Dana var den yngste og eneste datter i en søskendeflok på fem. En morgen, da Dana stadig var spæd, dukkede hendes fars lig op mellem to affaldscontainere i udkanten af Baghdad. Ved liget, var der også en besked fra Saddam Husseins Bathparti, og Danas mor besluttede, at de måtte flygte. Hendes søskende var også ganske små, men kunne stadig huske momenter fra den lange rejse mod nord. Der var nogle skeletter, der en eftermiddag stak op gennem sandet i Syrienørkenen, og ild fra brændende oliefelter, som spejlede sig i Tigris' bifloder. Så uger langs grå motorveje, kolde hulrum i lastbiler og stinkende rastepladstoiletter. En dag stod de så på en landevej, omringet af endeløse brune marker og små byer syndige som Sodoma og Gomorra.

I det nye land kunne deres mor endelig give sig hen til den posttraumatiske stress, som havde bygget sig op, efter måneders rejse og år som politisk modstander af Saddam Husseins regime. Moren lærte aldrig det nye lands sprog og døsede hen ensomhed, traumer og depression. Pludselig var deres stærke, idealistiske mor bare en tjenestepige, der lod sine børn opdrage hinanden. I Irak forbød deres far og mor dem at slås i pacifismens navn, men i det nye land måtte brødrene lære at slås for at undgå tæsk fra byens racister - og de blev gode til at slås. Brødrene blev en efter en rekrutteret til en kriminel bande og tæskede og røvede løs i det nye land.

Derhjemme var der også masser af tæsk. Brødrene opdrog hinanden i et hierarki af tæsk, hvor den største tæskede den næst største, osv. Når en af brødrene var i fængsel, ændrede hierarkiet sig lidt, men i bunden af hierarkiet var Dana altid. Brødrene rørte aldrig så meget som et hår på Dana, men undertrykte hende under en aura af islamisk moralisme. De ransagede hendes ejendele som et hemmeligt politi, forbød hende at vise hud og havde de mistanke om, at en dreng havde et crush på Dana, eller omvendt, tæskede de drengen.
   Dana kunne dog ikke holdes tilbage. I skolen var hun flittig, lærdom og bøger var hendes eneste kilde til underholdning. Under dække af at lave lektier læste hun bøger som The Handmaids Tale, Chris Kraus og Dræb Ikke En Sangfugl. Hendes krop var måske i et fængsel, men hendes sind var et overdådigt palads.

Med tiden blev hun også en smuk, velproportioneret kvinde med fyldige lår og velskabte bryster. Ikke som de andre kvinder i det nye land, som forspiste sig i saltet og overkogt mad, og som følger blev lange og ranglede med tyndt, livsløst hår og hud. Danas ansigt funklede og hendes tykke, krøllede hår gik fra kulsurt til et mønster af varme brune nuancer, når sollyset undtagelsesvis strejfede det. Dana viste, at hun var smuk, og hun viste, at i dette land var skønhed mere dyrebart end penge og visdom. Bøgerne havde lært hende dette.

En dag da hendes mor var endnu mere syg, end hun plejede at være, pakkede Dana sin sportstaske og fodrede sin mor med en krydret myntesuppe og 5g knuste piller af morens stærkeste medicin.
   "Mor, drik det her."
   "Dana, jeg er træt."
   "Det er jeg også, men jeg kan ikke tage dig med mig."
   Og da hendes mor havde sovet ind på hendes skød, tog hun sin sportstaske og forlod hjemmet.

⃝

Jeg mødte hende nogle timer efter på en nattecafé. Her tog jeg ofte ned, når jeg ikke kunne sove. Dana gik ind, træt efter timers togrejse, og bestilte sort kaffe. Hun smed sin sportstaske fra sig og satte sig ved siden af mig, der var den eneste gæst, bortset fra nogle backpackere og nogle langdistancebuschauffører.
   "Hvad læser du?" spurgte hun.
   "Bare noget... øhhh ikke noget.. bare lidt fra-" jeg var træt og i mine egne tanker.
   "Michele Houellebecq - han er god," svarede hun efter hun havde skimtet coveret.
   "Og hvad skriver du?" spurgte hun videre.
   "Bare noget... øhm arbejde," svarede jeg om min noveller.

