Isabella sætter sig på sin parkbænk og med et dybt afslappet suk, bliver hun ét med det forvitrede træ under hende. Hun åbner sin journal, trækker sin blyant frem og begynder at tegne. Okay, så det er ikke hendes bænk som sådan, men det er den hun sidder på hver dag, så det kunne det lige så godt være. Måske vil hun endda gå så langt, som at diktere i sin sidste vilje, at når hun dør, så skal man købe en messing plade til netop denne bænk, hvorpå der står; "Isabella Andersen sad her...meget."
Ikke at hun nogensinde skal kæmpe for denne plads, hvilket altid forekommer hende en anelse mærkværdigt, for det er langt den bedste bænk i parken; opsat ved siden af et gammelt egetræ, hvis grene adskiller sig lige nok til, at de lader strålerne fra eftermiddagssolen kigge igennem, men stadig afskærmer hende fra hovedparten af dens blænding og holder hende behageligt afkølet. Den er også lige foran andedammen, i helt perfekt afstand, så vandet ikke gør jorden fugtig under hendes fødder.
Forskellige vandfugle går med deres familier forbi hende, på jagt efter brødkrummer og andet spiseligt. Hun glemte det gamle brød, som hun gik fra ved sin hoveddør i dag, præcis som hun gjorde igår og dagen før. Det er sandsynligvis muggent nu. Hun vil smide det ud når hun kommer hjem og vente på at et andet brød overskrider sin holdbarhed, men det irriterer hende stadig grænseløst. Hun hader at spilde ting.
Det er virkelig mærkeligt, hvor åndsfraværende hun har været på det sidste, især i en sådan grad at hun ikke engang kan huske at få fat i et brød på vej ud af døren.
Temperaturen er varm taget i betragtning, at det kun er i begyndelsen af foråret, men Isabella byder det velkommen. Hun er ved at blive træt af det kølige vejr. Men solen føles ikke som den plejer. Hun kan ikke helt forklare forskellen og hvem ville hun forklare det til alligevel? Hun snakker ikke med sine gamle venner mere. Ingen ringer. Ingen kommer på besøg. Det generede hende engang, men ikke så meget nu. Hun har opdaget, at hun godt kan lide at bruge tid alene.
Måske er det fordi hun er ved at blive ældre, tænker hun med et grin, men det kan det ikke være. Hun er kun...
Hendes øjne løfter sig fra tegningen, mens hun tænker. Af en eller anden grund kan hun ikke huske hvor gammel hun er. Hun forsøger at lave matematikken i hovedet, men hun kan ikke komme i tanke om året hun er født. Hun griner igen. Det er sådan en mærkelig følelse. Det føles ikke som om det venter på spidsen af hendes tunge eller dvæler i skyggen af hendes sind lige uden for rækkevidde. Det er væk. Helt væk.
Hvad i alverden foregår der?
Hun ryster det af sig. Hun er nok bare træt. Hun vil gå i seng en time tidligere i aften. Det burde ordne det.
Hun ser ned på skitsen som hun har arbejdet på og rynker brynene da hun ser den. Alt hvad hun har tegnet ligner noget makværk. Hun flipper siderne igennem. Mange af dem er tomme, men de anvendte sider ser ud på samme måde - som om en treårig har leget med sort farvekridt.
Kunne hun have taget den forkerte journal?
Måske er det en drøm, tænker hun ængsteligt. Det kunne forklare hvorfor solens stråler ikke føles rigtig på hendes ansigt. Men på den lyse side, hvis det er en drøm, så kan hun fremkalde sig en flot, stilet...
"Hej der."
Jackpot.
Stemmen kommer ud af ingenting og nu er hun næsten overbevist om, at hun drømmer. Hvis det ikke var for smerten i ryggen, der har udviklet sig langsomt over tid og giver et jag da hun vender sig for at se hvor stemmen kommer fra, ville hun være solgt.
Manden er baggrundsbelyst med en glorie af sollys, der omgiver hans hoved og filtrerer ind i Isabellas syn, så hun ikke kan se detaljerne i hans ansigt. Men noget i den stemme lyder bekendt. Hun hæver en hånd for at blokere for solen og få et bedre kig på ham.
