"Det fandme noget lort når det er noget med børn!"
   Troels skæver til mig.
   Jeg har det heller ikke godt. Maven vil op i halsen på mig.
   "Gustav, for helvede. Så gå da udenfor!" Han hvisker sammenbidt.
   Teknikerne vimser rundt om os. Udfører deres job. Rutinerede. Som altid, men jeg mærker det: Stemningen er anderledes.
   Det er et barn.
   En lille krop, små fingre.
   Øjnene er de værste. De stirrer på mig, krænkede, som siger de: "Hvorfor lod du dette ske?"
   Jeg mærker en hånd på min skulder. Et blidt tryk.
   "Vi skal nok fange ham."
   Jeg tror bare ikke på det. Ikke mere.

Vi sidder i bilen.
   Min mave er tom. Jeg efterlod morgenmaden i toilettet derinde, men jeg er ikke flov. Jeg har set det ske for andre kolleger, og har aldrig følt at de skulle føle sig pinligt berørt.
   Kan bare ikke glemme øjnene.
   Min højre hånd ryster. En dum vane den har tillagt sig siden jeg startede på denne sag.
   "Hvorfor helvede nu et barn?" Troels brøler.
   Jeg ryster trist på hovedet. Han vender sig mod mig i førersædet. Det er der han hører til.
   "Jeg mener det sgu, Gus. Hør lige her! Et: Otte gange har han myrdet. Kvinder hver evig eneste gang." Han tæller på fingrene. "To: Han efterlader ikke et eneste spor. Laver sgu aldrig en fucking fejl!"
   Jeg nikker bare bekræftende.
   "Tre: Han efterlader en seddel med det skide børnerim hver gang, og fire: Han laver sgu aldrig en fucking fejl!"
   Jeg ved hvad han tænker.
   "Du tænker at barnet har overrasket ham da han er i gang med moderen?" spørger jeg.
   Han sukker dybt og falder tilbage i sædet.
   "Vi har jagtet ham så længe. Afhørt gud ved hvor mange mennesker. Kimet så mange dørklokker ned at jeg kommer til at kaste op til jul. Ikke et eneste lortespor har det givet."
   Så vågner han op og bokser mig grinende på skulderen.
   "For helvede Gus! Kan du ikke se det: Han har lavet en fejl. Det gik ikke som det skulle. Han er sgu kun et menneske alligevel."
   Jeg håber.
   Han drejer bilnøglen, sætter bilen i gear og vi kører derfra mens han griner højt.
   Jeg kan ikke glemme øjnene.

Vi sidder på vores kontor.
   Vores skriveborde er skubbet sammen. Vi sidder overfor hinanden.
   Sådan løser vi bedst sagerne. Vi har den højeste opklaringsprocent i Danmark.
   Troels og jeg.
   Frost og Barnaby.
   Bare ikke denne gang.
   Vi har arbejdet sammen i fire år. Vores første sag var en vagabond der havde skåret hoved af sin datter.
   Ikke verdens hyggeligste start.
   Troels kigger op fra papirerne han sidder med.
   "Du er fandme stille i dag, pissebleg er du også. Er det stadig knægten?"
   Det er det.
   "Næeh, jeg har det bare underligt. Måske er jeg ved at blive syg." siger jeg.
   Han lægger papirerne. Han kender mig for godt.
   "Vi skal nok fange ham, makker."
   Optimist.
   "Jeg ved det godt," nikker jeg, og griber rapporten fra teknikerne og retsmedicineren.
   Ingen fingeraftryk, ingen tabte hår, ingen fibre.
   Skuffelsen rammer mig.
   Teknikernes fotografier falder ud af omslaget. Drengens øjne skærer et hul i mit hjerte.
   Jeg koncentrerer mig om obduktionsrapporten.
   Lise Henriksen. Dødsårsag: Asfyksi - subkutane blødninger og blødninger i halsmuskulaturen og brud på tungeben. Hun blev kvalt. Ligesom de andre.
   Også drengen.
   "Ikke en skid, som sædvanligt." Troels smider frustreret papirerne på bordet og læner sig tilbage i stolen med begge hænder om nakken.
   "De må fandme overse noget, de fucking teknikere." konstaterer han. Men vi ved begge to godt at det har de ikke. Ikke denne gang.
   På grund af drengen.
   Jeg tager mig sammen. Finder den optimistiske tone frem.
   "Skal vi ikke lige gennemgå det over en smøg?"
   Troels slår i bordet med flad hånd.
   "Fandme så!"
   Vi griber vores jakker og finder stedet bag stationen hvor de ikke kan se os. Selvom de godt ved det.
   Det er her vi fungerer bedst. Det er her vi havde løst de fleste af vores sager. Røgen renser vores tanker.
   "Lad os lige opsummere," starter jeg da jeg havde fået ild i min blå L.A.
   "Han har kvalt otte kvinder, 30-40 år med langt blondt hår." Jeg tager et hiv mens Troels fortsætter:
   "Alle kvinder har haft en søn mellem tre og femten år. Syv af kvinderne var alene hjemme da de er blevet myrdet, så han har holdt øje med dem. Hvad skete der den ottende gang?"
   Så er det min tur:
   "Han har overset noget. Har ikke gjort sit forarbejde godt nok," konstaterer jeg.
   "Han lavede sin første fejl." Troels klør sig på næsen. Hans meget velfungerende politinæse.
   Han fortsætter: "Hvordan vil det påvirke ham? Stopper han nu? Holder han pause?"
   "Han har myrdet med 2-3 ugers mellemrum indtil nu." oplyser jeg og tilføjer: "Rent geografisk bevæger han sig fra Skagen til Åbenrå. Denne gang så i Billund."
   "Ja, hans jagtområde hedder Jylland."
   "Kunne det være en kvinde?" Vi har været det igennem før men gentagelser sørger for at vi ikke misser noget. I opremsningen ligger hemmeligheden bag godt politiarbejde.
   "Nej, det passer ikke med profilen og kvinder kvæler sjældent. Og aldrig med en sådan kraft."
   Jeg nikker og konstaterer hvad vi begge både føler og ved:
   "Vi udelukker kvinder."
   Tavst ryger vi et stykke tid.
   "Profilen siger: "Mand, 35-45 år, handler på egen hånd, iskold. "Han stopper eftertænksomt op og fortsætter: "Hvad var der psykologen sagde? En vrede mod autoriteter. Misbrugt som barn, ikke?"
   "Jo, men jeg ved ikke hvor meget vi skal lægge i det?" Jeg har aldrig haft den store fidus til de selvudnævnte tankelæsere.
   "Næeh, måske ikke." Han smider smøgen, træder på den og tænder en ny.
   "Men det er alt hvad vi har jo." konstaterer han.
   Jeg giver ham ret.
   Magien udebliver. Ingen ideer manifesterer sig ud af den blå røg som stiger til vejrs fra vores smøger.
   Vi går ind igen. Drengens øjne bliver ved med at forfølge mig.

