I familiens gamle bil kører jeg stadig rundt. Ved hver køretur laver den en ny lyd. Enten en raslende, summende eller brummende lyd, som alle vælger at ignorere. Om den kunne bruge en reparation, er der vist ingen tvivl om, men den kører stadig og derved tjener den sit formål. Jeg drejer op på fortovet og slukker motoren.

*
   En nær ven, som jeg ikke vil nævne navnet på, skrev for en måneds tid siden til mig. Et navn. En adresse. Han skrev, at der var nogen, som jeg "måske" var interesseret i at se. Jeg vidste, hvem han snakkede om. Da jeg fik adressen kunne jeg intet andet gøre end fare af sted mod destinationen. Min hensigt var uskyldig. Idéen var at observere bopælen. Et lille parcelhus, der umiddelbart ikke sagde særlig meget om familien. En primitiv gynge hang og svang i eftermiddagsbrisen. Anden gang jeg sad i bilen og lurede fra den modsatte side af vejen som en eller anden spion, sad der rent faktisk et barn i gyngen. En langhåret pige. Hun sad med ryggen til mig og skænkede ikke de andre børn på vejen en tanke. Jeg turde ikke blive længe nok til at se hendes ansigt og kørte igen efter 10 minutter.
   *

Der sidder en ung mand foran mig, idet jeg retter bakspejlet. Han stirrer på mig. Han er tav med et skuffet udtryk. Af og til er det nemt at se, hvorfor han er endt her. Nogle ville måske sige, at hans øjne fortæller en historie. Historien om hans lange rejse. En rejse, der har gjort ham til den erfarne unge mand, som verdenen omkring ham ser, men ikke kender. En rejse, der har gjort ham til et bedre menneske. Den rejse, der for altid vil defineres som hans eventyr. Det er dog ikke tilfældet. Hvor meget jeg end prøver, kan jeg for alt i verden ikke se ham i øjnene særlig længe uden at væmmes. Uden at skamme mig.

*
   Skønheden i de dyre klæder følte medlidenhed med mig, når hun hørte om min opvækst. Fordi hun kun kendte sin egen virkelighed, opfattede hun mig som en stakkel. Måske lidt som en særling. Hvad jeg bebrejdede skæbnen for, smed hun på min sociale baggrund. Det var ikke helt fair, men til tider kan en andens kropsvarme og nærvær gøre en blind overfor sandheden. Jeg var intet uheldigt menneske. I min situation lærer man at sætte pris på de små ting. At sætte pris på de få ting du har i denne verden.
   *

Ud af hoveddøren træder en mand i 30'erne ud. Et par briller uden stel på næseryggen. Håret er friseret. Hans hage er dækket til af et busket, kruset fuldskæg, som jeg aldrig kan leve op til. I et jakkesæt forekommer han mig både velhavende og stilfuld. Tiltrækkende for enhver kvinde. Han er en mand. En rigtig mand. Den ideelle mand. Mens jeg tænker dette, får han sin firmabil ud af carporten og ruller problemfrit ud af kvarteret. Som om intet i livet gik ham imod. Intet kunne vælte ham omkuld. Intet havde magten over ham.
   Jeg åbner handskerummet. Der ligger en kam. Eller en rest af den. Den har nok tilhørt min far. Jeg erindrer ikke et tidspunkt, hvor den rent faktisk var hel. Den havde altid været knækket midtover. Jeg rækker ud efter den og stirrer igen på den unge mand i bakspejlet. Han er der sørme stadig.

*
   Albert, sagde han i sin besked, det er dit valg, men der er ingen garanti for, at du vil få det bedre.
   Intet, svarede jeg, intet har været det samme siden det fandens brev kom flyvende ind ad brevsprækken. Lige nu kan det være ligegyldigt, hvad jeg ser. Hvem det end er, vil det leve op til mine forventninger, tror du ik'?
   *

Jeg reder mit hår med en knækket kam. Jeg siger det højt og indser, hvor sølle det er. Endnu engang kan jeg kun se den unge mand i øjnene. Han sidder i bakspejlet og glor på mig. Han er stadig meget tavs. Jeg kan knap nok høre ham trække vejret. Jeg prøver virkelig at føre en samtale med ham, men vi har ingenting til fælles. Jeg har ikke meget tilovers for ham. Vi ligner hinanden til forveksling, men han siger mig intet. Gad vide hvad han tænker, mens han blot lader minutterne flyve for øjnene af ham, som om han har alverdens tid. Én ting er, at jeg spilder tiden i mit gamle spektakel af en bil. Det er noget andet med ham. Jeg sidder her og ser på ham, og jeg ved med sikkerhed, at han ikke er meget yngre end mig, og alligevel virker det til, at jeg har levet et helt liv før ham. Hvad tænker han om mig, når han stirrer med så levende øjne? Hvad tænker han om sig selv? Er det mit hår, som han stirrer på? Eller er det mit miserable fjæs, der er hans åsyn værdigt?

