"Og hvad var det for noget med den kat?" spurgte Soffe, mens vi kørte.
   Det var fredag eftermiddag, og jeg havde lige hentet hende fra efterskolen. På bagsædet stod en sportstaske med hendes ting og en stor, blå IKEA pose fuld af vasketøj. Soffe var selvfølgelig ikke hendes rigtige navn - egentlig hed hun Sofie, men Kirsten og jeg havde kaldt hende sådan, siden hun var lille, fordi hun selv havde udtalt sit navn på den måde, da hun begyndte at tale.
   Jeg rynkede brynene og rystede på hovedet. Jeg havde fortalt hende om katten i telefonen og fortrudt det bagefter. Egentlig var der ingen grund til at blande min datter ind i den slags, men jeg havde åbenbart haft behov for at dele det med nogen, for ligegyldigt hvor mange gange jeg fejede det til side, blev min mor ved: Det er altså rigtigt, kunne hun sige. Den kan mærke det. Du må da tro på mig, når jeg siger det.
   Det var plejehjemmets kat, hun talte om. Ifølge hende havde den en særlig evne til at mærke, hvornår en af beboerne skulle dø. Når det skete, kom den frem fra sine gemmer, listede ind til den døende og holdt vedkommende med selskab i de sidste timer. Og den viger ikke fra ens side, sagde hun. Selv ikke hvis man skal på toilettet.
   "Men altså, er det rigtigt?" spurgte Soffe.
   "Selvfølgelig er det ikke rigtigt," sagde jeg. "Det er jo bare noget, de siger. Jeg ved ikke, hvor de har den slags fra."
   "Hvem er de?"
   Jeg trak på skuldrene.
   "Det må da også være mærkeligt," sagde Soffe. "Når man ved man skal dø. Måske har man også bare brug for at tro på et eller andet."
   "Ja, måske," sagde jeg.
   Ikke at jeg vidste noget om det.

