Om morgenen mødtes vi tre spøgelsesjægere i biblioteket, og vi satte en fjerde stol frem. Umiddelbart efter, at vi havde sat os til rette, tonede Bryon frem på den tomme plads.
   "Godmorgen, kære venner", sagde han. "Nu skal I høre hele beretningen om, hvad der er foregået. Jeg undersøgte alle mulige detaljer om begivenheden, som er meget sørgelig".
   "Lad os høre det", opfordrede jeg.
   "Det var en klar og skøn sommerdag, som nu. Bakkerne og denne her flade hedestrækning var dengang fuldstændig øde og ubeboet. Der kom en lille dreng, der hed Ramnus Mejse, østfra ad kystvejen, der dengang var uasfalteret og meget lidt befærdet. Han var iført rokoko-skjorte med kalvekrøs og blonder, samt små posede silkebukser uden bukseben. Han havde et lille hus ved stranden østpå. Nu havde han venner, der boede på en gård i skoven et stykke nordøst for Hvalpehyle. Han så, at der var en smal sti nordover hen over hedestrækningen, og han regnede med, at han kunne skyde genvej over heden til skoven. Han havde ikke givet vennerne besked i forvejen.
   Vejen var lang, men Ramnus nød at gå i naturen, så han ville tage den tid til det, der var nødvendig.
   Men han vidste ikke, at en forfærdelig ondskabsfuld trold, der hed Gruf, havde en hule i skovkanten, der støder op til heden. Denne Gruf så ham på lang afstand, og han besluttede at tage sin store sorte hund med, og få fat i denne menneskeunge, der var helt alene og forsvarsløs. Han kunne bruge drengen til at trælle for sig, da han selv var doven og ønskede at kunne drive og dase dagen lang.
   Han kaldte på Ramnus, mens denne var på vej over hedestien. Og Ramnus vendte sig, stod stille og stirrede på trolden med alle tegn på rædsel.
   "Kom nu her, du Ramnus, jeg kan bruge dig som min tjener. Du kan lige så godt følge godvilligt med".
   "Nej", råbte Ramnus. "Jeg vil ikke være troldeslave. Lad mig være i fred".
   Da Ramnus ikke kom, foer Gruf hen til ham. Og Ramnus var ved at vende sig om til flugt, da trolden brølende greb fat i ham med de skarpe kløer. Ramnus skreg og rev sig løs, hvorved Gruf rev dybe flænger i hans skuldre, overarme og flanker. Men drengen kom løs og styrtede nu af sted nord på. Gruf brølede rasende, og kaldte på sin sorte hund. Dette glubske uhyre indhentede hurtigt Ramnus, bed og flåede i ham. Gruf gik hen imod dem, og kaldte hunden til sig.
   "Se nu, hvad du har gjort, elendige køter", skældte Gruf. "Nu er denne Ramnus ikke noget værd for mig".
   Så gik han hen til Ramnus, der lå blødende med dybe sår på stien. Han brølede til ham: "Nu duer du ikke til noget. Du har vovet at trodse mig. Men jeg kan sige dig, at det dér overlever du ikke. Jeg griber om din underbevidsdthed. Du og den skal være forbandet, så længe, jeg bor her. Du får ikke lov at slippe ind i tunnelen til den højere verden. Din underbevidsthed er i min magt, den afbryder forbindelsen til den åndelige verden for dig. Du vil ikke kunne se tunnelen eller dens hjælpende devaer".
   Med denne frygtelige forbandelse forlod trolden Ramnus og fosvandt ind i skoven sammen med hunden.
   Ramnus var i stand til at rejse sig og vaklende vandre videre nord på. Men løbe kunne han ikke. Han havde de frygteligste smerter. Det gik langsomt over den øde hede. Han ville gerne have vaklet sig frem til beboede steder, så han måske kunne reddes. Men halvvejs mod skoven faldt han om, og kunne ikke rejse sig mere. Blodet fossede af ham, og han var klar over, at det blodtab blev enden på hans fysiske liv. Stedet, hvor han lå, var netop svarende til det sted i den vestre korridor i Hjortekildegårds krypt, hvor barnegråden høres, og blodpletten viser sig hver dag.
