Vi har kigget på hinanden hele timen. Jeg hører ikke noget, af hvad professoren siger. Jeg bliver bare ved, med at kigge i de dybe brune øjne. Han mister grebet på sin blyant, og bryder øjekontakten i et kort stykke tid. Jeg kan ikke stoppe, med at smile mere. Han bøjer sig ned efter blyanten, uden at miste øjekontakt. Hans charmerende smil vækker en flamme i mit hjerte, hans lange hår vækker sommerfuglene tilbage og hans øjne finder vejen til mit hjerte. Han er perfekt.
   "David! Hvad er svaret?"
   Hans fokus er rettet mod professoren nu, hvilket retter mit blik ned mod mine noter. Mine noter er så forvirrende. Jeg har prøvet at få et system i dem, men af en grund hjælper det ikke.
   "Hvis jeg ikke taget fejl, ville jeg sige, at du muligvis har skrevet forkert!" sagde David helt selvsikker.
   Professoren smilte og vente sig mod tavlen. Hans smil blev ikke så længe.
   "Det har du muligvis ret i David, flot!" indrømmer professoren.

Efter timen, sidder jeg stadig og leger med mine noter. Jeg har ikke haft noget af min opmærksom-hed på professoren i den her time. David er gået for længst, for at være sammen med sine venner. Det er sjælden jeg og ham er sammen. Han har altid travlt og aldrig tid til mig. Sidst vi skulle være sammen, tog han sine venner med. Det var meget hyggeligt nok, men jeg ville bare ønske, at en dag det bare var ham og jeg.
   Jeg pakker mine ting sammen. Pludselig falder et lille stykke papir ud. Jeg tager det og der står: "Elsker dig, hilsen mor!" Jeg bliver skuffet. Jeg havde lige håbet at det var David, som måske havde lagt noget; men jeg er en håbløs pige, som forelsker sig i den forkerte fyr.
   Min mobil brummer og jeg lægger papiret i lommen. Det er David. Mit hjerte begynder at galoperer mere end nogensinde. Jeg har det sådan hver gange han skriver, måske værre. Jeg åbner beskeden.
   "Hey! Hvad skal du senere i dag?"
   Sommerfuglene kommer tilbage, og ligesom den følelse han giver mig, når jeg kigger på ham og jeg bliver helt elektrisk. Det er som om han er hele min verden.
   Jeg læser beskeden mindst tyve gange, før jeg trykker send.
   "Hej! Jeg skal ikke noget i dag, hvorfor?" Jeg håber snart han vil invitere mig ud. Jeg og ham har joket om vi skal på sushi date, fordi ingen af os kan lide sushi.
   Jeg vil være ligeglad, selv hvis jeg skal spise sushi, bare nogle få minutter med ham, vil være en drøm, som går i opfyldelse.

Vi aftaler at mødes ved døren. Men efter nogle minutter, skriver han til mig.
   "Undskyld! Jeg har haft lavet en masse og glemte tiden!"
   Jeg mærker med det samme skyen over mit hoved. Skyen som siger: "Han kan ikke lide dig. Du er for mærkelig!"
   Med tårerne som presser på, tager jeg hjem. Jeg føler mig så nytteløs. Jeg gør alt, for at få hans opmærksomhed, men han sætter aldrig pris på det. Jeg vil forsvinde. Langt væk herfra, hvor alt er sommerfugle og blomster, hvor alt han er, er væk.

Det føles som om, tusind af rosennåle rammer ind i mit hjerte. Det, som skulle have været et paradis, var drunket i tårne. Og det som skulle have været en varm brise, blev til en storm af kolde blikke. Her sidder jeg, og græder mig selv i søvn, endnu en dag.

Alarmen vækker mig. Jeg ligger bare i min seng og tænker på i går.
   Hvis han kigger så meget på mig og sender mig søde blik, men afviser alt hvad jeg gør, er det så tegn på, om han overhovedet lide mig?

For at afklare mit hoved og tanker, tager jeg mit tøj på og går udenfor. Selvom jeg faktisk først skal afsted til skole om en time, føler jeg trang til "at blive luftet igennem", og selvom sensommeren ikke lige frem er varm giver det alligevel mening for mig, at komme ud nu. Uden tanker og mål bevæger jeg mig ud på ukendte stier og kommer ud til en vej med få huse og gårde.

Af en eller anden grund har jeg på fornemmelsen, at der er en mening med, at jeg er her på dette sted. Jeg går langsomt hen ad vejen mod den første gård. Den ser ikke ud af meget; nærmest lidt faldefærdig. Og dog er der noget hyggeligt over den. Efterhånden som jeg kommer tættere på, kan jeg se ind på gårdspladsen.
   Der står en cykel op ad den ene væg. En cykel, som ligner Davids. Jeg ryster let på hovedet af mig selv, for hvorfor fokusere på en cykel på en vildt fremmed gård, på en vildt fremmed vej, som jeg aldrig har set eller været forbi før? Men jeg kan ikke lade være. Cyklen ligner faktisk Davids ret meget.

Jeg tager mig selv til hovedet og bestemmer mig for at gå tilbage. Jeg skal jo alligevel snart i skole; men i det samme går døren op og jeg kaster et hurtigt blik derhen. Netop i det sekund går mit hjerte i stå i få sekunder. Jeg mister vejret og bliver helt svimmel, for ud ad døren kommer David. Og så husker jeg det pludselig tydeligt, at David jo bor på en gård.

Han ser mig og sender mig et stort smil.
   "Hvad laver du her?" spørger han.
   "Øhh!" er det eneste jeg får sagt og føler, at jeg bliver helt varm i kinderne. "Jeg... jeg var bare ude at gå en morgentur!"
   "Er du blevet sundhedsfreak?" griner han og låser sin cykel op.
   "Egentlig ikke! Jeg trængte bare til lidt luft!"
   "Når du nu alligevel er her, skal vi så ikke følges til skole?"
   "Du får det til at lyde som om, at du helst er fri!" siger jeg med blikket rettet mod hans cykel.
   "Nej! Nej, det er ikke sådan ment... Jeg mener, jeg vil gerne følges med dig! Jeg vil faktisk meget gerne følges med dig!"
   Jeg mærker igen, hvordan varmen strømmer op i mine kinder. Bare han ikke kan se, at jeg rødmer. Han smiler sit dejlige store smil, kører en hånd gennem sit lange hår og trækker cyklen helt hen ved siden af mig.

Vi går stille ved siden af hinanden hen ad vejen. En enkelt gang strejfer hans hånd min; om det er tilfældigt, ved jeg ikke, men det er som om jeg får et elektrisk stød.
   "Undskyld!" siger han.
   Jeg smiler til ham og tager ham i hånden.
   "Du skal ikke undskylde!" siger jeg. "Faktisk har jeg tænkt meget på dig på det sidste!"
   Han stopper op og lægger hovedet let på skrå.
   "Har du?"
   "Ja, jeg mener, jeg kan godt lide dig, men..."
   "Jeg troede ikke, at jeg var din type! Jeg mener, du virker bare så... Hvordan skal jeg sige det? Uopnåelig!"
   "Uopnåelig!?" udbryder jeg spørgende.
   Vi fortsætter langsomt hen ad vejen hånd i hånd uden at sige noget. Engang imellem ser vi på hinanden og smiler. Jeg tror aldrig, jeg har været så lykkelig, som i det her øjeblik.