Den har fulgt mig i lang tid nu. Ikke bare på det seneste men generelt. Det ligger og lurer lige under overfladen og er klar til at springe frem når som helst. En mørk masse, som ikke kun er begyndt at overtage min krop indefra, men den svæver nu omkring mig som en dårlig aura, der ikke kan fjernes.

Jeg rejste mig fra sengen. Hovedet dulmede, og jeg fortrød med det samme, at jeg så den film i nat. Et spor af chipskrummer fra sengen og ned til posen på gulvet, hvor min mobil lå sammen med den tomme colaflaske. Jeg fik modvilligt trukket tøjet på og børstede nogle maste franske kartofler af brystet. Jeg gik ud for at børste tænder og kiggede op på den skikkelse, som taget fast bolig i spejlet. Øjnene sunket ind, den urene hud og håret som lignede påsmurt sort peanutbutter. Vandet løb ud af hanen, og jeg vaskede ansigtet for at få vasket søvnen væk, men selvom jeg vaskede flere gange, kunne tre års søvnmangel nok ikke helt vaskes væk med det kolde vand. Jeg kiggede igen op på det forvrængede spejlbillede og undrede mig over, at jeg gennem de sidste par år ikke havde opsøgt en specialist. Det var vist det eneste, som rent faktisk kunne hjælpe mig. Jeg prøvede at finde optimismen frem og fremtvang et smil, som bredte sig over de knastørre læber. Personen i spejlet foretrak ikke en mine, men kiggede bare skuffet på mig, med en glimt af fornægtelse i de mørke øjne.

Den kolde morgenluft ramte mig som stikkende nåle mod huden. Jeg kunne se mit åndedræt som en sky af vandpartikler, som former sig lige foran mig. Tasken, som var ved at glide ned ad mine skuldre, var tætpakket med den ene ligegyldige bog efter den anden. Jeg kommer i tanker om lektierne, som jeg ikke fik lavet i nat. Og så selvfølgelig alle opgaverne, som var at hobe sig op. Jeg var gået ind i det sidste år med en optimisme for at sætte slutspurten ind og få det lortegennemsnit op igen, men jeg var faldet i igen. Udskudte afleveringer. Lange aftener. Den mørke fornemmelse som listigt kravlede sig tættere og tættere på. Rødt. Jeg var stoppet ved lyskrydset og kiggede op. Der stod en masse cyklister ved krydset, og jeg fik øjenkontakt med en pige, som sendte et smil imod mig. Det varmede kort, men den mørke fornemmelse skubbede det væk og fik mine tanker ledt hen på karakterer igen. Pigen, som havde smilt til mig, trippede nu mod pedalen og kiggede på sit ur. Bag på hendes rygsæk kunne jeg ane en mørk skikkelse ligesom min, som nagede på hende. Jeg havde lyst til at gå hen og fjerne den for hende, men jeg vidste godt, at det ikke var sådan, at det fungerede. Vi havde dem alle klynget til os. Små eller store. I harmoni eller kaos. Tankerne væltede ind over mig som en kæmpe bølge, som uforudset skyller ind over stranden. Havde jeg tid til danskafleveringen i dag? Hvad med matematik? Og hvad med mad? Vennerne? Afslapning... Jeg lukkede kort øjnene for at få et kort hvil, men tankerne bombarderede mit sind og den mørke skikkelse voksede sig gradvist større og større. Jeg havde engang snakket med en veninde, hvis skikkelse havde taget helt over for en kort periode. Hun fortalte, at det vigtigste var, at man skulle koble af en gang i mellem. Det var den eneste måde, at man kunne mindske størrelsen på den mørke skikkelse og kontrollere den. Det havde fungeret i en kort periode for mig, men i de sidste par måneder var den kun groet større og større. I takt med at den blev større, var den på en eller anden måde også blevet en større del af mig. Jeg så den ikke bare en gang i mellem, når det hele blev for meget, men den var der hele tiden. Hver dag.

