Lærke rører sin skål af æggehvider indtil hendes omelet er farligt tæt på at blive en meringue. Stående foran komfuret med en stor klump i halsen stirrer hun på køkkenuret, mens de skiftende tal giver hende små chok, som om de er pistol skud der går af uden varsel. Hun har ventet for længe. Hun burde ikke være hernede og lave morgenmad. Hun burde være ovenpå og vække sin mand.
De har ikke engang begyndt deres dag og hun gør allerede alt forkert.
Tallene skifter igen og Lærke hører sin mand komme ned ad trappen. Hendes hjerte hopper et slag over, men hun bliver ved med at røre i skålen, endnu ikke klar til at vende sig og se ham.
Anders løber en hånd igennem sit rodede morgen hår og kontrollerer det samme ur Lærke har våget over de sidste par timer. Han sukker og finder sin vej til køkkenbordet på ukarakteristisk ustabile ben.
"Okay, enten har du ladet mig sove længe, eller også taler du stadig ikke til mig," mumler han og sætter sig ved bordet hvor han hviler hovedet på sine arme. Han observerer Lærke hoppe imellem gryder og pander på komfuret hvor hun er ved at tilberede hvad der ligner et kolossalt måltid, og han stønner.
"Forventer du gæster til morgenmad? For jeg ikke rigtig i humør til at have besøgende denne morgen."
"Nej," siger Lærke og forbander den måde hendes stemme ryster på.
Hun finder to tallerkener, fylder dem højt med æg, bacon, vafler og toast...alt det hun ved Anders kan lide. Hun tager en dyb indånding, tæller til tre og forbereder sig selv. I en flydende bevægelse, som at rippe en syning op, vender hun sig mod sin mand der sidder ved køkkenbordet - og gisper. Anders sidder ret op og kigger sig omkring, prøver at finde ud af hvad der forårsagede hendes reaktion, hvilken fejl har fornærmet Lærkes øje? Har han efterladt sine snavsede støvler på det persiske tæppe ved et uheld? Han sørgede for at stampe dem rene udenfor og efterlod dem i garagen - det er han sikker på han gjorde. Er det ham, der ligner en zombie med blodskudte øjne og nyligt trimmet, men rodet hår?
Anders kunne sværge, at Lærke har tårer i øjnene, da hun går over til bordet og sætter tallerkenerne med mad ned foran ham. Han kigger på hende med bekymring; betragter hendes utrolige måltid med mistanke.
"Så...du er ikke stadig sur på mig for at tage en sidste tur til Afghanistan?"
"Nej, det er jeg ikke." Snøfter Lærke.
"Men...hvad med dit nye album?" Anders læner hovedet sidelæns for at se ind i Lærkes stormfulde øjne. "Og alt det du sagde i aftes om...?"
"Jeg er ligeglad med det! Med det hele!" Lærke skynder sig rundt om bordet og kaster sig i sin mands arme. Anders skubber sin stol tilbage for at gøre plads for hende, så Lærke ender i hans skød og kan vikle hele sin krop omkring ham. Og Lærke holder Anders tættere end han nogensinde husker at hun har holdt ham.
Hun krammer ham som om hun er bange for at lade ham gå.
"Bare glem det? Vil du ikke nok? Undskyld. Jeg er så ked af det jeg sagde, for alle de skænderier vi nogensinde har haft. For alle de gange jeg ikke kunne indrømme at jeg tog fejl. Please... "
"Lærke? Skat, hvad er der galt?" Anders forsøger at trække hendes blik op for at møde hans, men Lærke begraver sit ansigt i hans hals og trækker vejret dybt. "Lærke...du skælver, skat."
Lærke vover et kig fra hvor hun har skjult ansigtet og finder hasselnødde-øjne, der ser tilbage på hende, helt vågne og fyldt med bekymring.
"Jeg...jeg bare...jeg er bange, Anders. Bange for at du vil rejse til et helt fremmed land og aldrig komme tilbage."
Anders' bekymrede udtryk smelter om til et afslappet og lidt kæphøjt grin. "Åh skat. Vi har været igennem dette. Jeg er uovervindelig, husker du nok?"
"Ja." Lærke snøfter igen og nikker sørgmodigt. "Ja...du er uovervindelig."
Anders kører en hånd ned af Lærkes rygsøjle og holder hende imod sig indtil hun holder op med at ryste.
"Hvad med at vi går ud og dyrker noget shopping terapi? Hmm? Gucci, Chanel, Prada, hvad end du har lyst til. Lad os se hvor tæt på kredit grænsen vi kan få det nye guldkort. Hvad siger du?"
Lærkes hoved flyver op for at se på uret. Det er næsten middagstid. Det er så sent allerede.
