Udenfor hendes vindue henlå hele verden i en kedelig grå farve. Himlen var grå, med enkelte bløde skyer, spredt ud over det stålgrå tæppe, mens enorme dråber regn trommede mod rygeskurets billige bliktag. Alt i alt opsummerede hele scenariet hendes sindstilstand. Det var efterhånden normen for hende, at hvor end hun befandt sig, var der en trykkende gråtone der fulgte hende, og farvelagde hendes hverdag. De trykkende gråtoner, var også nu grunden til, at hun bare lå fladt udstrakt på sengen i sit tildelte værelse. Denne gang var følelsen af magtesløshed og tristhed kommet snigende, og før hun vidste af det havde hun fundet sig selv grædende på pigernes toilet. Når det skete, havde hun efterhånden opdaget, at det bedste var at trække sig indtil der kom en lille smule farve tilbage i hendes hverdag.
   Problemet var bare, at det sjældent fik en chance for at ske på Holmens Privatskole. Hun havde gået her siden hun var 7 år gammel. Det var hendes forældre der mente, at det var det perfekte sted for hende. Her kunne hun få muligheden for at udvikle sig til lige præcis det unge menneske som de syntes hun skulle være. Det var desværre ikke det unge menneske som hun selv ville være. Hun kunne ikke genkende sig selv når hun, om morgenen inden morgensang, så sig selv i spejlet. Det viltre hår var forsøgt redt stramt tilbage og samlet i den obligatoriske knold på toppen af hovedet, mens hendes firkantede ansigt hang i en permanent trist mine. Hun var ikke smuk, men hendes forældre havde altid sagt, at hun på et tidspunkt ville blomstre. Indtil videre følte hun mere, at hun visnede.
   Mens hun lå på sengen, blikket rettet mod et ubestemt punkt i den bølgende sengehimmel, hørte hun lyden af fodtrin ude på gangen. Med besvær fik hun sig rejst op i en siddende stilling. Ifølge hendes armbåndsur, var klokken slået et. Første time inde i det man kaldte eftermiddag, og første time inde i endnu en ligegyldig skoledag. De havde timer om eftermiddagen og brugte morgnerne på, at læse de dertil givne lektier. Som sædvanlig havde hun glemt alt om de 50 siders ligegyldigheder. Hvem behøvede også at vide hvad Christian d. 4 fik, at spise en dag i maj?
   Mens hun sad og grublede over, hvad han egentlig fik at spise, blev døren flået op med en sådan kraft, at hængslerne skreg af smerte. Ude fra gangen lød den ivrige ophidsede snak der altid løb gennem de snørklede gange. Emma opfattede intet af det, men hendes værelseskammerat havde et ansigtsudtryk der fortalte hende, at hun var gået glip af noget.
   Julie Navratilova var Emmas diametrale modsætning. På alle leder og kanter. Der var intet de to havde til fælles. Mens Emma var kraftigt bygget med et firkantet ansigt og et hår der fik selv en skaldet til, at glædes over sin isse, så var Julie smuk. Den spinkle pige med rødder i Rusland var platinblond, havde de smukkeste isblå øjne der sad nydeligt i et hjerteformet ansigt og en smal mund der glinsede i skæret fra værelseslampen. Hendes ben var lange og Emma havde flere gange uden held forsøgt, at finde dén ene uregelmæssighed i den porcelænshvide hud, men som sædvanlig var det forgæves. Julie var perfekt.
   'Vi ses Mie, og glem nu ikke, at vi skal have biologi sammen!' Julies stemme var fløjlsblød, med små nuanceringer i form af de karakteristiske stød fra det russiske sprog der stadig hang ved. Det var en af de stemmer der får en til at føle, at man befinder sig på en sky af candyfloss. Fra sin plads på sengekanten kunne Emma ane et smil i den måde hvorpå det rykkede i Julies hår.
   Hun lukkede døren i, mens hun med iver vinkede ud i gangen. Så snart den var lukket, vente hun sig om mod Emma. Hendes ansigt var fortrukket i en opgivende grimasse.
   'Hvis jeg skal høre så meget som en linje mere om hendes forhold til Shakespeare...' med to fingre begyndte hun at massere næseryggen, mens hun rystede træt på hovedet. Den stramme hestehale gyngede i takt, og Emma mærkede et pust fra hendes parfume i det døren var blevet lukket i.
   "I virker da til at have haft det hyggeligt." Sagde Emma, men Julie var allerede videre. Med en beslutsom mine var hun skridtet tværs over værelsesgulvet. Med en hvinende lyd fra metal mod træ, havde hun hevet skrivebordsstolen ud. Dette var en af hendes mange finurligheder, og noget Emma havde observeret fra den dag de startede. Julie var den type person, som skrev alt ned. Alt hvad hun oplevede i livet, blev skrevet ned i den lille nussede røde bog som hun havde haft så lang tid Emma kunne huske. Med et suk, hev Julie bogen frem fra den øverste skuffe i kommoden der stod ved siden af skrivebordet. Hun slog op på den side hun var kommet til og gav sig til, at skrive.
   "For resten Emma, så er Daria blevet sendt hjem." sagde Julie med lettere fraværende stemme, mens hendes lyserøde kuglepen kørte i rasende fart over de krøllede sider. "Hun blev taget med tungen halvvejs nede i halsen på Jakob, for nogle timer siden." Emma sad stadig på kanten af sengen, men ved Julies besked rejste hun sig.
   "Men vi skulle jo lave opgaven sammen!" Hun følte sig frustreret. Daria var ganske vist et gudsbenådet talent, når det kom til biologi, men oveni det var hun benådet med et talent for at forføre de omvandrende hormonbeholdere, som folk kaldte drenge.