Vi spiste som sædvanligt morgenmad i riddersalen hyggeligt i fred og ro uden drillerier fra spøgelser. Men midt under måltidet lød der en lydelig malmklokkeklang fra den hvide kinesiske porcelænskrukke.
   "Hvad i alverden var det?", udbrød Gladiola.
   "Åh", svarede jeg. "Det var bare en hilsen fra Svumpe. Jeg har nemlig bedt ham om at gemme sig bort som en flaskeånd i porcelænskrukken der henne. Så vil han undgå at blive manet ned i mosen".
   "Hvad er det for en mose?", spurgte Gilki. "Der er ingen større moser her i nærheden".
   "Den er heller ikke så stor", forklarede jeg. "Vi har valgt en for længst tilgroet sø i en dalsænkning i lyngbakkerne cirka 2 kilometer herfra i nordøstlig retning. Det er altså mellem slottet og Tommelsø, ikke hundrede meter fra kystvejen. Denne lille mose hedder Sumpgryden, og den er i hvert fald stor nok til vores åndegæster, da den har omtrent samme areal som borggården og forgården tilsammen".
   Dagen forløb hyggeligt uden nogen bemærkelsesværdige fænomener, og da Solen var ved at gå ned, iførte vi tre spøgelsesjægere os igen vore troldmandsdragter. Vi anbragte de grønne lerfigurer i en stor vidjekurv, og de hvide gevandtfigurer i en mindre. Vi læssede de to kurve i bagagerummet i Vikke's bil, hvorefter vi startede og kørte ad kystvejen ud til stedet, hvor Sumpgryden lå. Fra den rødviolette kystvej gik der en grusvej ind mellem bakkerne, så vi kunne køre nærmere til sumpdalen, som vi kunne køre tæt på over et fladt område med kun sparsomme lyngtuer. Vi parkerede bilen ca. 25 meter fra sumpen, steg ud og fik fat i vore vidjekurve, som vi bar mellem os i deres hanke hen til kanten af sumpen. Der var advarselsskilte omkring kanten af selve sumpen, som ellers var bevokset med grupper af birketræer, og yderligere med lave elletræer og frytle, så det var et særdeles smukt terræn. Men skiltene fortalte os, at det var livsfarligt at gå ud i sumpen, idet sumpens overflade virkede nærmest som kviksand. Så hvis man ikke kunne gribe fat i noget, grene eller lignende fast, ville man uundgåeligt synke ned i mosen.
   Vi stillede vore vidjekurve ved sumpens bred. Derpå stillede vi os med hævede tryllestave med front mod sumpen, og vi udtalte nu i kor en speciel besværgelse, lært fra håndbogen, hvori det var muligt at indflette slottet og dets grønne gæster. Vi gentog denne besværgelse tre gange med tre minutters mellemrum.
   Derefter sænkede vi vore tryllestave og koncentrerede os om den store vidjekurv. Vi tog lerfigurerne op en for en og sagde ved hver af dem: "Dette er en af de grønne elementarånder fra Hjortekildegård", og vi smed så figuren ud i sumpen, hvor vi så, at den blev suget ned. Den ville nu begynde at smuldre og opløses.
   Da kurven var tom, ventede vi et kvarters tid. Så lød der en brusende lyd i luften fra sydøstlig retning, og vi så alle drilleånderne komme flyvende i flok med vældig fart på. De susede ned i sumpen og forsvandt, hvorefter der lød en klukken og boblen.
   Da der var blevet nogenlunde ro, løftede jeg min tryllestav og udtalte, at, nu var åndernes nye bolig forseglet, og for al fremtid hverken kunne eller ville de forlade dette sted. En gnist fra tryllestaven bekræftede denne erklærings gyldighed.
   Vi gentog hele ceremonien på nøjagtigt samme måde med de hvide figurer i den anden vidjekurv. Også de hvide gevandtspøgelser kom svævende sydøst fra og forsvandt ned i sumpen. Men de var som altid meget lydløse. Der var næsten ingen boblen og klukken at høre, da de var forsvundet i sumpen.