"Nej tak," svarer hun. "Nej, ikke i dag. Lad os blive hjemme." Hun vender tilbage til Anders' overraskede ansigt og presser forsigtige læber mod sin mands hud. Hun føler en gammel og velkendt gnist tænde i munden, hvilket får hende til at ryste hårdere, lige da hun endelig var stoppet. Hun kysser en sti på tværs af Anders' kind og starter et spor af progressivt mere krævende kys mod sin mands mund. "Lad os gå tilbage i seng og ikke stå op igen, før Statsministeren selv trækker dig ud."
Anders' øjne ruller tilbage og han stønner af den dobbelte insinuation.
"Det lyder som en fantastisk ide." Han løfter Lærke af sit skød, mens hun fortsætter med at kysse ham og bærer sin kone ovenpå for at starte deres sidste perfekte dag sammen før han tager afsted med sin enhed.
* * *
Lærke vågner op alene.
Værelset hun er i, kedeligt og gråt, afslører sig selv under det svage, blålige lys. Centret har arbejdet hårdt for at få detaljerne rigtige, men små ting er forkerte hvis hun virkelig tager sig tid til at lægge mærke til dem. Den lyseblå maling på væggene er ikke den præcise nuance af himmelblå, som Anders havde valgt for dem, da de først flyttede ind i deres lille hus i København. Knick-knacks på hylderne er kun billige efterligninger af de små soldat figurer i porcelæn, som hun og Anders var begyndt at samle på, allerede fra deres anden date...de samme figurer Lærke smadrede til ukendelighed med sine bare næver, den dag hun fik beskeden.
Hun klatrer langsomt ud af sengen og kæmper sig igennem tågen af depression, mens hun begynder at klæde sig på og skubber ideen om, at alt dette og alt det hun gik igennem for at få det, ikke gør det lettere end det var før.
Hun tager sin tid med at fikse sit ansigt og hår, selv om hun ikke kunne være mere ligeglad på dette tidspunkt. Det er ligegyldigt om hun ser perfekt ud. Det er ikke derfor, at hun udskyder at forlade stedet. Hun ønsker bare ikke at forlade sin skærsild endnu og vende tilbage til en virkelighed, der vil virke som helvede på jord.
Da hun er tilfreds med den maske hun har skabt går hun nedenunder til køkkenet, ned ad den samme trappe, som hendes mand gik på i går morges, for blot 24 timer siden. Hendes publicist og bedste veninde, Michelle, møder hende der. Hun tager et kritisk kig på Lærke, fikser tavst nogle knapper på hendes skjorte, der er fastgjort forkert og retter hendes bælte om livet, der sidder en smule skævt. Lærkes blanke øjne forbliver limet på efterligningen af hårdt træ gulv, så tæt på stilen af deres virkelige gulv, som hun og hendes mand havde elsket på mange gange.
Men ikke dette. Dette er sanitært og lidt for blankt.
Det er ikke virkeligt, ligesom hende nu og det liv hun leder, er det en facade.
"Er du klar?" Spørger Michelle og forsøger at gennemskue sin venindes sindstilstand.
Lærke åbner munden for at svare, men da hun knap har energien til at håndtere sit liv lige nu, og hun ved, at det værste stadig er i vente, kan hun kun nikke som svar.
"Okay," siger Michelle og smiler for hendes skyld, men hun føler det ikke. Dette kolde, upersonlige hus og hendes ulykkelige veninde dræner hver tomme af glæde fra hendes krop. "Lad os gå. Gribbene venter."
De går igennem stuen af replikahuset og ud af hoveddøren til et stort laboratorium på to niveauer. En menighed af læger klædt i alt for hvide kitler til at blive taget seriøst, siver ud af gangene, deres udtryk en blanding af omhyggeligt skjult iver og praktiseret medfølelse. Og Michelle, der forventede deres tilstedeværelse, kaster sig lige ud i det uden tøven.
"Fru Bisgård har intet at sige til jer på dette tidspunkt, mine damer og herrer," hun leder dem godt væk. "Jeg er sikker på, at hun vil være villig til at møde jer om en uge for at besvare alle jeres spørgsmål."
"Jeg undskylder..." siger kittel-lederen, "...men det er afgørende for vores forskning, at hun..."
Lægens insisteren stopper brat ved Michelles iskolde blik. Hun er måske en lille lav spirrevip, men hun er hård. Et enkelt flash fra hendes brændende grønne øjne har bragt langt vigtigere og skræmmende mennesker end denne laboratorie rotte til deres knæ.
"S-elvfølgelig..." Stammer lægen. "Når Fru Bisgård er klar. Vi venter."
Lægerne deler sig som Det Røde Hav for at lade dem komme forbi og Michelle trækker vejret dybt. Men de var kun opvarmningen. Selve showet, der har samlet sig udenfor den sidste uge, vil være mere skræmmende og ikke nær så let at holde tilbage.