Jeg gik ind gennem den store dør til skolen, og hørte de tusinde stemmer, som alle snakkede oven i hinanden. Det var som om, at de alle prøvede at overdøve hinanden. Højere og højere. Det ringede for mine ører, og jeg fandt hurtigt min musik frem for at flyde væk fra det hele. Skikkelsen var kravlet frem igen indefra, og var nu svøbt omkring mig. De bløde toner overdøvede alt larmen, som jeg fik lukket fuldstændigt ude. Jeg gik mellem de nu helt tavse drenge og piger, som fyldte alle bordene ved fællesarealet. Nogle af dem var ligesom mig. Svøbt om halsen, placeret på skulderen eller siddende hånd i hånd. Men det var ikke alle, som var omsluttet af mørket. Jeg kunne se en masse, som gik rundt med en lysende energi eller sad med rette rygge uden at have vægten på skuldrene. De kunne slet ikke se os. Ikke rigtigt. Jeg kunne huske, da jeg selv var ligesom dem. Ingen bekymringer. Ingen konstante nerver. Men dengang så man heller ikke skikkelserne. Jeg havde aldrig nogensinde set dem, før den sad på skulderen for første gang. Sidan da kunne jeg se alles skikkelser, hvis man ellers havde en siddende sammen med sig.
   Jeg kom ind i klasseværelset, men der var ikke kommet nogle endnu. Min vejrtrækning blev dybere, og jeg kunne fornemme en harmoni mellem stilheden i klasseværelset, tomheden og den stille musik, som flød ud som honning. Jeg kunne ikke lade vær med at smile, men mit smil blev hurtigt tørret væk, da folk kom væltende ind og satte sig ved bordene samtidig med at de råbte højt om alle deres små, ligegyldige problemer. Larmen bredte sig rundt i rummet, og jeg prøvede at holde det hele ude, men uden held. Følelsen af hjælpeløshed fandt sin vej frem til mig. Jeg havde mest af alt lyst til at rejse mig op og råbe, at de alle skulle holde deres kæft. Men jeg gjorde det aldrig. Det var også for sent nu, for læren stod med ryggen til klassen og skrev noget op på tavlen. Eksamen. Det var åbenbart blevet alle lærernes yndlingsord de sidste par måneder. Forberedelse, repetition og eksamensangst. Det var vist kun det, som jeg havde fået ud af de lange dage. Og så var skikkelsen selvfølgelig vokset. Jeg kunne altid høre folk hviske i afkrogene omkring karakterer. De pisse vigtige karakterer. Blev vi ikke defineret som et tal i den gode ende af skalaen, kunne man lige så godt give op og droppe ud. Større og større. Jeg prøvede igen at lukke det hele ude, men skikkelsen tog fat i tankerne og holdt fast på dem inde i hovedet. Min puls steg, og det begyndte at blive sløret for mine øjne. Afleveringerne. Karaktererne. Presset fra familien. Eksamenerne. Adgangskrav. Det hele blev for meget.

Folk begyndte at pakke computere og bøger ned i taskerne, og det var først der, at det gik op for mig, at timen var færdig. De andre stod allerede og ventede på mig i døren, så jeg tog min jakke på armen og skyndte mig ud. Den næste time forløb på præcis samme måde som den første. Jeg sad med hånden oppe hele tiden for jeg blev jo nødt til det. Du skal deltage mere i timerne, hvis du forventer at få en højere karakter. Jeg hadede den kommentar fra lærerne. Hvis de nu vendte sig om og slap blikket fra alle de røvslikkere i lokalet, ville de måske åbne øjnene op for de andre i klassen. Jeg mærkede skikkelsen var ved at komme tilbage. Det kunne simpelthen ikke passe, at jeg skulle straffes for at være disciplineret i et klasseværelse. Måske jeg bare skulle til at være en fedterøv også? Det virkede jo tydeligvis for alle de andre. Læren vendte sig om, og kiggede på alle i klassen. Hun havde stillet et spørgsmål, som hun helt åbenlyst godt vidste, at ingen af os kunne svare på. Hun kuede rundt i klasseværelset og låste så sit blik på mig. Jeg svarede et eller andet dumt. Hun skjulte ikke engang sit grin, og de andre karakterebesatte fedterøve fulgte naturligvis trop i grineriet. Skønt, der røg den karakter så. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor at de alle sammen forventede mere af mig. Bare fordi jeg havde vist en snært af intelligens det første år, blev jeg åbenbart behandlet anderledes. De mennesker, som gik rundt og sagde, at skolen var det sted, hvor de kloge kunne udvikle sig og blomstre, havde tydeligvis aldrig være kloge. Her blev man banket ned og trukket rundt i skidtet, for det blev antaget som arrogance at være klog.
   I frikvarteret kom alle tankerne tilbage igen. De andre sad rundt omkring mig, og snakkede om et eller andet ligegyldigt. Jeg sad tavs i hjørnet og spiste, og tænkte på de afleveringer, som jeg burde lave, når jeg kom hjem. Men samtidig vidste jeg godt, at jeg først ville få startet på dem på afleveringsdagen. En af pigerne kiggede bekymret op på mig, men sagde ikke noget. Jeg fremtvang et stift smil, for at signalere at jeg havde det fint, men rynkerne i hendes pande blev bare dybere. Jeg prøvede at komme ind i samtalen, men det føles bare ikke rigtigt. Det hele var bare opstillet. Stress.

