En stormfuld aften var to fyre taget i byen. Regnen var intens og vinden hårdt skubbende, men det stoppede dem ikke. Hvorfor skulle det også det? Det var jo fredag! Intet kunne holde dem tilbage! De var nogle hårde negle.
   "Hvor lang tid tror du det tager?" spurgte den høje.
   "Ikke forfærdelig lang tid" sagde den lille med en overbevisning i sin stemme. Han havde været der før, det var der ingen tvivl om.
   Den høje kiggede på ham, og kiggede så på det dryppende skilt over dem. Det sivede ned med regn.
   "Det håber jeg skam ikke. Det her lortevejr er jo ikke til at holde ud. Man skulle egentlig tro at vejret holdte folk hjemme, men åbenbart ikke" sagde den høje.
   "Ja..." svarede den lille langsomt. Den høje kiggede på den lille. Han stod med øjnene langt nede i mobilen og var fuldstændig opslugt af den som var det et sort hul.
   "Hvad med de andre?" spurgte han og fortsatte kort efter: "Møder de os derinde?". Stadig stod den lille med mobilen og mumlede:
   "Mhmm... tja". Den høje opgav og tog selv sin mobil frem. Han stod med mobilen og swipede lidt til højre og venstre, gik på Facebook og Snapchat, men faktisk vidste han ikke hvorfor han stod med den i hånden. Kan vi ikke bare lægge den fra os, når vi ikke har brug for den?
   Ikke længe efter var det deres tur til at vise dørmændene ID. Det var ikke noget problem for de havde alt med. Et par dørmænd skulle ikke stoppe dem i at have en god aften. Intet kunne holde dem tilbage! Og hvis dørmændene sagde noget, kunne de bare tale sig ud af det! Det ville ikke være noget problem, tænkte de begge.
   Regnen blev værre og værre. Den virkede aldrig til at stoppe og det kunne efterhånden minde om en orkan fra de sydlige troper. De kunne næsten ikke tro deres øjne. Regnen var så tæt at det blev tåget. Man skulle ikke gå ud i mere end fem sekunder og så var man drivvåd.
   De to fyre foldede deres paraply, som de havde delt, sammen og nærmede sig dørmændene. De så sure ud, med læber der hang ned til fødderne, øjne på størrelse med æbler, så det lignede de havde taget kokain, og to øjenbryn, der sad så lige at det ligeså godt kunne være et par linealer med hår på. Næsen sad skævt og man kunne, ud fra synet af den, se at han var en "briantype". Den høje væmmedes ved synet af dem og følte sig frustreret over at dørmanden spillede så mægtige. Som et par falske politibetjente.
   "Wannabe politibetjent i døren" hviskede den høje til den lave mens de gik frem. Fnisene stoppede hurtigt, da dørmanden kiggede på dem. Han sagde ikke noget, men gav dem bare et koldt blik. Den slags blik man også finder i slanger og andre reptiler. Koldt og kynisk.
   Op af lommen, fiskede de deres pas op og gav dem til dørmanden, der tog et hurtigt, overfladisk kig på dem og sagde:
   "Fint". Han signalerede dem hurtigt videre. Sikke en robot, tænkte den lille. Sikke et dyr, tænkte den høje.
   De gik ind og fandt straks baren, der lå midt inde i klubbens kaos. De stod i lidt tid og forsøgte at få bartenderens opmærksomhed, men uden held. Det irriterede dem gevaldigt. Den liderlige bartender ville kun servere for pigerne.
   Det kan sgu ikke være rigtigt at en bartender er så elendig til sit arbejde", sagde den høje til den lille. Han stod uroligt og knækkede sine fingre. Hans tænder gned sig op ad hinanden. Lyden var så høj som eksplosioner i det fjerne.
   "Hey, du!" råbte den høje, mens han viftede sin hånd. Bartenderens blik skævede hen mod dem. Han gik roligt hen mod dem, mens han gned med en klud i et krus. Han havde et fornøjet smil på læben.
   "I skal lige lægge jeres jakker i garderoben. Sådan er reglen her på stedet"
   De to fyre var varme af vrede og kunne næsten ikke stå stille. Han skal i hvert fald ikke sende os væk uden en drink i hånden, tænkte de begge.
