25/1 2101


Månen! En livløs klode uden luft og vand! En ruin i rummets ufattelige øde. Men som så mange ruiner med betydelig udstrækning har den noget vist storslået over sig. Guiden fortalte meget mere, men det var jo lige hvad jeg fik båndet ned i farten-
   Månen! Endelig ankommet til Mare Imbrium, der skal være vores hjem i en uge. Det er udsigten over kraterne Arkimedes og Einstein , der udbreder sig som kogende, arrede, gigantgryder for vore undrende øjne. Det er Spitzbergen Mountains der ligger hvidglødende i det fjerne, der heroppe virker lige så tæt på som alt andet. Sollyset og genskinnet i måneoverfladen er uudholdeligt skarpt og ville gøre os blinde, hvis solskærmen svigtede. Forleden var vi i Van de Graf-Dalen, opkaldt efter en hollandsk astronom , dalen ligger altid i skygge, og vi vandrede fra blændende hvidt til kulravende sort i løbet af nogle få skridt. Her er jo ingen luft til at sprede lyset, af samme grund er stjernehimlen så ganske henrivende og blinker ikke en antydning. Forskellen mellem lys og skygge er hundrede procent, forklarede guiden.
   Månen! Det er vores suite på Hotel Moonlight. Afsnit Edvin Aldrin. To brede senge i plastmateriale, to skabe i kobber, et lille køkken med titaniumbeklædte vægge og køkkenbord af mørkt træ. En oxydfarvet kommode. To runde lamper i loftet der påfaldende ligner fuldmåner. Storskærmen fylder hele den ene væg, så vi hele tiden kan holde øje med hvad der foregår deroppe i Mare Imbrium. Loftet er foret med blødt materiale, for det tilfælde man skulle glemme at iføre sig sit blybælte, og i et øjebliks ubetænksomhed foretage et lidt for kraftigt hop. Vi fejrede jo vores ankomst med en rask bryllupsdans, og det var mere end en gang tæt på at gå galt, selv om der er næsten syv meter til loftet. Tyngdekraften er ikke til at spøge med på dette sted, hvis man skulle have glemt det.
   Her i nat gik alarmen to gange, men vi tog det roligt og elskede videre. Vi er trods alt mere end hundrede meter nede og det burde vel være tilstrækkeligt. Det er ifølge Månemanden, den gængse betegnelse for hotelchefen, mest på bagsiden det foregår. I sidste uge var der hele sytten nedslag i løbet af de første otteogfyrre timer af dagperioden, så vi er inde i en urolig periode. Man skal lige vænne sig til fornemmelsen: Hvad der bliver til stjerneskud på himlen derhjemme bliver til et ordentligt hul i overfladen på disse kanter.

28/1 2101.

Månen! Det er monumentet over Armstrong og Aldrin i Mare Tranquillitatis, en høj obelisk i mat metal, der rager sine otte meter op. Det er erindringen om at min oldemor var fjorten år gammel da begivenheden fandt sted, og så er det jo en mærkelig fornemmelse at stå her så længe efter. Tilmed som den første kvinde på Månen, medens min kære Harold må nøjes med titlen som mand nummer 150 . Understellet til landingsmodulet står som det blev stående i sin tid, og minder mest af alt om en stor edderkop eller en gryde på otte lange ben, men naturligvis er det strengt forbudt , at røre ved det. Guiden fortalte, at det oprindelige metalmateriale har undergået store forandringer i den tid der er forløbet, så det nu nærmest har en struktur som glas. Det er de store temperatursvingninger og det ustandselige bombardement af bittesmå meteorpartikler der er skyld i disse forandringer.
   Vel tilbage på Hotel Moonlight! Det er denne fornemmelse at være den første kvinde på Månen. Det er Månemandens lidt sjofle grin, der næsten forplanter sig op i hans halvskaldede isse. Det er diplomet der i et utal af farver fremviser billedet af en smuk ung dame iført lang balkjole, og med en hårpragt som kom hun direkte fra stylisten. I fuld gang med at tage billeder af det savtakkede månelandskab ved hjælp af et håndholdt kamera. Vi kvinder kan noget! Vi kan spadsere rundt på Månen iført modetøj! " Vi kan noget" i en grad så vi ligefrem kan undvære den ikke specielt moderigtige rumdragt. Det er følelsen ikke at vide om man skal være stolt eller det modsatte, selv om Harolds omfavnelse virkede så afgjort ægte. Han ,Harold, udlagde at jeg måske en gang med tiden kunne få et månekrater eller et månebjerg opkaldt efter mig, og det var jo en ganske smigrende tanke . Var rejsen værd de tyve millioner Dollars? Månen! Det er at sidde dybt under jorden omgivet af grimme oxydstole, kolde aluminiumsborde, glinsende titaniumbestik, det er Månemandens Natmad i form af et underligt rodsammen, der ikke rigtigt smagte mig. Vi er her nu i dette øjeblik, og hvad skal der så videre ske Harold. Vi har diskuteret den månerejse i årevis, og så er det jo i grunden underligt at sidde her dybt under måneoverfladen og blive i tvivl. Bedre held i morgen. Vi skal på den helt store tur og overvære hvordan selve Jorden stiger op over horisonten. Med hvide skyer. Blå have. Grønne kontinenter. Vores egen grønne oase i verdensrummet , som der står på storskærmen.


3/2 2101.

Turen i dag. Dage på Månen! Jordturen er blevet aflyst på grund af voldsom solstorm, og det virker lidt som er den definitivt gået i vasken. Der er så mange elektrisk ladede partikler i sving derude, at det er livsfarligt at bevæge sig op på overfladen, også selv om man er iført rumdress. Storskærmen henne på væggen er pyntet med en kvadratmeter stor besked, der forklarede alt hvad man kunne ønske at vide angående disse partikler. Jeg ved i forvejen en hel del. Jeg er jo fysiker.
   Dagen i dag! Dage på Månen! Det er vores lidt kedelige og rastløse vandring rundt i hotellabyrinten og vores snak med forskellige andre gæster, der også ser ud til at kede sig bravt. Det er kunsten at drikke lidt for meget Moonshine , som Harold formulerede sig, fordi han er sådan en vittig hund. Moonshine er jo en gammel betegnelse for hjemmebrygget spiritus. Dagen i dag. Dage under Månen. Det er mine funderinger over hvor stor en rolle den gode gamle Måne i grunden har spillet i mit liv. Hvor ofte har man ikke stået der i måneskin, i en duftende sommernat under et stort træ. I frøkvæk og nattergalesang. Det er mig der kysser Harold for første gang under en hujende fuldmåne, der skinner så kraftigt der danner sig lange magiske måneskygger. Månen! Det er mig som lille pige, jeg bliver så frygtelig bange for Månemanden når hans vrede, arrede ansigt toner frem mellem de jagende stormskyer. Når tidevandet kommer brusende ind og truer med at oversvømme alt ,så er det også Månemanden der er på spil. Selv jordskælv og vulkanudbrud er han blevet beskyldt for at sende os på halsen. Det er erindringen om en villavej der hed Månedalen. Det er erindringen om en skolekammerat hvis opførsel altid var helt på Månen. Vi kan jo kun håbe på det vil lykkes at få jorden at se. Om ikke andet skal vi jo hjem om tre dage, så vi får den jo nok at se under alle omstændigheder.