Vi talte om bøger og mine søvnproblemer og efter et stykke tid om min novellesamling - man åbner sig let op, når man ikke kan sove. Hun undgik spørgsmål om sig selv, bestilte mere kaffe, og selvom hun blev ved at kommentere dens smagsløshed, drak hun videre. Hun gik tit på toilettet, og imellem toiletbesøgende så jeg på nattens stadier af grå, der til sidst blev til en lysegrå morgendis. Morgenjoggere løb forbi lastbiler med supermarkedslogoer og hundeejere gik mod byens parker og søer, hvor morgendisen syntes at komme fra, for at sprede sig videre ud over byen. Vi talte mindre og mindre, smilede bare, og så på hinanden med vores rødsprængte øjne.

"Kan jeg stole på dig?" spurgte hun.
   "Ja," sagde jeg. "Selvfølgelig."
   "Jeg slog min mor ihjel for nogle timer siden. Jeg var nødt til det."
   "Hvorfor?"
   Hun fortalte mig om hendes brødre og hendes syge mor.
   "Det var den eneste måde hun kunne flygte på. Jeg kunne ikke tage hende med. Hendes liv var et helvede."
   Brødrene ville formentlig snart finde moderens lig og indlede jagten på Dana. Denne gang ville de ikke nøjes med psykisk afstraffelse.

Jeg krammede hende, jeg var ikke god til sådan noget, men hun gav efter og lod mine arme omfavne hende.
   Under vores kram kom en kvinde med stramme løbebukser og en T-shirt med logoet fra et revisorkontor over til os.

"Hey, hvad er det her for noget?"
   "Hun er ked af det," sagde jeg.
   "Det er en skændsel!"
   "Hvad mener du?"
   "Jeg har set de former for forretninger i eksotiske kvinder laver her i kvarterets kælderlejligheder og baggårde."

Kvarteret havde engang været et underklassekvarter, men var nu overtaget af hipstere, mellemledere og urbane børnefamilier. Det eneste tilbage fra underklassekvarteret var luderne, de hjemløse og heroinen. Det havde på det seneste ført til en del konfrontationer.

"Hør her," sagde jeg. "Du kan da ikke bare gå hen... og på den måde."
   "Jeg kan godt lægge to og to sammen - og du ser også temmelig slesk ud," sagde revisorkvinden og forlod cafeen.

Dana klemte om min hånd som en lille pige. Hun havde givet sig selv væk til mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om nogen ville misbruge den tillid, hun så hurtigt havde vist mig. Måske det endda ville blive mig, der misbrugte den. Jeg kunne sende hende i fængsel, hvis jeg ville. Hun lagde sig endnu tættere ind i mod mig. Det var et følsomt øjeblik. Jeg følte min krop smeltede sammen med hendes, og det fylde mig en inderlig varme. Det havde nok ikke noget med sex at gøre, men det havde helt sikkert noget at gøre med kærlighed.

Vi forlod cafeen og jeg spurgte, "har du et sted at sove?"
   Hun kiggede ud over gaden og morgenmylderet, "jeg skal nok finde på noget."
   "Du joker, ikk'?" svarede jeg og vi gik mod mit hjem, der var et lille bofællesskab.
   Jeg foreslog jeg kunne sove på sofaen i fællesrummet, men Dana ville ikke være til mere besvær, og vi sov begge i min seng med ryggen til hinanden.
   Om morgenen lavede jeg instantkaffe. Dana sagde det smagte afskyeligt.
   "Jeg er meget glad for husly og det der, men den her kaffe..."
   Jeg tog selv en veltilfreds slurk.

Hun gav mig en indkøbsliste og bad mig om at købe ind til noget hun kaldte makhlama. For at gøre skaden med kaffen god igen købte jeg også et par flasker hvidvin. Husets køkken var et sted vi alle elskede at bruge, men ingen af os kunne lide at gøre det rent. Vi lod morgenmadsskåle og øldåser ligge så længe, at selvom vi gjorde køkkenet rent hang den mugne lugt stadig rummet. Dana fik det for en stund til at dufte af frisk persille og eksotiske krydderier, og med smagen af sød vin på mine læber nød jeg Dana forvandle vores slum af en lejlighed til en lille sky af velvære, som hun syntes at svæve så yndefuldt i.
   "Hvordan smager makhlamaen?" spurgte hun.
   "Wow," svarede jeg. "Det smager virkelig godt".
   Vi fniste og grinte over vores spontane samtalemener og alle sorger syntes forsvundne for en stund.

