikken. Fremad kommer man jo alligevel, eventuelt, og altid i tide.

Jeg ser til siden. Bilen tættest på mig er rødlakeret, og lakken er velholdt, upåfaldende. Der er ikke nogen bag rattet. Jeg kommer til at kigge, selvom jeg burde vide bedre, for selvfølgelig er resten af bilen også tom, selvfølgelig, bortset fra autostolen på bagsædet, hvori der sidder noget, der ligner en dukke og stirrer dødt frem for sig.

Man skal ikke se for meget efter. Andre menneskers liv, det er jo som det er med dem. Det er min egen skyld. Fordi jeg ikke kan lade være.

Lyset skifter. Bilen fortsætter over krydset, og jeg bliver stående, lader lyset skifte og bilerne gå i stå på ny, mens dækkene laver vride-lyde mod asfalten. Jeg har jo ikke travlt.

*

Byen åbner sig i stadier. De industrielle højhuse skifter udtryk, men ikke form - de er stadig høje, tætbyggede, vokser op mod himlen i lange, solide linjer - og snart begynder de at ligne noget andet. Murene har andre farver, dørene er behæftede med navne og etage-benævnelser. De fortæller en historie om liv, og det opmuntrer mig altid lidt, i hvert fald ved første øjekast. Hjernen elsker illusionerne, har jeg lært, og mit indre lysbilledapparat går nogle gange lidt i hak. Bare fordi man husker noget som sandt, er det jo ikke ensbetydende med, at det er brugbart.

Jeg passerer en sidegade, allerhøjst to meter bred men dyb og mørk som et jordfaldshul. Du har velsagtens forstået det allerede, at man ikke skal gå i stå; du har sikkert også opdaget, at jeg gør det alligevel, også nu. Et øjeblik ser jeg mig selv nede fra bunden af mørket, en tynd, udefinerbar silhuet mod gadebelysningen og så murene på hver side, som et øjebliksbillede fra en anden virkelighed.

Der er noget inde mellem skyggerne. Det ved alle.

Kun få meter fra mine fødder ligger der et kropsetui, en slasket masse af hud og kød og knogler, og han blinker med øjnene af og til, umiddelbart tilfældigt. Der er flere som ham, men også andet, og folk går derind, når de ikke gider mere, de lægger sig på række og lader himlen glide forbi oppe over tagene.

Lad os bare fortsætte, du og jeg.

*

Nede i midtbyen blinker butikkerne i det tiltagende aftenmørke, lysende bølger af mørkegult og hvidt og blåt. Er der folk bag vinduespanelerne derinde? Det må der jo være. Man kan ikke høre dem ude fra gaden, men nogle gange kan man skimte deres skygger bevæge sig frem og tilbage, selvom jeg ikke ved, hvilket ærinde de egentlig kunne have. I dag får man tingene leveret, jeg køber aldrig ind, og jeg savner det heller ikke, i hvert fald ikke ofte.

Jeg ved ikke, hvem der kommer med tingene. Det burde man nok gå tilbage til.

En eller anden skriger højlydt ovre på den anden side af gaden. Lyden fylder herinde, hvor alting nærmest plejer at hviske, og denne gang er jeg nødt til at dreje mig for at se, hvad der sker. Der er en mand, som er i færd med at stjæle en arm fra en anden. Han sidder overskrævs på ham og hakker i hans skulderled med en slagterkniv, blodet sprøjter og lydniveauet stiger for hvert hak. Man kan se knoglefragmenterne på fortovet, klatter af hvidt og rødt.

En klokke ringer ved siden af mig, butiksdøren går op men ingen går ud. Manden med kniven får endelig løsrevet armen, vrider den af med en vældig kraftanstrengelse, rejser sig op, pustende og udtryksløs. På gaden græder den anden, han stirrer tomt op i luften og græder.

Hvis der er andre, der stopper ligesom jeg, kan mand-uden-arm altid stjæle noget fra dem. Til gengæld. Hvis de står stille længe nok. Jeg går væk, vender ryggen til, og manden med kniven siger pænt tak til nogen, jeg ikke kan se.

*

Vejen bliver en lille smule smallere, jo tættere vi kommer på mit lejlighedskompleks. Det ligger en park tæt ved, som jeg ikke går igennem med mindre solen skinner - og selv da, kun sjældent. I dag holder jeg blikket helt for mig selv, tæller streger mellem fliserne, skridt for skridt. Der er stille inde bag træerne og buskene, fuldstændigt stille, selvom man af og til kan se en solsort eller en musvit hoppe rundt i løvfaldet. Hvis man kigger efter.

Parken tilhører nogle andre, har jeg lært, nogle navnløse fremmede, som man ikke møder, hvis man går derind. Jeg har i hvert fald aldrig set dem. Faktisk har jeg aldrig set nogen, de få gange jeg har sat mig på en bænk under træerne med min tomme skitseblok, og det er altså en underlig fornemmelse at sidde derinde og mærke stilheden omkring sig.

Det er som om, den forstørrer sig i rummet mellem trækronerne.

Det er værre end de tomme vinduer ude på min arbejdsplads, værre end Havemanden og dem, der skriger og forsvinder mellem byens gader. Det er svært at forklare, og nogle ting må man som sagt bare acceptere. Alt andet lige kigger jeg først ned, dernæst ligefrem, og så står jeg foran min dør hvor navneskiltene er så mørnede, at man ikke kan læse, hvad der står. Jeg låser mig selv ind med en ticifret dørkode, lader døren falde i bag mig med et tungt metallisk slag som runger op over trappesatserne.

Trapperne og opgangen er støvfri. Rengøringsmanden passer dem til punkt og prikke, sandsynligvis om natten når alle sover.

Du må gå med lidt endnu, hvis du vil.

*

Vi ender i min lejlighed, hvor væggene er bare og gulvet er hvidt. Det er en et-værelses, bogstaveligt talt, bare et rum på præcist tredive kvadratmeter med et enormt vindue for enden, som strækker sig fra væg til væg. Der er ingen møbler, ingenting, der er kun hvad man skal bruge i de få, gyldige sekunder, hvor man absolut ikke kan undvære - og indtil det er brugt og væk.

Man kan se himlen herfra.

Skyerne har ændret farve nu, de er en mærkelig, rusten-gul nuance, som om nogen har sprunget en bombe i himmelhvælvingen og efterladt os med en stråletåge. Jeg står i døråbningen med ryggen til den tomme opgang og ser, hvordan himmel og hav langsomt går i et, mens grænserne mellem de forskellige luftlag gradvist udviskes.

Om lidt går solen ned.