"Kender jeg dig?" Spørger hun. Med hånden over øjnene kan hun bedre se mandens skulpturerede kindben, en let skråning af en næse, en svagt rynket pande og gyldne whisky øjne, der ligner en tanke, som Isabella havde for et stykke tid siden da hun...
Da hun hvad? Hvad lavede hun da hun tænkte på øjne som disse? Hun har ingen anelse.
"Lejlighedsvis," svarer manden. Han peger på bænken. "Må jeg sidde her?"
Isabella rejser et øjenbryn. Hun ved ikke hvorfor hun er tøvende. Tænkte hun ikke lige for få sekunder siden, hvor vidunderligt det ville være at møde sin drømmemand? Denne mand passer helt sikkert på den beskrivelse. Men han smiler med en hemmelighed gemt på sine læber. Og de øjne, den måde de ser på hende som om de kender hende, som om de har set hende før - og ikke bare på en bænk i Kongens Have - gør hende nervøs.
Det er ikke den kendsgerning, at denne mand er en fremmed, der plager hende. Det er, at hun fornemmer, at denne mand på en eller anden måde kender hende. Men ligesom spørgsmålet om hendes alder, forbliver grunden til hun har det på den måde, lige uden for hendes rækkevidde.
"Selvfølgelig," siger hun og beslutter at vende tilbage til sin journal. De er i en stor park, i en by fyldt med mennesker. Chancen for, at denne fyr er her for hende er minimal.
"Det er et flot design til en jakke du arbejder på der," siger manden og ser over på journalen, der er åben i hendes skød.
Isabella åbner munden, fuldstændig klar til at rette manden, fortælle ham at dette bestemt ikke er hendes journal og at dette rod på siden heller ikke er hendes skitse af en jakke. Men da hun ser ned på siden, ser hun det. Det er en jakke. Havde det altid været det? Det var præcis det hun havde arbejdet på, men det var også et rent virvar af streger før.
Var det ikke?
"Er der noget galt?" Spørger manden og hans øjenbryn rynker i midten, mens han stirrer velkendt på hendes ansigt.
"Øh nej," siger hun hurtigt. "Nej, der er ikke noget galt. Jeg... " Isabella lukker journalen og undersøger coveret - mørkebrunt læder, krøllet på ryggen og slidt hvor olierne fra hendes hænder har spist af materialet over tid. Hun genkender den med det samme. Det er helt sikkert hendes journal og også en vigtig en. Det var en gave. Nogen gav den til hende. En vigtig person. Men hun kan ikke huske hvem. "Jeg troede bare et kort øjeblik, at jeg havde grebet den forkerte journal."
"Så det er ikke din skitse af en jakke?" Spørger manden og Isabella kan tydeligt høre på tonen at han driller. At blive drillet af denne mand varmer hendes krop mere end solen nogensinde har gjort.
"Jo, det er." Hun gemmer sine øjne beskedent. "Det er det absolut. Tak for komplimenten forresten."
"Det var så lidt." Manden rækker ud efter hendes knæ, men stopper med hånden svævende i luften. Et sekund senere krøller han sine fingre sammen og bringer den tilbage til sin side.
"Det har været en underlig dag," indrømmer hun og kigger på hånden, der ikke længere er i nærheden af hendes knæ. "Jeg har glemt mange ting denne morgen."
"Oh?" Det er en enkelt, ikke-bindende stavelse, men når manden siger det, lyder han skuffet.
"Ja. I et stykke tid troede jeg, at jeg måske drømte."
Mandens øjne - udtryksfulde skinnende øjne, klare og dybe, surrealistiske i deres skønhed - synes fyldt med bekymring, men han smiler svagt. "Du ved, der er en måde at tjekke om du drømmer eller ej."
Isabella ligger hovedet på skrå. "Hvordan?"
Manden læner sig ind, hun kopierer ham og bevæger sig nærmere, klar til at høre hemmeligheden. Klar til at høre alle denne mands hemmeligheder, hvis han er villig til at dele dem.
