Dagen gik som sædvanligt i fred og ro. Med ved skumringstid kom vore plageånder igen. Mønsteret var det samme, som altid.
   Denne aften havde lille Levkoi Løve været sent ude og gå for sig selv. Han kom styrtende ind i dagligstuen til Vikke. Han virkede oprevet, men var fattet. Vikke spurgte ham, om der var noget i vejen.
   "Ikke med mig, Far, men jeg har lige oplevet noget uhyggeligt. Da jeg gik i egekrattet, hvor der også er mange enebærbuske, kom der pludseligt en kæmpestor sort hund frem. Den så ond ud, og havde lysende røde øjne. Den knurrede rasende. Jeg var lammet af skræk, og kunne ikke nå at flygte, inden den havde krummet sig sammen til spring, og den sprang lige i hovedet på mig. Jeg tænkte at, nu var det nok ude med mig, men jeg følte ikke andet end et koldt pust, da dens kæber lukkede sig om min hals. Men så opløste den sig i en sort støvtåge og forsvandt sporløst i den blå luft.
   Så kunne jeg regne ud, at det væsen ikke kunne gøre mig nogen skade. Det er jo ikke noget, andet end et luftigt syn. Derfor er jeg ikke bange for den mere".
   "Det var fint opfattet, Levkoi", sagde Vikke og krammede ham. "Det er nemlig rigtigt. Denne hund er et skyggevæsen, og kan intet gøre os. Den har sikkert spøgt her på heden i århundreder, men først nu efter, at der er skabt en gunstig atmosfære for spøgelsers fremtræden, viser den sig tit og ofte for os, der bor her. Der må være begivenheder i en fjern fortid, der har startet disse syner, som man kan sige er en slags affotograferinger i naturen, dog har de en vis form for bevidsthed".
   Vikke, Ribis og jeg gik senere op i biblioteket, mens de andre sagde godnat og gik i seng. Vi kiggede i de forskellige værker, som Lilkonval Fuks: "Poltergejster", og andre. Det var meningen, at vi ville gå ned i kryptkorridoren og høre drengens gråd klokken tolv, inden vi gik i seng.
   Jeg var henne ved et af vinduerne og kiggede ud vest på mod skovsilhuetterne i horisonten. Månerne var fremme og gjorde natten ekstra lys.
   Men nu fik jeg i skovkanten øje på den fæle trold, der gik rundt i skovkanten. Og minsandten, om ikke hunden var der også. Den løb undersøgende rundt, men var ofte henne ved trolden. Jeg tænkte jo nok, at det var troldens hund. Altså var de samme slags skyggevæsener, og selvom trolden gerne ville have fat i nogen og rive løs med de forfærdelige kløer, han havde på fingrene i stedet for negle, så kunne han intet som helst gøre os fysiske og levende børn.
   Jeg hentede mit juvelskrin med yoyo-en, og satte det i vindueskarmen. Juvelerne gnistrede ikke, selvom trold og hund var der endnu. Det var beviset på, at det var skyggevæsener. Men så var jeg klar over, at jeg heller ikke kunne bortsende dem med min yoyo. De ville bare opløse sig til den sorte røg, men komme igen, måske allerede med det samme. Jeg forklarede det til Vikke og Ribis.
   "Hvad siger bøgerne om fordrivelse af sådan nogle skyggevæsener?", spurgte Vikke og kiggede sig lidt rundt efter boghylderne.
   "Desværre", sagde jeg. "Der står intet i nogle af mine bøger om fordrivelse af skyggetrolde. Men der findes et helt kapitel om sorte hunde i Solablom Smelanimal's: "Udførlig Håndbog for Spøgelsesjægere". Den må vi også have fundet frem, hvis vi skal have den uhyggelige hund helt fjernet".
   "Men hvad skal vi gøre ved trolden?", spurgte Ribis. "Det falder mig ind at sige "med trold skal trold fordrives". Men giver det nogen mening? Trolde véd måske, hvordan det skal gøres, eller hvad?".
   "Du siger noget", sagde jeg. "Trolde må vide, hvordan man bekæmper onde ufysiske trolde. Jeg ved, at et godt stykke vej oppe nordpå i Glamseløkke Storskov, lever der en stamme af søde fysiske småtrolde, der har en to tre landsbyer inde i et for menneskebørn utilgængeligt og vildt område. Jeg har hørt flere af egnens børn omtale dem, og desuden er der udgivet en bog om dem af Mynte Engpiber, som bor i den nordlige udkant af Hvalpehyle, og som kan købes blandt andet i Hvalpehyle Boghandel. Disse småtrolde burde vi besøge, og få råd fra dem, og måske også konkret hjælp.
