"To timer tilbage" tænker hun mens hun lader sin mobil glide tilbage i bukselommen. To timer tilbage inden hendes lift er her, og så hun kan komme væk. Hun kigger lidt nervøst rundt, mens hun prøver ikke at gøre det for åbenlyst hvor meget hun ikke passer ind. Hun drejer lidt nervøst rundt på sin ring, mens hun prøver at finde ud af hvilken gruppe af venner hun vil prøve sit held med. Ingen af grupperne virker som et optimalt valg, men hvis hun ikke snart snakke med nogen er der nogen der vil finde ud af hvor ude af sit element hun er. Hvorfor kunne hun ikke bare være mere social i hverdagene? Det er ikke fordi hun ingen venner havde, men det var mest nogen hun snakkede lidt med. I hverdagene sad hun altid ved sin plads med hovedtelefoner i, også selvom hun ikke altid hørte musik, og var for sig selv. For det meste læste hun lektier, skrev opgaver, læste bøger eller snakkede med gamle venner på nettet. Dem savnede hun meget. Hun tænkte tit at hun nok ikke ville være ligeså heldig med venner igen. Men mens hun sad i sig egen verden og hyggede sig i sit skjul, grinte andre. Ikke ad hende, selvfølgelig, men bare med hinanden. Hun var ikke udenfor nogen steder, og der var ikke nogen der ikke kunne lide hende, men hun var stadig ikke med.
   Når der var opgaver, lavede hun dem kun i grupper hvis man skulle, og ellers var hun for sig selv. Hun prøvede at bilde sig selv ind det var fordi hun kunne lave det bedst hvis hun var alene, men sådan var virkeligheden ikke. Sandheden var, at hun ikke kunne overskue hele den der proces med at spørger mennesker om de ville være i gruppe med en. Hun havde altid haft en teori: Hvis folk ikke kommer til dig, ville de alligevel have sagt nej hvis du kom til dem. Derfor ventede hun bare og så. Selvfølgelig kom der folk til hende når det var fag hun var god til, men der vidste hun at det ikke var på grund af hende. Det var en nem måde at lave ingenting på for dem. Når hun endelig snakkede med folk i dagligdagen var det skam også fint, hun fortrak bare at være for sig selv. Dog fortrød hun det altid i situationer som dette.
   Hun rev sig fri for tankestrømmen, der ellers ville have fortsat i det uendelige, og kom tilbage til det vigtigt: Find en gruppe at være sammen med så du ikke er alene. Normalt var det ikke hendes problem. Normalt elskede hun det. Men hun hadede fester. Hun tænkte tit at hun bare burde drikke noget mere. Så ville hendes små stemmer i hoved, som konstant fortalte at nogen sikkert tænkte dårligt om hende, måske holde kæft. Men på den anden side kunne alkoholen meget vel gøre dem værre. Desuden havde hun ikke lyst. Hun tog ængsteligt fat i en hårtot da det igen gik op for hende hvor åbenlyst det var at hun ikke hørte til når hun gjorde sådanne ting. "Idiot!" tænkte hun mens hun krummede tær over sig selv. Hun så ned på sin mobil igen. Der var kun gået fem minutter siden hendes sidste tjek. Hun fik øje på et par veninder der stod og dansede. Det kunne hun da godt, ikke? Da hun skulle til at tage et par skridt derover, skiftede sangen dog. Det var en eller anden sang hun åbenbart var den eneste der ikke kendte, eller sådan så det i hvert fald ud. I stedet for at gå mod veninderne, skiftede hun kurs mod en stille gang, mellem dansegulvet og toiletterne. Hun satte sig på gulvet og hæv igen mobilen frem. Hun prøvede at skrive til et par af hendes gamle venner for at hører om de var oppe og om de kunne snakke. Hun havde en trang til at få tiden til at gå hurtigere, men intet svar kom fra den lille mobil, som hun alligevel skulle prøve at spare strøm på, hvis den skulle holde resten af denne uendelige aften.
   Hun sukkede og lagde sit hoved mellem knæene. Dog trak hun det hurtigt op igen, da hun hørte fodtrin komme hendes vej. Desperat tog hun mobilen tilbage i hænderne, og lod som om hun skrev med nogen, indtil folk havde passerede forbi. Hun vidste ikke hvorfor dette altid var hendes reaktion når mennesker, hun ikke var forberedt på, kom hendes vej. Måske var det en måde så hun ikke virkede alene på, eller måske ville hun bare ikke virke ynkelig. Men sandheden var, at hun var begge dele. Hun stoppede tankerne, inden de kunne tage form. Ikke nu. Nu var ikke tidspunktet at brude sammen på. Hun rejste sig op og tvang et smil på læberne og fakede et glimt i øjet. Hendes gode gamle trofaste maske. Dette var hun blevet ret god til efterhånden. Hun tog selvsikre skridt ind til festen igen, fastsat på at finde en gruppe denne gang. Hun så et par venner, siddende ved et bord, og spille beerpong. Dette var hendes nye mål. Hun forfalskede de glade bevægelser i kroppen mens hun gik over til menneskerne. "Heeeey" sagde hun på en måde så hun virkede lidt sjov, det var i hvert fald målet. Hun lavede lidt dum smalltalk som hun ellers ikke kunne fordrage, men hun er ude af hendes element. Dette var ikke hendes verden, og derfor kunne hun ikke spille efter sine egen regler. Igen kiggede hun på mobilen. Halvanden time til hun kunne brude sammen hvis hun havde brug for det. Hun tog diskret en dyb vejrtrækning inden hun vendte sin opmærksomhed tilbage på spillet. Det ville være lange halvanden timer.