Jeg stod på bussen, som andre passagerer stiger på en bus, et skridt frem, et mere. Jeg havde en billet og et mål, og jeg viste billetten til buschaufføren, fandt et sæde bag en ældre, mørk kvinde. Hun larmede med en pose tørre flæsk. Selv tyggede jeg på mint-tyggegummi.
   Og på en plan.
   Jeg fjernede en snavset plet fra ruden med mit ærme.
   Her har vi en mand, der går op i renhed. Der renser sine omgivelser, hvis man kan sige det sådan, og sidder stille i en bus. Han hører ikke musik. Plaprer ikke løs, om mobilmodeller og børnepasning og Weber-grill.
   Jeg var en hinde af tavshed.
   Der duftede af karrypølse i underetagen af dobbeltdækkeren. Den var pink, bussen, og kunne egne sig godt til at køre rundt med en hel Gay-Pride-optøjer.
   Det var ikke andet end en ganske almindelig fredag, i en ganske almindelig rutebus.
   Jeg havde mit pas med, for en sikkerhedsskyld, hvis bussen rent faktisk skulle nå sin destination i Sverige. Jeg havde taget en ekstra skjorte, hvis jeg ved et hændeligt uheld skulle spilde mad på den anden. Måske den Snickers der lå i det forreste rum på min rygsæk. En fersken.
   Blod.
   Vi fik at vide den forventede ankomst. Bussen skulle ankomme klokken 16.45 i Gøteborg, og der forventedes ingen forsinkelse i dag, sagde buschaufføren også.
   Jeg smilede.
   Jeres ven lyttede åbenlyst alvorligt efter, mens der blev talt gennem den overstyrede mikrofon. I kan godt lide det, en ven der tager ting seriøs. Hver en detalje er et muligt lavineskred. I er vandt til det, i busser eller på restauranter, mennesker der er alt for letsindige og lever deres osteklokkeliv, uden at ænse deres omgivelser. I ved det, at folk tager let på mange ting, men ham her, mig, jeres unavngivne ven, lader selv korte rejsebeskeder fra en ukendt buschauffør få et alvorligt islæt.
   Bussen blev tændt, og der var en let klirrende lyd fra ruderne.
   Jeg forsøgte at opfange alle ordene fra buschaufføren, men det blev vanskeliggjort af en let støj fra flæskeposen på sædet foran. Jeg blev næsten dyrisk irriteret over lyden fra chipsposen, for støj var unødvendigt. Men allermest blev jeg irriteret på kvinden, tyk som hun var, måske ligefrem fed.
   Flæskepigen.
   Man bliver, hvad man spiser, tænkte jeg, og forestillede mig en død gris på sædet.
   Der var gratis Wi-Fi i bussen, fortalte chaufføren.
   Men jeg ville hellere drømme end at gå på internettet, så jeg lukkede øjnene. Jeg kiggede ikke meget ud af vinduet, men jeg kendte også byen, hvor vi kørte fra utroligt godt. Jeg havde boet der hele sit liv. En Lonely Wolf.

Jeg har tænkt på det, at også jeg har været et barn. Fået tildelt en vugge. Eller en lille seng med tremmer, hvor jeg lå på ryggen og stirrede op i loftet. Græd og sked i ble. Hverdag.
   Alle børn har ligget meget på ryggen, som spæd, savlende og vrælende, stirrende op på en rangle eller en snor foran næsetippen. En snor som man kunne trække i, og som derved spillede en godnatsang. Jeg har set det for mig, den lille størrelse, jeres ven, mig, med spædbarnets gråd og spædbarnets spinkle latter. Et sted i området. Jeg har lavet en panorering, fra barnet i vuggen til mors blik. Ét er sikkert, en mor har født mig, og hun har haft øjne, der kunne se mig.
   Hvor blev det blik af, mens jeg lå i vuggen?