Dagene går. Alle bestræbelser fører til ingen steder.
   Vi har bedt offentligheden om hjælp. Har været på Station 2 på Tv2, og med den opmærksomhed denne sag har fået i Danmark: VÆRSTE SERIEMORDER I DANMARK, MÅNEMANDEN SLÅR TIL IGEN!, er det utroligt at det afgørende spor endnu ikke er dukket op.
   Intet hjælper.
   Jeg kan se det i øjnene på Troels. Den evige optimist er ved at give op.
   Sådan har jeg følt det længe.
   Vi snerrer på kontoret og stirrer os blinde på de samme oplysninger igen og igen.

Endnu en nat er gået.
   Poserne under mine øjne fortæller deres egen historie. Manden i spejlet stirrer tilbage på mig.
   Måske er det på tide at skifte profession, tænker jeg.
   Måske. Men ikke endnu.
   Jeg masserer mine tindinger. Hovedpinen er på vej. Lurer forræderisk under huden.
   Jeg har ikke sovet godt.
   Drengen.
   Kunne jeg have reddet ham? Er der ting jeg har overset? Flere ting?
   Jeg gnider mig i det daggamle skæg, hører Troels trykke på hornet udenfor og tager det tøj på som jeg har haft på i to dage.
   Det er ikke vigtigt.
   Jeg møver mig ind på forsædet. Troels kigger forbi mig.
   "Du trænger snart til at få slået græsset makker!"
   "Jeg ved det. Har set det. Weekendjob du!" siger jeg.
   Det er ikke vigtigt.
   Det var min mor der slog græs. Min far døde da jeg var barn. Det var mine forældres hus. Nu boede jeg der bare.
   "Hvor længe siden er det din mor døde?" spørger Troels som kunne han læse mine tanker. Det er sgu skræmmende.
   "Fire år." svarer jeg
   "Hold kæft hvor tiden går, mand!" konstaterer han og kører afsted.
   Det er bare ikke vigtigt. Ikke lige nu.

"Er det noget med det børnerim?"
   Han lægger hovedet lidt på skrå og kniber øjnene sammen.
   Jeg remser op hvad vi ved:
   "Når småbørn klynker ved aftentide. Tekst af Christian Dabelsteen, melodi af Carl Nielsen. Vores ven lægger en seddel med andet vers ved siden af vores ofre. Skrevet på pc og printet."
   "Hvordan er det nu, den lyder?"
   "Prøver du at få mig til at synge?" spørger jeg smilende. "Det kan du godt glemme."
   Han småklukker. Sikkert tilfreds med at få mig til at smile.
   "Man har vel lov at forsøge. Så læs den lige for mig."
   Jeg rømmer mig.
   "Og når du lægger din kind på puden. Mens månen titter gennem ruden. Så hvisker sagte den lille mand: "Nu vil vi ride til drømmeland"
   "Smukt." Han læner sig tilbage, kigger op i loftet og laver trutmund.
   Jeg brummer samtykkende.
   "Men også lidt skræmmende, " reflekterer han.
   Jeg er enig. Meget enig.