Michelle holder Lærkes albue, mens hun fører hende gennem en labyrint af stærkt oplyste gange, indtil de endelig når frem til lobbyen. Lærke, som var gået på autopilot, tilfreds med at lade Michelle lede mens hun fulgte, stopper ved glasdørene med hænderne klar på håndtaget. Hun får kvalme af følelsen af sollys på sit ansigt og lyden af stemmerne udenfor, der allerede råber af hende før hun er kommet ud. Hun synker hårdt og bekæmper trangen til at kaste op.
"Først når du er klar," hvisker Michelle. "Bare...tag din tid."
Lærke lukker sine øjne og låser sig fast i et minde fra i går aftes, da hun kiggede ind i Anders' øjne; så sin mand smile, kyssede hans læber og hørte ham sige: "Jeg elsker dig" og tager endelig en stabil vejrtrækning. Hun læner sig mod glasset og åbner døren et sekund før hun åbner øjnene igen.
Hun går ud og bliver mødt af den største menneskemængde hun nogensinde har set i sit liv, selv efter sin overvældende succes i musikbranchen. Journalisterne løber imod hende, mikrofoner klar til at fange hvert ord Lærke har at sige. Sikkerhedsvagter fra centret sammen med Lærkes egne livvagter holder deres arme udstrakte for at holde journalisterne i skak, men det forhindrer dem ikke i at fyre spørgsmål efter spørgsmål af, som de næppe giver Lærke tid til at besvare. Bortset fra journalisterne står der også en flok demonstranter med skilte rettet imod hende og kameraerne.
"Her er vi nu med sangstjernen Lærke, mens hun forlader Second Chance Regenererings Centret," hører hun en journalist fra CNN bræge. "Som offentligheden ved, blev Lærkes mand, Sergent Anders Bisgård dræbt af oprørere i udlandet for over fem år siden. Lærke er den første klient, der faktisk har fået mulighed for..."
Lærke blokerer for journalistens stemme, men en anden stemme tager dens sted.
"...Sergent Bisgårds DNA blev fundet i murbrokkerne efter eksplosionen for at tillade Lærke en sidste dag med en fuldstændig regenereret version af sin mand. Var mere DNA blevet fundet...kunne dage, uger, måske endda måneder have været muligt ..."
Lærke hører Michelle tilfredsstille journalisterne med indøvede bemærkninger, mens hun ledsager hende igennem mængden. Hun går følelsesløst over til sin lille SUV; ignorerer mikrofonerne, kameraerne og hænderne der rækker ud til hende - nogle jubler deres støtte, men lige så mange råber i afsky.
"Dette er unaturligt!" Skriger ansigtsløse mennesker. "Ugudeligt! Umenneskeligt! Lad de døde hvile i fred!" De efterfølger deres kommentarer med bibelvers, som om de vil betyde noget for hende, som om et enkelt ord fra en bog, som mange mennesker har brugt imod hende på det sidste, vil ændre hendes holdning.
Mere ondskabsfulde og voldelige ting bliver kastet hendes vej. Men Lærke har modtaget dødstrusler lige siden hun startede denne proces, så hun registrerer dem ikke. Lad bare en religiøs psykopat følge hende ind i en mørk gyde og skyde hende i hovedet.
Hvad har hun at miste nu alligevel?
Hun når sit køretøj, hendes chauffør venter indtil sidste øjeblik, inden han åbner døren. Michelle forlader hendes side og giver en journalist en åbning. Den unge nybegynder maser sig vej igennem mængden før Lærke kan glide ind i bilens sikkerhed og stiller et enkelt spørgsmål.
"Var det det værd, Fru Bisgård?"
Stemmen flyder igennem folkemængden og rammer hende som en hammer.
Hun vender sig mod den unge mand, hendes ansigt udtryksløst.
"Undskyld, hvad sagde du?" Spørger hun stille.
Journalisten, i chok over faktisk at blive anerkendt, tager sig hurtigt sammen, før han kan miste nerven og stiller sit spørgsmål igen.
"Du har betalt 3,5 millioner for at få en sidste dag med din afdøde mand," fortæller manden, håber at være sikker fra Lærkes kolde blå blik, "...en beslutning, der i vid udstrækning anses for uberettiget af ikke kun respekterede medlemmer af det videnskabelige samfund, men selvfølgelig de religiøse. Det er en beslutning, der også kan koste dig din karriere. Var det det værd?"
Alle omkring dem er tavse - journalisterne, livvagterne, Michelle. Selv demonstranterne, der holder deres hadefulde skilte over hovedet, bliver stille efter det spørgsmål for at høre hvad hun har at sige.
Lærke slipper det åndedræt hun holder ud - og på trods af sig selv, på trods af smerten, på trods af den ulidelige tanke at hun skal leve resten af sit liv alene, smiler hun.
"Det var hver en øre værd."
THE END