   Månerne var kommet frem og lyste fra en skyfri himmel, da vi var færdige og satte os ind i bilen. Vi kørte hjem til slottet og fortalte de andre, at nu var det overstået.
   Men inden, jeg gik i seng den aften, var jeg lige ovre i riddersalen og kalde på Svumpe. Han var glad og tilfreds, da han kom ud af krukken. "Vent lige lidt", sagde han og forsvandt. Ti minutter efter kom han tilbage og sagde til mig: " De 100 figurer, I har brugt til vores slags, har i hvert fald været rigeligt. Der er ingen tilbage uden mig. Hvad de hvide gespenster angår, ved jeg ikke rigtigt, men jeg mødte i hvert fald ingen af dem".
   "Godt Svumpe", sagde jeg. "Nu går jeg i seng, så jeg ønsker dig godnat".
   "God nat, Henrik, vi ses", sagde Svumpe og forsvandt gennem væggen ud til korridoren. Derefter gik jeg til sovegemakket og i seng til de andre, som allerede sov.

Næsten morgen efter morgenmaden mødtes vi tre spøgelsesjægere igen i biblioteket. Vi lykønskede hinanden med det gode resultat, der var opnået med poltergejsterne.
   "Men det med den grædende dreng er en vanskelig sag", sagde jeg. "Vi kan ikke gøre noget, da vi ikke kan finde ud af årsagen til fænomenet. Hvordan får vi noget at vide?"
   "Jeg tror kun, at en bevidsthed, der befinder sig i samme dimension, som denne grædende dreng, kan se noget og få noget at vide", svarede Vikke. "Nu har jeg i årevis haft forbindelse med og været ven med en diskarneret dreng, der gik over for 52 år siden. Han blev i sit fysiske liv bogstaveligt 1441 år. Han hedder Bryon Skallesluger og har tit besøgt mig i huset i Vrinske. Han må sikkert kunne finde ud af noget. I kender min nuttede robot Ninka, der er udformet som en opretgående hare. Han passer huset og dyrene derhjemme for tiden, og han har også gang i min datamat og passer min e-post, som I jo ved, han sender videre hertil, hvis den er vigtig. Bryon kommer tit i huset og får en sludder med Ninka. Så vi sender et e-brev, som han kan viderebringe til Bryon, og hvori vi inviterer Bryon hertil. Det vil næppe komme til at vare længe".
   Vi satte os til datamaten, og jeg skrev brevet til Ninka og sendte det til Vikke's e-post-adresse. Derefter gav vi os til at drøfte, hvad vi kunne gøre ved trolden og hans hund.
   "Vi kan ikke gøre noget efter de sædvanlige metoder", sagde Vikke. "De virker ikke. Vi må en tur op til Glamseløkke-troldene".
   Egernrobotten Mulli kom og sagde: "Jeg skulle sige fra Gladiola, at middagen i dag bliver serveret udendørs på terrassen mod nord. Vejret er jo så fantastisk godt."
   "Det er det jo altid", bemærkede Ribis.
   Da middagsgongonen lød, gik vi ned til terrassen og sluttede os til alle de andre, der også var i færd med at tage plads ved spisebordet. Hippurino havde en hel bunke majroer på græsplænen, og Pivver havde sin hundeskål på terrassefliserne.
   Vi fik stegt strutiomimus-filét med batater og en dejlig kryddersovs. Der var stillet amforaer frem med iskold skampavisk hvidvin.
   Desserten var papaya-trifli, hvortil vi fik en bananlikør.
   Pludselig, da vi var midt i desserten, observerede vi alle, at der var mere end tolv børn ved bordet. I forvejen havde der været en ekstra stol, som om Mulli havde kunnet vide, at der ville komme nogen. Den tomme stol var anbragt ved siden af Trolli, og pludselig tonede der en dreng frem fra den blå luft, og som nu sad på denne stol. Jeg havde aldrig set ham før, men Vikke rejste sig og sagde: "Må jeg præsentere min ven Bryon Skallesluger, som nu sidder dér".