Jeg stirrede over på et ægtepar ved siden af mig, på den anden side af midtergangen. Hun hældte sit hoved ind mod sin mand, og han var bred. Han ville beskytte hende mod alt.
   Troede de.
   Det støvregnede udenfor vinduet, mens bussen kørte. Jeg blundede et øjeblik, og tænkte sporadisk, nostalgisk, på mor. På blikket.
   Kvinden bagved forstyrrede mig med sit flæsk og sin pose. Den mørke kvinde kvasede posen mellem sine hænder, og jeg blev trukket ind i den vågne tilstand igen. Jeg var farlig, sådan vågen, sådan uden drømme. I en virkelighed der har tabt mig på gulvet én gang for meget.
   "Undskyld, tykke," sagde jeg.
   "Hvad," sagde hun.
   Med et flæskestykke i sin mund.
   Vi genkender den, lyden af tænder der braser gennem tør flæsk. Vi ved, at den kan være høj og irriterende.
   "Vil du larme mindre," sagde jeg.
   Hun bed tænderne sammen. Helt stille.
   Jeg tænkte på blikket igen.
   På en fladskærm oppe over forreste rude på overetagen blev der vist en animationsfilm til børn og barnlige sjæle. Jeg så en kat med en korde. En grøn trold. jeg kendte godt filmen, for det var Shrek, og der er dem, der tror på, at verden bliver et bedre sted med animationsfilm.
   Jeg er uenig.
   Jeg kom for sent til Shrek. Det tænker jeg nogle dage på, at jeg kom for sent til alle Pixar-film. Til alle Disneys film. Det hele. Jeg voksede op i dynger af savn og ru håndflader og opdagede slet ikke, at professionelle filmskabere havde siddet i deres idérum, og senere produktionsrum, og udtænkt sympatiske film. Nej, ikke blot sympatiske film, men bundsympatiske film, med en stærk morale og masser af humor, som børn skal tage ind i biografen og se med sine forældre.
   Jeg gik op til buschaufføren.
   Jeg blev nødt til at stoppe den film.
   Jeg kunne ikke udføre min plan, mens Pixar var i fjernsynet. Sådan tænkte jeg. Og jeg kan ikke slippe den tanke, at alt det grønne, at alt det moralske, satte sig som en bom på vejen, og gjorde det umuligt for mig at handle.
   "Skal vi partout se den film," spurgte jeg chaufføren.
   "Børnene vil gerne se den," sagde chaufføren. "Det er til børnene."
   "Hvad med os vokse? Skal vi absolut tvinges til at se den?"
   "Det er desværre ikke muligt at slukke for den. Du er velkommen til at lukke øjnene."
   Jeg var færdig med at lukke øjnene. Den sidste flig af en tvivlsom drøm havde sluppet mig. Kun aske.
   Jeg satte mig tilbage på mit sæde, foran tyksakken, og der var nødder i kvindens Marabou, som hun var gået i gang med at fortære. Jeg kunne høre dem knase mellem hendes tænder, som en tung fod der træder på tørre blade.

Jeg var faldet ud af vuggen. Det måtte jeg være. Et voldsomt sving. Det kan vi vel sagtens forstille os, et voldsomt sving med en vugge, og et spædbarn falder ud. Har I nogensinde set et barn rulle rundt på jorden? Rundt og rundt og rundt. Hvis mors blik havde været der, ville hun have opdaget det, samlet barnet op.
   Før jeg blev bange.
   Det er sådan jeg ser det, at et barn kan blive bange, hvis det ligger på jorden for længe (koldt marmor). Jeg ville selv have samlet det barn op. Hvis jeg kunne samle mig selv op.
   Bære mig selv.

Der blev holdt en pause på en rasteplads. Det var her, at det kunne have gået begge veje. Et toiletbesøg.
   Jeg steg ud. 20 minutters pause. Twenty minutes break. Zwansig minute pause.
   Jeres ven gik ud af bussen.
   Det var stoppet med at regne. Solen bagte på min pande, og jeg smilede op mod himlen. Det er altid rart, indtil det hele vælter.
   Jeg røg en smøg og snakkede med en ældre mand, der skulle med en anden bus. Måske en bil (han var heldig).
   Vi snakkede om priserne på hotdogs.
   Folk snakker næsten altid om priserne på hotdogs eller kaffe på en rasteplads. At det er for dyrt. Han virkede sympatisk i denne samtale, manden. Han bød mig en smøg og fortalte om engang, hvor han havde betalt over 100 kroner for en hotdog, fordi ekspedienten havde tastet for meget ind på kasseapparatet. Men han troede, at det var prisen og betalte beløbet.
   100 kroner for en hotdog!
   Vi havde moret sig sammen. Vi havde moret os. Manden havde leet sammen med en gerningsmand.
   Et dyr.
   Tilsyneladende.