⃝

Den nat så vi Netflix. Dana havde bortset fra nogle gamle arabiske komedier kun set film i skolen. Jeg tænkte tit på at kysse og mærke hendes krop og varme som på caféen, men intet hændte. Vi talte lidt om filmene, børstede så tænder og faldt igen i søvn med ryggen mod hinanden.

Senere på natten vågnede jeg af hendes stemme. Hun kiggede på mig. Hendes brune øjne syntes enorme så tæt på og hendes læber så smukke, at jeg sansede hendes ord asynkront med hendes læbers bevægelser.
   "Du ved," sagde hun. "Jeg bliver på et tidspunkt nød til at finde et andet sted at bo. Jeg er ikke bare kommet til byen for sikkerhed og bo med den første, der tilbyder mig husly."
   "Jeg forstår," svarede jeg.
   "Jeg har drømt om storbyens frihed i så mange år."
   "Jeg forstår," gentog jeg.
   "Jeg vil leve som i en roman," sagde hun. "Kærlighed, sex, penge og en dag måske den store kærlighed," hviskede hun, som om den store kærlighed var noget fjernt og abstrakt.
   Vi holdte igen om hinanden, som på caféen, nu i min seng med lyset fra måneskinnet og lejlighederne over for på os.

Den næste nat kyssede vi. Vi kyssede længe, og hendes skønhed fik mig til at føle mig mere nøgen end nogensinde. Hun var så smuk, at hende skønhed føltes som et ekstra lag tøj mod min tynde, blege krop.
   Hun havde aldrig kysset eller mærket andre røre hendes nøgne krop. Hun fniste tit af hvordan det føltes. Mellem vores kys udspurgte hun mig.
   "Hvad synes du om mine bryster?"
   "Meget flotte," svarede jeg.
   "Hvad kan du bedst lide?" spurgte hun.
   "Det første jeg ser efter at have lukket mine øjne et kort sekund," svarede jeg og så ind i hendes brune øjne. Vi kyssede vådt og inderligt.
   "Og hvordan føles det?"
   "Av", sagde jeg. "Ikke så hårdt."
   "Hvad med nu?"
   "Åhh åhhh - det er godt."

Og jeg lagde mig oven på hende og kyssede hende hele vejen ned til hendes inderlår, som jeg mærkede med mine læber, tunge og tænder. Hendes skød og kønshår skinnede som muslingeskaller ved havets bred, og jeg fortabte mig i vores elskov.

⃝

Vi havde sex et par gange, så fandt Dana et job på en kaffebar og sit eget sted at bo. Jeg så hende snart aldrig mere. Rygtet gik hun datede en guitarist fra et rockband, senere en kvindelig japansk tøjdesigner og en kok fra en michelinrestaurant.

Jeg forsøgte at glemme hende ved at dedikere mig mere end nogensinde før til mit arbejde. Min chef belønnede mit hårde arbejde med tjanser, der involverede forretningsrejser.
   Efterhånden tænkte jeg sjældent på Dana, men ved hvert takeoff når flyet rystede og byen, som vi begge residerede i, forsvandt bag et skydække eller i morgensolens stråler, kom mit hjertets smerte tilbage.
   En aften, da jeg havde taget et aftenfly hjem, landede jeg i lufthavnen tæt på midnat. Der var noget med lufthavnens anonyme stemning på det tidspunkt af døgnet, der fik mig til at tænke på mine noveller. Jeg havde ikke skrevet på den i flere måneder, så jeg besluttede mig for at tage en taxa ind til nattecafeen, hvor jeg havde mødt Dana.

Og jeg havde vel siddet der en halv times tid, da hun gjorde sin entre. Hendes arme var bare, og på den ene arm havde hun fået en tatovering med et mexicansk dødningehoved. Omkring hendes øjne havde hun tyk, mystisk make-up. Der var ikke noget dramatisk ved hendes entre, hun satte sig bare ved siden af mig, som havde hun lige været væk i to minutter.

