Cyklen slingrede så voldsomt, at det kildede i maven, da Anna bumpede ned ad den ujævne skovsti. Hun kom til at le højt, og lyden af hendes latter flængede stilheden i den sorte skov. Det støvregnede, og hun forestillede sig, hvordan trækronerne højt oppe over hende rykkede tættere sammen som en beskyttende paraply. Hun lukkede øjnene og cyklede videre til lyden af sit eget pustende åndedræt og hjulenes rytmiske spinden. Åbnede munden og smagte på regnen. Den lune natteluft var mættet af væde, der duftede af frisk jord, og Annas lange fugtige hår daskede hende blidt på de nøgne skuldre.
   Hun havde været til fest på Bolderslev kro, som er den tættest liggende by. De havde fejret, at de igen var en del af Danmark. Anna havde haft en helt igennem fantastisk aften. Hun havde danset og sunget hele aftenen sammen med sine venner. Til anledningen havde hendes mor syet en utrolig flot kjole, i det flotteste og blødeste stof de kunne finde. Den blafrede i vinden, mens hun cyklede hjem gennem skoven. Derhjemme ventede hendes mor og lillesøster, de havde ikke været med, da Annas lillesøster Sirid var blevet meget syg. Anna vidste, at Sirid sådan havde glædet sig til festen. Men hun kunne knap nok komme ud af sengen og var derfor tvunget til at blive hjemme. Deres mor var blevet derhjemme hos Sirid, så hun ikke skulle være alene. Men Anna vidste, at der lå mere i det. Siden de havde fået brevet med deres fars dødserklæring, havde hun ikke været den samme.
   De havde mistet deres far i krigen. Der havde gået lang tid, fra krigen sluttede, til de fik brevet. Deres mor havde taget det meget tungt. De havde kendt hinanden gennem det meste af deres liv. Deres forældres gårde havde ligget op ad hinanden, og eftersom Annas mor ikke havde nogle brødre, havde nabodrengen hjulpet til. De blev så senere gift, da hun var 18 år og han 22 år. De havde haft et godt og lykkeligt ægteskab. Efter 2 år fik de Anna og 3 år senere Sirid.

Anna kunne nu se den lidt forfaldne gård længere nede ad vejen. De havde arvet den af deres mors forældre, eftersom hun var den ældste. Det plejede at være en dejlig gård, med en masse liv fra dyrene, der var køer, grise, høns og heste. Anna plejede at elske at hjælpe sin far med at fodre dyrene om morgenen. Men under krigen, hvor der havde været sult, var de blevet nødt til at slagte eller sælge de fleste. De havde kun beholdt deres bedste malkeko, to høns og fars hest. Deres far havde elsket den hest, og Anna havde lovet at passe på den.
   Hun stoppede cyklen ude foran stalden. Der var en stille vrinsken inde fra stalden. Anna viste, at hun ikke burde gå derind med den nye kjole på men hun gjorde det alligevel. Hun var nødt til sige godnat. Hesten kikkede op, da den hørte døren gå op, men blev skuffet, da den så, det var Anna. Den savnede hendes far, den havde ikke forstået, at han ikke kom tilbage. Anna var begyndt at blive bekymret, den spiste ikke rigtigt. Hun kunne ikke også miste den, den var det tætteste, hun kunne komme til sin far. Anna strøg den forsigtigt over mulen, og gik tilbage til cyklen.
   Anna parkerede cyklen ved siden af hovedindgangen og gik indenfor. Hun kunne straks mærke varmen fra kakkelovnen inde i dagligstuen. De havde taget Sirids seng ned i dagligstuen, så hun kunne få varme fra kakkelovnen. Anna listede stille hen ved siden af hendes seng, hun sov. Hun så så fredfyldt ud, som hun lå i sin seng. Alt uroen forsvandt fra hendes ansigt. Selvom Anna og deres mor ikke havde sagt, at der ikke var meget de kunne gøre, vidste Sirid det godt. Hun var en klog pige, der elskede at læse. Det var så uretfærdigt at Sirid skulle være syg, Anna kunne ikke miste flere. Og deres mor kunne slet ikke.
   Anna satte sig på stolen som der var placeret ved siden af sengen. Hun kikkede rundt i lokalet, hun sugede alle detaljerne til sig. Den ellers så fine og nydelige dagligstue, var så småt ved at gå i forfald. Et fint lag af støv havde lagt sig over møblerne. Og det ellers så fine og blanke sølvstel, som deres forældre havde fået i bryllupsgave, var begyndt at blive sort. Og det lille kaffebord med den fine hjemmebroderede dug, hvor der altid var en buket blomster, var helt visnet. Anna sad og spekulerede over, hvorvidt hun skulle gøre noget ved det. Men lige i det øjeblik hun rejste sig op, vågnede Sirid, og hun skulle jo selvfølgelig høre om festen. Hun sugede det til sig. Anna ville sådan have ønsket, at de kunne have delt det sammen.
   Efter at Sirid var faldet i søvn igen, listede Anna i seng. Hendes værelse lå lidt længere nede ad gangen. Det var et lille værelse med en seng, en lille kommode og et lille skrivebord under vinduet. Hun gjorde klar til natten, og lagde sig til rette i sengen. Som hun lå der, gik hendes tanker i gang. Krigen havde ødelagt hendes familie. Og til hvilken grund? Det havde været en håbløs krig. Slagsmarkerne havde været blodige, og hærene kom sjældent fremad. Det ville aldrig blive det samme igen. Hun ville aldrig komme til at ride sammen med sin far igen. Det var svært at tro, at det nogensinde ville blive godt igen. Men så kom hun i tanke om turen hjem igennem skoven. Hvordan hun havde leet, hvordan hun havde forestillet sig, at trækronerne havde trukket sig sammen som en paraply imod regnen. Og ikke mindst hvilken dejlig aften hun havde haft. Hun blev helt glad indeni, og med et smil på læben faldt Anna i søvn. Og drømte om dengang hendes far havde lært hende at ride.