Jeg holdt tilbage ved et T-kryds, lod en rød Opel passere og drejede så ud på hovedvejen ind til byen. Fordens dæk rumlede mod den grove asfalt. Det var egentlig Kirstens tur til at have Soffe denne weekend, men dagen forinden havde de ringet fra plejehjemmet og fortalt, at min mor stadig var syg og godt kunne trænge til et besøg. Jeg havde ikke lyst til at være alene sammen med hende, så jeg havde spurgt Kirsten om det var i orden, jeg tog Soffe med. Det havde været en anstrengt samtale, men til sidst var hun gået med til det.
   "Altså, tror du hun er syg, sådan rigtigt?" spurgte Soffe.
   "Jeg tror ikke, det er så slemt," sagde jeg. "De siger hun har været sløj en uges tid. Lægen siger, det ikke er noget alvorligt."
   "Hvorfor taler hun så om den kat?"
   "Farmor har det jo med at være lidt teatralsk ind i mellem," sagde jeg.
   "Jo," sagde Soffe. "Måske er hun også bare ked af det. Man kan jo også godt være ked af det uden at være syg."
   Nogle gange kunne jeg næsten glemme, hvem af os der var den voksne, og hvem der var barn
   "Hvad har du aftalt med Mor?" spurgte jeg.
   "Hun sagde bare jeg skulle ringe, hvis jeg ikke er hjemme til at spise," sagde hun.
   Kirsten var normalt ikke så fleksibel i forhold til de aftaler vi havde indgået - og selvfølgelig ville hun gerne være sammen med Soffe i de få dage, hvor hun havde hende. Historien om min mors sygdom havde åbenbart gjort større indtryk på hende, end jeg havde troet.
   "Vi skal ikke være der så længe," sagde jeg. Bilradioens display viste 16:28. "Jeg skal nå i Føtex inden de lukker."
   Soffe lavede en grimasse. "Inden slagteren lukker, mener du."
   Vi udvekslede et indforstået Far-lever-af-Føtexslagterens-færdiglavede-krebinetter-blik.
   Jeg havde ikke noget behov for at fortælle det til Soffe, men sandheden var nu, at jeg efterhånden var ret ligeglad med hvad jeg fik til aften, og krebinetterne betød derfor ikke noget særligt for mig. Nogle dage spiste jeg makrelmadder eller en portion kold kartoffelsalat, andre dage gik jeg ned i kiosken og købte et par poser chips og nogle øl. Det gjorde ikke den store forskel. Men sagen var den, at jeg vidste, at jeg ikke skulle være sammen med min mor for længe ad gangen, og derfor sørgede jeg som regel for at have noget, jeg skulle nå bagefter, når jeg besøgte hende.
   "Jeg laver da altid god mad, når du kommer," sagde jeg.
   Det måtte hun medgive.
   "Måske jeg kunne lave coq au vin næste fredag. Kan du lide det?"
   "Elsker det." Soffe stemme lød pludselig underligt energiforladt.
   Jeg så på hende. "Er du træt?"
   "Det er bare lidt hovedpine."
   Skilsmissen var efterhånden tre år siden, men jeg havde stadig svært ved at kapere blot det mindste tegn på, at Soffe ikke var glad eller havde det godt. "Nå, det blev måske sent i går?" sagde jeg i et forsøg på at være morsom. Efterskolen havde strenge regler om sengetid og alkohol. Selvfølgelig havde hun ikke drukket noget en almindelig torsdag aften.
   Hun smilede og kiggede ud af sideruden. Smilet blev hængende om hendes mundvig, som om min dumme antydning alligevel havde mindet hende om et eller andet.
   " Hallo?" sagde jeg og gav hende et drillende skub. "Er der noget du gerne vil fortælle din gamle far?"
   "Far, for helvede..."
   "Det kan være der ligger et par panodiler i handskerummet," sagde jeg.
   Det gjorde der.
   Hun klemte et par stykker ud af pakningen og fandt en halvliters Cola Zero flaske frem fra sportstasken på bagsædet. Der var en sjat tilbage i, som hun skyllede pillerne ned med.

Jeg betragtede hende i smug, mens vi kørte. Hun havde rullet vinduet lidt ned og vinden fik spidserne af hendes hår til at bølge let. Dets mørkerøde farve fik hendes hud til at se endnu mere bleg ud, end da hun havde sin egen naturlige, men alligevel så hun sundere ud nu, end hun havde gjort længe. Hun havde også taget lidt på den sidste måneds tid, så det ud til. Det ville glæde Kirsten. Efter alt det, der havde været.
   Mit blik faldt på midterstriberne på vejen, som passerede ind under kølerhjelmen, en for en. Det havde regnet lidt om formiddagen, men nu var skyerne trukket fra hinanden, og selv om flere af dem stadig havde en blygrå nuance på undersiden, ville der næppe komme mere regn.
   Markerne afløstes af by. Vi passerede en stor plads, hvor der holdt ens lastvogne i to rækker. På en græsstribe stod to grupper af tre flagstænger, og både på flagene og lastbilpresenningerne stod der InterCargo med citrongul skrift på en mørkegrøn baggrund. Jeg havde arbejdet der som stik-i-rend-dreng den sommer, jeg blev færdig med skolen.
   Et par lyskryds senere drejede vi ind på plejehjemmets parkeringsplads og parkerede i en bås op mod nogle blomsterkummer med lilla og gule blomster i. Der var god plads. Åbenbart var fredag eftermiddag ikke det foretrukne tidspunkt for pårørende at komme på besøg.