*
   Jeg siger dig, skrev han i sin besked, du løber en vis risiko ved at opsøg den familie.
   Hvad tror du jeg har i sinde? At kidnappe hende? Det er slet ikke sikkert, at jeg kommer i nærheden af hende, svarede jeg.
   Det er sandt, skrev han tilbage, jeg vil bare sikre mig, at du ved, hvad der vil ske, hvis nogen ser dig for tæt på. Hvis du gør noget uden at tænke først, er du den kriminelle. Husk det!
   Jeg har ikke tabt hovedet endnu, sagde jeg.
   Nej, men det er sket før, sagde han, at mennesket ser noget større end dem selv, og pludselig vil man have mere end muligt, men jeg håber, at du ser, hvad du har brug for og intet andet. Jeg siger ikke, at hvad de gjorde mod dig dengang for 6 år siden var korrekt, men du er min ven, og det må gerne fortsætte.
   *

- "Hvorfor var du tiltrukket af Heidi?" spørger jeg den unge mand. - "Var det, fordi hun var rig? Fordi hun var anderledes? Fordi hun ikke lod sine forældre vide, hvad hun rendte rundt og lavede? Var det, fordi hun var nydelig? Fordi hun var, åh, så smuk? Fordi hun var den smukke, men forfærdeligt ensomme prinsesse, som kun de fineste i kongeriget kunne røre ved? Og da den heldige vinder blev dig, slog det så klik? Ligesom i filmene? Fordi hun havde ondt af dig? Var det, fordi det føltes som skæbnen? Var det, fordi du på en eller anden måde, overbevidste dig selv om, at I hørte sammen? At I set bort fra alting var ens? Eller var det rent seksuelt? Var det så simpelt?".
   I bakspejlet overvåger jeg kammen i færd med at sætte min frisure. Jeg må ikke komme til at se på ham imens, for ellers ændre farven sig. Bare ved at tænke på hans stirrende blik transformeres mine hårrødder til vissent græs. Så ungdommelig. Så uvidende. Hans øjekast gør enhver person rusten, og enhver rusten sjæl misunder ham for hans uvidenhed og naivitet. Jeg bør tage mig sammen og indse, at hårets grå farver er ren indbildning.
   Hoveddøren åbnes igen, og ud kommer pigen med det lange hår. Hun er lille. Hun er knap nok startet i skole. Jeg ser hende. Jeg ser hendes ansigt, hendes påklædning og intet virker forkert. Jeg tør ikke rulle vinduet ned. Hun ignorerer den pæne forhave og hopper fra sten til sten. Hun beskæftiger sig helst med den usle gynge, der ikke hører til i de fornemme omstændigheder. Har jeg nævnt, at hun er klædt i en poset buksedragt? Lidt sløset ved siden af herren med skægget.
   - "Det burde du vide" hvisker den unge mand.
   - "Jeg kan ikke huske det" lyver jeg og betragter diskret den anden side af vejen.
   Pigen sætter sig på gyngen. Hun ser os ikke.
   - "Vil du ikke nok holde op med at lyve for mig?" spørger den unge mand. Han ser på mig igennem spejlet med store barnlige hvalpe-øjne, og jeg kan ikke holde ham ud i denne pludselig varme olietank.
   - "Du var aldrig voksen nok" hvæser jeg. - "Du var aldrig fin nok, aldrig god nok, aldrig stærk nok. Det er sgu ikke så underligt, at de ikke syntes, at du var klar til sådan et ansvar. Hvis du dog bare for én gangs skyld kunne forsvare dig selv, så... ".
   - "Så hva'?" spørger han.
   Jeg tøver lidt. - "Så havde jeg siddet i det perfekte parcelhus lige nu".
   - "Og nu lyver du altså igen".
   Jeg tager mig til hovedet. Jeg sveder.
   - "Der er så helveds varmt herinde!" hvæser jeg og læner mit hoved tilbage i førersædet. Fyren på bagsædet mumler bag mig, men jeg vælger ikke at høre ham. Jeg kan se hans mund bevæge sig i spejlet. Jeg lukker øjnene i et øjeblik og synker en klump i halsen. Min mund er tør. Luften er tung.