Nætterne er lange. Drengens øjne forfølger mig.
   Jeg vender mig for tusinde gang på det gennemsvedte lagen.
   Jeg har fået en mistanke. Den handler om Troels.
   I den sidste tid har han opført sig mærkeligt. Har trukket sig væk fra mig og fået mig til at se tingene på en anden måde. Det han har sagt. Det han har gjort.
   Vi har snakket om manglen på spor, at Månemanden har været et skridt foran os hele tiden. Kunne det være en der var bekendt med politiarbejdet. Men det er ikke sjovt at snakke om.
   Jeg rækker op og tænder min sengelampe. Finder L.A. pakken på natbordet, nørkler en smøg ud og tænder den.
   Det er en grim, grim mistanke.
   Sådan en af dem der kan ødelægge forholdet til sin bedste ven og kollega.

Jeg tegner kruseduller på blokken der ligger på mit skrivebord.
   Troels er ikke kommet på arbejde i dag. Han er åbenbart blevet syg.
   Jeg prøver at huske hvornår han sidst har været det, og må give op. Det har han aldrig været.
   Min iPhone brummer.
   "Gustav Kragh, drabsafdelingen."
   Det er en kvindestemme. Hun lyder nervøs.
   "Undskyld, men min veninde har sagt at jeg skal ringe til jer."
   "Ja?" Jeg afventer for at hjælpe hende på vej.
   Hun rømmer sig.
   "Øhm, det er bare fordi at... "
   Jeg forbliver tavs. Fortsætter med at lave kruseduller på min blok. Hun kommer vel til sagen på et tidspunkt.
   Så tager hun beslutningen:
   "Min veninde tror, øh...Ja, hun tror at jeg har set ham Månemanden."
   Min blyant stopper sit skribleri midt i, hvad der skulle blive starten på en slange.
   Jeg mærker det i maven. Sådan fysisk, som når man har spist noget mad der er for fedt.
   Vi har fået mange opkald. Forfulgt mange spor, og ikke kommet nogen vegne, så jeg ved ikke hvorfor jeg føler det anderledes nu.
   Det er selve opkaldet. Håbet blusser i mig.
   Jeg ser drengens øjne for mit indre blik. Overraskede, ikke krænkede.
   "Men du er ikke sikker? spørger jeg.
   "Øh. Jeg ved det ikke. Jeg bor ved siden af Lise..øh. .. hende han dræbte sidst?"
   Jeg brummer bekræftende, men hun forbliver tavs.
   "Dit navn er?"
   "Louise Hedvig." Jeg skriver.
   "Har politiet ikke afhørt dig?"
   "Øh...jo, men det var først da Maria...det er min veninde...og jeg kom til at tale om det i går at jeg...øh..."
   "Ja?"
   "Jeg kunne pludselig huske at jeg så en mand gå ind i hendes have...øhem...jeg havde simpelthen glemt det da ham politimanden spurgte mig ud lige efter at Lise var...øh...du ved..."
   Jeg river det øverste ark af min blok og er klar med blyanten.
   "Du er sikker på at det var samme dag som mordet?"
   "Ja, det er helt sikkert. Thomas...øh det er min søn...var til gymnasiefest, så jeg kunne ikke sove..."
   Jeg noterer.
   "Thomas han har astma, så jeg ...øh...ryger udenfor og det var der jeg så ham..."
   Jeg fornemmer ophidselsen. Mærker blodet løbe hurtigere gennem mine årer.
   "Var der andre i huset på pågældende tidspunkt?"
   "Øh...nej. Min mand og jeg er skilt...øh...jeg er sikker på at jeg så ham." Hun er bange for at jeg ikke tror på hende.
   Det gør jeg.
   "Hvad tid var det?"
   "Øh...jeg havde lige set det der "Real housewives of Beverly Hills" på tv3 og jeg har tjekket...øh...det sluttede kvart i tolv, så det var lige derefter..."
   Drengen smiler.
   Det passede med mordtidspunktet.
   Jeg noterer. Lettet over at Troels ikke er her, ikke med den mistanke der lurer i baghovedet.
   Og underligt skuffet.
   "Hvad så du helt præcist?"
   "Øh...det var en mand i sort tøj som kom ude fra vejen og åbnede hendes havelåge og gik ind..."
   "Hvilken vej kom han fra?"
   "Øh..han gik ikke forbi mit hus. Han kom den anden vej fra. Altså nede fra Vinkelvej og op mod os...øh..."
   "Hvad skete der så?"
   "Ja, altså. Jeg opdagede ham først sent...det var mørkt og hans mørke tøj, ikke?"
   "Mmmh."
   "Først var han egentlig kun en skygge, men Lise har jo den der udendørslampe og øh...da han gik om til hoveddøren så..." Hun tøver.
   "Ja?" Jeg holder uvilkårligt vejret.
   "Jeg så hans ansigt tydeligt!" Hun siger det med overbevisning.
   Jeg ånder ud. Falder en smule sammen i overkroppen.
   Drengen lukker øjnene.
   "Tror du det er ham?" spørger hun åndeløst.
   Jeg noterer færdig på blokken, flytter min iPhone over til det andet øre.
   "Der er overvejende sandsynlighed for at det er morderen du har set, " svarer jeg med overbevisning.
   Hun gisper og jeg fortsætter:
   "Men hvis det ikke er ham, så er det helt sikkert vigtigt at vi får fat i vedkommende du har set. Han vil under alle omstændigheder have oplysninger vi kan bruge."
   Jeg kan høre hendes åndedrag.
   "Skal jeg så vidne i retten?" spørger hun nervøst. Ikke første gang jeg hører dette fra et vidne.
   "Det kan klart blive en mulighed. Hvis vi finder ham." svarer jeg.
   Hun bliver tavs. Jeg tror jeg ved i hvilken retning hendes tanker går. Og ganske rigtigt:
   "Øh...Kan det blive farligt for mig?"
   "Nej, det er meget usandsynligt," svarer jeg automatisk og velvidende at det meget nemt kan blive farligt. Vidner oplevede ikke den store beskyttelse i dagens Danmark.
   Jeg fortsatte: "Men lad være med at sige noget til nogen. Jeg er på vej med det samme, så vi kan få et klart signalement."
   Jeg kan høre at hun forsøger at få styr på sit åndedræt.
   "Ok," siger hun opgivende.
   Drengens øjne forbliver lukkede.

