Martin slentrede gennem parken, hvor birketræernes løv dansede og hvislede i sommervinden. Solen skinnede og varmede, den forvandt ind imellem bag skyerne som bevægede sig i spredte formationer henover himlen. Og buskene i parken dannede ligesom en mur ud til alleen og slugte næsten lydene fra busser og biler. Og hist og her var der rektangulære bede med blodrøde roser.
Martin så det hele. Han nød sommeren, som en gave, der lidt efter lidt udviskede et trist billede af en isnende kold vinter, og et forår med kulde og regn som næsten konstant havde fyldt himmelrummet ud. Oversvømmelser i store dele af landet og coronavirusen havde effektivt signaleret at kloden i hast var ved at forandre sig. Da det var allerværst havde Martin tænkt at en kollektiv depression havde lagt sig over Danmark og resten af verden.
Martin fandt en bænk i parkens udkant. Tændte en cigaret, velvidende at han nu forbrød sig mod de sundhedsidealer, som medierne udsendte i en lind strøm, og som delte mennesker op i to kategorier: sunde og usunde. Martin havde allerede dårlig samvittighed, men han jog den væk. Han ville have en smøg. Og tænke. Nægtede at underkaste sig alle mulige regler. De skulle ikke ødelægge hans glæde ved at sommeren endelig var kommet. Han syntes at sommeren var en gave, og tænkte videre at gaver kunne være flere ting. Opmærksomhed fra kærester, familie og venner. Og så var der talegaver, nådegaver. Kærester, Martin mærkede et lille stik i hjertet. Han havde ingen kæreste, det var selvvalgt.
Efter at Pernille havde brudt med ham for et år siden, var han stadig alene. Han savnede hende endnu, psykisk og fysisk, men han ville godt være alene en tid. Senere kunne han så overveje om han skulle være sammen med en kvinde igen. Han vidste godt at hans slanke og muskuløse krop tiltrak mange kvinder. Det kraftige lyse hår, de blå øjne i et maskulint og regelmæssigt ansigt, en smidig og veludviklet intilligens, ville heller ikke jage kvinderne skrigende bort.
Martin gabte og strakte kroppen, lagde sig ned på bænken, som var lang nok til hans 188 cm. Han lukkede øjnene. Nu ville han være konkret. Han tunede ind på julegaven, som han og hans kolleger på skolen, havde fået fra ledelsen. Gaven var en stor hvid gulvlampe med integreret champagnekøler og bluetooth højtaler! Martin havde gemt lampen langt bort. Hvad fanden skulle han stille op med den lampe? Pioneeranlægget i stuen spillede jo fantastisk. Fuldblods-hifi, havde de sagt i forretningen. Denher gave, eller hvad man nu skulle kalde den, var bare et udtryk for noget helt andet, tænkte Martin. Skolens ledelse betalte bare aflad for de mange problemer på skolen: utilfredse forældre, umotiverede elever, samarbejdsvanskeligheder om næsten alt, ikke mindst det nye kommunikationssystem. Og fanden og hans pumpestok.
Han havde ellers været glad for at undervise i dansk og historie. Glade og videbegærlige børn, som kunne have de mest vidunderlige og skæve indfald til det som kaldes livet. Sympatiske og flexible kolleger havde også været med til at bære Martin frem.
Meget var forandret på skolen. Supermålrettet undervisning, resultatorienteret. Alle arbejdede hurtigere og hurtigere, ingen tid til at tænke på andre.
Og så kompenserede skolen med en skide lampe. Danish Design - made in China! Meget smart, tænkte Martin. Men det var dårlig stil at være kritisk - når nu ledelsen virkelig tænkte på medarbejderne. Martin havde så en dag stirret på lampen, som om det kunne få den til at forsvinde. Men lampen blev der. Han afleverede så lampen i en genbrugsbutik.
