Hver morgen henter jeg petroleum i butikken nede om hjørnet. Det er ikke ret langt at gå, men det er tungt, en i hver hånd, knap vågen, og pishamrende koldt. Det værste er turen op til tredje. Jeg kan ikke springe over, det skal gøres hver dag. Den sidste repos er slem, der er armene trukket helt ned i gulvet.
Jeg har kun råd til to dunke per dag uanset hvor koldt det er. Og det er skide koldt. Kulden siver ind alle vegne især under vinduet i soveværelset, og køkkenet er et isskab på grund af bagtrappen. Det er et under vandet ikke fryser til is i hanen. Måske er det de andre beboere, der redder mig. Der bliver fyret godt op rundt om mig, mest til gråspurvene, vinduerne er plumrådne og der er ingen isolering nogen steder.
Jeg sover med nattøj, Lange uldne underbukser med gylp, og undertrøjer hvor armene når ud over hænderne, jeg bukker dem fint op i håndleddene.
Jens siger det er u-sexet, jeg er skideligeglad, og han bliver ved med at komme og bolle, så han kan ikke være helt utilfreds.
Jens er god nok, vi hygger os hver onsdag og lørdag, fast, jeg har ikke nogen telefon, så det er nødt til at være på den måde. Jeg hader, når han komme uanmeldt. Jeg har jo min skole at passe og ellers nok at se til. Min sorte rengøring f.eks. min storesøster og veninderne fra Kvindehuset. Han er kommet en gang midt i et kvindemøde, så irriterende. Der smed jeg ham sgu også ud, og sagde at det skulle han ikke bryde sig om en anden gang. Han blev så sur, at jeg ikke så ham i fjorten dage.
Jeg sendte ham et brev. Faktisk savnede jeg ham, han svarede ikke, så jeg måtte op på cyklen en lørdag eftermiddag ud og banke på, og bede om godt vejr.
Han tog mig til nåde. Hele den lørdag tilbragte vi i sengen med to dyner over os. Han sparer også på varmen, dog ikke i så høj grad som mig. Han har centralvarme, der kun er skruet lidt op. Men varmen i rørene giver meget, og hans hus er i bedre stand end mit.
Jeg bryder mig bare ikke om at være hos ham, der er totalt uhumsk. Stakke af uvasket porcelæn i køkkenet, sur mælk i køleskabet, bunker af beskidt tøj smidt rundt om i soveværelset, og jeg er altså ikke hans mor. Jens gider ikke den slags, han løfter armene i protest: "Jeg vasker op når der ikke er mere bestik, og tøjet ordner jeg, når der ikke er flere rene underbukser" han griner fjollet.
Det er ikke morsomt: "Gris", svarer jeg inden han kysser mig. Til gengæld kysser han som en drøm, og kan få mig helt op i den syvende himmel, den slags har han forfinet til det yderste.
Jeg elsker ham ikke, men mindre kan også gøre det.
Min storesøster synes han er klam: "Sådan en platugle, at du gider, han har jo ikke engang et arbejde".
"Han spiller da musik", jeg refererer til bandet han er med i, hvor elguitaren får nogle ordentlige jammerture. Jeg synes faktisk det lyder godt. Jeg har nydt at lytte til dem et par gange inde i Huset i Magstræde.
Hun ryster opgivende på hovedet, og skutter sig i min stue, vi sidder begge iført uldne sweatre, pakket i tæpper og drikker vores the. Kagen har hun haft med, ellers havde vi bare drukket the.
"Her er altid så koldt", klager hun.
Jeg nikker, der er kun tændt for varmen om natten, petroleummen er min dyreste post. Det er ikke gået op for min søster.
Hun er gift, og har arbejde på kontor, og hendes mand Hans er ingeniør. Deres liv er helt anderledes.
"Hvordan går det med skolen", hun ser undersøgende på mig.
Hvad skal jeg sige, det går kun lige. Jeg er ikke nogen ørn til det boglige, det er svært at følge i hendes kloge fodspor.
"Åh, du ved, vi har lige haft en skriftlig opgave".
"Hvorfor kom du ikke over til mig", hun stikker en hånd ud under tæppet og tager af kagen.
Og få varmen og blive belært om hvor dum jeg er, tænker jeg med et gys. Jeg er lettet da hun går igen. Bevares jeg er glad for min søster, vi er bare meget forskellige.
Petroleumsovnen er et kapitel for sig, den er fra Nyborg Jern, og har sikkert fungeret som brændeovn omkring århundredeskiftet. Da jeg flyttede ind var den lavet om til petroleum. Den har tank i køkkenet med grimme rør der fører helt ind i stuen. Lige ved siden af ovnen sidder en regulator, her kan jeg tænde og slukke for tilførsel af petroleum.
En gang om året i september kommer kakkelovnsmanden og tilser alle dele, tætner skifter væger og den slags, jeg tør simpelthen ikke andet, selvom det også er dyrt.
Jeg er glad for lejligheden, jeg har vænnet mig til den. Kulden er det værste, der er for øvrigt også kun koldt vand og intet bad. Så etagevasken om vinteren, er lig en hurtig klud i hovedet og under armene. Det er alt, alt for koldt at stå i bar figur og vaske sig.