Vi stod ud af bilen og begav os over mod hovedindgangen. To glasdøre med et skilt ovenover hvor plejehjemmets navn stod med hvid skrift. Det gav to korte piv bag os, da jeg låste bilen. Det blæste, og stødene var kølige på en måde, som varslede, at sommeren var ved at være forbi.
   "Måske er der alligevel noget om det," sagde Soffe. Hun tænkte åbenbart stadig på katten. "Katte er jo meget sensitive dyr."
   Min mors forklaringer gentog sig i mit hoved. Det var på en måde ikke fair. Allerede inden jeg havde sat foden indenfor i min mors lejlighed, var jeg allerede irriteret på hende.
   "Og det er da på en måde også lidt sødt, selv om der ikke er," fortsatte Soffe. "Altså, sådan noget folk siger plejer altid at være sådan uhyggeligt noget. Det er da lidt rørende, at det er noget rart. At der komme nogen og holder en med selskab. Det er da også synd for dem, der dør alene."
   Jeg var 48 år. Tænk at jeg stadig lå under for hende.
   Vi nåede glasdøren.
   "De har sikkert ikke engang en kat," sagde jeg.

Indenfor førte en gang i begge retninger ud til hver sin afdeling med beboere. Her i midten lå køkkenet og spisestuen, et fællesrum med TV og brætspil, et kontor og et motionsrum, der aldrig blev brugt.
   Alt var holdt i pastelfarver og på væggene hang skifterammer med Monet-åkander og trefarvede tryk, vist fra en lokal kunstner. Umiddelbart lignede det ikke noget man kunne leve af. Her lugtede af nyvasket linoleumsgulv og opvaskevand. I midten hang en opslagstavle med praktiske beskeder om arrangementer for beboerne. Fællessang ved sognepræst Kresten Meyer onsdag klokken 11-12. Alle er velkomne. Den slags.

Min mors lejlighed lå i afdelingen til venstre. På vejen derned stødte vi ind i en af assistenterne, en kvinde sidst i tyverne med rødt hår, uregelmæssige tænder og fyldige bryster. Kathrine F. stod der på navneskiltet på hendes bryst. Jeg havde googlet hende engang. Hendes Facebook-billede viste hende på en strand i Thailand sammen med en nybarberet mand på hendes egen alder og en rund vuggestuedreng med en gul ske i hånden.
   Hun smilede til os. De var alle sammen søde og professionelle hernede.
   "Nå, hvordan har hun det i dag?" spurgte jeg.
   Kathrine havde været her en del år, og vi havde ind i mellem smilet af min mor og hendes dramatiske facon, men i dag virkede hun anderledes.
   "Jo...," sagde hun. Hun trak lidt på det. "Hvordan er det nu, har du snakket med Bente?"
   Jeg nikkede. Bente var hende, der havde ringet til mig.
   Kathrine lagde hovedet på skrå. "Altså, hun skranter lidt for tiden. Hun har jo været sløj siden sidste uge, og det er som om, hun har lidt svært ved at komme til hægterne igen. Hun tabte sig jo også meget i foråret med den influenza."
   "Sagde lægen ikke, at der ikke var noget?"
   "Jo," sagde hun. "Men jeg synes altså hun virker afmattet. Vi har bedt ham om at komme igen i aften, så må vi se. Men jeg har taget hendes temperatur til morgen, og der var ikke noget."
   "Tror du ikke bare..." Jeg rynkede brynene.
   Kathrine klemte læberne sammen og slog ud med armene.
   "Vi går ned og ser til hende," sagde jeg.
   "Jeg kommer ned lidt senere med hendes eftermiddagsmedicin. Se om ikke I kan få hende til at drikke lidt."
   Jeg gav Soffe et klem, da vi gik derned.

