(Advarsel; Eksplicit indhold. Indeholder racistisk sprogbrug og grafisk afføringsbeskrivelser)

"Hvor skal vi hen?" spørger han mig halvvejs ude på storebæltsbroen. Det er kun en time siden vi tog afsted. Før det tog det os en time at gøre os klar. Vi kom for sent afsted. Blæsten på broen hiver fat i bilen. Han siger jeg skal køre mere forsigtigt. Jeg gør hvad jeg kan. Jeg overvejer om jeg skal give mig ikast med at forklare ham hvor vi er på vej hen. Han har ikke sine høreapparater i. Vi kommer over broen. Landevejen snørkler hen. Han kommenterer landskabet.
   En tydeligt fuld mand kører op på siden af os. Han er ved at køre ind i os. Jeg bliver noget nervøs. Den fulde mand overhaler os indenom meget langsomt. Cykelstien er heldigvis tom. Han slingrer vildt og voldsomt og bremser og gør ved. Min bedstefar som på grund af sine manglende høreapparater ikke har lyttet til et ord jeg har sagt hele turen spørger fordømmende, "Slingrer den bil ikke lige lovlig meget?"
   "Jo, det gør den!" siger jeg halvt, inden han afbryder mig.
   "De burde have skilte på bilerne, når det er kvinder der kører"
   "Det er ikke en kvinde, der kører den bil."
   "Jo, selvfølgelig er det da det"
   "Nej det er ikke."
   "Jo, prøv at se hvor den slingrer frem og tilbage."
   "Det er en fuld mand."
   "Er du på hendes side nu?"
   "Hvad?"
   "Du behøver ikke at forsvare hende. Du kender hende jo ikke engang."
   "Det er en fuld mand, der kører."
   "Du tager altid deres side. Du skal holde med din bedstefar."
   "Aataa! Det er ikke noget med at tage sider. Det er en fuld mand der kører foran."
   "Du skal ikke overhale hende"
   "Jeg prøver ikke at overhale ham."
   "Du tager altid de andres side. Det er ligesom om du ikke forstår du er dansker. Bare fordi du ligner en grønlænder, betyder det ikke at du ikke er mindst ligeså dansk ligesom mig.
   "Aataa! Det er en fuld dansker der kører den bil."
   "Nu er han pludselig også dansk? Er du racist?"
   Jeg tager et dybt suk. Jeg ved ikke hvor meget af det her jeg magter. Jeg har hjulpet ham siden 1. August. Jeg har haft mange forskellige variationer af denne samtale, men dog ikke under det pres af at køre bag en meget suspekt bil der kan ramle ind i os hvad tid det skal være. Stilheden i bilen er en dyb brummen af dæk på koldt asfalt. Jeg kører ind på den første rasteplads jeg kan.
   "Hvad skal vi her?"
   "Ikke noget. Jeg vil bare ikke køre bag den spritbilist."
   "Var hun fuld?"
   "Han var."
   "Nu skal du altså høre efter mig. Jeg er din bedstefar. Jeg har levet i 87 år, og så lærer man nogle ting. Alle ved at kvinder kører sådan der. Der er ikke noget at gøre ved det, fordi nu er det kvinder der bestemmer det hele. Bare se på hende der... øøh, ææhm"
   Jeg ved at han prøver at huske Hillary's navn, men jeg nægter at hjælpe ham med at huske det. Jeg er så træt af alt det her. Jeg har boet hos ham, passet og sørget for ham da min mor ikke magtede det mere. Hvis jeg skal komme med et eksempel på hvordan det er at bo hos ham, så vil den mest passende beskrivelse være følgende.
   Når jeg bliver stresset så går min eksem som regel amok. Den tid hos ham har gjort at min eksem ikke alene gør min hud betændt, men også kødet under. Halvdelen af mine fingre har sår. Mine knoer har betændelsesår. Min bedstefar tror han kan finde ud af at vaske op. Så han forsøger at vaske op og lægge det hele på plads. Hans opvaskemetode er oftest at han lige har været på toilet, ikke vasket hænder, hvor han går ud fra toilettet og lægger mærke til manglende opvask på sin vej tilbage til stuen. Så går han hen og skylder opvasken i kold vand og tørrer med sine fingre sådan lidt omkring. Hans syn er for ringe til at se forskel på pletter på kopper og tallerkener og pletter for hans øjne, så han gætter sig frem til hvor han kommer fingrene hen. Oftere er kopperne mere beskidte efter han har vasket dem op, end de var før.
