Solen skinnede ind gennem de kvadratiske, små vinduer. Vinduerne til det lille lokale. Vejret var bidende kold. Træerne stod gyldne i gården, uden nogle ville opdage, at de smukke blade snart ville visne og forsvinde.
   I klasselokalet, som var småt, kvadratisk og velegnet til et mellemtrin, stod den voksne lære over for de mange elever. Eleverne lyttede ivrigt med.
   Det var som at høre en prædiken, hvor alle ordene var ugenkendelige. Dog kun ugenkendelige for én enkel elev, der nægtede at høre efter.
   Hans mørkebrune øjne kiggede på papirerne, han havde foran sig. Blyantstreger dækkede hele papiret, som hvis den vredt havde prøvet at fjerne alle følelser. Følelser der brusede op af sorg, had og vrede.
   Endelig standsede ordene. Ordene der havde strømmet ud af lærens mund og stirrende blikke havde erstattet prædiken. Dem som stirrede på ham, med de brune øjne, det mørke hår og den følelsesløse mine.
   Drengen iført skoleuniform, som alle andre.
   "Billy, har du det godt?" spurgte læren med en bekymret klang i stemmen.
   Uden at se op, fortsatte Billy med at køre blyanten hen over papiret og svarede: "ja, ja. Jeg har det fint."
   Læren gav et opgivende suk, hvorefter undervisningen blev genoptaget. De andre elevers ansigter forandrede sig fra bekryrrende til nysgerrige.
   Men hvem ville bekrymre sig om ham? Han var blot den eneste brunhåret dreng, med en forsvundet far, i klassen.

Skoleklokken havde ringet ud for sidste gang i dag, men selve dagen var ikke slut endnu. Mens den hvide bil, med blå striber, kørte buldrende over hullerne i grusvejen, spillede der musik i radioen. Afslappet. Musik der var upopulært og ukendt, med en skjult handling, som ikke mange ville høre eller forstå.
   Udover musikken, var bilen tavs. Ingen gave én eneste lyd. Billys ansigt var rettet op mod himlen med de grå skyer, der aldrig ville give sig til at regne, sne eller tordne. Selvom der er koldt deroppe, tænkte han for sig selv, vil der aldrig være varmere hernede.
   Musikken stoppede. Billy satte sig ordentlig op og kiggede på manden bag rettet. Manden var iført en uniform og virkede venlig. Dog var han stadig meget fremmed. Nu var det den tredje gang Billy blev kørt af ham.
   "Nåh..." begyndte manden, uden at kunne fuldføre sin sætning. Efter nogle få minutter i tavshed, prøvede han igen. "Så, nu skal du bo mig et par dage. Gamle Larry Watson her."
   Bilen drejede skarpt til venstre. Der blev kørt hurtigt ned ad gaden, med orange rækkækkehuse på højre side.
   Nede for enden af gaden, kunne man skimte et hvidt tag.
   Uden at sige noget, sank Billy længere ned i sædet.
   "Du er ret stille, hva?" Spurgte Larry uden at få et svar. "Det er også forståeligt nok," sukkede han.
   Billy gav et øjekast på manden. Fra uniformen til Larrys top, hvor store, buskede øjenbryn dækkede hans blå øjne. Et lille, smil, som falmede i stilheden, var sat ind i hans slanke, rynkede hud.
   Et ryk gik gennem bilen. Billy rev sig løs af sine tanker, da køretøjet stoppede brat op foran et lille hus. Et hus så velkendt for drengen, at det gjorde ondt hver gang han så det igen. Specielt i dag. Det var den sidste gang.
   "Så er vi her. Du må nok skynde dig og pak dine ting selv. Medmindre du vil have min hjælp?"
   Billy rystede på hovedet, som svar.

Nu var det den tredje gang, han gik op ad trappen og tredje gang han gik ned med sit tunge læs. Læsset der blev tungere og tungere. Næsten umuligt at bære til sidst. Selvom der var rodet i huset, virkede det tomt. Virkede trist. Dets sidste levende ting, det havede flyttede ud af det.
   Billy så sig om. Kiggede rundt på gangen, som han befandt sig i og op på trapperne bag sig. De førte op til døde værelser.
   Han så ned på de tre kasser, han har slæbt på. Den ene var unødvendig, kunne lige så godt efterlades. Den anden indeholdte ting, som Billy elskede og engang tilhørte en han elskede. Snart var der nogle, som skulle bruge dem, for at oplkare en sag. At han skulle beholde tingene, var umuligt. Den tredje og den første han havde taget ned, var et kaos. Rodet, med hullede sorte strømper, et par krøllede tegninger og nogle visne blade. De har på en eller anden måde, sneget sig ind mellem det hele.

Solen var på vej ned og natten ville falde på. Vejret virkede i øjeblikket tørt, blæsefuldt. Hverken varm eller kold.
   Der var gået nogle timer siden, Billy havde båret kasserne ud af huset, ud til bilen og væk fra sin gamle by.
   Gennem hele dagen og dagen før, har han intet spist. En tung tomhed fortrængte hans appetit. Vandet slikkede sig op af stranden og gav brusende lyde. Det ville berolige mange, udover ham. Lyden krøb ned i hans tanker. Dybere og dybere. Ned i minderne. Minder om en kvindes latter. Om en kvindes sang. Selvom han blev ilde til mode, var det Billy der insisterede på, at komme ned til stranden, inden de kørte hjem til Larry. Larrys hus, som skulle kaldes hans "hjem", indtil man finder en "rigtig" familie til Billy.
   Tankerne kværnede. De larmede, skreg, bankede og alligevel gjorde han intet. Han behold sine nøgne fødder i det kølige vand.
   Larry stod og ventede få metere væk.
   "Stakkels gamle hus," sukkede Billy. "Du så, så trist og tom ud, da det sidste, lille lys inden i dig blev slukket."
   Han knyttede sine næver. Vandet slikkede sig op af hans ankler, som en hund der slikkede sin herre undskyldende.
   "Jeg vil aldrig tilgive dig," hviskede han ud mellem sine sammenbidte tænder.
   "Skal vi afsted?" Spurgte Larry blidt.
   Billy vendte sig om. "Når I har fundet hendes krop..." ville han spørge uden, at svare politimandens spørgsmål. "...kan vi så holde en begravelse for min mor?"