   "Okay fair nok, vi lægger jakken, hvis vi lige kan betale for en drink og få den med".
   Hurtigt afviste bartenderen dem med et hovedryst.
   "Ej, du har lige stået og serveret for tyve piger før os. Mange af dem kom endda efter os!"
   Den høje afbrød. Med sin pegefinger, løftet direkte mod bartenderens næse, brølede han:
   "Ved du hvad, nu holder du kæft og serverer os den drink som vi betaler for! Jeg går fandme ikke uden en drink i min hånd efter tyve minutter, hvor du står og serverer for alle piger du kan få dit liderlige øje på!"
   Bartenderens øjne blev dyriske. Han stillede sig parat som om han skulle til at angribe et bytte. Længe stod han og den høje og stirrede på hinanden. Som to ulve der begge prøvede at blive den nye alfahan i gruppen. Den lave lagde sin hånd på den højes bryst og skubbede ham blidt væk. Den høje blev genfødt som menneske og indså pludselig, at det nok var en god idé at finde en anden klub. Ingen herinde skulle give dem en dårlig aften! Deres hjerter pumpede som velsmurte maskiner på vejen ud. De vidste ikke hvorfor. Da de så vagterne på vejen ud grinte de. Hvad fanden kunne de gøre? Ikke en skid!

Vejret havde klaret en smule op, men det regnede stadig, og klokken nærmede sig tre. De var begge trætte og havde render under øjnene.
   "Vi skal videre!" nævnte den lille til den høje. "Vi skal fandme ikke hjem nu. Ikke efter det der lortested!".
   "Nej, fuck den klub. De kan da bare få nogle ordentlige medarbejdere, så folk rent faktisk gider at blive der" sagde den høje og fortsatte: "Jeg gider bare ikke på klub eller bare lige nu".
   De stod begge og tænkte. Vejen var ødet og fuldstændig ryddet fra nattens kaotiske byliv med fulde mennesker. Det var kun dem, alene, i hjertet af København.
   "Lad os bare tage på staden så, og hjem efter" sagde den høje så. Han sagde det lavt, men han følte at han skreg. Stilheden var som et tyndt stykke glas, der kunne knuses af den mindste hvisken. Den lave sukkede og ville nu hellere på bar, men den høje så på ham og grinte.
   "Du kan ikke engang åbne dine øjne!". Den lille var faldet omkuld på et trappetrin. Hovedet på skrå og munden på hvidt gab, som skulle han til at tage en bid af en overfyldt burger. Så hviskede han:
   "Okay... lad os gøre det..." og faldt igen i søvn. Den høje hev sin mobil op og ringede til taxanummeret; 4x35. Opkaldet blev taget af en kvindelig stemme.
   "Ja hej, du har ringet til taxa 4x35. Hvad kan jeg hjælpe med?".
   Den høje hikkede.
   "Yes hej, vi skal bruge en taxa hurtigst muligt".
   Kvinden i telefonen rømmede sig med et lille grin tilknyttet.
   "Jaa, og hvor skal den sendes til? Hvad er adressen?" spurgte kvinden.
   Sikke dog en møgkælling, tænkte den høje. Hun skal sgu ikke gøre grin med mig! Og i hvert fald ikke forhindre mig i at bestille en taxa. Han kiggede rundt på de forladte omgivelser.
   "Vi står ved en kirke af en art" sagde han og så hurtigt også lige vejnavnet og nævnte det med, "bare send taxaen dertil".
   "Jeg skal desværre bruge en gyldig adresse" sagde hun og lagde på med det samme.
   "Fucking bitch!" råbte han. Det lød så højt, at man skulle tro at han havde slugt en mikrofon. Den lille vågnede brat op og hjalp med at bestille en taxa. Han brugte sin mobil til at finde adressen, ringede og fem minutter senere, var taxaen fremme. De kørte afsted.
