Beatles
   Det er sjovt med Beatles.
   Jeg har altid kunnet lide dem, selv da jeg troede, jeg ikke kunne lide dem.
   I virkeligheden er Beatles jo en ret sen ting i min barndom, men nu er det dem det handler om.
   Jeg ved ikke hvornår jeg første gang blev præsenteret for The Beatles. Min mor havde alle deres albums på kassettebånd - en blå æske med gylden skrift på. Jeg må have hørt dem ofte i min tidlige barndom uden at være klar over, hvad det var jeg hørte.
   Jeg må have været omkring 9 år, da min mor hentede mig på Thomasskolen, en forårsdag.
   Jeg har aldrig rigtig været med på moden, uanset om det gjaldt tøj, film, legetøj eller musik. Jeg har gået rundt i min egen lille osteklokke til at begynde med, på et eller andet tidspunkt er jeg blevet klar over, at nogle ting var in, og nogle ting ikke var. Jeg kunne ikke skelne mellem hvad, der var in, og hvad der bestemt ikke var in. Jeg vidste bare, at var man in, så kunne man næsten gøre, hvad man havde lyst til.
   Jeg var ikke in. Og det generede mig ikke til at starte med. Hvad der var moderne interesserede mig ikke... Måske mest af alt fordi mit hoved ikke kunne se forskellen.
   Men lige pludselig begyndte der at falde alt fra små humorbemærkninger til direkte hånlige bemærkninger. Og jeg begyndte at blive nervøs for, hvad jeg sagde, og hvad jeg kunne lide.
   Jeg er aldrig blevet mobbet, men det er nok mest, fordi der altid har været andre mere oplagte mobbeofre i min klasse end mig. Og så fordi jeg netop valgte at holde min kæft om, hvad jeg kunne lide og ikke kunne lide, fordi jeg var sikker på, at jeg ikke ville blive godkendt.
   Og jeg glemte også med tiden hvordan jeg egentlig tog stilling til, om jeg kunne lide noget eller ej. Jeg brugte så Camilla som smagsdommer, hvis Camilla kunne lide noget, kunne jeg også. Ikke at jeg tror det var et klogt valg, Camilla var heller ikke altid med på moden, men jeg anså altså hende som bedre end alle mine klassekammerater tilsammen, så hvis Camilla sagde det, så kunne alle de andre bare lukke munden.
   Men hvor kom jeg fra...?
   Denne forårsdag kom min mor så og hentede mig. Radioen var tændt. Der kom en Beatles-sang (jeg kan ikke huske hvilken), og min mor skruede op, og sagde:
   "Er det ikke god musik."
   Hvad? Åh nej... Jeg kunne hurtigt konkludere, at det ikke var sådan noget, der blev hørt i klassens frikvarterer. Var det mon noget, Camilla kunne lide? Nej, det troede jeg nu ikke. Kunne jeg selv lide det? Det vidste jeg ikke.
   Jeg sagde så, med en så ligegyldig stemme jeg kunne frembringe: "Det ved jeg ik' rigtigt..."
   "Det siger du bare fordi Camilla ikke kan lide det," sagde min mor så.
   Og jeg svarede ikke. Overvejede stadig om jeg kunne lide det. Og kom aldrig frem til noget svar.

Et par år senere, skulle alle i klassen tage noget musik med, som vi godt kunne lide at høre. Jeg var på dette tidspunkt begyndt i Ganløse Amatør Scene, og følte mig tryg ved teater, og musicalen Atlantis, som Camilla havde introduceret for mig, havde slået benene væk under mig. Så det anså jeg som et sikkert valg at tage med, noget jeg kunne stå ved, selv om andre måske ikke kunne lide det.
   Rasmus fra min klasse havde taget et Beatles-nummer med. "Here Comes the Sun." Dejligt nummer. Og da det kom fra en af dem, der var blandt de mere populære i klassen, turde jeg godt at nyde den. Pludselig turde jeg godt mene at Beatles, måske var udmærket musik. Jeg gik rundt og nynnede "Here Comes the Sun" i mit hoved resten af skoledagen, og da min mor hentede mig, fortalte jeg hende, at der var én, der havde haft den med i dag.
   "Den er også rigtig god, synes du ikke?" sagde min mor.
   Denne gang turde jeg godt sige ja.

Juledag samme år, var vi til julefrokost hos min faster. En årligt tilbagevendende begivenhed.
   Camilla og jeg havde slået os ned på min onkels kontor. Der stod en computer, med lidt spil på, som vi havde spillet lidt på, et keyboard som jeg af og til spillede lidt på, og så var der en sofa, som vi nu sad og snakkede på. Teenagepiger som vi jo efterhånden var. Der spillede noget musik derinde, og pludselig kom der en Beatles sang. Camilla hev mig med op og danse til den. Jeg vidste ikke, hvad den hed, men dette var det endelige slag, jeg var overbevist:
   Beatles var fantastiske!!
   Jeg var fast besluttet på at genfinde det nummer, og i løbet af de næste par måneder lånte jeg min mors Beatles-samling, og hørte dem igennem på min walkman.
   Kan huske, jeg gik rundt på mit værelse med walkman'en i lommen og ryddede op og forelskede mig i det ene nummer efter det andet.
   Men jeg fandt ikke det nummer, jeg ledte efter. Forelskede mig dog fuldstændig i Yesterday, og blev ved med at spole tilbage og høre den igen og igen... I den forbindelse kom jeg ofte til at spole for langt tilbage, og ramte så ind i "I've Just Seen a Face" som også blev et af mine yndlingsnumre.
   Kan huske jeg en aften sad og kiggede på månen, mens jeg gang på gang lyttede til "Yesterday", skyerne gled for månen, men den skinnede meget kraftigt igennem alligevel. Jeg digtede historien bag sangen. Og havde vist nok en plan om at skrive den ned på et tidspunkt - det tror jeg dog aldrig jeg fik gjort.

Det var sådan, at vi i det år i skolen havde en morgentime, som ikke blev benyttet, og jeg havde en fast aftale med min veninde, Anita, som boede lige ved siden af skolen, om at jeg besøgte hende den time hver uge. Hun var begyndt at gå til keyboard.
   En morgen ville hun spille et nyt nummer, hun havde lært, for mig.
   Pludselig efter 3 måneder, genkendte jeg langt om længe de toner, jeg havde hørt den skelsættende dag i december. Titlen kunne jeg nu læse på hendes nodeark... Det var "All My Loving". Mange måneders søgen var slut. Nu skulle jeg bare hjem og læse bag på alle de gamle kassettebånd, hvilket jeg gjorde som det allerførste, da jeg kom hjem den dag.
   Jeg er glad for, at jeg ikke straks havde kendt titlen på sangen, for så havde jeg nok aldrig med samme flid hørt alle de numre igennem. Og var ikke faldet ligeså pladask for Beatles, som jeg gjorde.
   Min kærlighed til Beatles er kun vokset gennem tiderne. De er fantastiske! Intet mindre...