"Det er et så rart sted at få tankerne lidt på afstand," sagde hun og spurgte hvordan det gik. Jeg følte tristhed over hendes tilsyneladende ligegyldighed, men begyndte at tale om mine forretningsrejser, det var det bedste samtaleemne jeg kunne finde på.
   "Alle kontorer i de her byer ligner bare hinanden, de har endda præcis de samme arketyper de kontorer der - dem alle sammen," forklarede jeg.
   Så begyndte hun at talte om morgenfester med champagne, lesbisk sex og måltider på byens dyreste restauranter.
   "Det er festligt på overfladen, men det er også hårdt. Folk forventer at få noget igen for det gratis alkohol og narko de hælder i dig."
   "Det kan jeg forestille mig," sagde jeg. Jeg havde håbet på at hendes vilde liv bare var et rygte. Det var som om vi var skyer fra hver vores verdenshjørne, der strejfede hinanden på himlen.
   "Hvorfor forlod du mig på den måde?" sagde jeg.
   "Havde jeg et valg?"
   "Du kunne bare have sagt farvel."
   Jeg har faktisk savnet dig," sagde hun. "Jeg har været forbi den her skide café så mange nætter..."
   "Ser du en anden?" spurgte jeg.
   "Jeg holder en pause fra det hele."
   "Så betød det noget - det vi havde sammen?"
   "Selvfølgelig gjorde det," sagde hun. "Det betød rigtig meget."

Danas hånd fandt min, så hendes blik. Hun duftede af kaffe, parfume og lidt af uvasket hår. Jeg mærkede mit hjerte tilgive hende.

"Du kan ikke bare forlade mig på den måde igen," sagde jeg.
   "Jeg havde ikke andet valg," sagde hun. "Men måske jeg glemte dig, glemte dig på den forkerte måde."
   Vi tog på en bar. Dana kunne nu drikke som et hjemsøgt hus. Hun gik igennem repertoiret af drinks som et spøgelse går igennem vægge og med et spøgelses hvileløse energi. Vi grinte, lavede sjov med hinanden, og jo mere vi drak, jo mere alvorlige undertoner fik vores jokes.
   "Det er en skam du er så grim," sagde Dana.
   "Hvorfor er jeg grim?" sagde jeg og grinte.
   "Din næse, "sagde hun. "Og dine asymmetriske ører."
   "Men du er stadig ret sexet," sagde Dana.
   "Okay," sagde jeg, såret af hendes bemærkning.
   "Måske du faktisk ikke er grim, men bare ser lidt sjov ud."

Efter baren tog vi hjem til mig. På vejen så jeg på Danas spejlinger i de mørke butiksvinduer. Spejlingen af hendes perfekte bryster og lår bevægede sig henover dyre mærker og ekstravagantklædte mannequindukker, men når Danas spejling strejfede henover dem, mistede de deres dyre glød og ekstravagance. Ved siden af var jeg bare en streg.

Hjemme hos mig drak vi mere vin og diskuterede hvilke fiktive karakterer, vi helst ville knalde.
   "Nogle af de der rastløse kvinder fra Murakamis univers," sagde jeg, nu med en fuld mands røst.
   "Yeah?" sagde hun og hikkede og rettede så på hendes tøj, så jeg kunne se mere af hendes bryster og lår.
   "Ja, det tror jeg."
   "Jeg tror, hmm... Mr. Darcy," sagde hun. "Han var mit første crush."
   Jeg nikkede anerkendende.
   "Men jeg ville også knalde Henry Chinaski," sagde hun. "Det ville ikke være et godt knald, måske endda ulækkert, men det ville være mindeværdigt."
   Hun tog sin bluse og bh af og kyssede mig vådt og længe - og vi markerede vores gensyn med fordrukken og charmeløs sex.

