Jeg kan se Marcel fra mit vindue på femte sal nede på vejen, en mørk silhuet i byens lys. Han tager charmerende skridt i sine skinny-jeans, duft af aftenby - kold bilos og diesel, kebab og indisk take-away snor sig i mine næsebor. Han går der med mit hjerte, og går fra silhuet til en lille prik, der til sidst forsvinder ved et hjørne. Jeg ligger mig tilbage i min seng, prøver at dufte os, hvor mit sengetøj er vådt. Det er første gang, jeg har haft sex med en anden mand og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med følelsen.
Jeg åbner min laptop og kigger på nogle kattevideoer, der popper frem på mit Facebookfeed. Skal jeg bare se på kattevideoer indtil mit følelsesliv for en stund falder på plads, spørger jeg mig selv. Nogle af mine gamle gymnasiekammerater er et sted i Asien, og en af mine kollegaer er sur på noget, en politiker har sagt. Jeg ligger bare og er træt i cyperspace. Måske jeg skulle læse en bog eller i det mindste se en film. Jeg googler film om at springe ud som homoseksuel, downloader dem en efter en på Pirate-Bay. Den første film der er færdig, er fra 1985 og hedder My Beautiful Launderette. Jeg trykker på play og håber på det bedste.
Filmen foregår mest om natten i en fattig bydel i London. Gadebelysningen er sparsom, og gaderne hærges af narkohandlere og racistiske bander. Der er igennem filmen flere overfald og slåskampe i det lyseblå neonlys fra det vaskeri, filmen kredser om. Vaskeriet bestyres af en ung pakistansk mand, der hedder Omar, som har overtaget det af sin onkel, der ikke kunne få en profitabel forretning ud af stedet. Omar er determineret. Med en af gadens punklømler Johnny renoverer de stedet. Efterhånden fremstår det som en profitabel perle i et ellers nedslidt kvarter. Omar og Johnny forelsker sig. Omar kæmper for at holde sit forhold skjult for sin pakistanske familie, og Johnny fra de lømmelpunkere han hænger ud med. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om filmen. Det er som om filmens dialoger er stive og rigide, og fortalt som var det et teaterstykke. Gaderne er så mørklagte, at man tænker - har gader nogensinde været så mørke noget sted i verden? Og så buldrer et tog henover jernbanebroen bag dem. Jeg kan dog lide karaktererne. Omar prøver desperat at holde sin heteroseksuelle facade i stand, blandt andet ved at bejle til Tania, en af de flotteste kvinder i det pakistanske. Da hun siger, hun hellere vil drikke sin egen urin end at gifte sig, svarer Omar, at urin ellers skulle smage godt med en skive citron, typisk Omar. Han er altid klar med en kæk replik. Ved vaskeriets åbning bliver de to mænd liderlige, mens en kø foran vaskeriet venter på at stedet bliver åbnet, omfavner de hinanden og en champagneflaske i baglokalet. Omars krop er fin og symmetrisk, Johnnys stærk, nærmest atletisk... og maskulin i måden han holder Omar nede på toppen af et bord på. Mens de omfavner hinanden kommer Omars onkel ind i vaskeriet med hans engelske hustru. Onklen er imponeret over hvad hans nevø har skabt, og fejrer det med at byde sin hustru op til en dans. Det er en bizar scene. Efter dansen går han ind i baglokalet, hvor de to unge mænd er i gang med at tage tøj på. - Hvad har I gang i? spørger onklen. - Vi var trætte og tog lige en lur, svarer Omar.
Selvom filmen ikke er færdig, klapper jeg min laptop sammen, og lader indlevelsen i Omars og Johnnys dilemmaer hvile på mig som en sovende kat. Fra vinduet danser aftenluften ind og strejfer min kind. Jeg går tilbage på Facebook, kigger på billeder af Marcel. Han har mørkt hår, lidt fregner på spidsen af næsen. Så kigger jeg på billeder af min familie, så igen på billeder af Marcel. Han smiler næsten altid med lukket mund, som om han ikke vil give sig helt hen, så kigger jeg igen på billeder af min familie.