Min kone ringede på det her tidspunkt.
   Jeg tog den ikke.
   Hun skrev til mig.
   Wo ist du?
   Jeg svarede ikke.
   Was ist los?
   Skrev hun.
   Jeg svarede ikke.

Der var en hesteballon med. Den lå i hattehylden og stak ud over hylden, som sov den midt ude i luften. Og den faldt ned nogle gange på ruten. Små, insisterende bump. En semihård opbremsning. En kø på motorvejen. På meget af turen forsøgte en arabisk familie, der var de heldige ejere af hesteballonen, at holde den på plads oppe på hattehylden. Men en stor ballonhest bliver ikke på sin plads. Den havde stjerner over det hele, fra top til tå, og var lyserød. Som bussen var lyserød, på samme måde var den det. Og havde en blå manke. De havde sikkert været i tivoli og vundet den, eller en af børnene havde plaget om den, og endt med at få den af forældrene. Jeg ved det ikke. Alle måtte have set den ballon. Familien skulle nok have ladet den være nede i bagagerummet, men hvis den havde været dernede, havde jeg ikke set den i nyhederne. Så var den ikke blevet en del af min historie.

Buschaufføren trykkede på båthornet, og kaldte passagererne ind igen, fordi han havde en tidsplan, som han skulle følge. Buschaufføren havde et valg.
   Indtil videre.
   Han kunne have slukket for bussen igen og forladt bussen, gået ned på motorvejen, langs nødsporet og bare gået, gået, gået.
   Han lukkede i stedet for dørene: et fængsel, en bus. '
   Vi kørte ud mod motorvejen. Og det var hyggeligt, med Shrek og sol ind ad sideruderne. Nogle sov, og nogle larmede. De fleste så bare lige frem, og havde uden tvivl mest af alt sunde tanker.
   Drømme.
   Jeg havde en kniv i tasken. Jeg ville bruge kniven. Blod.
   Jeg ville rejse sig op, et sted mellem Flensborg og Odense, og gå rundt i bussen og stikke folk ned. Først chaufføren, for det var ham der vidste, hvordan man åbnede en busdør.
   Den skulle ikke åbnes.
   Det er ikke en rar tanke, men den kommer til mig. Pludseligt. Hvordan bussen kørte forbi Aabenraa, og hvordan jeg fandt frem til den rigtige lomme, og dernede mærkede jeg kniven. Et våben. Det var ikke vanskeligt at få en kniv med op i bussen.
   Kniven føltes varm. Det er mest af alt dét, jeg husker, at den føltes varm. Og at jeg ikke længere tænkte på barndomsminder, eller ballonhesten.
   Kun blod.
   Og stik.
   Sådan lyder det ikke. Stik, stik, stik.
   Man kan ikke skrive den lyd ned på papir. Hvordan skal jeg nogensinde forklare jer lyden, når man med sin knivspids når ind på den anden side af et menneskes hud. Derinde hvor alle hemmelighederne snurrer rundt.
   Larmen.

Jeg skiftede skjorte.

To rengøringsfirmaer blev hyret ind til at rense bussen. Den første måtte melde fra, fordi de allerede havde sendt to kvinder på krisecenter. Jeg læste det i avisen. Jeg ved ikke, hvor man starter eller slutter, når man går hen mod sådan en bus. Med spand og sæbe og knofedt.
   Hvordan gør man sådan noget rent?
   En af rengøringspersonalet hed Marlene. I nyhederne fortalte hun om ballonhesten, at den lå presset ind i hattehylden, som havde flere arme på samme tid forsøgt at trykke den på plads. Sådan den ikke ville falde ud på turen.