Lyse farver falder roligt nedover det levende tæppe, og genspejlser alle dets blå nuancer op langs den hvide glasfiber. De mange glimt skaber en endnu ukendt kunst, som et kunstværk, der i samme sekund bliver erstattet af et andet. Vinden synger sin velkendte melodi, mens det store sejl langsomt danser i selvsamme takt. Yndefuldt og stille, ligesom alt andet i miles omkreds.
   Det er ikke første gang, jeg har siddet på det dæk, og kigget ud mod horisonten, langt fra faktisk. Jeg har gjort det så mange gange, at jeg ikke engang kan huske hvornår det startede.
   I en rolig bevægelse vender jeg ansigtet om, for at se hvad mine forældre er i færd med.
   Min mor fanger hurtigt mit blik, og kigger spørgende på mig. Min far spørger om jeg mangler noget, og om vinden ikke er for kold med så lidt tøj på. Jeg ryster på hovedet, og vender endnu engang ansigtet mod båden stævn. Langsomt bliver vi ført længere og længere ud på det mørkeblå hav. Jeg rykker længere ud mod bådens søgelænder og strækker mine fødder for at mærke vandet. Det føles koldt, men ikke så koldt som turene først på året. Jeg tager fat i gelænderet og læner mig langsomt ud over det blanke vand. Bølgernes rolige bevægelser fanger som altid mine øjne, og indbyder til at lade alle tankerne flyve. Jeg har altid haft et helt specielt bånd til mine forældre, og jeg ved, at de elsker mig af hele deres hjerte, og måske endda mere til. Jeg har alt hvad jeg har brug for, og dog, så er der altid lige dét, som jeg føler jeg mangler.
   Mine øjne flakker rundt på de utallige bølger, mens et dybt suk synker igennem hele min krop. Der er så uendeligt ensomt ude på vandet, og selvom jeg også er efterladt til mig selv derhjemme, er det helt sikker her, jeg føler mig allermest alene.
   Jeg kigger endnu engang tilbage, og som altid venter mine forældre nysgerrigt på hvad jeg vil sige. Nærmest skuffede hvis jeg ikke siger noget.
   Jeg er heldig, og jeg ved det godt. Dog ved jeg også, at jeg i al fremtid vil være den eneste til at modtage den kærlighed. Jeg er enebarn, ikke med deres gode vilje, og helt sikkert imod min.
   Jeg ryster mine forældres spørgende blikke af mig, og prøver ihærdigt at få tankerne til at forsvinde. Man skal være glad for det man har, og ærligt, jeg prøver.

Lyse skyer svæver langsomt forbi, mens bølgernes stille brusen, langsomt luller mig i søvn.
   Ligesom skyerne, flyver timerne på vandet forbi, og den ellers rolige søvn bliver afbrudt af en mørk brummen fra bådens motor. Langsomt sætter jeg mig op, og kigger rundt.
   To moler danner indsejlingen til vores fælles sommerparadis. Et sted vi er kommet så længe jeg overhovedet kan huske. Et sted med minder om sommeraftener på stranden, gåturer langs vandet, venskaber og ikke mindst familieidyl.
   Et sted der har været med til at skabe en del af den person jeg er i dag, og forhåbentligt den person jeg en dag vil blive. En syv timers sejltur er overstået, og bådens fortøjninger er nu det eneste der mangler, før endnu en ferie kan begynde. Jeg kigger rundt på den velkendte feriehavn, og fanger min mors blik, hun smiler. Sammen sætter vi de hvide fendere på båden, og ti minutter senere sidder vi i cockpittet, og spiser fiskefileter fra havnegrillen.

Mørke farver erstatter langsomt den røde nattehimmel, og høje skygger bliver dannet i det mørkeblå vand. Fyrfadslys og lanterner er det eneste der endnu holder liv i de omkringliggende både. Cockpittet bliver langsomt fyldt op af velkendte mennesker, mine forældres venner.
   De ser ud til at nyde selskabet, mens jeg langsomt forsvinder ned i min egen kahyt.
   Jeg slukker lyset, og rummet fyldes nu med bølgernes kluggen, der langsomt nynner mig i søvn.

Lyse stemmer vækker mig roligt, da to piger på min egen alder går fordi vores båd.
   Jeg roder efter min mobil, tørrer søvnen ud af mine øjne, og åbner døren fra min lille kahyt.
   En duft af morgenmad fanger hurtigt min opmærksomhed, og smilende ansigter møder mig oppe fra cockpittet. Jeg går langsomt igennem bådens midterste kahyt, og fremstammer et roligt godmorgen til mine forældre. Friskbagte boller og yoghurt står klar på bordet, og jeg sætter mig hurtigt til rette. Mad har altid været et samlingspunkt.
   Solen står allerede højt på himlen, og ferieglade mennesker passerer os smilende med et venligt godmorgen og velbekomme. Mine forældre falder hurtigt i snak over et nyt emne, og samtalen fanger som så ofte min interesse. Jeg kigger op fra morgenbordet, og iagttager mine forældre. De lyser op som altid når vi er her. Jeg er helt sikker på, at det her sted vil være vores sted for evigt.
   Gamle historier og sjove bemærkninger trækker på mit smilebånd, og en invitation til en løbetur bliver hurtigt godkendt af min far.