Jeg vågnede ud på natten ved, at jeg skulle kaste op. Da jeg kom tilbage, så jeg Dana græde.
   "Er du okay?" spurgte jeg.
   "Ja," sagde hun, "jeg er bare lidt... du kan ikke gøre noget ved det alligevel."
   Jeg holdte om hende og vi faldt i søvn.
   Jeg vågnede nogle timer senere af hendes sangstemme fra døren, der stod på klem. Hun sang på arabisk, og da hun hørte jeg var ved at stå op, sagde hun, at hun var i køkkenet, og jeg skulle få noget tøj på.
   "Det er en sang om Tigrisfloden og civilisationens begyndelse i Mesopotamien."
   Jeg lyttede til hende tale mere om sangen, mens jeg indsnusede duften af persille og krydderier. Hun havde lavet makhlama igen, denne gang havde hun bare hugget mine bofællers indkøb. Vi var begge ligeglade i dag. Hun havde ingen make-up på, men hendes ansigt funklede.
   Vi forlod lejligheden i frimodigt humør og lod opvasken ligge.

Vi slumrede og tungekyssede i byens parker, gramsede hinandens bagdele langs hylderne i antikvariater og tog kiksede selfies af hinanden, mens vi spiste hotdogs og fodrede ænder.
   Solen skinnede og lagde byen i en hed, let dis. Svedpibler formede sig på Danas hud og fordampede i luften omkring os. Jeg kunne dufte det - en duft, der blandede sig med duften af asfalt og det knastørre græs fra byens parker. Jeg kyssede hendes øjenlåg, og hun smilede som personificeringen af ungdommelig sorgløshed. Jeg foreslog vi tog hjem og tog den opvask, men hun havde et ærinde. Hun lovede, at denne gang skulle hun nok vende tilbage. Vi kyssede, en gang, to gange - forsigtigt og bare med læberne. Så forsvandt hun i mængden og jeg tog hjem til opvasken.

⃝

Jeg hørte ikke fra Dana, og jeg gav mig igen hen til mit arbejde. Det fik mig til at glemme hende. Nogle dage gjorde det mig endda så træt, at jeg ikke mærkede mine søvnproblemer. Jeg døsede bare hen i drømme, der foregik i sterile kontormiljøer med glas og blå kontorstole. Chefer, der havde affundet sig med mig, viste sig i drømmene, jeg var ikke en trussel for dem, telefoner ringede og jeg snakkede med klienter jeg aldrig havde set i virkeligheden. Ofte sagde jeg i drømmene farvel til firmaets rengøringsfolk, der mødte ind sent på aftenen - og så vågnede jeg op til en ny dag.

Når jeg ikke kunne sove, tog jeg hen på nattecafeen og skrev på mine noveller. Stedet havde efterhånden fået en inspirerende aura for mig. Nogle nætter tænkte jeg selvfølgelig på Dana. Jeg forestillede mig, hvordan hun kom ind ad døren, og hvordan vi igen ville blive forenet for en stund.

I et sådant moment satte en fremmed mand sig ved siden af mig. Han begyndte bare at tømme hjertet. Han så ikke på mig - talte til mig som om natten var mit ansigt.
   "Jeg har set dig før, hernede, altid der i vinduet," sagde han. "Du kigger bare ud på natten, med din kuglepen i din hånd. Jeg kan også lide det. Natten og kaffens bitre smag. Jeg spiller selv musik. Natten inspirerer mig."
   Han rørte lidt sukker i sin kaffe, mens jeg prøvede at skrive videre. Jeg var ikke i humør til at snakke med fremmede mænd.
   " - men det der er ekstra sjovt ved dig er... Altså, der er jo altid typer som dig sådanne steder. Folk, der sider der ved vinduet, og skriver med natten som tilskuer. Jeg ved ikke, kender i typer hinanden?"
   "Nej", sagde jeg. "Det tror jeg ikke."
   "Men altså det der er ekstra sjovt ved dig er... At min kæreste, hun har beskrevet en mand, der er præcis ligesom dig et par gange. Eller kæreste, jeg ved det ikke, men du er præcis, som hun beskrev."
   Nattens mørke skyer samlede sig på himlen og i mit hjerte.
   "Arabisk kvinde, vild fortid."
   "Men hendes bror¨..."
   " ... ved ikke hvordan jeg skal sige det her..."
   "Men han sporede hende..."
   "Pløkkede hende ned... Nu er hun i koma, og hvis hun vågner op, vil hun vågne op som grøntsag."
   "Hey?"
   "Hey, hey... hey... er du okay?"
   "Hallo du... Hallo... Hallo."