*
   Der var noget ved min dør. Noget, der puslede. Lyden manede ikke til eftertanke. Der lå en kuvert på måtten. Afsenderen var ukendt, men mit navn var skrevet på forsiden med en kuglepen. Kuverten var uden rude, så der var ikke tale om en offentlig afsender. Dette var privat. Meget privat.
   "Til Albert Weid.
   Først og fremmest vil vi understrege, at dette er en særdeles pinlig situation. Ikke kun for dig, men også for os med relation til Heidi. Du er ikke teenager længere, hører vi. Der må være et stort pres på dine skuldre, specielt med din skrantende økonomi, men det giver dig ingen tilladelse til at sætte os i denne situation.
   Hvad angår Heidi, er vi blevet enige om at tage yderligere beslutninger for hende, idet hun i denne tid er meget fortvivlet mht. fremtiden. Når dette er sagt, kan vi også oplyse dig om, at Heidi ikke havde lyst til at se nogen. Netop derfor har du ikke hørt fra hende de seneste måneder.
   Vi vil gerne gøre det klart for dig. Hun formåede at holde det skjult for os. Selv for dig. Da hun endelig fortalte os det, var hun knust. Du må ikke tro, at vi tvang hende til at gå med til bortadoption. Det er den eneste udvej. Det ved hun heldigvis godt. Vi tager med sikkerhed ikke ansvaret for dette. Længe ønskede vi, at det kunne være anderledes, men vi kan ikke forlanger så meget af dig.
   Vi mente, at du havde behov for at vide det.
   Tro os når vi siger, at dette er meget beklageligt, men vi vil foretrække, at du ikke tager kontakt til vores datter igen. Barnet vil blive født. Dog finder vi det ikke nødvendigt at give dig videre information. Det kan du vel nok forstå.
   Fra Hr. & Fru. Schmidt-Becker"
   *

Bank! Bank!

Jeg hopper. Hjertet banker. Det voldsomme og markante brud på muren af stilhed hiver mig ud af min hviletilstand. Det har vækket mig.

Bank! Bank! Bank!

Denne gang er lyden blidere. Jeg tør ikke vende blikket mod ruden. Jeg hiver efter vejret, skuer ned ad vejen og taber ubevidst kammen ned i skødet.

Bank!

Lyden bliver mere og mere venligsindet. Mit hjerte glider ned ad halsen tilbage til min udhuling af et bryst. Mønsteret på rettet danser for øjnene af mig. Jeg får en uimodståelig trang til at fjerne skidtet under mine negle. Jeg gnider hver fingerspids mod tummelfingeren.

Bank!

Jeg tøver og ruller vinduet ned ved håndkraft - Uden rigtig at fjerne blikket fra rettet. Jeg presser neglene dybt ned i håndfladen.

En spinkel stemme spørger: -"Er du okay?".

Jeg synker ned i sædet. Jeg nikker lettet.
   - "Hvem snakker du med?" spørger hun.
   Den unge mand i bakspejlet sidder ikke længere bag mig. Forduftet. Bilen er tom. Der er kun mig og den knækkede kam, der på mystisk vis er endt ned i mit skød.
   Endelig ser jeg hende i øjnene. Det er farligt at gøre noget.
   - "Er du faret vild?" spørger hun.
   Jeg tøver og lytter til hendes stemme. Så barnlig. Så uskyldig. Komplet uvidende. Jeg håber inderligt på at kunne køre min vej hurtigst muligt.
   - "Jeg ser dig ofte sidde her. Jeg kan se dig fra mit vindue. Du holder her på fortovet i rigtig lang tid, og så kører du igen, men kommer altid tilbage".
   Jeg sukker. Jeg åbner munden. - "Ja, måske er jeg faret lidt vild".
   - "Hvor vil du hen?" spørger hun og trækker op i buksedragten.
   - "Det ved jeg ikke" svarer jeg og skuer hen ad vejen.
   - "Hvis du ikke skal noget, vil du så skubbe mig?".
   - "Skubbe dig?".
   - "På gyngen. Mine forældre har alt for travlt. De gider ikke skubbe mig".
   - "Har din far skæg?".
   Pigen får solen i øjnene og nikker.

