Da jeg for et par måneder fik at vide, at min lejekontrakt ophørte, blev jeg midlertidigt boligløs. Min udlejer ville have flere penge, da lejen var gået op i kvarteret der engang var et arbejderkvarter. Heldigvis kom en gammel ven mig til undsætning. Siden han giftede sig med en kvinde fra Thailand havde jeg ikke set meget til ham, men her i nødens stund tilbød han mig en sofa, jeg kunne sove på indtil jeg fandt et sted jeg havde råd til. Hvad han ikke havde fortalt mig var dog, at han var blev skør og alkoholisk.

"Jeg sover herude," sagde han som slutningen på en druktur, der skulle indlede min indkvartering hos ham.
   "Hvor ude?" spurgte jeg og så ud over hækken og parkeringspladsen foran boligblokken han boede i.
   "Her," sagde han og lagde sig til rette i menneskeformet silhuet i hækken ved siden af en indkøbsvogn.
   "Godnat," sagde han så og kastede nøglerne til lejligheden fra sig.

Da jeg vågnede op og så ud ad vinduet lå han stadig uden for, som en øldåse nogen havde smidt fra sig.
   Et barn gik forbi pegede, "mor - nu sover manden uden for igen."
   "Shhh."
   Mødre og fædre rystede på deres hoveder og andre gik bare forbi.
   "Han plejede ikke at være sådan," forklarede hans kone med Thailandsk accent. "Det som om et dæmon har taget ham over."

Og så fortalte hun om P̄hī Korṭh Krah̄āy, dæmonen med den arrige tørst. En dæmon fra Bangkoks betonjungle der for meste ganske roligt hvilede i den krop den havde overtaget, men hvis hvilen blev afbrudt af alkohol eller narkotika, ville P̄hī Korṭh Krah̄āy udvikle sig til en ondskabsfuld besættelse. Det blev kun værre, hvis P̄hī Korṭh Krah̄āy selv begyndte at få smag for beruselsens ynde - og det mente min vens kone allerede var sket. Når P̄hī Korṭh Krah̄āy udfoldede sit djævelskab kunne den besatte nogle gange ses lette sig fra jorden, den besatte ville få røde øjne og den besattes næse kunne sågar forvandle sig til en snabel, hvis det var fuldmåne.

Normalt troede jeg ikke meget på den slags, men min ven havde virket temmelig besat den nat, ja faktisk som om en dæmon havde besat ham. Måske jeg egentlig havde set hans fødder lette sig i baren, da vi drak shots. Jeg gik ud og hentede ham.
   "Din krop er blevet taget over af en dæmon," sagde jeg.
   Nu var hans øjne røde som blødende sår, præcis som hans kone havde beskrevet. Måske det bare var af tømmermænd, men uanset hvad virkede en thailandsk djævleuddrivelse som noget, der kunne få ham på fode igen.

"Jeg ville ønske alt kærlighed i verden dejsede ned og døde som daskede fluer," sagde min ven og sukkede.
   "Det er noget forstyrret sludder," sagde jeg. "Det giver ingen mening."
   Jeg bad ham om at komme inden for, så vi kunne tage os af ham. Hans kone gav ham et bad og jeg lagde ham i seng. Da han faldt i søvn lagde hun røgelsespinde og et smykkeskrin fyldt med lotusblade på den side af sengen. På den anden side satte hun en stor lervase og en åben Lao Khao whisky.

Min ven lå i sengen den sommer. Nogle dage var hvileløse og smertefylde, andre dage febersyge og søvndyssende. Imens passerede sommeren forbi med sin ozonduftende regn, der faldt på ruder og nyslået græs og sivede ind igennem vinduet, der stod på klem. Børn legede udenfor og fyldte rummet med skrig og lyden af bolde der ramte mure og asfalt. Hans kone serverede de sundeste måltider fra det Thailandske køkken, som ved hvert måltid supplerede sommerduften med aromaer som ingefær, chili og citrongræs. Tiden passerede langsomt i lejligheden med os tre alene med dæmonen, men efterhånden blev min vens tilstand et anliggende for hele byens thailandske samfund.

"Dæmonen gnaver og bider i hans tarme og knogler," svarede en munk som kom forbi, da jeg spurgte hvorfor min ven havde så ondt. Dagen før havde der været en dansehealer forbi, der til musik og recitering af bønner prøvede at få dæmonen til at forlade hans krop.
   "Skal jeg ikke ringe efter en læge," spurgte jeg min ven da munken var gået.
   "Jeg er ved at være på benene igen," mumlede han.

Til at starte med tænkte jeg hans symptomer bare var abstinenser fra alkoholen og hvorfor skulle alkoholisme ikke kunne kureres af thailandsk dæmonuddrivning, det er vel bare noget psykologisk, men desto længere hans symptomer varede, desto mere frygtede jeg noget frygteligt var galt med ham.
   Og det syntes ikke at blive bedre for min ven. Lugten fra hans afføring blev mere og mere sygelig og hang i luften længe efter hans toiletbesøg og en morgen var hans øjne grumsede som en blind mands. Den nat tænkte jeg - har vi slået ham ihjel, har jeg været med til at slå min vin ihjel?

...

Men den næste morgen gjorde min ven min tvivl til skamme. Han var sig selv igen, han lignede endda sig selv bortset fra han var blevet tynd. Han drak en tår mælk og lidt juice direkte fra en karton, så lavede han røræg og tændte for morgennyhederne.
   "Det er mærkelig verden," sagde han til en nyhed om at uligheden i byen var steget med næsten 50% de seneste 10 år.
   "Hvordan lod vi det ske? Det er jo ikke fordi vi ikke har lagt mærke til det."
   Hans kone skyndte sig at forsegle lerkrukken i soveværelset og hen på eftermiddagen tog vi ned til havnen og lød krukken forsvinde i havets horisont.

Nogle dage efter fandt jeg et nyt sted at bo og siden har min ven ikke drukket. Jeg ved det fordi jeg tit bliver inviteret forbi til velsmagende thailandske retter.