   Dog, i første omgang tager vi os af poltergejsterne. Men nu besøger vi først den usynlige grædende dreng igen".
   Da klokken nærmede sig tolv midnat, gik vi alle tre ned i kryptkorridoren ved det nordvestlige tårn. Jeg tændte alt elektrisk lys i gangen, for at se, om det havde nogen effekt på fænomenet.
   Det havde det ikke, klokken tolv begyndte gråden i gangen, ganske som før. Det var stadig umuligt at få den usynlige til at reagere på tiltale. Vi kunne ikke undgå selv at komme til at græde alle tre, da det var så rørende en gråd. Et pendul, som jeg holdt over stedet, svingede voldsomt i cirkler højre om.
   På samme tid som sidst stilnede gråden af med disse sørgmodige suk, den altid sluttede med. Men så fik vi en forskrækkelse, på gulvet bredte sig en vældig plet at frisk blod, den flød ud i hele korridorens bredde, ja, der kom endda småstænk op ad de kalkede kvaddersten i væggene.
   Men så skete der heller ikke mere. Blodpletten var frygtelig at se. Vi trak os stiltiende tilbage, forlod krypten og slukkede lyset. Derefter kravlede vi op i seng, hvor de andre for længst var faldet i søvn. Der svævede nogle grønne spøgelser stille rundt. De var hensynsfulde nok til ikke at ville drille sovende. I øvrigt var vi tre undersøgere stadig enige om ikke at fortælle noget om kryptfænomenet til de andre.

Om morgenen efter morgenmaden gik vi tre spøgelsesjægere i aktion for at ordne poltergejsterne og gevandtspøgelserne. Vi havde fundet beskrivelsen i håndbogen af, hvordan man kan mane sådan nogle væsener ned i en mose.
   Vi tog vore troldmandskapper på, som rummede vore tryllestave i den indvendige special-lomme. Dernæst tog vi spidshatte på svarende til kapperne.
   Et robot-bud fra farvehandlen "Klatmagersager" i Hvalpehyle kom kort efter morgenbordet og leverede os en hel drittel af frisk blåler. Den bragte vi ned i altmuligværkstedet, der ligger i samme bygning som garagerne og staldene. Hippurino og Pivver ville gerne med i værkstedet, hvad de også fik lov til under de indledende arbejder med leret.
   Vi brugte vore tryllestave over leret, idet vi udtalte i kor en besværgelse, der aktiverede det, så det fik evnen til at tiltrække elementarånder. Gnister fra hver tryllestav gav os en bekræftelse på, at aktiveringen var gennemført.
   Nu stillede vi så dritlen midt på arbejdsbordet og formede i første omgang hundrede figurer i roeform. Men på den tykke ende af "roen" anbragte vi et kugleformet hoved. Vi havde omkring 33 figurer at forme hver. Den ekstra sidste figur formede jeg selv.
   Disse figurer anbragte vi på et klæde for sig, hvor på de skulle ligge og tørre en del, inden der kunne arbejdes videre med dem. Nu var det så opgaven at forme 50 gevandtfigurer. Det gik helt fint med at få dem til at ligne, med foldet kjortel og gevandt-arme. Vi måtte have formningspinde til hjælp til at udglatte overflødigt ler. Vi havde 13 - 14 af disse figurer at forme hver. De blev så også stillet til tørre på et klæde for sig.
   Vi blev lige færdige, så vi kunne hænge vore troldmandsdragter i mellemkorridoren ovenpå, og komme op til middagen i riddersalen. Pivver og Hippurino fik også deres mad i hver sin madskål. Vi fik vandbøffel-hakkebøf med kartoffelbåde og brun sovs. Også Pivver fik denne mad. Hippurino fik en kæmpeskål med snittede gulerødder og hele små majroer.
   Nu var der tid til at hygge sig en tre timers tid sammen med alle de andre. Ved firetiden gik vi så igen ned i værkstedet iført vore dragter. Figurerne skulle nu være tørret i tilstrækkelig grad. Vi tog nu krukker med plakatfarver frem, dernæst hver en pensel og en kande med vand, samt en skylleskål.
   Nu skulle hver af de roeformede figurer males grøn, og til slut forsynes med to sorte kuløjne. Vi begyndte at male det runde hoved grønt, og så male hele figuren ned til spidsen. Den grønne farve var da tilstrækkeligt tør til, at vi kunne male de to sorte kuløjne på hovedet. Mens vi malede en figur, fortalte vi den, at den nu skulle forestille en grøn drilleånd. Vi anbragte igen de færdigmalede figurer på deres klæde.
