"Det er virkelig en dum ide at stjæle fra en Væring. Det vil du dø for, men ikke I aften, der skal vi have det sjovt." Jeg stod med alle ti fingrer I kagedåsen så at sige. Væringen så knap så fornøjet ud over min tilstedeværelse, I hans rum, og så sent om aftenen. I det lille rum, var der ikke meget at se, et halv fordøjet gulvtæppe, som når man går på sender støvskyer op I rummet, skyen fordeler sig ud over rummet og går I min retning hen mod den skattekiste jeg nu vidste ville blive min undergang.
   "Du ved godt de hænger tyve her ikke?" Sagde han.
   Jeg ryster på hovedet, prøver at holde tårene tilbage, imens jeg kigger mut ned I jorden."
   "Hvad havde du regnet med lille ven?" Sagde Væringen sarkastisk.
   "For at være ærlig, så så." Men jeg bryder ud I gråd, jeg ved han vil ind på livet af mig nu, jeg kan se hans blik af afsky vælte ind over mig, som en karavane over en alt for lille bro.
   Jeg føler mig afsporet, sårbar, ligegyldig.
   Han hiver mig I håret, og slår mig ned over kisten, så holder han I min nakke, og jeg kan mærke tykke negle, gennemborer min hud med et fast greb.
   Så skubber han mig ned på jorden, åbner kisten, og tager en tiara frem. "Var det den her du ledte efter?" han kaster den ned foran mig.
   Og nu hulker jeg ikke bare, tårene er som en knust dæmning, som breder sig I lårfede stråler, ud over hans klamme gulvtæppe.
   "Vil du ikke nok stoppe, jeg skal nok gå. Du behøver jo ikke gøre det."
   "Magt er et tveægget sværd det må du vel forstå pigebarn."
   "Nej, lad mig være!" skriger jeg.
   Jeg rejser mig op, men Væringen går direkte I mod mig, med det drabelige blik. Og så hører jeg lyden af en kniv.
   "Jeg troede du sagde jeg ville blive hængt."
   Væringen stirrer på mig. "Hold kæft hvor er du ynkelig, du har ret I at du skal dø. Men som sagt skal vi først lege en lille leg." Han har et gusten blik, ivrig, han var I liderlighedens hungersnød, som en bastard af en hund, der glumbsk kigger på sin mesters måltid.
   "Lad mig gå eller eller-"
   "Eller hvad, vil du græde mig til døde?" Sagde Væringen. Hans fæle gule tænder, og hans ildrøde hår, for mig næsten til at brække mig ved tanken om hans planer. Jeg vidste det ville ende med det... det er sikkert, men jeg måtte gøre noget for ikke at blive voldtaget af den klamme orm.
   Han tager kniven under min hals, hans ivrige fingrer bevæger sig mod mine bryster. Så skærer han forsiden af min kjole op, så mine bryster er fremme.
   Jeg har aldrig følt mig så ydmyget før.
   Et øjebliks suk, imens han fortsætter, han lukker øjnene, og nu tager jeg chancen.
   Jeg tager langsomt, hænderne op til hovedet af ham, og kærtegner hans skæg. "Stop." Siger han. "Det er jo ikke meningen du skal ku li det vel."
   Væringen har stadig lukkede øjne, men jeg tager hvad han tror er en hårnål ud af mit hår, men en kniv, markeret med et snit I skaftet.
   Så stikker jeg ham I benet.
   Han skriger som en vanvittig, jeg griber fat I tiaraen, og prøver at løbe ud af døren, men den vil ikke åbnes.
   Han vender sig mod mig, halter imod mig et øjeblik, så stopper han op, og tager kniven ud af benet. Han ser markeringen på mit kniv, derefter snittet markeret I skaftet. "Thraker kælling!" råber han, med to knive nu I hånden bevæger denne deforme mand imod mig. Han halter fanger momentet, og så I sidste øjeblik inden han skal til at stikke mig, bevæger jeg mig et skridt til venstre, og sparker hans dårlige fod væk under ham, han vakler ind I døren og slår hovedet ind I den.
   Han ligger I sit eget blod, jeg måtte have ramt en åre.
   Han tager en hånd op imod mig, for at signalere stop, men jeg bevæger mig køligt I mod ham. Tager knivene der er faldet ud af hans hænder væk, og går imod ham. "Nej, du behøver ikke gøre det!" skriger han.
   Jeg smiler, slesk til ham, "I aften skal vi have det sjovt."
   Så hamrer jeg kniven igennem hans strobe, og planter et nænsomt kys på hans mund. Det sidste jeg ser I øjnene er frygten I hans øjne.
   "En Væring der frygter døden?" jeg kigger forundret på ham. "Troede du du ville komme til Valhal? Søde ven... du ender I Hel."
   Jeg griber tiaren, putter den tilbage I kisten og skriger og banker på døren. Så råber jeg "Hjælp!" efter et minuts tid, kan jeg høre stemmer uden foran døren.
   De sparker den ind, og jeg er imellem tiden kravlet over I et hjørne, med hænderne foran hovedet. Jeg snøfter.
   To Væringer for sparket døren ind, men den klamme orm, ligger stadig og blokere døren, de får øje på ham, og så på mig, kigger hvad jeg først troede var et chok, men det var nok mere forundring.
   Så får de ham af vejen, og kommer ind af døren, med deres Daneøkser I hånden.
   "Han prøvede at voldtage mig!" skriger jeg, chokket forsvinder et øjeblik, og så smiler den anden Væring. Han går over til kisten, griber en gral der er gemt dernede, og så hælder han et glas vin op og giver det til mig. Den anden tager min kniv ud af stroben på ham, og går over til mig så de begge står foran mig. "Thraker?"
   "Jeg nikker igennem krokodille tårene.
   "Du skal have lavet et nyt snit på din kniv så." Smiler han.
   "Hvad skal der ske nu?" Spørger jeg.
   "Han prøvede at voldtage dig?"
   Så kigger han på mine bryster som jeg hurtigt prøver at gemme væk, under den flåede kjole.
   "Halfdan." Siger den første af Væringerne til hans kammerat.
   "Begrav Arne I en umarkeret grav, dette er en modig kvinde. Og giv hende alt hans skatte."
   "Mener du det?" siger jeg.
   "Som sagt, det var utrolig modigt gjort af dig."
   Jeg rejser mig op, holder den ene hånd på brystet for at dække dem, imens jeg går over til skattekisten, nede I den finder jeg tiaraen, jeg tager den under min hånd og han giver mig et smykke skrin.
   Da jeg forlader barakken, og går ud af hoveddøren, kan jeg ikke andet end at grine, jeg smider tiaraen på toppen af hovedet og spankulere bekymringsfrit gennem Konstantinoples gader.
   Gud må have et øje efter mig. Jeg nynner en sang og smider hans kniv I rendestenen.