"Haha, jeg kommer først!" I fuld lød var jeg ud af døren og over på græsplænen på ingen tid. Triumfens rus brusede igennem mig.
   "Ihh du vinder bare hver gang!" Hun trampende ned af stentrappens trin. Hende smukke lange gyldne hår hang hende altid løst om skuldre, hvor mit altid var i hestehale.
   "Bedre held næste gang kære søster." Mit smil var blændende, for kapløb var noget jeg altid kunne slå hende i.
   Jeg satte mig ned på græsset. Hun rakte tunge til mig, stadig med armene over kors, og lod som om hun surmulede, men jeg kunne se smilet titte frem på hendes læber.
   "Du ved at det her et det eneste jeg faktisk kan slå dig i, så lad mig lige stråle!" jeg pillede ved en tot græs i plænen.
   Hun kom over og satte sig ved siden af mig, hurtig brede kjolen ud, så den ikke follede, og tog mine hænder i sine.
   "Åh kære søster, du ved jo godt at det ikke er min skyld at jeg er mors favorit. Du er lige så dygtig som mig, mor vil bare ikke se det." Jeg gav hendes hænder et lille glem.
   "Jeg ved det, det bare svært til tider at leve i din skygge." Hun lagde sin hånd på min kind.
   "Tro mig, du skinner. Du ser det bare ikke selv." Vi kiggede hinanden dybt i øjende, hendes klare lyseblå øjne der matchede mine, løj ikke.
   "Goddag Anne." Vores blikke vendte mod personen der havde talt.
   "Goddag Leder Larsen." Leder Larsen havde som den eneste altid givet mig meget opmærksomhed, og det gjorde mig bestemt ikke noget.
   "Hvad laver du på sådan en smuk forårs dag?" Jeg skød brystet lidt frem og smilede, han blik faldt hurtigt på mit bryst, men var lige så hurtigt tilbage til mit ansigt.
   "Mig og Sofie sidder og snakker inden vi skal til dansk."
   "Jamen nu jeg har jer." Han rakte om mod en lille læder indbundet kamera, og holdet det frem foran sig.
   "Må jeg tage et billede af jer til vores væg? Jeg tror kun jeg mangler jer." Jeg kiggede på min søster, som smilede til mig og så op på Leder Larsen.
   "Ja det vil vi gerne!" Sagde Sofie med et stort smil og jeg nikkede anekendende.
   "Perfekt, hvis i så bare lige rykker lidt sammen." Vi rykkede smilende tætter på hinanden og holdte hinanden i hånden, mens han var ved at gøre kameraet klar.
   "Hov, din hestehale sidder skæv, jeg retter den lige" Sofie rettede min hestehale som måtte have rystet sig løs fra løbeturen.
   "Sådan, så smuk." Smilede hun og jeg smilede igen.
   "Okay, jeg tæller til tre og så smiler i. En. To. Tre." klik. Poloraid billedet kørte ud af kameraet, og han tog det af.
   "Tak Anne, øh piger." Han gav mig et lille skævt smil. "Det vil jeg hænge op når det er klar. Åh når ja, og Anne husk vores samtale møde klokken 17 i dag." Jeg nikkede.
   "Det skal jeg nok Leder Larsen." Vi smilede en sidste gang til hinanden inden han vendte sig om og gik.
   "Ihh, han er så varm på dig søde Anne." Min Søster fnisede med hånden op foran munden.
   "Måske jeg skulle prøve at gøre ham mere varm i eftermiddag." jeg bed mig i læben og blinkede til min søster.
   "Ej Anne, tror du det er en god idé, han mindst 15 år ældre end os, det ville mor bestem ikke bryde sig om." Hendes store blå øjne kiggede på mig. Hun var bare misdunslig, fordi nu var der faktisk en gav mig alt opmærksomheden og ikke hende.
   Jeg løftede lidt på skulderen og smilede.
   "Måske, det for vi at se til samtalen."


Klokken var lidt i 17, og jeg sad uden foran Lederens kontor og ventede. Jeg sad og holdte øje med uret på vægen overfor mig.
   Ligesom den store viser ramte hel, åbnede døren ind til kontoret. Punktlig det må jeg sige.