   Da de nåede Christianshavn var det stoppet med at regne, men en tåge havde lagt sig og disen flød tæt i luften. Beløbet fra taxaen var overraskende billigt. Kun omkring tre hundrede kroner. Luksus, tænkte de begge. De gik hen til en hæveautomat - den tætteste værende Nordea, men de foretrak nu Danske bank - for at hæve penge, men da de nåede derhen, kom tre andre gutter samtidig hen til automaten. Den lille gik hurtigt frem. Han overhørte en af drengene bag ham.
   "Gal en idiot"
   Han afbrød straks at hæve penge og vendte sig om.
   "Hvem er en idiot?" spurgte han og kunne ikke vente på at høre svaret. Drengen var lidt blank i ansigtet, men udvekslede det hurtigt med en vred ansigtsmaske.
   "Dig".
   De stod og testede hinanden. Det eneste tidspunkt han slap blikket fra den fremmede, var da han skulle se hvad den høje, havde gang i. Han stod lidt væk med en smøg i hånden, dybt i hans egne tanker og glædede sig til rygeren. Åh ja, sådan var det tit.
   Dyret i den lille tog overhånd og han skubbede til den fremmede. Den fremmede skubbede igen og den lille faldt. Lige efter fik han to spark, men det stoppede hurtigt, da den høje kom flyvende med en knytnæve, hård som sten, og slog den ene af de fremmede hårdt i ansigtet. De to andre blev ramt af frygt. På jorden lå deres ven med blod i ansigtet og en hjemløs tand. Den høje hjalp den lille op. Der blev ingenting sagt, men blikkene skreg. Den høje og den lille vågnede op fra deres dyriske anfald og blev selv grebet af frygt. Hvad fanden? Tankerne rasede i deres hoveder. Deres hjerter skippede et slag over og de gik hurtigt væk, men de kunne på en underlig måde godt lide det. Tydeligvis kunne intet stoppe dem.
   De fandt en ny hæveautomat, og hævede en "hund". Da de havde pengene, gik de mod staden for at købe en klump.
   Der var ingen lys tændte på vej ind til pusherstreet. Hverken den høje eller lille havde regnet med at der ville være så mørkt og stille. De fik næsten lyst til at vende om og gå ud igen. Stilheden var det eneste der hærskede på dette tidspunkt og der var ingen folk i syne.
   De pressede dog på. De skulle have hvad de kom for! Hash! Intet skulle stoppe dem i det! Om de så blev nødt til at tæve en pusher for det. De skulle bare have det.
   Længe gik de rundt og ledte efter en pusher, men der var næsten helt forladt. Kun en gammel mand med et kæmpe skæg var til syne og han lignede ikke noget betydningsfuldt. Bare en gammel alkoholiker, tænkte den høje. Han kiggede efter den lille og så at han var gået over til en ung, maskeret fyr, der gik hurtigt i deres retning. Den lille spurgte ham om han solgte noget. Den maskerede virkede næsten aggressiv i sin attitude, men pegede så i en retning. Fingeren pegede på det eneste levende menneske i syne; den gamle med skægget de førhen troede var en alkoholiker. Det var han nu nok alligevel.
   Den høje gik over til den gamle.
   "Har du noget skunk for en hund?". Han sørgede for at holde sig lidt væk fra den ældre mand. Den lille fyr kom også over. Den gamle vendte sig om og tog noget de ikke kunne se hvad var.
   "Jeg har kun klump" sagde han så. Hans stemme var lav og hæs.
   "Ej, det magter jeg ikke" sagde den lille. Den høje slog ham på brystet.
   "Hvad fanden vil du ellers? Der er tydeligvis ingen andre!".
   "Får det bare så dårligt af det".
   "Så er det godt at du skal hjem og sove bagefter" sagde den høje.
   "Fair nok. Bare køb det" sagde den lille og gik lidt væk.
   "Så ryger du også noget! Gider sidde med det alene". Der lød intet svar, men den høje købte det alligevel. Han gik uden at takke farvel.

De skulle finde et sted at ryge. Det var for koldt til at sidde ude, så de besluttede sig for at sætte sig ned i metroen. I midten af der hvor folk går forbi, på vej ned af rulletrappen til metrotogene. Mens de sad og rullede jointen op, kunne de mærke folks blik. Og nogle af dem gav endda kommentarer, da de tændte op for den.