"Kys mig," hvisker manden, og ordene - de to små ord - gør Isabella åndeløs og tager pusten fra hende.
Tiden går langsommere, mens hun beslutter, hvad hun skal gøre. Hun kan ikke bare kysse denne fyr. Hun har kun kendt ham i tre minutter. Men det føles så rart at blive flirtet med. Isabella kan ikke huske sidste gang nogen flirtede med hende. Der er noget lokkende ved ham, som om han er blevet lavet på bestilling - et perfekt match til hendes specifikationer. Isabella føler ikke, at hun er ved at møde ham. Hun føler at hun er ved at finde ham, som om det er meningen at hun skal finde ham.
Men hvordan kan det passe, hvis de aldrig har mødt hinanden før?
Hun er stadig ikke sikker på at hun ikke drømmer, eller måske hallucinerer, men selv hvis det er tilfældet, så betyder det ikke at hun er nem. Så hun kommer på et svar, der vil løse alle disse problemer på én gang. I det mindste håber hun det vil. Hun ønsker ikke at skræmme manden.
Men hvis dette bare er en drøm, så vil han vende tilbage.
"Find mig her imorgen," hvisker hun tilbage og lader øjnene glide ned til mandens læber. "Og vi får se."
Manden slikker hurtigt sin nedre læbe og Isabella bider sine. Hun forestiller sig disse læber på hendes og hendes fysiske reaktion på det er pinlig hurtig.
Manden smiler. "Det er en date." Denne gang ændrer han ikke mening i sidste sekund og klapper rent faktisk hendes knæ, en berøring, der sender gnister ud i hele Isabellas krop, fra hendes tæer og helt op til hendes hjerne, der fyrer med hundredvis af følelser, lyde og billeder på én gang. Ingen, som hun kan fange men som føles vigtige. "Vi ses i morgen."
Isabella kigger ikke på manden da han går. Det er ikke sådan hun vil huske ham - mens han bevæger sig væk og efterlader hende alene. Hun vender tilbage til sin skitse, tygger på indersiden af sin kind og tænker på nogle få ændringer - hovedsageligt på modellen iført jakken.
Det er ikke en præcis gengivelse af den smukke mand, men med den måde hendes hukommelse stadig glider igennem revner og huller, ønsker hun ikke at glemme ham. Nej, det er ikke præcist, men hun kan altid forbedre det imorgen. Og hvis manden vender tilbage, så kan hun måske bruge det som en undskyldning for at få ham til at blive længere.
* * *
Oliver rejser sig fra kanten af sengen og med et sidste længselsfuldt blik går han ud af rummet. Han lukker den tunge dør omhyggeligt bag sig, ønsker ikke at lyden af låsen forstyrrer Isabella på nogen måde. Isabella smiler, fylder sin journal med kruseduller, bider sin underlæbe og fniser for sig selv. Det er sådan han elsker at se sin kone - så sød, så håbefuld.
"Du ved godt, at du ikke behøver komme imorgen, ikke Hr. Andersen?" Siger Dr. Østerby, Isabellas neurolog. Han er en streng ældre mand med gråt hår i en stiv hvid lægekittel, altid med en lægejournal i hånden. Den lader til kun at være der for syns skyld, da han aldrig refererer til den eller skriver noget i den, fra hvad Oliver har set.
Han fnyser og kigger irriteret på lægen. Oliver plejede at være høflig overfor denne bemærkning, at nikke med på mandens bekymring, men han er så ovre det. Denne ene sætning er blevet mandens faste mantra og han bruger det, som om han ifølge loven er forpligtet til at sige det efter hvert besøg. Lægen kigger bevidst på ham, venter på at han erklærer sig enig. Oliver ryster på hovedet i stedet. Men kun for at holde sig fra at rulle med øjnene.
"Du har fortalt mig det hver eneste dag i det forløbne år."