Døren til lejligheden stod en smule åben.
   "Hej Farmor!" kaldte Soffe og trådte indenfor uden at vente på svar.
   Lejligheden havde et tekøkken, et toilet med armlæn, som kunne klappes ned, en karnap med et rart lysindfald og et soveværelse i forlængelse af stuen. Det eneste møbel, som ikke stammede fra mit barndomshjem var en hæve-sænke-sengen, der med sine hvide metalrør, ledninger og fjernbetjening indgød en stemning af hospitalsafsnit i den ellers så hyggelige lejlighed.
   Min mor lå med hovedet på en flad hovedpude, der fyldte hele sengens bredde, og en dyne over sig. På et natbord ved siden af stod en rød arkitektlampe og et kvart fyldt glas vand.
   "Nej?" sagde hun. "Kommer I der?"
   "Hey Farmor!" sagde Sofie.
   "Hej Sofie. Jamen, hej Sofie."
   Soffe lænede sig ind over sengen og gav min mor et knus.
   "Hej Mor," sagde jeg og satte mig på en stol ved siden af sengen. Soffe satte sig ovre ved vinduet.
   "Hvordan har du det?" spurgte Soffe.
   "Jo," sagde min mor og sukkede. "Jeg er jo blevet gammel, min skat. Sådan er det jo." Hun lod en finger glide hen over sine ansigtsrynker. "En gammel kone."
   "Hold nu op, Mor," sagde jeg.
   Jeg rejste mig og tog det halvtomme glas på bordet. Der flød støvfnug rundt på overfladen. Hvor længe mon det havde stået der? Jeg tog det med ud i køkkenet, hældte vandet ud i vasken, fyldte det op med friskt, koldt vand og satte det tilbage på natbordet. "Du skal drikke lidt, Mor."
   Hun så bleg ud, det måtte jeg indrømme, men måske var det bare, fordi hun havde ligget i sengen i flere dage og ikke havde fået gået sine ture. Havde hun tabt sig mere siden i vinters? Jeg betragtede hendes ansigt: Den krogede næse, den venlige mund og de små øjne, som kunne være så indsmigrende. De blå årer og blodsprængte kar under hendes hud. Det var svært at bedømme.

"Det var dejligt I kom," sagde hun.
   "Vi kan desværre ikke blive her så længe," sagde jeg. "Soffe skal hjem og spise, og jeg skal lige nå at få købt ind, inden de lukker."
   "Åh." Min mor løftede en hånd frem og lagde den oven på dynen og Soffe tog den. Hun hævede hovedet fra puden med en kraftanstrengelse i et forgæves forsøg på at se gulvet foran sengen. "I har vel ikke set den ... vel?"
   Jeg sagde ikke noget.
   "Farmor, hold nu op," sagde Soffe. "Nu må du lige give det lidt tid, før du kan komme på benene igen. Du er jo trods alt ikke firs længere, vel?"
   Bemærkningen bragte et smil frem på min mors ansigt. Det var forbløffende, hvordan Soffe med sin anderledes tilgang kunne afvæbne min gamle mor. Snart var de i gang med at snakke. Soffe fortalte om efterskolen, om at hun bedst kunne lide Håndværk og design, at hun var ved at lave en collage, som hun ville forære sin mor.
   Jeg tjekkede min telefon. Klokken var knap nok fem endnu. Der var noget i deres bånd, som provokerede mig, men omvendt var jeg glad for, at Soffe var der til at snakke med hende, så jeg ikke selv behøvede.