Resten af dagen forløb på samme måde som starten af dagen. Da klokken slog kvart over tre, følte jeg mig helt færdig. Alt energi havde forladt min krop for flere timer siden. Skikkelsen sad og rev mig i håret, mindede mig om afleveringerne og samlede alle mine tanker om eksamenerne. Jeg skulle til at give op og bare lægge mig på bordet, men der var stadigvæk en enkel tilbage i lokalet. Det fik mig alligevel til at smile lidt. Han ventede bare på, at jeg kom med ham ud, så vi kunne følges hjem. Samtidig med at jeg pakkede sammen, lagde jeg mærke til hans skikkelse, som var på størrelse med en lille fugl. Alligevel formåede hans skikkelse at presse min væk og holde den nede. Vi gik ned ad gaden, og jeg mærkede, hvordan det hele ikke virkede så galt alligevel. Han virkede helt glad for at kunne snakke med mig for en gangs skyld. Jeg mærkede, hvordan min skikkelse blev mindre for hvert sekund der gik. Vi stoppede op der, hvor vejen splittede. Han nikkede kort til mig og gik ned ad vejen, og lod mig være alene på fortovet. Jeg fortsatte ned i midtbyen, og jeg kunne mærke, hvordan tankerne strømmede ind over mig igen som en kæmpe bølge. Jeg havde en aflevering til i morgen. Eksamenerne om et par måneder. Skikkelsen groede sig større omkring mig og var næsten på størrelse med mig. Den levede på alle mine tanker. Al negativiteten. Jeg stoppede ved lyskrydset ved Banegårdspladsen. Hele byen summede, som den altid gjorde ved eftermiddagstid. Bilerne larmede og støjen steg mig til hovedet. Folk omkring mig snakkede højlydt, og min mobil var løbet tør for strøm igen. Ingen musik. Bare alle de irriterende mennesker som snakkede. Og snakkede og snakkede. Jeg stod og trippede på stedet, men den lille røde mand på lyssignalet blev ikke grøn. Skikkelsen var nu meget større end mig og stod ved siden af mig. Bilerne stoppede, og folk bevægede sig frem og tilbage. Bagved skubbede folk mig og bumpede ind i mig, men jeg stod lænket til asfalten. Jeg så, hvordan alle stressede forbi og skyndte sig over fodgængerovergangen. Bilerne og busserne stod og ventede utålmodigt, og lyset skiftede tilbage til den røde mand. Folk stod igen stille og snakkede. Skikkelsen svøbte sig rundt omkring mig, men jeg tog fat i den og skubbede den væk. Den prøvede at komme tilbage, men jeg tog fat i den og rev den væk. Jeg kiggede ud på vejen og tog et skridt. Bilerne susede stadigvæk forbi, men jeg tænkte ikke. Jeg tog et skridt mere, og jeg mærkede, hvordan folk havde løftet deres blikke og stirrede på mig. Jeg kiggede til siden, og en bil kom kørende med fuld fart. Bilisten trådte bremsen helt i bund og var nødt til at dreje voldsomt for ikke at ramme mig. Gennem vinduet kunne jeg se, at han stod og bandede vildt ad mig, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg lagde mig ned på knæ. Alt trafikken fra stoppet, men alle stod bare og kiggede. Ingen trådte frem. De stod alle med deres mobiler fremme og med chokerede ansigter. Jeg kiggede på mig selv, og mærkede hvordan tårerne pressede sig på. Afleveringer. Eksamenerne. Karakterer. Jeg kiggede op mod himlen og åbnede munden. Jeg skreg. Blev ved med at skrige. Jeg fik ikke luft ind, men jeg blev ved med at skrige. Mit hoved blev sløjt og der dannede sig mørke pletter for mine øjne. Jeg faldt om på den kolde asfalt, og det blev mørkere og mørkere for min øjne. Jeg nåede lige at se en kvinde komme løbende imod mig inden, at mørket omsluttede mig.