Han mener egentlig ikke noget med det, når han følger efter hende i mørket. Han kan bare godt lide ikke at blive set, og hvis man ikke skal ses, hvis det skal kunne mærkes, skal man på en måde være på kanten af opdagelse. Det er alt. Hun kunne være en hvilken som helst person, ja, hun kunne være skyggen af en anden. Det er ligegyldigt for ham.
Det der betyder noget er den snigende fornemmelse af tilstedeværelse. Måden hun mærker ham på, selvom hun helst vil tro, han ikke findes - når hun stopper ved gadehjørnet og kigger direkte på ham, ser ham, mens ubehaget får hendes skuldre til at spændes.
I det øjeblik ved han, han er usynlig.
*
De bygger et nyt højhus ved siden af hans boligblok og larmen går direkte ned i rygraden på ham, så han sover dårligt om natten og kaster op i dagtimerne. Han ligger på sin slidte sofa og kigger op i loftet, mens han venter på at sygdommen fortager sig, men larmen fortsætter ovre på den anden side, og han tømmes mere og mere. Til sidst er han mest af alt et slags omslag af sig selv; ligesom en af de gennemsigtige plastiklommer, en anden plejede at tage med sig oppe fra kontoret. Kvalmen holder ikke op.
Når han ikke længere kan ligge ned - enten fordi stanken af opkast bliver for persisterende eller fordi kroppen begynder at føles som krop - går han rundt i en fastlagt rute fra vindueskarmen til stuebordet til vitrineskabet til spejlet til fjernsynet til vindueskarmen til sofaen til bordet til vasen til vitrineskabet til døren og vindueskarmen.
Han stopper kortvarigt op og trækker vejret. Hele lejligheden lugter at råd.
*
Hun arbejder i køkkenet på en lille sushi restaurant. I baggården ligger fiskeaffaldet klar til afhentning, og han har engang åbnet en af sækkene og smidt indholdet ud over gårdspladsen. Mågerne flokkedes om resterne mange timer efter, indtil en ansat dukkede op i døråbningen i andet ærinde og begyndte at råbe.
Han hader larm. Derfor sørger han for ikke at blive set.
Inde blandt skyggerne ser han hende forlade køkkenet omkring klokken 23 hver nat. I vintertiden har hun en lidt for tynd, gul jakke på, som får hende til at ligne et kommunikationssignal - noget der skriger afvent, stop måske, vær opmærksom - og han gør sit bedste for at leve op til implikationerne. Når hun stopper, stopper han. Når hun drejer sig, drejer han med.
Det er kun der på hjørnet, når hun er næsten hjemme, at deres øjne mødes mellem blinkende trafiklys og frosne billygter.
*
Der hænger et maleri i gangen hjemme hos ham, og han har tænkt på at tage det ned. Det forestiller en mand med kort, lyst hår og store, blå øjne. Manden er malet så han ser misfornøjet ud fra den ene vinkel og sært tilfredsstillet fra den anden - hvis man ser ham forfra er det mere ubestemmeligt. Når man går forbi ham, føles det som om hans øjne forfølger én, som om han kan se lige ind i kernen af kød og blod og knogler. Det er ikke rart. Han har tænkt på at tage ham ned.
Som så meget andet bliver det mest ved det.
I begyndelsen hang han et stykke tøj hen over maleriet; nogle gange en uvasket sweatshirt, nogle gange en undertrøje. Det var mest for at dække øjnene. Nu går han bare hurtigt forbi, når han endelig skal. Det er nemmere end at skulle indenfor reel berøringsafstand.
Det er kun, når larmen bliver rigtig slem og spyttet står ham om læberne, at han ligger sig under maleriet og flår i det afpillede gulvtæppe, indtil hans negle knækker.
*
Hvis han skal være ærlig, har han ikke den fjerneste ide om, hvilken af de mange hundrede lejligheder i området hun faktisk bor i. Han har set hende forsvinde i nærheden af opgang femogtyve, men det betyder jo ikke noget. Hun ved, han følger efter hende. Måske forsøger hun at vildlede ham.
I hvert fald ved han ikke, hvor hun bor, og han har ingen planer om at blive klogere. I stedet mister han hende velvilligt af syne, når de har passeret krydset. Han vender sig væk og forsvinder i menneskemængden, lader hende blive til ingen, og følelsen er på én gang en enorm tilfredsstillelse og en pinsel.
Usynlig, tænker han. Jeg er usynlig og konstant til stede på samme tid. Således bliver han høj fra dag til dag, indtil han åbner døren til sin lejlighed og stirrer direkte ned i afgrunden på ny.
*
Kaktussen i soveværelset er ikke hans. Den er død. Han har forsøgt at passe på den, men det har aldrig været hans store passion, det med det grønne. I starten læste han artikler på google om det, det havde føltes vigtigt. Men så var det han blev syg. Det er svært at vande blomster med opkast løbende ned ad tøjet, det virker forkert. Absurd. Den har fået lov at stå og brænde op i solen, indtil den ikke længere havde nogen chance for at klare sig igennem. Herefter blev den mere og mere tør, indsunken og skelet-agtig. De små røde blomster på spidserne ligger rundt omkring i vindueskarmen som afbleget konfetti.
Det var jo ikke hans kaktus.
