"Kom, sæt dig ned," sagde han og peger på sofaen, der stod foran den åbne pejs. Jeg gik derhen og satte mig ned, mens han satte bakken med de to kopper, med varm kakao og den lille skål med brunkager i, på bordet der stod lidt til højre for sofaen. Han rakte mig en kop, inden han satte sig ned ved siden af mig og selv tog en.
   Jeg lukkede mine øjne i af frydefuld nydelse, da jeg indåndede aromaen fra de sydamerikanske kakaobønne og idet Gudernes nektar, ramte mine smagsløg på tungen, var jeg som forhekset. Den fyldig kakaosmag, overdøvede for en kort stund, alle hverdagens store og små problemer, og jeg var som sat tilbage i tiden, på grund af smagen af den søde og fyldige varme drik, der pirrede hvert eneste celle i kroppen på.
   Imens tænkte jeg på manden ved min side. Den høje, slanke mand, men det kattelignende ynde, der forvirrede mig en del. Han fik mine tanker på afveje, når han var i nærheden. Mine kinder blussede op og fik mit hjerte til, at danse en lille foruroligende dans i brystet på mig. Hvad var det han gjorde ved mig? Han var 1,73 høj. Mørkhåret og elegant, med blågrønne og et smil der kunne slå benene væk under hver en kvinde han måtte kaste sit blik på.
   Ordet jaguar, med sine lette og smidige bevægelser, beskrev ham ret godt. Hans selvsikkerhed og elegance, bevidnede om, at han godt vidste, at han kunne være tiltrækkende over for begge køn. Han var den farlige type, der leger katten efter musen, med sine kvindelige byttedyr, som han havde sat sig for øje, at forføre. Så man skulle være snedig og hurtig for, at kunne undgå ham, men det var nu sjælden, at hans ofre vil lade sig slippe væk frivilligt. Så selvom jeg synes, at han var gudesmuk, mystisk og klædt i falmede , der fik mit hjerte til, at danse en vild dans i mit bryst, lod jeg hans smil prale af på det skjold jeg havde bygget op omkring mig i de sidste par år.
   Alligevel tror jeg faktisk, at jeg har været 30 gange rundt om hele følelsesregisteret. Ja hvis ikke mere. For han, har simpelthen hægtet sig fast i mit indre og slået rod i mit hjerte. Først var han kun en svag kilden i mit sind og til sidst fik han min humør skala til at stige til 100% hver gang jeg så ham.
   Han bragte mig tilbage til virkeligheden ved, at sige, "Hvis du var en kat, ville du spinde vellysten lige nu." Jeg smilede forlegent og sagde, "Mijav." Han strejfede min kind med bagsiden af fingrene og mumlede: "Du rødmer. Det klæder dig min skat." Hvad der fik mig til, at rødme endnu mere. Jeg ved mig automatisk i underlæben inden jeg sagde, "Jeg kommer til, at fortryde det her." Jeg gjorde tegn til, at rejse mig op, men han tog fat i mig og trak mig ned imod sig igen i sofaen. "Så bliv." Jeg rystede umærkelig på hoved og slog blikket ned. "Det ved du jo godt, at jeg ikke kan. Det kan du godt forstå ikke?" Han slap mig modvillig, med et dybt, men forstående suk, "Jo."
   Jeg vendte mig, om imod ham og lagde min højre hånds flade imod hans venstre kind. Det næste jeg gjorde, overraskede ham lige så meget som mig selv. Jeg bøjede mig ned og lod mine læber strejfe hans. Han sad stille og tog imod, uden at gøre andet, men sagde så da mine læber slap hans, "Jeg elsker dine dådyr brune øjne. Den måde du betragter verden omkring dig på." Jeg rettede mig op og så undrende på ham og han fortsatte, "Den måde du også ser på mig på, når du ikke tror, at jeg ved det." Rødmen brusede lystig i kroppen på mig og jeg slog blikket ned igen. "Jeg elsker alt ved dig og vil heller end gerne lede dig i udføre, min skat."
   Hans blågrønne øjne, så igen intenst på mig og fik det som sædvanlig, til at krible lystig i kroppen på mig. Var det mon skæbnens ironi, at jeg skulle befinde mig her, sammen med ham, tænkte jeg og jeg rejste mig op. Han skulle til, at sige noget, men jeg rystede på hoved og fortsatte, "Giv mig lige lidt tid, det er det eneste jeg beder dig om. Håber, at du forstå?"
   Han havde også rejst sig op og da jeg var nåede halvejs igennem stuen, vendte jeg mig op imod ham og sagde, "Du kan tage det grønne værelse i nat."
   Vreden og sorgen over mig selv, kæmpede en ulige kamp i min krop. Hvorfor kunne jeg ikke bare give mig hen til ham og så bare blæse på, at jeg ikke ikke ved, hvem jeg selv er?
   "Gør noget," skreg den lille stemme i mit indre. "Og det skal være nu" fortsatte den, men det eneste jeg gjorde, var at gå ud i hallen og hen og op af trappen. Da jeg var kommet ind i mit soveværelse, smed jeg mig på sengen og græd mig selv i søvn, uden tanke for tøj eller andet, af hygiejniske ting.
   Søvnen kom, med en drøm, jeg havde svært ved at tyde:
   En bil køre op på siden af mig og chauffør ruller vinduet ned og siger, "Nå det er her du gemmer dig!" Uden, at kigge på den der taler, siger jeg, "Hvordan kan jeg gemme mig i en by, næsten alle ved, at jeg bor i?" Nogle griner inden i bilen, mens chaufføren bydende siger, "Sæt dig ind, så køre vi dig resten af vejen." Jeg sætter mit tempo op og svare afmålt, "Det vil da være en falliterklæring." Han bander lavmælt og en ny stemme blander sig. "For os eller dig?" Stadig uden, at se på bilen, der har tilpasset mit tempo, svarede jeg, "Min, da jeg bor lige rundt, om det næste hjørne." Jeg peger for, at demonstrere, hvor langt der er der hen. "Jeg er jo næsten oppe af bakken nu." Jeg smiler engle sødt, mens jeg ironisk spørger, "Hvor var I da jeg begyndte på opstigningen?"