Efter tredive lange år fik jeg endelig lov at vågne; at se, se andet end de mange tanker, som efterhånden havde tyndet så småt ud, som fra is til kogende vand.
   Trods mørket i mit opholdsrum, jeg blev puttet i som elleveårig, som alle andre rare piger på den alder, blev jeg blændet. Muligvis var det den lommelygte der blev holdt op foran mit ansigt. Jeg vidste hverken hvem der holdte den, hvem der havde taget min sovehjelm af, eller hvem der til at starte med havde trykket på sit kontrolpanel, og ladet mig vågne. Jeg havde nemlig ikke været den rareste af de rare piger på elleve år. Dog var jeg stadig rar nok. Min mor havde været knap så rar, og var smidt på opdragelseslejr til hun blev treogtyve.
   Der blev rusket i mig, to store hænder med et fast tag om mine skuldre, og krøllede min sommerkjole. Lommelygten blev stadig holdt. Så klaskede en fjerde hånd min kind, som blev så rød som de strømper jeg havde båret gennem de tredive år.
   Efter at få løsnet plastikken om mine arme og ben, kunne høres en person marchere ud af rummet, alle fire arme med sig, dermed også lommelygtearmen. Mit syn hidsede sig ned. Jeg så mig om. Alt var som jeg havde efterladt det dengang; det abstrakte maleri af min mormor hang lige så skævt, som det havde gjort da jeg satte det op; potteplanterne i hjørnerne stod lige så falskt som de havde gjort da jeg satte dem der med min mor; nedtonede kradsemærker på døren og væggene var som jeg havde lavet dem de første par dage derinde.
   Dog var én ting anderledes, hvilket var en stor madras i det fjerneste hjørne, hvori sovende børn af alle aldre lå. Alle med samme orange hår som mig, alle med forskellige højder, ansigter, tænder, øjne, munde, næser. Hængende ved min skulder var en sort tube med madrester i. Til min anden siden, på gulvet nedenfor sengekanten, stod mindst en snes sorte spande, og en stank så fæl. Indholdet så jeg ikke på, da jeg udmærket godt var klar over, at folk havde rendt rundt og undladt mig fra at kaste op på mig selv.
   Ved siden af lå mange poser isterninger, sandsynligvis brugt til at køle mig ned, da værelset var så lukket af og tætpakket.
   Udenfor værelset kunne høres to dybe stemmer, men det var dog umuligt at samle op nogle ord derfra.
   Jeg begyndte at samle kræfter, kræfter til at rejse mig op, kræfter til at blive stående oppe, kræfter jeg ikke havde brugt de sidste tre årtier. Med stort besvær, og en uundgåelig halten, nåede jeg hen til døren, hvor stemmerne, trods de blev højere, stadig var uforståelige. Knap var det overhovedet stemmer, men mere i retning af en mandlig vrissende kaffemaskine.
   Jeg åbnede døren forsigtigt.
   Det vældede ind med hvidt lys fra den anden side, ind i det mørke rum. Der var en lang gang, fuld af ... minder, og døre. Mange af dem, samme farve som min. Jeg så væk, som jeg så to mænd se i min retning. Den ene af dem var næsten tre gange min størrelse; den anden var en sjettedel størrelsen af ham, med en høj, spinkel hat på.
   Den mindste af dem sad på et højt bord, så han kunne se den store mand direkte i øjnene. Begge var mest af metal og skjulte ledninger. Deres bløde øjne, beskyttet af en mur af metal og plastik, stirrede på mig, gennem mig, ind i mig, og jeg rystede.
   "Man er vist vågnet op," ridsede den lille mands stemme. Hans store mund var fuld af tænder store som øjne, som klakkede mod hinanden mens han talte.
   "Hvad laver I her?"
   "Snakker minder derindefra," sagde den store mand, og pegede sin finger, så tyk som min underarm, ind på mit værelse.
   "Hvilke minder?" Jeg havde det ikke godt på nogen måde.
   "Gode minder, som du nok ikke husker," sagde den store.
   "Hvilket er en skam," grinede den lille.
   "Hvor mange af de børn derinde er så jeres?"
   "Ingen," sagde de i kor. De begge lo, hårdt. Jeg fik det varmt. De fik det vidst også varm, for da de først begyndte at brøle sivede noget røg ud fra brystet på dem begge. Og det var da, jeg muligvis skulle lave min bedste, dårlige beslutning, siden jeg blev født.
   Måske endda min sidste.
   Så jeg listede bagud et par meter, uden de opdagede mig, før de opdagede mig, undrende, så jeg vendte mig om og sprintede et par meter mere, før jeg sprang den sidste meter efter isterningeposerne, kolde i mine hænder, allerede ved at være smeltede. Et hårdt bump lød og rystede gulvet, og to hænder havde nu fat i hver sit af mine ben, de to andre rykkede den store maskine tættere på mig. Jeg lavede en skarp drejning, isterninger i begge mine hænder, og jeg smækkede ham hårdt med dem, og blev ved. Smed nogle ned under hans tørre jakkesæt, som fik nogle små sprængninger i gang. De smeltede, han røg, jeg havde ondt over det hele, og den lille mand var ikke til at få øje på, andet end hans hat liggende ude i gangen.
   Grebet om mine ankler løsnede. Men slagene med isterninger på ham stilnede på ingen måde, men blev blot hårdere, og hårdere, og ældre, og ældre, og trættere, og trættere, til jeg stoppede. Til sidst var det ikke blot kolde, våde poser, han blev ramt med, men mine knoer, som stod så røde som mine strømper. Jeg pustede, og hev efter vejret, og pustede, og slog. Han blødte knap nok, hvilket var noget anderledes end folk havde gjort, tilbage i min tid.

Den lille mand kom tilbage, siddende på skuldrene af en bred dame, som susede gennem døråbningen, alting hoppende op og ned. Bag dem fulgte en mindre flok kvinder, alle i rent lilla beklædning, og alle med enten et strengt eller chokeret udtryk i ansigtet. Jeg sad med næven boret ind i en stor bule i den store mands metallisk forstærket kranie.
   "Unge dame!" sagde den tykke dame.
   "Undskyld mig, hvad?"
   "Hvad laver din forskruede hånd i den stakkels, stakkels mand kranie?"
   "Spørg først ham, hvad han har lavet mellem benene på mig."
   "Det sprog vil vi på ingen måde tillade her på klinikken!"
   "Vil du straks følge med, omgående!" sagde en af de bagerste damer med en skinger stemme.
   Jeg rejste mig op, sparkede til manden en sidste gang, før jeg gik med dem, en slem grimasse på mit ansigt. Den lille mand havde et smørret grin på sit.
   Mens vi gik ned af gangen, med hænderne holdt fast bag ryggen, fik jeg fortalt alt om, hvad der skulle ske på deres opdragelseslejr, og hvordan jeg skulle blive den flinkeste, mest behagelige person bagefter, og hvordan jeg nok skulle blive klar til sove igen, hvilket jeg gættede på var ren rutine.
   "I ved godt, det her ikke hjælper nogen, ikke?" sagde jeg. "Min tid er udskrevet."
   "Det hjælper da dig med at blive lidt rare," sagde hun bestemt. "Og vi elsker rare folk."