På de fleste billeder, mine forældre har lagt op, er deres nye labradorhvalp. På et billede graver den i min mors blomsterbed, mens min far tænder op i grillen. Nogle, der vist er deres nye naboer, drikker øl i baggrunden. På et andet har den lagt sig over min lillebrors skød, der spiller PlayStation, som en lang pølse.
Men det er mest Marcel jeg tænker og kigger på. Mindet om vores første kys, hvor jeg blev helt vild over måden Marcel brugte sine tænder på, og hvordan det vækkede en lyst, der sitrede igennem mine muskler. Jeg havde aldrig mærket et kys sådan før.
Jeg tænker på, om jeg altid havde haft disse lyster, men undertrykt dem. Eller er det noget, der er ankommet som en årstid for så at forsvinde igen? Og ville mit forhold med Marcel være et mudderet efterår, lige nu følte jeg mig mudderet til af ensomhed op til knæene, men vores forhold kunne også kunne blive spirende som foråret, eller hedt og bagende som sommermånederne. Jeg forestiller mig også vinteren. Jeg forestiller mig vinteren, som mine forældres nye labradorhvalp møder vinteren og ser sne for første gang. Jeg forestiller mig hvalpen gø ad det hvide lag sne i håb om, at sneen som et lille dyr vil løbe sin vej.
⃝
Men sneen løber ikke sin vej, og hvalpen løber ud i det nye landskab. Duften af haven er anderledes i frosten, og han bliver desorienteret. Det er koldt på hans våde snude og hans sarte trædepuder. Han er faret vildt, men så kalder mor, nu kan han finde hjem. Så kalder mor igen, og han skynder sig at få tisset og løber så imod retningen af lyden og ind i varmen.
Men det er ikke den vante varme han kommer ind i, da han træder ind ad døren. Det er mørke gader, han kan genkende dem fra Beautiful Launderette. Han går ind under jernbanebroen, hvor lyset er sparsomt og vandpytter samler sig, hvor asfalten er slidt og gået i stykker. Regn samler sig i rusthullerne i malingen og drypper ned.
Og der er banden fra filmen. Deres stemmer runger under broen som et ekko og deres lange, tynde skygger strejfer ham.
-Se ham der, hvad synes i?
-Hvad er dog det?
-Se hans tøj og det hår, siger en og bryder ud et i grin.
-Og de tynde arme og det englefjæs.
De hopper over metalgelænderet, de første knytnæveslag kommer hurtigt. Han forventer smerte, men det eneste han kan mærke, er kildende blod, der strømmer gennem næsen. Så kommer det næste slag, tænderne løsner sig, og det er sort. Han mærker asfalten kradse mod hans hud og slag og spark, der puffer ham rundt på det våde og rug underlag, men der er stadig ingen smerte. Adrenalinen skåner ham, antager han, og han tænker på en artikel han læste om overlevne, der er blevet delvist spist af bjørne. De er ligeglade med, om man er levende eller ej sådan nogle dyr, og pludselig flyder adrenalinen så tungt i kroppen, at man smerteløst bare kan se til, mens bjørnene gnaver og flår i ens kød, indtil man enten besvimer eller dør af blodmangel. Sådan mærkes puffene, smerteløse, men drabelige.
"MOR," det er lillebrors stemme, "MOR - DER ER SKET NOGET." Han åbner øjnene, men han er bare der i sengen, og er alene med øjnene mod det hvidkalkekede loft. Marcel sagde, det var rart at være sammen med ham, men han synes de skal prøve noget mere end bare oralsex næste gang. Når han først har mærket en prostataorgasme, ville han aldrig mere gå tilbage til fisken.
-Fisken? spurgte han.
-Fissen, svarede Marcel - og det behøver jo heller ikke være decideret penetration, det kan jo bare være lidt med fingrene.