   Den stakkels lille Ramnus græd og græd, af sorg over at skulle miste livet så tidligt. Han græd, til han mistede bevidstheden på grund af blodtabet. Hans ånd fandt vej til tunnelen med den vældige lysende kugle af lys ved den anden ende. Men alt blev sort for ham, og han svævede blot rundt i området udenfor tunnelen. Hans underbevidsthed, besat af troldens forbandelse, sørgede for, at han ikke kunne se tunnelen eller devaerne, ligesom disse af samme årsag heller ikke kunne nå ham. Han bare sov, undertiden med vage mareridtsdrømme, hvor han genoplevede rædslerne helt eller delvist. Han fik også en vag drømmeagtig fornemmelse af slottets bygning og tilblivelse, da der var gået omkring 300 år. Men det meste af tiden sov han bare, og svævede rundt, bevidstløs.
   Men nu er det altså sådan, at i den sfære, han svævede i, kunne han ikke føle smerte, og tiden fandtes ikke. Tidsbegrebet var i denne sfære ikke til stede. Engang ville Ramnus ikke kunne erindre, at der var gået tre århundreder. Selvom de gode kræfter ikke kunne nå ham direkte, så er det altid sådan, at der er trøst og lindring for dem, der lider, på alle tilværelsesplaner.
   Som før nævnt, kunne devaerne heller ikke nå ham. Men de vidste, at ingen elendighed varer evigt, og frelsens dag ville komme. Da slottet blev bygget, kunne de gøre noget. De etablerede denne affotografering af Ramnus's lidelser, som korridoren besad, og som udgjorde vort spøgeri dér. Det var for at meddele os om det hele og skabe muligheder for en redning af staklen.
   Trolden var, da han og hunden lemlæstede Ramnus, næsten to årtusinder gammel, og for et halvt hundrede år siden, oplevede han en slags død fra det astrale plan, og levede siden videre som det skyggevæsen, I kender, der ikke længere kan røre noget på det fysiske plan. Men hans bevidsthed var den samme, og han kunne godt, selv som skyggevæsen, holde forbandelsen af Ramnus's underbevidsthed ved lige. Han vogter stadigvæk skinsygt over denne forbandelse. Hunden var blevet skyggevæsen for meget længere siden".
   Vore tårer løb i stride strømme ved denne triste beretning. Selv Bryon var meget berørt af det, og græd tårer, der dog forsvandt i luften. Hvad Svumpe angik, så hulkede han højlydt med strømme af tårer, men også hans tårer fordampede fra bordpladen og forsvandt hurtigt.
   "Nå", sagde jeg, da vi havde grædt ud. "Men lad os nu se, hvad Solablom Smelanimal skriver om skyggevæsener". Jeg slog op i håndbogen og bladede rundt. Lidt senere sagde jeg: "Ja, her står en del om det. Skyggevæsener kan manes over i krukker og flasker. Ja, de kan minsandten opløses i acetone. På den simpleste måde gøres det ved at mane en skyggeånd over i en flaske, og derefter hælde acetone i flasken og sætte prop i, og så omryste flasken. Derefter hældes den nu sortfarvede acetone ud på et tykt bomuldsfilter. Der opstår en brun plet, som hurtigt tørrer. Derefter toner pletten bort, idet man ser brun tåge sive op i luften og forsvinde. Ånden er da sendt til en fjern dimension. I praksis kan man også bruge en Soxhlet-ekstraktor til at mane væsenet over i, sætte ekstraktionsapparatet sammen og foretage femten udskylninger med acetone. Den nu sorte acetone hældes så ud på bomuldfilteret.
   Her står beskrevet et øvelsesforsøg, som man til enhver tid kan lave, uden til dette at bruge mane-formularer. Lad os tage bogen her med op i det magiske laboratorium i vesttårnet".
   "Jeg beklager, at jeg ikke svæver med", sagde Svumpe, der var kommet til. "Selskabet keder mig bestemt ikke, men vi astrale væsener kan ikke tåle acetone, det virker ætsende og ubehageligt på os, selvom det ikke kan opløse os, så I må have mig undskyldt".
