Minderne dansede som flammer i hendes sind når bilernes lygter susede forbi. "Verden er et mareridt i pastel!" Hun lo. Chaufførens blik brændte i bakspejlet og hun undgik at kigge ham direkte i øjnene. "Han er sikkert en særling." Hviskede hun "Hans øjne er sikkert røde. Han gemmer alfer i sit bagagerum og spiser dem til frokost!" Hun lo igen, men denne gang lettere nervøst. Et øjeblik stivnede hendes smil og hun lod tankerne flyve ud over landskabet der nu strakte sig for hendes blik. "Vi er i Sverige." Hviskede hun forundret. Hurtigt satte hun sig på knæ på sædet og pressede sine hænder mod bilruden. "Vi er i Sverige!" Råbte hun til chaufføren. "Vi skal ud og danse med elverne!" Hun smilede lyksaligt og svajede frem og tilbage som om hendes fødder allerede fløj hen over den mos dækkede jord. Hun hev skoene af sine fødder og kravlede om på forsædet. "Skal du ikke danse?" spurgte hun chaufføren, men da der intet svar kom lo hun blot og kiggede ud af vinduet igen. "Jeg havde helt glemt at du var en metalmand!" Hun lo og lo og kunne slet ikke stoppe. Hun løsrev sig fra ruden og stadigt klukkende kravlede hun tilbage på bagsædet hvor hun lyksaligt satte sig i skrædderstilling. "Lad os løbe ud på markerne og finde månebørn! Ja! Månebørn og jordfolk!" Hun gav sig til at synge en gammel vise og svingede armene rundt om sine knæ. Pludselig var hun faldet i søvn.
Hun løb. Løb uden at vide hvorhen. Overalt var der øjne. Røde øjne. De holdt øje med hende.
Hun vågnede op med et sæt. Hendes krop var fyldt med uro. Hun kunne mærke at bilen stadig var i bevægelse og lysende fra instrumentbrættet beroligede hende en smule, men alligevel sad følelsen af panik stadig fast i hende. "Jeg er en engel.." hviskede hun, "Jeg er en engel.. JEG ER EN ENGEL!" Hun bankede næverne mod ruden "Luk mig ud! Luk mig nu ud!" Tårerne sprang frem i hendes øjne og dryppede ned af bilens rude som hun stod lænet op af. "Du bliver nødt til at lukke mig ud! Jeg kan ikke flyve herinde!" Hun trak vejret dybt og gled fortabt ned på sædet. "Mine vinger kan ikke være her." Hviskede hun. Hun vidste at alt var fortabt. Pludselig sagtnede bilen farten og så snart den stoppede kastede hun sig over døren. "Jeg er fri!" Råbte hun og løb barfodet ud i natten.