Allerede inden vi var færdige med vor rundtur, var Trolli kommet styrtende hjem til Gladiola, Salvia, Melissa og Gilki i dagligstuen, Han trykkede sig ind mod Gladiola og rystede over hele kroppen.
   "En trold", havde han fremstammet. "En frygtelig stor trold af den onde slags. Jeg så den ude på heden. Den kom frem af skovtykningen, og da den så mig, begyndte den at knurre. Jeg løb hjem så hurtigt, jeg kunne, men kiggede tilbage, og trolden var forsvundet. Men forfærdelig var den".
   De andre trøstede og beroligede Trolli. De var overbeviste om, at der her var tale om et virkelig farligt oversanseligt væsen. Selvom der langt ude var slægtskab, så var denne trold sandelig ikke som de små søde halvfysiske trolde, der lever dybt inde i skovene og bare er venlige og hyggelige. De var ikke glade for at få at høre, at der også optrådte sådan en trold på arenaen.
   Det fik jeg så at vide, da jeg kom hjem fra min tur. Jeg havde oplevet en hel del, men ville vente med at fortælle til mødet i biblioteket om morgenen. Nu ankom også Ribis, og straks efter Vikke. Vi gik alle i seng og ventede med at fortælle oplevelser til næste dag. Trolli sov den nat i mine arme, han havde fået en slem forskrækkelse.
   Heldigvis havde vi da som regel fred i fuldt dagslys også for drilleånder. Så vi spiser morgenmad i fred og ro. Ribis var den, der sidst kom ind og satte sig ved bordet. Han fortalte, at han var vågnet tidligt, og var gået til biblioteket.
   "Jeg læste i den bog af Lilkonval Fuks, vi har om poltergeister", sagde han. "Der står alt, hvad vi har brug for at vide om poltergeister og om pludselig masseoptræden af den slags. Det kan være mange slags elementarånder. Men jeg hæftede mig særligt ved, at der i en familie kan være et ungt barn, mellem bogstaveligt 12 til omkring 16 år, der uden at vide det, ubevidst fungerer som generator for samling af sådanne ånder. Især drejer det sig om børn af begge køn, der har magiske evner. De er velegnede som sådan nogen generatorer. Jeg er alvorligt bange for, at det i det her tilfælde er mig. Men jeg har bestemt ikke bedt dem om at komme. Men vi ved alle, at mine magiske evner er fantastiske".
   "Jeg tror, du har ret", svarede jeg ham. "Men vær du kun rolig, du kan jo ikke gøre for det. Ubevidst skaber du en art atmosfære i slotsmiljøet, og det er meget vanskeligt at gribe ind i dette forhold. Der findes nemmere metoder til at takle problemerne. Vover vi et indgreb, kan vi i høj grad risikere at ødelægge dine fremtidige magiske evner, og det så vi ikke gerne skulle ske. Vikke husker, at da han var i den aldersfase, var der lignende fænomener i hans hjem, ikke sandt Vikke?".
   "Jo", sagde Vikke. "Men, da jeg havde passeret mit sekstende år, begyndte det at ebbe ud. Vi beholdt bare et fredeligt og skikkeligt husspøgelse. Det bor såmænd i mit gamle fødehjem endnu".
   "Jordbørn når i den omtalte aldersfase det, man på Jorden kalder puberteten", indskød jeg. "Men fænomenerne her, har intet med pubertet at gøre. Det findes ikke på Pedoria. En form for overgangsalder oplever pedoriabørn først, når de er mellem 90 og 100 år. Det er, hvad vi kalder 90-års-kriserne. Det gentager sig, hver gang, der er gået 90 til 100 år. Disse personlige kriser skyldes i virkeligheden overgang til en fornyet inkarnation uden mellemliggende ophold i den åndelige verden. De er altså stedfortrædende for reinkarnation".
   Derefter nød vi vor morgenmad uden at tale mere om spøgelserne, vi havde et stort fad rundstykker, samt en pragtfuld gammelost og en spændende slåen-revling-marmelade. Vi drak kaffe og kold lyserød guava-drik.
   Senere holdt Ribis, Vikke og jeg vort møde i biblioteket, hvor vi skulle aflægge rapport om hver vores rundtur.
   Vikke's beretning lød således: "Jeg vil starte med at komme med en kommentar til et fænomen, som vi alle tre har observeret. Det er vores grønne skiver i bæltet. Min dolkeskede og Henrik's yoyo-skrin har også udsendt nogle smågnister af og til, men det var ikke store sager. Men alle grønne skiver er blevet lidt rødplettede, som om der var stænket på dem med rødt blæk. Vi har med nogle elementarånder at gøre, som nok er lunefulde, og utroligt drillevorne, hvilket er en af de egenskaber, der definerer dem som spøgelser. Men da dolk og yoyo ikke slog voldsomt ud, og skiverne kun fik små stænk, er disse væsener i grunden gode. De har hjerte, hvis man kan sige sådan, idet de jo ikke har noget fysisk hjerte.