   "Mig generer det ikke, så jeg går med og deltager", sagde Bryon.
   Lille Fresia havde lige haft et ærinde i biblioteket, og hun havde hørt den sidste ordveksling.
   "Kom du bare med mig, Svumpe", sagde hun. "Så kan vi have det sjovt sammen". De to forsvandt så, og vi andre begav os til tårnet. Medbringende håndbogen.
   I laboratoriet iførte Vikke, Ribis og jeg os vore troldmandskjortler og spidse troldmandshatte, og Bryon tog en hvid laboratoriekittel på. Vi fandt først det apparatur frem, vi skulle bruge til hele arbejdet og lagde det på det ene af de to langborde i lokalet. Derefter skulle vi finde de kemikalier og opløsninger frem, der blev brug for. Det blev en standflaske med 6 % brintoverilte, en krukke med tørgær, en lille medicinflaske med sulfo, En standkrukke med koboltsulfat, og en med natriumsulfid, en standflaske med 0,1 molær saltsyre, en stor standflaske med acetone, og endelig sendte vi bud ned til apoteket, hvorfra en egernrobot kom op med to ti-liters grønne standflasker med henholdsvis 1 % gelatineopløsning og 1 % gummi arabicum -opløsning. Disse to store flasker blev stillet på gulvet ved vinduet. Ribis hældte lunkent vand fra hanen i et 250 ml's bægerglas.
   Vi tog alle beskyttelsesbriller på, og derefter anbragte jeg en kæmpestor porcelænsskål med diameter 70 cm på en korkring med diameter 20 cm. Jeg anbragte en 500 ml's Erlenmeyer-kolbe i midten af porcelænsskålen. Vikke målte 70 ml brintoverilte af i et måleglas og hældte det i kolben. Dertil satte Ribis en spiseskefuld sulfo, og jeg svingede kolben forsigtig for at blande jævnt, men uden at sulfoen dannede skum. Så igen på plads med kolben i porcelænsskålen.
   Jeg tog nu en glasmorter med glaspistil, og anbragte en spiseskefuld tørgær i morteren. Ribis afvejede på en digitalvægt 5 gram koboltsulfat og 5 gram Natriumsulfid. Han hældte dernæst 3 spiseskefulde lunkent vand i morteren, tilsatte koboltsulfatet og natriumsulfidet, og blandede det hele jævnt med pistillen. Blandingen blev kulsort. Med en pulvertragt af glas fik jeg så hurtigt som muligt overført gærblandingen i Erlenmeyerkolben, fjernede tragten og gik cirka halvanden meter væk fra porcelænsskålen, idet jeg også bad de andre om at fjerne sig fra den.
   Snart væltede tykke, sorte skumslanger ud af kolben, og det blev ved. Da det omsider stilnede af, var skålen fyldt med skumslanger som et helt bjerg. Kolben var helt skjult indeni dette bjerg. Det dampede voldsomt fra skummet. Vi satte os ned og ventede, til dette skumbjerg var faldet til ro og kølnet nogenlunde af.
   Nu gjorde vi lidt plads på bordet, og jeg anbragte en firkantet magnetomrører, som jeg sluttede til stikkontakten midt på bordet. På omrørerpladen stillede jeg en bredhalset 1 liters ståkolbe efter at have lagt en stor omrøremagnet ned i kolben.
   Med en ret stor porcelænsske hentede Vikke skum fra skumbjerget og anbragte dette i ståkolben, indtil den var lidt over halvt fuld af det.
   Samtidig afmålte Bryon 156 ml gelatineopløsning og 94 ml opløsning af gummi arabicum, hentet fra standflaskerne ved hjælp at store hæverter med gummibold. Han rørte det sammen i et stort bægerglas til en blanding, der var på 250 ml. Glasset blev forsynet med magnet og stillet på en anden magnetomrører, som blev sat i gang. Ribis dryppede med en almindelig dråbehævert 0,1 molær saltsyre til, indtil blandingen blev tåget og uklar.
