Maria sukker mens hun griber den nærmeste indkøbspose fra passagersædet i bilen og stiger ud. Det er dage som denne hendes 68-årige jeg finder helt ulidelige; Valentins Dag. Det er ikke at hun er bitter omkring det, faktisk plejede hun at elske denne dag. Det vil bare ikke være det samme i år, ikke uden Peter.

Efter 46 års ægteskab, fire børn og et fantastisk liv sammen, var Peter gået bort i april sidste år og det havde været den værste oplevelse i hendes liv. Den stikkende smerte i hendes hjerte gik aldrig helt væk og at bo i det samme hus, hvor Peter havde levet for kun ganske kort tid siden; det var tragisk på en måde der ikke kan forklares.

At udholde den første Valentins Dag uden sin bedste ven, sjælefrænde og elsker, er ødelæggende for at sige det pænt. Deres børn havde alle tilbudt at komme og tilbringe dagen med hende, men hun havde afvist deres tilbud. De har alle deres egne liv med partnere, jobs, børn - et liv der fortsætter mens hendes er gået i stå og hun bliver bare nødt til at håndtere dette alene. Men nogle gange er det så hårdt.

En af de sværeste ting denne dag, er at gå op ad stien til deres hjem og finde en smuk buket blomster adresseret til hende fra Peter, på bænken ved hoveddøren.

Tårerne prikker i hendes øjenkroge og hendes rynkede fingre glider fjerlet over kortet. Hvert år siden de blev gift havde Peter køb blomster til hende på Valentins Dag med et kort hvorpå der stod; "Min kærlighed til dig vokser." Hele 46 buketter var kommet og gået i årenes løb og det havde været deres søde lille tradition.

Med hjertet knust og en lille smule vred sætter hun sig på bænken og hiver sin telefon ud af sin håndtaske. Hun ringer til nummeret på blomsterhandleren, hvis logo er på kortet.

"Interflora, hvad jeg kan hjælpe med?" Spørger pigen i den anden ende.

"Dette er Maria Møller-Madsen. Jeg ringer angående en fejl vedrørende en af jeres leveringer."

"Det er ikke en fejl, Fru Møller-Madsen." Svarer pigen.

"Hvad mener du?" Spørger Maria forbløffet.

"Før Peter gik bort forudbetalte han for mange år endnu og bad os garantere, at du ville fortsætte med at få buketter hver Valentins Dag." Forklarer hun med en snert af jalousi i stemmen.

"Åh. Okay. Tak." Siger Maria før hun lægger røret på lidt for hurtigt.

Hun smider med rystende hånd mobilen tilbage i tasken og tager kortet, som hun ikke engang havde læst færdig før. Denne gang tager hun sig tid til at læse det.

Til: Maria Møller-Madsen

Fra: Peter Møller-Madsen

"Min kærlighed til dig er evig."

Hun slipper kortet og det har knap nok tid til at dale til jorden, før tårerne står ud af hendes gamle øjne. Hun løfter blomsterne ind til sit bryst og hulker uden hæmninger; holder dem som var de Peter. Hun ryster voldsomt og mens hun prøver at få kontrol over sin krop igen glider et brev ud af indpakningen.

Flere tårer drypper vådt og varmt da hun samler det op og ser Peters håndskrift på konvolutten. Det er bare så Peter, at gøre sådan noget. Han havde altid påstået at han ikke var så god til romantik, men her er han; romantisk selv fra graven. Før hun overhovedet overvejer at åbne brevet bevæger hun sig ind i huset. Hun samler blomsterne op og lægger dem på køkkenbordet, dufter til dem endnu engang. Derefter henter hun sin indkøbspose. Alderen har stjålet hendes evne til at bære begge dele på samme tid.

Hun sætter blomsterne i en vase og indkøbene i køleskabet, stadigvæk med tårer trillende ned af kinderne. Hun ved ikke hvordan hun stadig har tårer tilbage at græde, men hun kan ikke stoppe. Hendes trætte fingre kæmper med at få åbnet konvolutten og da det endelig lykkedes bliver hun overvældet af Peters duft, han må have sprayet papiret med sin aftershave. Flere tårer falder mens hun lader aromaen af sin mand omfavne hende. Hun tager sine briller på og begynder at læse.

Min elskede Maria,

Når du læser dette er jeg væk. Jeg ved at jeg er syg. Alle der ser på mig kan se det og jeg ved du også kan. Du er bare for optimistisk omkring os, til at du vil indrømme det overfor dig selv. Men uanset hvad, så ved jeg at jeg ikke vil være her næste Valentins Dag til at give dig disse blomster selv.

Undskyld.

Undskyld, at du måske ikke vil være i stand til at læse dette, fordi jeg græder så hårdt at papiret bliver vådt. Undskyld, at jeg bliver nødt til at forlade dig og vores smukke børn og børnebørn. Undskyld, at du vil komme til at græde når du læser dette. Du er for smuk til at græde.

Pointen i at jeg skriver dette, er for at fortælle dig en sidste gang hvor meget jeg har elsket dig og stadig elsker dig. Hvor meget det liv vi byggede sammen betød for mig og hvor meget du betyder. Og mest af alt for at minde dig om, hvor stærk du er; selv om du altid var den stærke af os, så jeg ved ikke engang hvorfor jeg bekymrer mig.

Jeg kommer til at savne dig. Du er det bedste der nogensinde er sket mig, Maria. Og selv om jeg er døende, så ville jeg ikke ændre en eneste ting, du har gjort mit liv perfekt.

Jeg elsker dig så højt, Maria og husk;

"Der er huller i himmelens gulv."

Din for altid,

Peter Møller-Madsen

Marias hjerte klemmer ubehageligt i hendes bryst og hun hiver efter vejret. Hvordan er der stadig flere tårer tilbage? Hendes mand, hendes et og alt er væk; hun er alene og der er intet hun kan gøre ved det. Lige nu ville hun give alt for at mærke Peters stærke arme omkring sig mens hun falder i søvn om aftenen eller danser i stuen. Så får hun pludselig en ide.

Langsomt rejser hun sig op og går over til musikanlægget. Hun vælger en sang og griber Peters gamle sweater fra skabet i gangen, en hun aldrig havde haft mod til at skille sig af med. Hun krammer sweateren tæt til sit bryst og indånder dens velkendte og betryggende duft. Så danser hun rundt i stuen og synger med på sangen.
   
   Seasons come and seasons go,
   Nothing stays the same.
   I grew up, fell in love,
   Met a man who took my name.
   Year by year, we made a life,
   In this sleepy little town.
   I thought we'd grow old together,
   Lord, I sure do miss him now.
   Cause there's holes in the floor of Heaven,
   And his tears are pouring down.
   That's how you know he's watching,
   Wishing he could be here now.
   And sometimes if you're lonely,
   Just remember he can see.
   There's holes in the floor of Heaven
   And he's watching over you and me.

Hun danser til sangen slutter, tårerne endelig stopper og hendes hjerte gør lidt mindre ondt. Nu ved hun at Peter ikke er væk for evigt, kun for nu. Og når hun bliver ensom vil hun huske; der er huller i himmelens gulv og Peter våger over hende.

THE END