Lad os tænke på en platform.
Den er forholdsvist stor, næsten kvadratisk og metallisk af udseende. Når stjernerne spejler sig i den, ligner den et tværsnit af universet, og hvis man sætter sig på den, skaber man sit eget lille paradoks. Ret sødt, ikke? Platformen er umiddelbart ikke så tyk, en håndsbredde, måske halvanden, og den svæver frit i rummet, mens noget roterer omkring den (det hele, det hele roterer). Det kan også være, den er i konstant bevægelse. Den hænger ikke i noget, platformen, og på den måde er den ret urealistisk, særligt hvis man tænker på alle de love og regler, vi har skabt for at forklare, hvorfor ting gør som de gør, hvorfor andre ting responderer.
Men lad os nu bare tænke på den, og se hvor vi ender.
*
Det første vi skal prøve at forstå ved platformen er dens vinkling i rummet. Jeg tror, det er vigtigt. Hvis man står på den, for eksempel, vipper hofterne altid lidt til enten den ene eller den anden side, og man har aldrig det totalt horisontale fodfæste, det findes ganske simpelt ikke. På den måde er man lidt på vagt hele tiden - en lille smule bange for at miste balancen. Man vugger hele tiden i takt med en rytme, man ikke selv har valgt.
Det kan lyde angstprovokerende, men nu må vi endelig huske, at platformen står alene derude i universet. En naturlov bliver hellig under disse omstændigheder, den bliver overlevelse og kærlighed og had. Sådan har jeg det med den der vuggende, frygtelige tilstedeværelse. Jeg elsker den på en måde, det er nok derfor, den er vigtig.
*
Hvordan så med pladsen? Kan man strække sig, hvis man ligger på platformen uden at ens tæer stikker ud på den ene side? Måske kommer det an på, om du er født meget lang - personligt kan jeg strække mig alt det jeg vil, platformen stopper altid lige på anden side af min krop. Måske udvider den sig efter mine bevægelser, i så fald er det jo ligegyldigt med de fysiske proportioner.
Ja, dimensionen hen ad - det flade, det lange, det faste - er uendelig fra platformen, og på den måde kan man i virkeligheden mærke sit underlag ud i en helt urimelig potens. Uanset hvordan du vender og drejer dig, følger undergrunden med, og derfor er det så nemt at fryse fast, mens alt omkring platformen flytter sig i takt med universets rotationer.
Udfordringen består i at flytte sig til trods.
*
Hvis man rækker op, er historien en ganske anden. Lige nu taler vi om det, der kan mærkes, den taktile sansning; opad er der stjernestøv og resterne af komethaler, og det er varmt, koldt, tyst omkring fingerspidserne. Nogle gange kan man se det på huden bagefter, resterne af en glitrende rumrejse, men det er nok en dårlig idé at slikke det af. Det smager næppe af sukker.
Man bliver så nemt forgiftet.
Der hænger noget ovenover platformen. Når man rejser sig, strækker fingrene og står på tæer, kan man lige akkurat nå den tynde uro, som vipper og sejler lige indenfor rækkevidde. Det er underligt, kunne man påstå, at der hænger en uro midt i ingenting, i alting, men det er jo i forvejen ret absurd med den der platform, ikke? Lad os strække forestillingsevnen lidt længere, dertil hvor vi kan røre ved de skrøbelige glaselementer. De er iskolde og kanterne er skarpe som barberblade, den slags som man køber i pakker ved isenkræmmeren uden at kigge på ekspedienten.
Vi må forholde os til uroen, tror jeg. Den skriger på opmærksomhed, på omsorg og på ødelæggelse.
*
Liggende fladt på ryggen med blikket (synet) fæstnet opad, med mørket og stjernerne og platformen som selskab, da ser man pludselig sig selv i adskillige rum, på tværs af tid og sted. Det nittende århundrede, verdensudstillingen - Paris, Eiffeltårnet - og tilbage til begyndelsen med hulemaleriet og nogle af menneskets første narrativer - og frem til en tidsalder, hvor jorden er falmet og mennesket flygter mod andre horisonter - og tilbage, frem, tilbage - man ser måske nutiden suse forbi i glimt, men det hele er ét og platformen bærer vægten af det, fordi den er gjort af noget af det stærkeste, der findes.
Alligevel kan man få lyst til at spørge, om den nu kan klare presset. Det er vel naturligt nok - den er så tynd, så sært tilfældig i sit eksistensgrundlag, og i virkeligheden er der ingen der kan svare på, hvorfor den overhovedet findes. Uroen der glitrer, når et lys udefra spejles tilbage i glasset - den ligner noget, der kunne tumle ned hvornår som helst og splintres.
Kan platformen holde?
Kan platformen?
Kan?
*
Så, spørgsmål! Hvad laver platformen derude midt i ingenting, hvorfor skulle nogen have lyst til at stå på den, og hvad sker der, hvis noget (hvis uroen) falder ned og går i stykker på dens overflade? Sluger mørket skårene og lader tomheden blive tilbage?
Eller bliver ødelæggelsen en del af platformens ydre, og dermed en del af dens indre, reflekteret både indad og udad?
Jamen jeg vipper lidt fra fod til fod og bærer uvisheden, mens platformen bærer resten, lidt endnu, så længe som det nu er muligt. Ligesom uendelighed er et vanskeligt spørgsmål, ligesom at alle tænkelige scenarier spiller ud i tomrummet ovenover den, således er platformen temmelig uforklarlig, og angsten er man nødt til at overleve.
De trækker i én, uanset, ideerne om "kunne være", "er", "blev", "var" - og fra platformen ser vi det i x dimensioner, som vi ser en film i to, jeg ser det også, og sådan er udgangspunktet.