   Jeg har opdaget at han gør det, men det er ikke altid jeg får genvasket alt hvad vi bruger af tallerkener og bestik. Han lider normalt af kronisk forstoppelse, men den dag her i mit eksempel, så havde vi begge fået dårlig mave. Da jeg får et udbrud af smerte i maven, skynder jeg mig ud på toilettet. Hvad jeg ikke ved, er at han lige har været ude og bombe toilettet. Jeg føler jeg skal eksplodere, men da jeg åbner toiletlågen flyver en giftig hidsig lugt lige op i mit ansigt. En overvældende kvalme og opkastlyde kryber op af mit spiserør. Jeg bliver nød til at rense toilettet før jeg bruger det. Jeg holder mig med alt min magt og vilje, da jeg tager wc rensen op af en kasse ved siden af toilettet under en hel masse ting han insistere skal stå lige præcis i vejen. Jeg kæmper for at få låget af og overdynge toilettet med den mørkegrønne wc rens. Det lugter kemisk og gennemtrængende. Jeg tager toiletbørsten og skrubber hensynsløst og hurtigt. Det hjælper på opkastfornemmelserne og maveproblemerne.
   Et opstød får mig næsten til at kaste op. Jeg vil sætte låget på wc rensen, men fumler med mine fingre og taber den ned i kummen. Man bliver selv lidt dement af at bo med en dement, så jeg tager den geniale beslutning at prøve at fiske den op med fingrene. Min åbentsår betændte eksemfinger ned i den grønne kemiske masse af gammel ufordøjet mad og harsk opløsende wcrens. Smerten i min fingre får mig til at tabe låget ned i massen igen. Det svier ad hulen til. Jeg skal skide voldsomt, jeg er lige ved at kaste op og lugten er ikke til at holde ud. Jeg tager låget og skruer den hurtigt på plads og forretter min nødtørft. Et ord jeg først nu føler jeg forstår hvad betyder. Jeg kommer ind til stuen med ham, hvor han sidder og læser en eller anden gammel nazist som skriver for Berlingeren. Han kigger alvorligt over på mig med et stort smil på læben og siger "Har vi det ikke dejligt her ude i skoven? Jeg har jo slet ikke brug for at komme på et plejehjem."
   Dette eksempel er hvad jeg tænker på, mens den fulde mand kører uforsvarligt foran os.
   "Den kvinde var jo rablende gal"
   "Det var ikke en kvinde" vrisser jeg.
   "Er det en perker?"
   "Nej, det er bare en fuld mand"
   "Hvordan ved du det?"
   "Jeg så ham, da han var ved at køre ind i os for lidt tid siden."
   "Det siger du bare for at have ret."
   "Nej, det gør jeg ikke, Aataa. Du er syg, du forstår ikke du er syg. Du er meget dement."
   "Vel er jeg ej. Det er jer, der siger at jeg skal på plejehjem. Jeg har jo ikke brug for at komme på plejehjem."
   "Ja ja, nu kører vi over og får en fremvisning på en lejlighed."
   "Nej da, det behøver vi da ikke. vi skal ikke forstyrre dem i julen."
   "Aataa, det har været planlagt i 3 uger. Nu er vi halvvejs til Svendborg fra Nykøbing. Vi har en aftale med dem."
   "Nej, vend om og lad os komme hjem."
   "Aataa!"
   "Okay, okay, så snakker ikke mere om det."
   "Aataa, du er nød til at forstå det er svært at passe på sådan en gammel mand som dig."
   "Er det virkeligt?"
   "Ja, meget"
   "Okay, lad os lade snakke om noget andet."
   "Ja, lad os komme videre."
   "Er det ikke herligt at være herude i naturen?"
   "Jo, Aataa"
   "Har du set de der grimme vindmøller?"
   "Ja, Aataa"
   "Jeg tæller altid hvor mange af dem der ikke kører. "
   "Ja, Aataa."
   "Du lytter slet ikke til hvad jeg siger.
   "Jo, jeg gør"
   "Hvad sagde jeg så lige?"
   "Du sagde du altid tæller vindmøllerne. Jeg ved også hvad du har tænkt dig at sige bagefter"
   "Nåda? Hvad ville jeg så sige?"