   Vi har alle tre konstateret, at langt det største antal af vore spøgelser, omfatter de grønne fyre, der ikke vil tale med os, men farer bort, mens de råber "gider ikke!". Det er først og fremmest dem, der flytter rundt med vores ting, og de larmer og banker og ryster med møbler.
   Der er også temmelig mange af de gevandtagtige hvide spøgelser. Både i gemakkerne og salene, og i krypten, hvor der er flest af dem. De er helt lydløse, men kan godt gøre nogle voldsomme bevægelser, mens de helt eller delvist skifter størrelse. Men da vi ved, at de ikke kan gøre os noget som helst, kan vi ikke blive bange for dem. Når de ser, at deres skræmmerier ikke virker, forsvinder de som regel i den blå luft, pludseligt med et knald.
   Jeg gik også en tur rundt om slottet udendørs. Begge månerne er næsten fulde og ret tæt ved hinanden. Der var mange både grønne og hvide spøgelser. Disse to arter hører til samme kategori af elementale spøgelser, og skal tages under behandling på samme måde, men hver art for sig.
   Men jeg oplevede noget mere uhyggeligt. Da jeg rundede det nordvestlige hjørne, så jeg ovre i skovkanten en kæmpemæssig skyggeagtig sort hund, der virkede alt andet end venlig. Den gik et stykke i skovkanten, hvorefter den forsvandt i skoven igen. Men den var da opmærksom på min tilstedeværelse, for den stirrede et øjeblik på mig med lysende røde øjne. Det var sandelig en gysende oplevelse.
   Mærkværdigvis reagerede min dolkeskede ikke.
   Ellers har jeg ikke mere at berette, det var, hvad jeg oplevede".
   "Tak Vikke", sagde jeg. "Jeg må lige kommentere det med, at din dolkeskede ikke virkede. Det er fordi der her er tale om et skyggevæsen. Hvor grumt, det ellers er, så er det kun luftigt, der er ingen ektoplasma ved sådan et væsen. Angriber det, føles det bare som et sekund varigt koldt pust, når det lukker kæberne om dig eller sætter kløerne i dig, men så er det væk, forduftet. Det kan altså aldrig gøre dig noget.
   Nu gælder det så min beretning. Jeg har også været slottet rundt, og jeg mødte de samme grønne spøgelser og hvide gespenster, som Vikke gjorde, og havde de samme erfaringer med dem. Der er ikke noget nyt i det, så der er ikke nogen grund til at uddybe denne beretning yderligere. Så nu vil vi høre Ribis' beretning".
   Ribis berettede følgende: "Også jeg mødte grønne drilleånder og hvide gespenster, så der er heller ingen grund til at gå i nærmere detaljer med det, for det er det samme, som I andre har oplevet. Jeg gik ikke udenfor slottet.
   Men tilfældigvis gik jeg nede i krypten, i ydergangen, der fører mod det nordvestlige tårn, og var på vej mod tårnet, da klokken slog tolv. Da hørte jeg lige en meter foran tårndøren i selve gangen en hjerteskærende gråd, som af et ulykkeligt barn, der led alverdens kvaler.
   Der var intet at se, men lyden kunne tydeligt stedfæstes til gulvet i gangen. Jeg blev fyldt af den dybeste medlidenhed, og jeg spurgte, hvad der var i vejen, og videre forsøgte jeg at trøste. Men det lod til, at barnet ikke kunne opfatte mig, og det var umuligt at kommunikere med ham. Ja, jeg tror, det var en dreng. Gråden blev ved i et kvarters tid lige hjerteskærende, hvorefter den stilnede af og blev ligesom halvkvalt, den gik over i nogle rallende lyde og triste suk, hvorefter der var total stilhed.
   Fænomenet kom ikke igen. Jeg græd selv, så sørgelig var denne oplevelse. Lidt efter kom der nogle gevandtspøgelser svævende. Da de var henne ved stedet, fik de, skønt de jo kun har sorte kuløjne, et sørgmodigt udtryk i ansigtet, og syntes at vise forståelse for mig. Men som altid var de fuldstændigt tavse og lydløse. De havde ellers ikke noget at gøre med grådfænomenet i gangen".
   "Det var dog en sørgelig oplevelse", sagde jeg. "Og det er absolut noget, vi må tage os af. Foreløbigt må vi alle tre se at opleve dette fænomen, så lad os mødes på stedet i gangen i morgen nat. Men jeg tror ikke, nogen af de andre har oplevet denne gråd. Derfor, lad os indtil videre holde denne sag hemmelig for dem. De bør forskånes for sørgelige ting".