Trods besværet og lugten er ovnen en ven. Jeg varmer vand på kedlen, laver en balje vand til fodbad. og ifører mig badekåben udenpå de lange underbukser og undertrøjen. Så finder jeg en god bog og sætter fødderne i blød. Her i kakkelovnskrogen bliver jeg næsten varm. Ikke så varm som under hed elskov med Jens, men tilnærmelsesvis. Jeg mangler bare det sidste pift. Jeg drømmer om det, men det er svært at få øje på, så længe jeg læser og er på SU.
For tiden er kulde, kartofler og rugbrød hovedretterne.
En gang om ugen gør jeg rent for en familie på Frederiksberg, jeg render rundt i lejligheden med en lille sur hund, mens jeg vasker gulve, støvsuger, tørrer af og renser lokum. Jeg får 25 kroner i timen, det er en formue. Jeg fryser aldrig i de to timer jeg er der. Men det er sort arbejde, lige til at få dårlig samvittighed af, ligesom fjernsynet Jens 's gamle, jeg har fået foræret. Det gemmer jeg i klædeskabet, og tager kun frem når jeg ser på det. Jeg er en lyssky undermåler med et frysende selvværd. Jeg bor i brokvarteret, slum vil mange kalde det, jeg kalder det hjem. Det er tag over hovedet og en dør at lukke.
Her højt mod nord, er der masser af kulde og sne, som huset jeg bor aldrig har haft kapacitet til. Det må have været skrækkeligt da det blev bygget, med das i gården, brændeovn brændekomfur, og 10 mennesker i hver lille lejlighed, jeg har ikke fantasi til at forestille mig det. Kun kulden er et forståeligt billede.
Og når jeg besøger mine forældre, låner jeg badet, for at nyde den luksus, det er, ikke at fryse, og bagefter stå på det varme gulv og frottere sig tør, og bruge al den tid, der skal til. En stille meditation, bare væren. Mit bad, min nydelse, og absolutte overgivelse til forbrugersamfundets velfærd. Jeg bliver som smør, blød og medgørlig, og jeg behøver ikke have sweater på når jeg bevæger mig rundt i resten af huset. Der er 21 grader alle steder
"Frygteligt så lang tid du bruger derude", fremfører min mor surt, når jeg dukker op igen: "Man skulle tro, du var faret vild".
Jeg svarer aldrig på det. Hun behandler mig stadig som en 3- årig. Det er svært ikke at reagere på samme måde som dengang. Jeg har med tiden lært, at det ikke hjælper at svare igen. Det bedste er at ignorere alt. Med hvid slettelak køre hen over ordene.
Far er der på en anden måde, måske er det fordi jeg mest er hans pige. Sammen med ham føler jeg mig i øjenhøjde. Vi kan være ganske stille eller snakke hinanden et øre af. Der er substans, aldrig sur galde. Mine veninder forstår det ikke, de synes mor er en vidunderlig dame, sprælsk videbegærlig og ikke mindst selvforsørgende. Faktisk tjener hun mere end far, hun er chef for en af de kommunale afdelinger. I min optik skrap sur og fuld af indblanding, jeg når aldrig at fortælle hende, hvad jeg har tænkt mig, før hun har tolket mine tanker og dermed handlinger, så det sker yderst sjældent jeg forsøger med kontakt. I stedet går jeg til far i værkstedet og ryger, eller i haven og se på sne om vinteren, og frugtbuske når det er sommer. Der delagtiggør jeg ham i mit liv. Han lytter ivrigt, det har han altid gjort. Det er ham der har bedt mig holde ud med skolen, han fortryder selv han ikke gjorde sin uddannelse færdig, det lukker så mange døre påstår han. Han har sikkert ret, selvom jeg har svært ved at se det, når jeg har det allermest surt med studiet, eller bare ikke forstår hvad en opgave går ud på.
"Du må kæmpe", siger han: "Det betaler sig".
Og fordi han siger det, holder jeg ud. I kvindegruppen er der stor opbakning, selvforsørgelse er mantraet. Det er ikke længere moderne at gå hjemme og få penge af manden. Min veninde Gurli er meget vred på sin mors hjemmearbejde, bagning, syltning og så videre.
Ind i mellem tænker jeg, det må da have været dejligt at have haft sådan en mor, der lavede kakao når man kom fra skole, sådan en havde jeg aldrig. Jeg er født og opvokset i en familie fuld af selvforsørgende kvinder, gæve solide damer, stærke på enhver tænkelig måde, men aldrig særlig interesserede i det huslige. Da jeg var lille kom der en dame og gjorde rent hos os, det var min søster der hentede mig i børnehaven, når hun gik fra skole. Og vi handlede tit på vejen. Far lavede mad, når han kom hjem, og mor kom hjem sidst. Jeg er født ind i selvforsørgelse, kvinders ret har altid stået i høj kurs, der hvor jeg kommer fra. Mange af de ting de taler om i kvindegruppen, har jeg aldrig oplevet i min familie.