   Gevandtfigurerne skulle males hvide, og vi malede dem på samme måde, og gav dem kuløjne. De fik også at vide, at de skulle forestille hvide gevandtspøgelser.
   Aftensmaden måtte vi op at spise sammen med de andre, inden vi var færdige med male-arbejdet. Vi fortsatte så bagefter.
   Da dette arbejde var færdigt, var det blevet temmelig sent. Solen var på vej ned. Vi hængte vore troldmandsdragter på en knagerække og begav os tilbage i slottet, sammen med Hippurino og Pivver.
   Pludselig peb Pivver, og han og Hippurino krøb ind under en lidt højbenet kramkiste i korridoren. De krøb sammen og ville ikke komme ud.
   Årsagen var, at der midt i korridoren var svævet en grøn skikkelse frem. Den stod stille i luften foran os, og jeg syntes, den havde et bedende udtryk i den smule ansigt, den havde.
   Og for første gang blev vi tiltalt af et sådant grønt spøgelse.
   "Undskyld", sagde spøgelset i en pæn og høflig tone. "Men jeg kan forstå, at I er i færd med at gennemføre en maning af os over i en mose. Dertil må jeg sige, at alle de andre grønne ikke har noget imod det, for de vil gerne bo i en mose. Men nu er det sådan, at jeg personligt bryder mig ikke om moser. Jeg er et slotsspøgelse frem for noget, og jeg holder så meget af at være på dette slot".
   "Ser man det", svarede jeg. "Men vi er trætte af jeres plagerier. Det er sandelig et nummer for meget. I er for slemme. Hvad har du at sige til det?".
   "Jamen Henrik Hjort", replicerede spøgelset. "Jeg forstår jer godt. Men jeg forsikrer jer så absolut om at, jeg har aldrig deltaget i nogen drillerier. Det er sjældent for vor art, men vi er trods alt lige så individuelt forskellige, som alle andre. Jeg hedder Svumpe, og jeg kan lide menneskebørn. Jeg nænner ikke at drille og plage. Men jeg holder meget af at være her. Jeg er en ener, og det har jeg altid været. De andre håner og driller mig, dem kan jeg sagtens undvære.
   Men jeg beder jer indtrængende om ikke at inddrage mig i den forestående bortmanen, hvis det kan lade sig gøre at sortere mig fra. Jeg vil så gerne være et rart fast slotsspøgelse på Hjortekildegård".
   "Siden, du er et rart spøgelse, Svumpe", svarede jeg. "Så skal du få dit ønske opfyldt. Kom med ind i riddersalen, så skal jeg vise dig noget".
   Svumpe svævede så med os ind i riddersalen, der ellers var strålende oplyst. Men det gjorde bare Svumpe lidt mere gennemsigtig.
   "Vi gennemfører resten af bortmaningen lige efter solnedgang i morgen aften", sagde jeg. Og vi gik hen til en stor slank og smukt dekoreret kinesisk vase, der stod på gulvet mellem et par vinduer.
   "Ser du, denne her vase", forklarede jeg til Svumpe. "Den kan for dig være et glimrende beskyttelsessted, der gør dig fri for at blive påvirket af maningen. Nemlig, hvis du, helst helt fra i morgen formiddag efter, at vi har spist morgenmad, farer ned i den, idet du sætter dig fast på samme måde som en anden flaskeånd, og bliver der, indtil vi kalder dig frem, når maningen er vel overstået. Og så kan du bevæge dig frit og være vort faste slotsspøgelse for al fremtid".
   "Jeg takker dig med stor glæde", svarede Svumpe. "Og jeg kan fortælle dig, at jeg døgnet rundt er i stand til at kunne lave en lyd som et slag på en malmklokke. Når du derfor i morgen, under eller efter mordenmaden, hører en sådan lyd komme fra krukken, ved du, at jeg er der. Så kan I foretage jeres maning".
   "Fint", svarede jeg. "Så ses vi, når vi kalder på dig".
   Svumpe slog en volte i luften og forsvandt ud i korridoren.
   "Hvad var der med det spøgelse?", spurgte Salvia, der kom ud fra døren ind til dagligstuen.
   "Han hedder Svumpe, og er et godt og venligt spøgelse. Han bliver vort faste husspøgelse. Han driller ikke, men kan tværtimod blive en god ven og komme til at være med i husstanden", forklarede jeg.
   "Det lyder skægt", sagde Salvia. "Men det ser vi så, hvordan det spænder af. Men kom nu med ind og hyg jer. Vi tager alle en aften-aperitif i dagligstuen. I har arbejdet hårdt det meste af dagen".