En mørk plet i udkanten af mit synsfelt fangede min opmærksomhed. Jeg drejede hovedet. En kat kom gående på tværs af stuegulvet. Der var ikke noget usædvanligt eller uhyggeligt ved dens udseende. Den var ikke sort, men gråstribet over ryggen, som katte er flest. Ved indgangen til soveværelset stoppede den op og tog bestik af Soffe og jeg.
   "Åh...," udbrød min mor, da hun fik øje på katten. Hun lagde hovedet tilbage på puden. "Der var du jo, lille kat." Hun lukkede øjnene. "Så er der ikke langt igen." Hun så lettet ud.
   Jeg var næsten sikker på, jeg havde lukket døren efter mig.
   Katten hoppede op i vindueskarmen og lagde sig, så dens krop formede en lille oval klump.
   Der lød skridt på gangen. En velkendt stemme kaldte min mors navn og øjeblikket efter kom Kathrine ind i stuen. "Nå, du har rigtig nok fået b..." Hendes smil blegnede, da hun fik øje på katten. Hendes øjne flakkede et øjeblik. "Nå...," sagde hun, og der opstod et øjebliks akavet stilhed. "Jamen, så vil I nok gerne være lidt alene."
   Hun lukkede døren stille bag sig. Soffe og jeg kiggede på hinanden.
   Jeg lagde foldede armene ind foran kroppen og lagde en finger på min underlæbe. Soffe havde trukket knæene op til brystet og sad foldet sammen på stolesædet. Det føltes, som om vi sad sådan længe, mens vi forsøgte at fordøje hvad vi havde set. Soffe stirrede tomt frem på dynen foran hende. Vi sad som forstenede. Aftenens sidste solstråler faldt ind gennem vinduet, ned på kattens bløde, mørke pels.
   Soffe øjne var rødrandede og hun trak vejret i uregelmæssige, snøftende stød.
   "Det er okay, skat," sagde jeg. "Du må gerne græde."
   Hun begyndte at hulke.

Min mor sagde mit navn. Hun havde åbnet øjnene og lå nu og kiggede mig ind i øjnene. Hun havde ikke set på mig på den måde siden min far døde. Et fortroligt, ligeværdigt blik, et blik, voksen til voksen.
   "Jeg har haft et langt liv," sagde hun.
   "Ja, det har du Mor," sagde jeg.
   En knude samlede sig i min hals. Min mor havde ikke set mig græde siden jeg var lille, hun havde aldrig brudt sig om det, men måske var det alligevel i orden i dette øjeblik. På en måde var det smukt at få mulighed for at tage afsked på denne måde, at være sammen i denne sidste stund. Hvor mange fik mulighed for det? Men hvad skulle man gøre, hvad skulle man sige, så der ikke var noget man fortrød bagefter at man ikke havde fået sagt? Det slog mig at fortælle hende at jeg elskede hende, men sådan havde vi aldrig talt til hinanden, og nu virkede det som et mærkeligt tidspunkt at skulle lave om på vores forhold. Som om det ikke havde været godt nok. Tanken krænkede mig. Selvfølgelig havde det det.

"Du skulle tage og drikke noget Mor," sagde jeg. "De siger du ikke drikker noget."
   "Ja," hviskede hun.
   Hun rakte sin arm ud over sengegærdet, ned mod det halvtomme glas, men idet hun forsøgte at gribe ud efter det fik hun i stedet raget det på gulvet. Der lød en klirrende lyd, da glasset splintredes. Min mor udstødte et lille "åh". Katten åbnede øjnene. Vandet flød ud mellem glasskårene.
   "Det gør ikke noget, Farmor," sagde Soffe. "Jeg skal nok ordne det."
   "Har du en klud og en kost et sted?" spurgte jeg.
   Min mor rystede på hovedet. "De plejer jo at komme og gøre rent."
   "Jeg henter lige nogle, så." Soffe rejste sig. Hun tog sig til hovedet, som om hun havde ondt.
   "Har du stadig hovedpine? Skal jeg ikke gøre det?" spurgte jeg.
   Katten betragtede os med vagtsomme øjne.
   Soffe rystede på hovedet.
   Hun havde gnedet sig i øjnene og hendes mascara var smurt ud til to mørke plamager omkring øjnene. Hun så yngre ud end hun var i det øjeblik, som om hun var fem år igen og havde malet sig med fastelavnsmaling. Jeg havde lyst til at rejste mig og give hende et knus, bare holde om hende og hviske til hende, at det hele nok skulle gå, men blev siddende.
   "Jeg henter lige de ting," sagde hun. Hun gik ud gennem stuen, åbnede døren ud til gangen og forsvandt ud af syne.
   Katten rejste sig, hoppede ned fra vindueskarmen, listede hen over stuegulvet og fulgte lydløst efter hende.