Lyse menneskekroppe fylder den ellers så hvide sandstrand, og fortæller mig, at det endnu er tidligt på sommeren. Sandet brænder under mine fødder, så jeg søger hurtigt ud mod vandkanten. Det klare vand køler mine fødder, og føles nærmest befriende i det ellers varme sommervejr. Jeg kigger ud over havet, og ønsker så inderligt, at tage en dukkert.
   Jeg kigger ned i sandet, det er ikke sjovt at bade alene. Desværre er mine venner endnu ikke gamle nok til at komme og besøge mig. Herovre må jeg som altid kæmpe for at finde nogle at snakke med, en kamp jeg indtil videre har måttet tage op hvert år.
   En lyshåret pige går langs med vandkanten, og jeg ser hurtigt mit snit til at tage kontakt.
   Jeg sætter langsomt i løb for at indhente hendes ellers langsomme gang. Det tager kun få sekunder at indhente hende, og hun ser ud til at være omkring min egen alder.
   Jeg spørger hvad hun får tiden til at gå med herovre, modsat mig virker hun slet ikke opgivende.
   Hendes stemme er lysere end min, og jeg finder hurtigt ud af, at hun er dansk ligesom jeg selv.
   Vi udveksler navne, og går videre langs med vandet.
   Samtalerne springer fra det ene emne til det andet, men det er som om, at hun ser verden på en helt anden måde end jeg selv gør. Hun nynner stille og bryder ud i pludselig jubel over stråtagshuset jeg ellers er gået forbi så mange gange før. Jeg iagttager hendes stille dans, og uden hun ser ud til at bemærke det, fører den os langsomt ind mod øens utallige skovstier. Hendes øjne stråler og vores fælles interesse for at møde nye mennesker, bliver hurtigt starten på sommerens mange minder.

---

Mørke skygger fylder strandsandet, hvor vores bål efterhånden danner en stor cirkel af mennesker. Guitarens stille toner har i løbet af aftenen samlet nok mennesker, til at danne et helt fodboldhold. Et fodboldhold vi måske ville sætte sammen i morgen.
   Fællessang har altid været en af mine yndlingsting, men på denne sommeraften virker jeg nærmest tryllebundet. Smil og grin bliver udvekslet til trods for vores forskellige nationaliteter.
   Især mit nye bekendtskab skiller sig ud, her i de mørkere aftentimer. Det er som om hun indtager rummet på en helt anden måde, end det jeg er vant til - hun stråler.
   Modsat så mange andre, er hun hverken slank, klog eller voksen. På trods af det tror jeg, at vi alle sammen sidder med en følelse af et fuldendt menneske.
   Lyse striber i det ellers naturligt krøllede hår, får hende blot til at skinne endnu mere, end hun gjorde få aftener forinden. Håret går hende kun til skuldrene, og ansigtet er uden make-up. Normalt ville piger i vores alder have langt hår som mit eget, og krøllerne lavet med et krøllejern.
   Hendes øjne er naturligt store, og smilet er anderledes ægte.
   Hun nynner en stille melodi, mens vi langsomt nærmer os den smukke sandstrand.
   Hendes ansigt og stemme stråler af lykke, som havde intet ondt nogensinde rørt hende.
   En gang imellem stopper hun op med en pludselig indskydelse eller historie. Hun ser verden på en måde jeg aldrig har oplevet før. Så filmisk perfekt, og som et helt andet univers.
   Hun fortæller om hvordan hun vil lære at sige hindbær på norsk, tage på efterskole, og at hendes største drøm er at hjælpe andre. Hun får alting til at lyde så simpelt, og på en måde føler jeg, at hendes ønske allerede er blevet opfyldt. Min drøm er blot, at blive lykkelig som hende.

Lyse farver falder roligt nedover det levende tæppe, og genspejlser alle dets blå nuancer op på mit nye forbillede. Til trods for hendes figur og neutrale badedragt, formår hun at skabe en endnu ukendt kunst, som et kunstværk, der modsat de nydelige modelpiger i sæsonfarvede bikinier, stråler i sig selv. Hun synger sin velkendte melodi, mens det mørkeblå hav langsomt danser i selvsamme takt. Yndefuldt og stille, og ikke som alt andet i miles omkreds.
   Mit blik søger bagud mod mine forældre. Der sidder sammen med hendes. Jeg vinker imod dem, og som altid gengælder de hurtigt min hilsen. De ser ud til at snakke godt sammen, jeg håber det. Jeg kigger ud mod det åbne hav, og lader tankerne flyve. Hun ser ud til at gøre det samme. Jeg kigger langsomt op, for at fortælle hende hun er den største inspiration, jeg har mødt i mit tretten-årige liv. Hun smiler skævt til mig og siger, at hun ikke forstår hvad jeg mener.
   Hun er mig for evigt beundringsværdig - Jeg håber hun forstår det en dag.