   "Du vi spørge mig om jeg nogensinde har tænkt på at hvis man vendte retningen vingerne drejer på vindmøllen, så ville vindmøllerne virke som propeller og skubbe landmassen under dem. Hvis de bygger for mange af dem herude, så vil hele Fyn flyde ud og havne ude midt i Kattegat"
   "Hvordan vidste du det?"
   "Fordi du har fortalt mig det en million gange før"
   "Er vi nået frem?"

Vi kom sikkert til plejecenteret. Han blev vist rundt og hyggede sig med at hilse på de forskellige beboere. Plejepersonalet var smilende og imødekommende. De var alle ældre kvinder, på nær en mørklødet mand.
   "Hej, arbejder du her?" spurgte min bedstefar ham.
   "Ja, det gør jeg." svarede han med et stort smil.
   "Hey, Har du set?" siger min bedstefar med et stort smil og peger på manden, der er lysere i huden end jeg er.
   "De har deres egen negermand her."
   "Aataa, Lad vær at sige det"
   "Hvad? det er han."
   Manden smiler høfligt, som om han er vant til det blandt beboerne, men tror ikke der er så mange, der er så direkte med det.
   "Aataa, hold nu op"
   "Nå, okay," siger min bedstefar og nikker med hovedet.
   Jeg ved et eller andet sted at min bedstefar ikke selv tror han mener noget ondt med det, men jeg ved også at når vi kommer hjem, så kommer han til at være meget ængstelig for denne ansatte en dag måske vil bortføre ham og sælge ham til Isis. De mange søvnløse nætter om Isis. Alle de artikler i Berlingeren og tv avisen der gang på gang bekræfter hans frygt. Jeg kan ikke forestille mig hvordan det er at være afhængig af følelsen af frygt, på samme måde som min bedstefar. Vores rundvisning bliver afbrudt, da sosu-assistenten skal gøre nogle af borgerne klar til at komme til julegudstjeneste. Vi tager med.
   Vi oplever en meget smuk og enkel julegudstjeneste i Fredens kirke. Efter er der æbleskiver og kaffe, hvor vi kommer til at sidde ved siden af menighedsrådet. En flok ældre kvinder, som taler ihærdigt med min bedstefar. Æbleskiverne ryger ned, da vi ikke har fået frokost endnu. Han gufler dem ned og forsøger at snakke med dem i munden. Larmen fra de andre snakkende gør han ikke hører et ord hvad de siger, men han er blevet ret god til at lade som om han følger med i samtaler.
   Vi kører hjem og ankommer lige efter det er blevet mørkt. Han har talt uafbrudt om Hitler hele vejen hjem. Jeg tunede ud, da jeg har hørt svadaen så mange gange før. Hvordan det var Hitlers ide med de her motorveje og hvor farlige de er at køre på, når der er koldt. Han fortæller om hvordan han ikke kunne lide Hitlers metode til racerenhed. Han ville hellere fortynde blodet, som var grunden til at han fandt min bedstemor, så hendes afkom kunne blive en lille smule mere dansk. Så var det planen at min mor skulle finde en dansker, så hendes børn ville blive endnu mere danske indtil man ikke kunne se forskel. Det endte dog ud med mig og min bror har en far der var halvt af hvert på samme måde som min mor.
   Mine andre søskende ser ganske vist noget mere danske ud. Ingen spørger nogensinde hvor de er fra mere end en gang. Jeg tror min stærke følelse af familiesammenhold kommer af at være del af en ødelagt og delt og splittet familie. Familie er ikke blod. Mine søskende er mine søskende. Min mor er min mor. Min biologiske far har jeg ingen kontakt til. Min rigtige far er min stedfar. Min bedstefar er en skør gammel racist. Dement og syg. Jeg kan ikke huske tilbage til en tid, hvor han ikke var rimelig underlig, men han plejede at kunne tage vare på sig selv. Han plejede at tage rundt i hele verden. Han forsøger stadig at få mig ind i Tvind og tage med dem til Afrika. Vi kommer hjem og får sat os ned med noget kaffe.
   "Jeg glæder mig til at bo på det plejehjem" siger han.
   Det føles som Jul da han siger det. Det føles som om Julegudstjenesten var tungen på vægtskålen. Jeg sender en kærlig taknemlig tanke til Jesusbarnet. Aataa kommer til at få det godt på det plejehjem.