Martin mærkede bænkens tremmer skære i ryggen. Samtidigt begyndte det at blæse op. Skyerne bevægede sig hurtigt henover himlen - på vej til et ukendt sted. Efter en pludselig indskydelse gik Martin hurtigt ud af parken og ind på alleen, hvor han hoppede på linie 18. Han ville ind til midtbyen og se en film i Cinema 1. Martin købte billet og gik ind i salens mørke og satte sig i et blødt sæde. Aarhh. Fokus skulle ændres. Han ville forføres. Og det blev han. En film-musical, bygget over Abbas musik, pumpede glade og fængende melodier ud i biografmørket, Det skete på en vild og paradisisk græsk ø. Smukke levende kvinder med maksimal udstråling og perfekt kropskontrol, og lidt kejtede mænd, sang og dansede så skyggerne i deres liv forsvandt ud i horisonten. Martin blev ør af glæde. Han vidste godt at en film på 2 timer ikke kunne ændre hans liv. Men, han ville tage af filmens scener med sig, og holde dem i live så længe som muligt. Måske havde de en eller anden betydning.
Martin låste sig ind i sin lejlighed, som helt bevidst var indrettet med nye moderne møbler og de ting , som han havde fundet i forskellige genbrugsbutikker, hvor han elskede at komme. Gode brugte ting havde en HISTORIE, som kunne fortsætte hos ham.
Og somme tider havde han fundet smukke malerier ogmøbler med sjæl og patina. Han elskede også at møde mennesker med patina, hvis man da kan bruge det udtryk om mennesker. Et ansigt kunne fortælle om smerte, som havde ætset sig langt ind i sjælen. Og øjne med sorg og glæde, var både ærlige og smukke. Når han mødte den slags mennesker kunne han blive misundelig over at nogle havde haft mod til at møde livet som det er: råt og pinefuldt, fantastiske oplevelser med glæde, kærlighed og undren. Og lykke, selvom den kun viste sig i glimt. Men det hele krævede frihed man skulle kæmpe sig frem til- og holde fast i. Også når det gjorde ondt.
Martin VILLE friheden. Tit havde han ønsket at holde det fjumreår, som de andre i gymnasiet havde taget som en naturlig del af livet.
Forældrene havde været rædselsslagne ved Martins planer om at tjene nogle penge efter gymnasiet. Rejse til et eller andet sted i Asien i nogle måneder, og så derefter tage på højskole og komme til festivaler. Moderen havde været tavs og nervøs. Faderen derimod havde brugt oceaner af tid på at overtale Martin til at tage en uddannelse. Noget sikkert. Man skulle aldrig stoppe op. Aldrig! Det galdt om at komme videre. Faderen havde sluttet med at sige:"Jeg håber, at du vil følge mit råd. Jeg er sikker på at mor mener det samme. Eller...vil du gøre mor og mig meget kede af det?"
En ubærlig skyld havde omklamret Martin. Han slap af med skylden ved at vælge lærerseminariet. Så havde han da gjort noget. Og tiden på lærerseminariet blev trods alt en god oplevelse for Martin. Han lærte en masse, og uddannelsen var ikke så krævende at den slugte al tiden. Der var seminariefesterne Hygge i bofællesskabet med venner, piger og sprut. Og somme tider en enkelt joint.
Martin travede lidt rundt i lejligheden, og gik så hen og tog en øl, åbnede den og tog sig en cigaret, og satte sig så over til computeren. Billeder af livet i skolen passerede hurtigt forbi. Nye billeder. Pernille, det lange krøllede hår, et kønt ansigt med varme brune øjne. Og en krop, som var skabt til at elske og blive elsket. Stemmen og latteren. Tiden før de gik fra hinanden. Hun havde mødt en anden. Selvfølgelig havde han følt sig kasseret. Men det var længe siden
.
Han kiggede lidt på computeren. HP stod der. Han ville springe ud i et nyt liv. Intet planlagt. Ud under åben himmel, ud og blive svimmel. Finde friheden, som var et eller andet sted derude.
Martin tændte computeren og fandt mailen med opsigelsen til skolen, som han skrev i går. Han læste den hurtigt igennem og trykkede på SEND.