Og jeg nikker.

- "Du burde ikke snakke med fremmed" mumler jeg ned i rettet.
   Pigen tøver lidt, men nikker. - "Det ved jeg godt, men jeg kan ikke gynge selv".
   - "Dine forældre vil nok ikke synes om, at jeg skubber dig på gyngen" mumler jeg.
   - "Hvorfor ik'?".
   - "Hvis de nu så det".
   - "Hva' så?".
   - "De bliver måske jaloux".
   - "Hvorfor skulle de blive jaloux?".
   - "De vil måske tro, at jeg er din nye bedste ven".
   - "Er det ikke godt?".
   - "Ikke hvis de synes, at de er dine bedste venner".
   Pigen trækker op i buksedragten. Hun forstår ikke, hvorfor de fortjener den titel. - "Voksne bliver ikke jaloux. Børn bliver jaloux".
   - "Voksne er på mange måder ligesom børn".
   Hun vipper rastløst på fødderne, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg ville have gjort det samme.
   Jeg er ikke noget dårligt menneske. Jeg vil gerne sige det højt, men hvad ville det gavne?
   - "Hvad er det dernede?" spørger den spinkle stemme.
   - "Det er min fars kam".
   Pigen ser skeptisk på mig.
   - "Den er knækket midtover," mumler jeg. - "men du ved, en kam er én af meget få ting i verdenen, der kan knække og stadig fungere".
   Jeg demonstrerer.
   Pigen lader som om hun er interesseret.
   Hun trækker endnu engang op i buksedragten og ser på gyngen bag sig. Den valser roligt i vinden og venter på hende.
   Jeg løfter blikket. Den unge mand er endnu ikke kommet tilbage.
   - "Hvad hedder du?" spørger jeg.
   - "Stevia" svarer pigen i buksedragten.

Jeg er ikke noget dårligt menneske, Stevia.

- "Flot navn" nikker jeg.
   Pigen nikker tilbage.

Jeg er ikke noget dårligt menneske, Stevia.

- "Jeg tror, at det er på tide, at jeg tager afsted" mumler jeg.
   - "Komme du så tilbage igen igen igen?".

Jeg er ikke noget dårligt menneske, Stevia.

- "Det tror jeg ikke" mumler jeg.
   Hun tager hænderne i lommerne og hiver lommerulden ud.
   - "Så du vil ikke skubbe mig?" spørger hun.

Jeg er ikke noget dårligt menneske, Stevia.

- "Jeg kan ikke," svarer jeg. - "men prøv at læn dig tilbage, stiv som et bræt, og så frem ad med bøjet ben".
   Pigen ser skeptisk på mig.
   - "Prøv det, Stevia".
   Hun overvåger gyngen og sukker.
   Jeg ligger hånden på håndtaget og er lige ved at rulle vinduet op igen, men jeg venter et øjeblik. Hun sætter sig på gyngen, griber fat i hver side og stirrer selvsikkert på mig. Som om hun skal bevise over for mig, at jeg ikke ved noget som helst. Men hun gør det. Hun får gang i gyngen uden hjælp fra nogen voksen. Fordi jeg mente, at hun kunne.
   Hun ved, at jeg har hjulpet hende, men hun giver blot et smil, og i virkeligheden er det alt, som jeg behøver.
   Jeg løfter blikket. Jeg er stadig alene. I mit gamle spektakel af en rustvogn. Med en knækket kam i hånden. Gad vide om radioen stadig virker.
   En sang spiller. Jeg har aldrig hørt den før, men det gør ikke noget. Værten siger Honey Jars med Bryan John Appleby. Solens position giver himlen en varm orange farve. Det er på tide at tage hjem.
   Jeg starter motoren. Der lyder en raslen, en summen og brummen. Jeg drejer til venstre og dumper ned på asfalten. Bilen triller roligt frem. I sidespejlet ser jeg Stevia vinke fra gyngen. Jeg åbner handskerummet, kaster kammen ind og lukker.
   Der lyder endnu en raslen, en summen og brummen. Skroget kunne helt klart bruge en reparation. Det er der vist ingen tvivl om. Men den kører stadig og derved tjener den sit formål.