   Denne blanding hældte vi så roligt ned til skummet i ståkolben. Og skummet faldt sammen, mens det opløstes i væsken, som blev kulsort. Da det var sket, anbragte jeg en stor gummiprop med et hul til opsats i ståkolben. Jeg forsynede så kolben med et Lebel Hennigers kogerør. Øverste åbning i kogerøret blev forsynet med en tætsluttende gummiprop.
   Siderøret på kogerøret blev med en gummiprop forsynet med et destillationsnæb med meget langt afdrypningsrør. Røret blev sat ned i en 250 ml's Kjeldahl-kolbe, så spidsen nåede bunden, og Kjeldahl-kolben bragt i denne stilling med et forsøgsstativs klemme. Omkring afdrypningsrøret ved Kjeldahlkolbens hals pakkede jeg noget vat.
   Så var apparatet parat og forsynet, og jeg tændte for magnetomrøreren. Den skulle køre en halv time. Vi satte stole hen, så vi kunne sidde behageligt og iagttage processen. Jeg udtalte i løbet af denne halve time tre gange ordene "umbram excitare", og sendte en gnist mod ståkolben med min tryllestav.
   Efter, at den halve time var gået, kunne alle vi, der var til stede, tydeligt se, at Kjeldahl-kolben var fyldt med et sort skyggestof, der sad fast i kolben på samme måde, som en flaskeånd er fanget i en flaske, dog var dette skyggestof ikke levende.
   Men dertil var at sige, at ingen, der ikke har et veludviklet æterisk syn, ville kunne se noget i Kjeldahl-kolben. De fleste jordmennesker, for eksempel, ville her bare have set en tom kolbe, og have kaldt apparatopstillingen og arbejdet for en nytteløs foranstaltning.
   Nu gjaldt det om at få fjernet næbrøret fra Kjeldahl-kolben, hvilket kunne ske ved at sænke stativklemmen. Jeg var parat til at nypakke vatproppen, efter at røret forsigtigt var løftet ud. Det lykkedes over al måde, og skyggestoffet sad i kolben.
   Vikke havde nu samlet et Soxhlet-ekstraktionsapparat med en ekstraktionsbeholder, der rummede netop 250 ml. Destillationskolben var på 750 ml. Vi havde dette apparat parat med 400 ml acetone i kolben.
   Bryon stod nu med en særlig pipette, der netop var på de hele tiden anvendte 250 ml. Ved den øverste ende med en stor gummibold, var der her også en vatprop anbragt, og pipetten havde en lang spids, der svarede omtrent i længde med destillationsnæbbets rør.
   Bryon skulle nu holde gummibolden sammenklemt, mens vi forsigtigt fik sænket pipettespidsen ned i Kjeldahl-kolben, helt ned til bunden.
   "Slip bolden!", sagde jeg så, da pipetten var anbragt. Og vips, så var skyggestoffet i pipetten, og Kjeldahl-kolben var tom.
   Nu satte vi noget ekstra, tynd plastikslange på pipettespidsen, da vi var nødt til at have en meget lang spids til forsøgets yderligere forløb.
   Vikke sænkede så denne plastikslange ned i svalerørsspidsen, helt ned, så den nåede bunden af ekstrationsbeholderen. Bryon klemte igen bolden sammen og holdt den, til vi havde fået plastikslangen op. Jeg satte straks en lille vatprop i svalerørets top.
   Den sorte skygge var nu i ekstraktionsbeholderen.
   Endelig satte vi ekstraktionsapparatet i gang med varmeplade under destillationskolben. Vi skulle give 15 udskylninger til ekstraktionen. Men straks ved første fyldning af acetone i ekstraktoren, forsvandt skyggen, og acetonen blev kulsort. Og dette sorte kunne ses af enhver. Så efter de femten udskylninger havde vi i destillationskolben en portion kulsort acetone.
   Vi tog nu en bomuldsfiberplade, hvorpå vi hældte acetonen fra destillationskolben. Der blev en brun plet, der snart blev tør. Denne plet tonede langsomt ud, mens svage brune dampe dunstede bort i luften. Snart var alt forsvundet, og bomuldspladen var kemisk ren igen.
   Vi jublede over et vellykket forsøg.