Vi er fire gæve kvinder, jeg skal huske at sige kvinder, piger er ikke ok. Det er ellers ikke noget, jeg før har bekymret mig særligt om. Ordene har selvfølgelig en betydning, det er bare mere vigtigt hvad vi går rundt og gør, synes jeg. Men når vi mødes i gruppen er jeg i undertal, og så bøjer jeg mig.
Jens skal flytte, han har fundet et kollektiv, han har spurgt om jeg vil med? Jeg tror det ikke, men jeg har sagt ja til at tage med hen og se på det. 7 store værelser i en kæmpe stor lejlighed under kvisten på Vesterbrogade. God plads og varme har jeg fået at vide. Varmen trækker. Ja det er mest derfor jeg vil med. Er det overhovedet muligt at finde et lille hjørne med ro sådan et sted?? Det er det mest afgørende for mig, stik imod hvad et kollektiv går ud på, og selvfølgelig ikke sagt til Jens.
Rummet er fantastisk, faktisk er det to rum med en smuk dobbeltdør imellem. Det yderste rum har 3 store vinduer et i karnap med dejligt lysindfald, det andet rum har kun to knap så store vinduer, trægulve og fint malede orange vægge. Jeg bliver stående i karnappen og skuer ud over hustagene, det her er noget ganske andet end min trange lejlighed, nede i slummen bag Istedgade, jeg kan sagtens se forskel, men, men, jeg skal dele med Jens. Det vil aldrig komme til at virke, rummet kan godt nok deles i to, men en af os vil hele tiden blive forstyrret af den anden, og så er der selvfølgelig alle de andre mindst 6 og sikkert flere, andre par lige som Jens og jeg. Jeg ryster på hovedet og ser på han: "Nej", siger jeg: "Jeg har ikke råd".
"Nå", han bliver stående lidt fra mig: "Men jeg bliver nødt til at finde nogen at dele den med".
Det var ikke gået op for mig, jeg troede han kunne klare den alene. Jeg var også lidt beæret over at han spurgte, som var vi et rigtigt par, det går nu op for mig, at det ikke er tilfældet.
"Det må du jo bare gøre", svarer jeg. Og gad vide hvem det så kan blive? Hans megaåndsvage lillebror der altid rabler den en vits efter den anden af sig? Eller en af dullerne på hans arbejde? Mod dem er der ikke meget at stille op. Jeg ser vores rolige arrangement sejle ud i oprørte vande.
Inden længe kommer der til at ske ting og sager tænker jeg. Jeg lufter det ikke, hvad skulle det nytte.
Jens står med hænderne i siden og et fjoget grin: "Det er sgu ret godt det her".
Jeg siger ingenting. Vi følges ud i køkkenet hvor et par af medkollektivisterne sidder, to piberygende langskæggede mænd. Rummet er tykt af røgen, Jens sætter sig med dem og snakker og skriver. Så hiver han en konvolut ud af jakkelommen, og rækker den til en af herrerne, denne åbner tæller efter, og nikker. Det ligner det det er, en bestikkelsessag, Gud han har købt sig til at komme først i rækken.
Jeg siger det da vi når ned på gaden: "Nej, nej", svarer han: "Det var bare et indskud".
"Må jeg se papirerne", svarer jeg.
"Næh, du vil jo ikke være med", han småløber ti skridt foran mig, tydeligvis sur.
"Men jeg har ikke pengene til det", hyler jeg efter ham.
Han standser og vender sig mod mig: "Hvorfor gik du så med? Det er, fordi du ikke vil, jeg er jo ikke idiot", han stamper i fortovet. Hans øjne sender lyn.
Jeg er lammet, sat ud af spillet, også lidt skyldbetynget, jeg skulle ikke være taget med.
"Fuck you", han giver mig fingeren, vender sig og tramper med store skridt op mod Hovedbanen.
"Vent", råber jeg efter ham, men han stopper ikke.
Efter en uge forsøgte jeg at skrive til ham igen, men brevet kom tilbage med adressaten ubekendt. Jeg vidste hvor han boede, så en lørdag gik jeg derhen ind i opgangen og så på navneskiltene, Kollektivet Hybenrosen stod der på øverste etage. Nogen havde anbragt en liste med ni navne, hans stod nederst med hans kluntede skrift. Jeg smilede han har nogle dejlige kragetæer, så personlige. Jeg ringede ikke på, i stedet lagde jeg brevet i deres postkasse.
Ugen efter fortalte Gurli mig at hun havde set ham med en dame nede ved Hovedbanen, kyssende uden tvivl var det en ny kæreste. Jeg hørte aldrig fra ham siden, men jeg så ham to år efter på Værnedamsvej med barnevogn. Han så ikke mig, heldigvis eller desværre.
Min søster synes stadig der er skide koldt i lejligheden, selvom jeg har fundet et bedre sted at bo. Der skal ikke blive for varmt, synes jeg. Johanne som jeg bor sammen med med er heldigvis enig.
Og som det bedste er, det er slut med petroleum, her er nemlig både centralvarme og bad.