Dr. Østerby sukker af hans svar. "Din beslutsomhed med hensyn til din kones helbredelse er beundringsværdig og at tale med hende gør underværker for at hjælpe med at forbedre hendes hjernefunktioner. Jeg vil bare have dig til at huske, at hendes hukommelse ikke vil komme tilbage på én gang. Dette er en proces. Lidt ad gangen."
"Hvad er din pointe?" Spørger Oliver, udmattelse tilføjer kant til hans ord som han normalt ville redigere ud.
"Du ser hende i et par minutter og så står du uden for denne dør i flere timer," påpeger han, som om Oliver ikke godt ved dette. "Hele dagen af og til."
Oliver sætter sine hænder på sine hofter og trækker på skuldrene. "Hvor skulle jeg ellers være?" Han føler, at han løber rundt i cirkler. Han ved, at han vil have den samme samtale at se frem til, når han vender tilbage for at se Isabella imorgen.
Han kan næsten ikke vente.
"Der må være noget andet, som du ønsker at bruge dit liv til. Du kan nøjes med at komme mandag, onsdag og fredag. Det ville ikke gøre en forskel for din kone."
"Forstyrrer jeg dig?" Spørger Oliver og går i forsvarsposition. Det plejer han ikke. Han plejede at tage sig tid til at forklare, at forhandle, for at få Dr. Østerby til at forstå, at det ikke kun er hans kone i det rum, men hele hans liv. Hvis han forlader Isabella og ikke vender tilbage, selv for en dag, risikerer han at miste det liv og det kan han ikke. Han vil aldrig gøre det.
Hans tålmodighed med hensyn til at blive kritiseret for sine handlinger vedrørende Isabella er slidt helt tynd. Ligesom hans kone er blevet en anden person - en person der ikke kan huske Oliver eller at et liv udenfor Kongens Have eksisterer - har Oliver desværre også ændret sig.
Han er ved at blive et dumt røvhul. Og han kan ikke engang tage sig af det.
"Fordi hvis jeg gør, så kan jeg da altid tage min kone og de penge jeg betaler for at du kan behandle hende, til en anden klinik. En hvor man ikke skænder på mig, når jeg kommer på besøg."
"Jeg beklager, Hr. Andersen," siger Dr. Østerby, dybt undskyldende og så oprigtig omkring det, at Oliver ikke kan afgøre, om manden virkelig er ked af det, eller om det bare er godt skuespil. "Selvfølgelig forstyrrer du os ikke. Og nej, vi ønsker heller ikke, at du flytter din kone til en anden klinik...men ikke på grund af dine penge. Vi er værter for en af de fineste faciliteter i landet og specialister i håndtering af patienter med hendes særlige diagnose. Men som læge er jeg ansvarlig for at sikre, at familiens behov også bliver opfyldt. Dit helbred er også en bekymring for os. Din kone har brug for at du er stærk, Hr. Andersen. Jeg tror ikke, hun ville ønske at dit liv går helt i stå, især ikke på grund af hende."
Raseriet i Oliver slukker en grad og det irriterer ham ironisk nok. Han ønsker at være vred på denne læge, men det er han ikke. Han er vred over at der er gået et år og Isabella stadig ikke lader til at være tættere på at komme hjem end hun gjorde lige efter ulykken, der stjal hendes langtidshukommelse. Han føler sig snydt for alt den tid, som han aldrig kan få tilbage. Og fremtiden ser fra hans eget håbløse synspunkt dyster ud.
Disse besøg er alt hvad Oliver har. De kan være alt hvad han nogensinde får.
"Hun er min kone," argumenterer han, men måden disse ord hænger fast i halsen på ham, får dem til at lyde mere som en bøn.
"Men om en time vil hun ikke huske at du har været her. Ikke på den måde du vil have hende til."
Oliver ser gennem vinduet på Isabella, der sidder smilende på sin seng mens hun tegner i sin journal. Han løber ganske langsomt fingerspidserne ned ad det klare glas og sporer profilen rundt om hendes smukke ansigt. Fysisk har hun ikke ændret sig siden den dag de tog hende ind.
Hun har næsten ikke ændret sig i de sidste tyve år, som de har været sammen.
"Men jeg vil huske det."
THE END