   Bryon rejste sig derpå og takkede for invitationen. Han var en lille slank og langbenet dreng med krøllet brunt hår.
   "Nu spiser jeg jo normalt ikke fysisk mad", sagde han. "Så jeg skal ikke have noget".
   "Men hvad med et glas bananlikør? Kan du drikke sådan noget?", spurgte Salvia.
   "Ih, jo tak, det siger jeg ikke nej til", var svaret. "Jeg kan godt indtage fysiske ting, selvom det ikke er noget behov, jeg har".
   Nu var vi jo så tretten til bords, men her følte vi, at tretten i dette tilfælde var et lykketal. Den gamle tro på, at tretten er et ulykkestal, tager man ikke højtideligt på Pedoria.
   "Er du så et spøgelse til, vi har fået?", spurgte Fennik troskyldigt.
   Bryon og jeg lo, og de andre smilede.
   "Nej, lille Skat", sagde jeg så. "Bryon er ikke noget spøgelse, selvom han er gået over og ikke er fysisk. Man kalder ikke diskarnerede børn for spøgelser, selvom de ikke konstant kan være sammen med os. Men vi omgås med dem ganske på samme måde som med andre børn. Så hvad det angår, er der ikke nogen forskel på os og dem".
   Efter middagen fortalte vi i dagligstuen Bryon om vore spøgelser, undtagen den grædende dreng, som jo kun Vikke, Ribis og jeg havde kendskab til.
   Da skumringen kom, fik Bryon så lejlighed til at hilse på Svumpe. Vi var også en tur ude på heden for at se, om trolden og den sorte hund skulle dukke op. Det gjorde de, men henne i skovkanten. De angreb os ikke, men gik blot rundt som skygger.
   Vi tre spøgelsesjægere, samt Bryon og Svumpe, blev oppe i dagligstuen, da resten af forsamlingen gik i seng. Og ved midnat gik vi ned i korridoren, hvor Bryon oplevede fænomenet med den grædende dreng.
   Bryon bad os under aktiviteten om noget at sidde på, og jeg hentede en Marokko-pude. Han satte sig ned og syntes at gå helt i trance. Under sidste halvdel af gråden, og ved blodplettens fremkomst, var han gennemsigtig, men antog igen sin faste kontur, da fænomenet ophørte. Dernæst kom han til sig selv. Rejste sig fra Marokko-puden, og sagde:
   "Det er foregået for 318 år siden", sagde han. "Jeg befandt mig under trancen på stedet, som det så ud den gang. Det er på en flad hedestrækning, præcist her, hvor vi er nu, idet stedet jo ligger indenfor slottets mure. Det er en lille sød lyshåret dreng. Jeg fornemmer, at han må have været bogstaveligt 52 år, tilsyneladende alder 9 år. Han kommer løbende sydfra hen ad stien i en ilde tilredt forfatning, med frygtelige flænger på halsen og bryst og ryg. Strækningen er fuldstændig øde. Han falder og kan ikke rejse sig mere. Han græder hjerteskærende, fordi han ved, at han ikke kan overleve. Men han forbløder, mister så først bevidstheden, og senere forlader han sin krop. Det nuværende fænomen er bare at regne for et slags fotografisk aftryk på stedet af den tragiske begivenhed. Hvorfor det finder sted, ved jeg ikke endnu. Men jeg vil blive her og søge ind i denne dimension for at opdage mere. Jeg vil så vide mere i morgen, hvor vi kan mødes i biblioteket til jeres rådslagning, så kan jeg fortælle jer det hele".
   Vi krammede ham. Det er virkeligt fantastisk, at diskarnerede kan generere et så kraftigt ektoplasmisk legeme, at de virker helt som fysiske. Men nu blev han gennemsigtig og tonede bort, idet han sagde: "Vi ses i morgen til biblioteksmødet". Derefter var han forsvundet.
   "Han er dér, hvor han ville hen", sagde Svumpe. "Han er søgt tilbage i tiden. Nu får I en storslået opklaring på hele hændelsesforløbet".
   Svumpe blev i kælderen, og vi gik op i seng.