Da jeg for nogle år siden pludselig blev boligløs flyttede jeg ind i et værelse oven på en irsk pub. Der var kun to møbler på værelset, en seng og et skab til lidt tøj, intet TV eller skrivebord. Der var heller ikke internet og da det var før smartphonen kom frem var den eneste udefrakommende kommunikation der kunne sive ind sms beskeder og lyden af fulde mennesker fra vinduet.

Mine vaner forandrede sig. De underholdsprogrammer og amerikanske Tv-serier jeg plejede at se efter arbejde blev til lange romanklassikere, jeg begyndte at lytte til Mozart og Hildegard Von Bingen og fodboldkampe hørte jeg i radioen, mens jeg læste tilfældigt i en bibel nogle gademissionærer havde givet mig. Reklamer var noget fjernt der susede forbi på busser og billboards, ikke noget der konstant poppede frem på skærme.

Internetporno udskiftede jeg med billeder af malerier fra renæssancen. Jeg spillede den af til Venus fra Urbino, til forskellige portrætter af Simonetta Vespucci og jeg fortabte mig helt i Venus' konkylie til hendes skønhed og vores hede elskov.

Jeg kunne ligge hele aftener i selskab med kolde dåseøl, cigaretter og musik og filosofere over ting, f.eks. hvordan ens kvindesyn ændrede sig af at tage internetporno ud af hovedet og i stedet give sig seksuelt hen til portrætter af renæssancens gudinder og fyrstinder. Portrætter der ofte tog flere år at kreere, ikke noget hurtigt optaget og sat sammen på en macbook. Og altså, gudinder og fyrstinder, ikke bare kvinder kategoriseret efter deres etnicitet og alder som milfs, ebonys, teens og asians.

Det var ikke bare kunsten jeg tog bedre ind, det var også virkeligheden. En virkelighed der som Pompei var ved at forsvinde, ikke til Vesuv, men til byfornyelse og ejendomsspekulanters grådighed. Det gjorde mig lidt vemodig, men omvendt elskede jeg at være en del af vemodigheden.

... vemodigheden fandt jeg denne aften på en pub med Dostojevskijs Forbrydelse og Straf og en kold øl foran mig. Efter at have bundet den sidste sjat, gik jeg ud for at ryge.

Mens jeg røg kom en tyndhåret dranker ud. Han var iført en slidt, brun russkindsjakke, sorte bukser fra et træningssæt og blå adidassko. Først snakkede han ikke, holdte bare balancen op ad væggen og kiggede ud i luften med en bekymret mime. Efter han havde tændt sin cigaret forsvandt den bekymrede mime dog og han spurgte han mig, hvad jeg læste.

"Forbrydelse of Straf... andet bind," sagde jeg.
   "Fantastisk bog, den har jeg også læst," sagde han og mumlede lidt. Jeg forstod ikke helt hvad han mumlede, vist noget om vejret - det var i hvert fald ikke bogen. Så skiftede han emne igen og spurgte han om jeg kunne danse.
   "Danse?"
   "Ja, kan du danse?" han brød ud i et fordrukkent grin, "hahahaha."
   "Jeg ved -"
   "Kan du danse for helvede?" råbte han med hans rustne hals, "hahaha."
   "Lidt..." sagde jeg endelig med et forlegent smil, hvilket fik ham til at bryde ud i et par trin med cigaretten i hånden.
   "Jitterbug," sagde han.
   "Yeah?"
   "Salsa..."
   "Mhmm."
   "Waltz."
   "Okay."
   Så var han stille igen og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Det var lidt mærkeligt han bare begyndte at danse. Vi stod bare der og pustede cigaretrøg til himmels og så hvordan det opløste sig i luften med efterårsaftenen som baggrund.
   "Giv aldrig et sværd til en der ikke kan danse - Confucius' vise ord," sagde han så.
   "Godt citat," anderkendte jeg.
   "Det er ham kong-fu er navngivet efter, Kong - fu - ci - us"

Det vidste jeg godt ikke passede, men jeg tænkte at drankere er en slags præster. Deres tale er sådan en blanding af universelle, dybe sandheder og deciderede løgne. Det kan være let at grine af, men hvis drankeren har en lever, der gradvist er ved at sætte ud, så ved en dranker måske mere om døden end en gennemsnitlig præst... og den visdom der endnu ikke filtreret væk af druk, er måske filtreret så meget ned, at den om noget er værd at lytte til.

"Så ser du, skal man ikke komme op og slås skal man være god til at danse."
   "Jeg holder mig fra at slås med dig så," svarede jeg.

Lidt senere kom en af drankerens venner ud, hvilket jeg tog som en anledning til at smutte ind på pubben og læse videre. Det er en anden ting drankere og præster har tilfælles. Man kan nærme sig dem for at få lidt inspiration, men man skal ikke blive blandet for meget ind i deres skærmydsler. Det ender galt.

Inde på pubben, mens Let's Get Lost spillede i baggrunden og Raskolnikov var ved at bryde sammen ankom en ung kvinde. Hendes hud nærmest mælkehvid i forhold til hendes røde læbestift, mørke mascara og øjenskygge. Hun var klædt i en rød nederdel, der lignede noget fra et nyt, dyrt mærke, mens hendes cremefarvede top omvendt lignede noget fra en genbrugsbutik... men som havde hun en sans for sådan noget sammen matchede det.
   Hun gik rundt der med sin telefon og sms'ede, ringede, lagde telefonen ned igen, sms'ede igen.
   "Har du noget imod jeg sætter mig her?" spurgte hun.
   "Nej, sæt du dig bare," sagde jeg og tog en tår af min øl, mens hun sms'ede videre på sin telefon.
   "Ikke din dag?" sprugte jeg.
   "Ikke min uge, min måned, mit år, jeg er blevet brændt af igen," og hun forsatte...
   "Er jeg for desperat, mine bryster for små, er jeg for bleg, for lille?"
   "Jeg tror ikke du kan se sådan på det," sagde jeg.
   "Jeg er træt af at blive afvist på de her måder. Vi har datet i -"
   "Har du hørt om Simonetta Vespucci?"
   "Nej?"
   "Italiensk adelskvinde. Hun var så smuk at ved hendes død kørte man hendes lig rundt i Firenze, så hele byen kunne se hendes skønhed."
   "Det lyder makabert, men hun var lille og havde små patter?"
   "På de fleste portrætter har hun faktisk små patter. Jeg -"
   "Lidt makabert kompliment alligevel, men fair nok," sagde hun og der blev stille imellem os en stund, "så du synes jeg er lækker?"
   "Smukkere end Simonetta Vespucci," understregede jeg. "Det var bare det jeg ville jeg sige."

Vi drak mere og mere. Først vin og øl og efter nogle vodkashots begyndte hun at kysse mig, som kun en hjerteknust kvinde kan kysse en, aggressivt og tungsindigt.

På vej hjem spurgte hun, "husker du mit navn?"
   "Du har ikke mig fortalt det."
   "Betyder det noget?"
   "Det ville nok være praktisk at vide."
   "Men i nat gør det ikke gøre nogen forskel, gør det vel?"