Jeg parkerer og bliver siddende et øjeblik.
   Min venstre hånd ryster.
   Det kan være slut nu.
   Jeg kigger over mod huset hvor Louise Hedvig bor. I indkørslen er en ca. 16-17 årig dreng ved at sætte sig på sin cykel. Thomas, tænker jeg.
   En lyshåret kvinde åbner hoveddøren og kommer ud, bærende på en taske.
   De griner sammen da hun rækker ham den og han monterer den på sin ryg. De vinker til hinanden da han kører.
   Jeg ser ham forsvinde i bakspejlet.
   Jeg stiger ud, og går langsomt over vejen.
   Drengens øjenlåg vibrerer.
   Jeg ringer på.
   Jeg kan høre skridt nærme sig bag døren. Hun åbner.
   Hendes spørgende udtryk ændrer sig langsomt, da hun ser mine hvide gummihandsker og mit ansigt. Hendes bliver hurtigt bleg. Et halvkvalt udbrud forlader hende da jeg skubber hende ind og lukker døren bag mig.
   Mor vil gerne synge en godnat sang for dig Gustav.
   Jeg slår hende hårdt i ansigtet med en knytnæve. Hun falder.
   Og når du lægger din kind på puden.
   Hun er stille.
   Nu skal du ligge stille. Forstår du det Gustav?
   Jeg bærer hende. Finder soveværelset. Tjekker alle rum. Vil ikke lave samme fejl som sidst.
   Tag dine bukser af. Mor vil bare lige se! Hører du?
   Vender tilbage til soveværelset.
   Mor elsker dig. Det ved du, ikke? Prøv at kigge på mors bryster. Kan du se at vorterne er stive? Giv mig din hånd, Gustav.
   Jeg rører hendes bryster uden på tøjet. Forsigtigt.
   Mens månen titter gennem ruden.
   Hun mumler uroligt. Hun er ved at vågne.
   Mor synes det er dejligt. Ja, Gustav, flyt din hånd nedad.
   Hun vågner. Der går et sekund inden hun forstår.
   Jeg har allerede begge hænder om hendes hals. Jeg klemmer.
   Kan du høre hvordan mor stønner, Gustav. Mor synes det er dejligt. Mor ÆLLLLLSKER det!
   Hun prøver at skrige. Prøver at slippe væk, men i øjnene kan jeg se at luften allerede er gået ud af hende. Hun ved det. Lige som Troels sikkert ved det.
   Så hvisker sagte den lille mand..
   "Nu vil vi ride til drømmeland," hvisker jeg.

Jeg sidder i bilen. Håber at nogen har set mig. Håber Troels ved det.
   Håber at de fanger mig.
   Jeg tror bare ikke på det. Ikke mere.
   Drengens øjne åbner sig og kigger fortvivlet på mig.