   "Kom indenfor Anne." Han stod i den ene side af døren, og vores arme rørte let da jeg gik igennem.
   Han lukkede døren efter mig, og bad mig tage plads på stolen foran hans bord, og han satte sig over for mig.
   "Når Anne, hvordan går det?" Han kiggede mellem mig og min journal han havde liggende på bordet foran sig.
   "Det går udmærket." Jeg smilede til ham mens jeg krydsede benene så mit skørtet på kjolen trak lidt op, og mit knæ kom til syne, men han kiggede ikke.
   "Det er godt at høre. Men Laura fortæller mig jo desværre at du forstyrrede i fællesrummet i går eftermiddags, og det er jo derfor du er her hos mig nu. Du ved jo godt at de andre, lige som dig er her fordi de har det svært og ikke må komme ud af balance."
   "Jamen lærerinde Laura, har været meget efter mig, hun mener jeg snakker for meget i undervisningen, men det gør jeg altså ikke, det var slet ikke mig." Jeg blinkede lidt ekstra med øjenvipperne og fugtede læberne. Hans blik flakkede omkring mine læber.
   "Lærerinde Laura" Han bryn rynkede mens han kiggede ned i min journal.
   Han rejste sig op og gik rundt om bordet, og lænede sig på kanten det med hænderne på hver side af sig. Han tornede høj og flot som han var der, næsten over for mig.
   "Hvem var det så der snakkede?" Han kiggede spørgende ned på mig. Hans ben tæt på mine, så jeg rettede mig i lidt stolen, så min ene fod lige præsis rørte hans ben. Han stivnede kort, jeg rømmede mig hurtigt mens jeg foldede hænderne i skødet og skubbede brystet frem. Hans mørke øjne faldt på mine brystkasse og hans læber stiltes.
   "Det var fordi Sofie snakkede til mig, men lærerinde Laura ville ikke lytte." Jeg kiggede op på ham igennem øjenvipperne.
   "Sofie?" Han blinkede et par gange og løftede blikket tilbage mit ansigt.
   "Ja Leder Larsen." Min stemme stille.
   "Og det er du sikker på?" Jeg nikkede til ham.
   Han kiggede om på bordet, og tog min journal.
   "Anne, kan du huske billedet jeg tog i morges?" Jeg smilede og rykkede frem på stolen, så vores ben nu var helt op ad hinanden.
   "Må jeg se det?" Jeg rykkede en tot hår om bag mit ene øret, kiggede op på ham med mine blå øjne, og bed mig i læben.
   "Jeg håber jeg ser godt ud." Hans flotte mørke brune øjne kiggede dybt i mine kolde blå, og han slag en dyb indånding. Men han rystede hurtigt hovedet, rømmede sig og rejse sig fra bordet og gik om på siden og stillede sig. Han bøjede sig over bordet med journalen og bladrede et par sider ind, til han stødte på poloraid billedet, som lå med billedesiden ned ad.
   "Anne jeg vil vise dig billedet, men jeg har brug for at d.." Jeg stillede mig tæt ved siden af ham, så tæt at vores ansigter kun var 10 centimeter fra hinanden. Han sank en gang og kiggede igen på mine læber. Jeg smilede til ham inden jeg grab fat i hans hånd og var ved at vende billedet.
   "Anne vent." Jeg vendte billedet om, og rynkede brynene.
   "J-jeg forstår det ikke. Hvor er jeg henne?" Jeg kiggede spørgende på ham.
   "Hvad mener du Anne?" Han kiggede undersøgende på mig.
   "Det er jo kun Sofie der sidder der. Hvor er jeg?" Jeg begyndte at ryste over hele kroppen og kiggede skræmt på ham og tilbage på billedet.
   Sofie med hendes gyldne løse hår og udbrede kjole, sad så fin i græsset for sig selv.
   Var det her en joke? Var det noget min søster eller mor havde fået ham til? Hvordan kunne han gøre det her mod mig!
   Jeg bakkede lidt væk fra bordet. Kunne han ikke lide mig?
   "Jamen søde Anne, det er jo dig på billedet."