Alligevel går det ham lidt på, når han kommer til at kigge på den. Derfor går han helst ikke ind i soveværelset mere, det er nemmere bare at ligge på sofaen. Han undgår desuden at brække sig ud over gulvet derinde; det er stadig ret nyt.
I køkkenet træder han over det, der ligger på gulvet, mens han undskylder for blomsterne uden at vide, hvem han taler til.
*
En sen eftermiddag da han nærmer sig restaurantens baggård, står der en mand i vagtuniform og venter på ham. Han er lige ved at vende om, men tænker at det næppe nytter, det er kontraintuitivt at drive væk, når alt i én siger kom imod. Manden er høj og bredskuldret og hans ansigtsudtryk er letaflæseligt. Du må ikke være her, siger han og stiller sig i vejen. I et langt øjeblik står de bare og kigger på hinanden, ham og ham, indtil døren smækker omme i baggården.
Gå din vej, bliver der sagt.
Så han går, selvfølgelig gør han det, han usynliggøres. Det er sådan, det er. Når han er tilpas langt væk, glider han ind i en anden baggård og sætter sig på en bænk. Han ryger en pakke smøger og lader stanken af tobak sætte sig på tøjet, i håret, i ansigtet.
Da han meget, meget senere ser hende passere ude på fortovet, rejser han sig og følger med.
*
Det lugter slemt ude i køkkenet.
Han lufter ikke ud, måske er det derfor. Hvis man åbner vinduet, trænger larmen fra byggepladsen endnu stærkere igennem, de små rum runger og ryster, han kan ikke, han kan ganske simpelt ikke. Overfladerne derude er støvede og fedtpletterne er tørret ind til brune, rustfarvede plamager. Han spiser asparges på glas, dåsebønner og færdigretter som han egentlig burde varme først. Det er lige meget. Han kaster det hele op bagefter alligevel.
Nogle gange sætter han sig også på gulvet. Strækker benene ud og læner hovedet tilbage, indtil han kan tælle revnerne i stukken. Lugten er stærk hernede, den trænger ind overalt, og selvom han går i bad, vasker han sig egentlig bare i den, han sluger den og indånder den. Derfor er det nemmere at lade være.
Den er overalt. Stanken. Han rækker hånden ud og klamrer sig til det, der er til overs.
*
Hun har en kæreste, som en dag passer ham op i en gyde og brækker hans næse. Det er et øjeblik, hvor han afgjort føler sig set - alt for set - og mens han halter hjem hjem til sin lejlighed med blodet dryppende ned ad tøjet, tænker han på hvor ondt det gør. Han er tre-dimensionel, kød og blod, han fylder sit tøj delvist ud og stinker langt væk.
Han lukker sig ind med rystende hænder og glider ned på gulvet med ryggen mod døren, mens maleriet i gangen holder øje med ham. Det stinker i lejligheden, det lugter ubeskriveligt, og et øjeblik kan han næsten glemme, at han bløder.
Med en kraftanstrengelse rejser han sig op og humper over til maleriet. Han hiver det ned ad væggen. Sparker til det. De blå øjne ser op på ham, ser rundt om ham, ser ind i ham, og det er utåleligt, for helvede, det er fuldstændigt - fuldkomment - utåleligt. Han smadrer billedet, bløder ud over det og til sidst tager han det med ud i køkkenet, hvor han sætter det på gulvet.
Der bliver stille.
Han lader blodet løbe frit.
*
Det banker på lejlighedens dør. Et øjeblik tror han, det er byggepladsen, som er fulgt med ham ind ude fra gaden, men nej, det banker, det banker. Luk op. Kom imod. Han træder uden om maleriet og det der ellers fylder på køkkengulvet og tørrer sig om næsen. Han har blod på hagen og læberne stadigvæk, det er tørret ind og lugter nu gammelt. Lag på lag, er det. Blod. Han åbner døren.
Udenfor står en kvinde, han ikke kender.
Hun tager en dyb indånding og rynker så forfærdeligt på næsen. Hold da kæft, siger hun bare og kigger ind i lejligheden over skulderen på ham. Han kan ikke aflæse hendes ansigt. Et øjeblik føler han sig mere set end nogensinde, mens hun står der og stirrer ind i rummet bag ham, det isner ned ad ryggen og får alt i ham til at trække sig sammen. Da han forsøger at lukke døren i hovedet på hende, lukke hende ude, forsvinde, da træder hun tættere på og kiler foden ind mellem dør og dørtærskel.
Lad mig komme ind, siger hun. Jeg er ked af det, siger hun også, og han ved ikke, hvad man siger til den slags, han ved ikke engang, hvem hun er. Hun har en gul jakke på, som minder ham om noget, han har set et andet sted.
*
Han er holdt op med at følge efter hende.
Nu sidder han foldet ind om sig selv med armene om knæene og gør sig mindre. Han føler sig kvalm, syg, han føler sig tom og tømt og gennemsigtig.
Der er et par store, blå øjne der stirrer på ham. Denne direkte opmærksomhed, denne totale belysning gør ham dårligt tilpas, men de har låst døren for ham, og han er helt alene med stanken.
Måske er det bare sådan, det er.
Kom tilbage, tænker han.
Det larmer ikke længere udenfor.