   "Kan i ikke finde et andet sted at ryge?" sagde en mand. Han kunne da bare holde sin kæft! Tænkte de begge. Nogle andre var positive omkring det. De sagde ligefrem:
   "God ryger". Folk var meget forskellige omkring det. Som man jo er så forskellig med så meget. Alle har deres holdninger.
   "Så længe det ikke går ud over os, er det fint. Ellers skal folk bare lukke røven" sagde den høje til den lille. Den lille lyttede slet ikke efter. Han sad med lukkede øjne og lavede underlige lyde. Den høje tog fat i ham og grinte:
   "Du er helt skæv! Her tag lige et hvæs mere!". Den lille forsøgte at ryste på hovedet, men han kunne ikke kende forskel på op og ned, højre eller venstre. Den høje førte jointen hen til hans mund, men den lille vendte hovedet væk. Han blev ved, og den lille tog et mindre sug for at slippe for besværet ved at sige nej.
   Den høje tog mobilen op af lommen.
   "Shit dude, klokken er seks. Hvor længe har vi lige siddet her?". Den lille vågnede op fra sin søvn, ikke helt frisk, men psykisk til stede. Med sammenklemte øjne kiggede han på mobilen og de blev store i en fart.
   "Åh gud! Lad os tage hjemad. Ned til metroen først". De rejse sig, langsomt og med meget besvær. Deres ben var som lamme og den høje faldt fladt på røven igen. Den lille grinte højlydt mens han hjalp ham op. De grinte begge da de stod på rulletrappen på vej ned til metroen. De vidste ikke af hvad. De grinte bare. Efterhånden som de kom ned, stoppede de med at grine, men begyndte så lidt igen, og sådan fortsatte det.
   "Her du får lige...". Den høje grinte igen. Han kunne næsten ikke få sætningen sagt. "Du får, du får lige hashen. Jeg gider ikke have den på mig"
   "Ej nej, jeg skal ikke have det heller" sagde den lave bestemt. Han havde kvalme og det ville kun blive værre af at han fik noget på sig. Bare tanken om det faktisk. Den høje smed hashposen ud i skraldespanden, selvom han synes det var lidt spild, men pyt! Han kunne altid købe mere en anden gang hvis det var. Intet problem. Det skulle ikke stoppe ham.
   "Så! Done med det!" sagde han. Toget kom og de steg ind. Lyset i toget var alt for skarpt for dem og det føltes som om de stod direkte op ad solen. Den lille ønskede at han havde et par solbriller. Så kunne han også skjule sine øjne, for de var røde. Det lignede nu lidt et par friske tomater.
   "Kan man se at mine øjne er røde bro?"
   "Åh ja!" grinte den høje højlydt. "Hvad med mine?" fortsatte han og kiggede skarpt på den lille.
   "Jo, også i den grad".
   De sad og slappede, tænkte over aftenen og alt det de var kommet ud for da to togkontrollører, kom ind ved døren lige ved siden af dem. Begge deres hjerter sprang. De kom i tanke om at de havde glemt at tjekke ind.
   "Gider simpelthen ikke have en bøde" hviskede den lave.
   "Heller ikke mig" hviskede den høje med hak i stemmen, mens han skævede over til kontrollørerne. "Bare gå hen mod døren på en naturlig måde". Det gjorde de, men som det altid er, så har kontrollører et specielt, ja næsten magisk øje, til folk uden billetter. Kontrollørerne var nu på vej over til drengene, mens døren til metroen åbnede.
   "Vi skal lige se jeres billet drenge". Den høje og den lave kiggede på hinanden. De ville gerne løbe, men gjorde i stedet intet. Deres hjerter bankede og de var som frosset til is. Da den ene af kontrollørerne så at de ingen billet havde, gav han dem naturligvis en bøde.
   De kørte videre til deres endestation og steg ud. Der var stille. De talte ikke. De tænkte blot, hver for sig, og en ting var sikkert. De stod begge og havde én fællestanke;
   Alt kunne stoppe dem.