Vi sad sammen igen, efter flere uger, hvor alting havde været som et helvede imellem os. Vi sad og så en film, i hver vores ende af sofaen, og jeg vidste at du kiggere mere på filmen, end jeg. Men mit blik gled konstant hen mod dig.
   "Driller dit knæ? "Spurgte jeg harmløst. Så harmløst jeg nu kunne. Du kiggede på mig, med dine bløde brune øjne, og jeg kunne mærke hvordan mit hjerte bankede igen. Du sendte mig et smil og lod mig komme tættere på. Ligesom før i tiden. Med dine ben over mine, og jeg kunne mærke hvordan vævet i dit højre knæ var ødelagt, men det i venstre var helt perfekt. Du fortalte mig kun om den skade to gange. Det føltes så godt igen, den måde du ligesom et lille barn, sneg dine ben over mine, for at få den lille berøring, som jeg måske var mere sulten efter dine berøringer end du var for mine.
   "Der er intet som virker længere. " Sagde du, og jeg kunne mærke hvordan min sjæl fik energi af at høre din stemme, sådan pludseligt på en måde. Du havde en måde at snakke på, som nærmest tændte flammer i mine kinder, og jeg kunne mærke hvordan de blev varme så hurtigt.
   "Hvad mener du? " Spurgte jeg og pressede lidt på dit knæ. Du spjættede kort, ikke noget du var stolt af at indrømme.
   "Mange tak... jeg snakker om mit knæ. Lægen siger træning, træning, træning. " Du var træt af det, for hvornår kunne du få tid imellem studiet og projektskrivningen?
   "Hvordan var det nu lige, det skete igen? Det med dit knæ?" Hviskede jeg. Du grinte af mig og stak dine tæer i mit ansigt. Jeg selv begyndte at grine. Begge dine knæ sagde 'knæk'.
   "Du... jeg er glad for at du er her igen. Jeg har savnet det her. " Sagde du med et smil, og stoppede filmen. Jeg kiggede op på dig og dit blik havde ændret sig. Før var det blot neutralt, men nu virkede det mere roligt og trygt. Det gjorde også mig mere rolig, og min berøring på dit knæ blev mere blidt.
   "Hvad mener du? " Spurgte jeg dumt. Nok en smule med vilje.
   "Det har været hårdt, ikke at snakke med dig sådan her. Vi havde en god kemi, og det blev ødelagt, og det er træls." Indrømmede du. Vi var vel selv begge skyld i at det gik galt.
   "Stop... lad vær. Hør... jeg har savnet dig, så frygtelig meget. Jeg har haft angstanfald, efter angstanfald, fordi jeg ikke kunne finde ud af os. Vi er underlige, vi er som vi er. Havde det ikke været for dig, havde jeg ikke ændret mig til det her. Jeg er ikke vred længere. Det er lang tid siden nu. Bare... ikke sig noget. Lad os se filmen. " Tiggede jeg og dit blik ændrede sig. Det blev helt kærligt igen, ligesom før i tiden, kærligt som når vi vågnede op sammen, om du havde været i byen, eller vi var faldet i søvn på din sofa, eller ligesom når du tog min trøje og bh af, og lod dine fingre rende ned af min krop, som varme dråber vand og jeg ville få gåsehud. Så ville du gå på knæ og tage mine bukser og trusse af. Du ville kysse min mave, og jeg ville mærke mit hjerte slå tusind slag i sekundet, og du ville kysse længere og længere op af. Under mit venstre bryst, ovenpå det, mit kraveben, min hals og min mund og min pande. Du gav mig små stød af omsorg, og jeg havde lige fejet det væk, som virkelig længtes efter.
   "Undskyld... jeg glemte det helt. Du har svært ved omsorg. " Sagde du og satte dig op. Du kiggede væk. Jeg havde såret dig. For vi var mere ens end vi ville indse. Jeg var ikke den eneste med problemer, omkring mine følelser.
   "Min farmor har bedt mig komme hjem. Jeg skal spise middag med en ingeniør i farfars firma." Hviskede jeg med skam i stemmen. Jeg tror ikke det gjorde lige så ondt på mig, som på dig at høre. Dine hænder lagde sig om mine kinder. Klokken var to om natten og jeg havde hverken pudder eller mascara på, og jeg var helt nøgen der, lige for dig, og kun dig. Du var god til at skjule det, eller gemme det væk, når det var nødvendigt, og i mit hoved, så ville du kun mig det bedste, men i virkeligheden, ville du nok ikke virke svag eller følsom.
   "Hvorfor skulle han ikke være en god fyr for dig? " Spurgte du med et smil. Jeg rystede på hovedet. "Hun siger jeg ikke må drikke som jeg plejer, når jeg møder ham. De vil endda jeg skal se dem spille golf, men jeg må ikke spille med. Tænk hvis du er bedre end han er. Det går ikke. " Gentog jeg min farmor.
   "Hvad skal det betyde? " Grinte han.
   "Det betyder... det betyder at jeg skal smile noget mere, gå i kjole, være blød. Virke svag i forhold til ham, så vi går, så fører han mig af sted, og når han så endelig kysser mig, skal han ikke tro, jeg kan drikke hårdere end ham. For mænd kan ikke lide kvinder, der tager rommen rent ud af flasken. De kan ikke lide kvinder... som mig. " Mumlede jeg. Du kiggede underligt på mig, og hævede et øjenbryn.
   "Det er jo lige meget. Jeg faldt ikke for dig dengang fordi du var... blød." Selvom du ikke mente det, på den måde jeg opfattede det, så kunne jeg ikke lade være, med at tænke om du syntes dengang jeg var skrækkelig og usmagelig.
   "Jeg faldt for alt andet end det. " Det overraskede mig, hvordan du turde sige de ord. Det var en de ting, du sagde du tidligere frygtede.
   "Hvorfor siger du det nu? " Spurgte jeg. Det var ikke usynligt, jeg tror jeg strålede at sårbarhed på det tidspunkt, af at du skulle kysse mig igen. Du trak mig endda tættere på. Ikke med skuldrene, men ved at lægge dine hænder om mine lår, og dine store hænder fik min krop til at se lille ud.
   "Jeg mener... du ved ikke hvordan det er... eller var. Dengang jeg så dig for første gang. Det var latterligt, så smuk du var og den måde din krop var indhyllet i den sommerkjole, og dit lange krøllede, vilde hår, og dine øjne. Dit smil nåede op til begge ører. " Du grinte af mig og kiggede væk. Du havde fået røde kinder.
   "Jeg ved stadigvæk ikke hvilke øjne jeg ser, når jeg kigger dig så dybt, uanset hvor meget jeg koncentrerer mig, så ved jeg ikke hvilken farve dine øjne har. Men jeg kender dine smil. Jeg kender dit smil, når du siger, at du er okay, at det ikke gør ondt, og det ligner det smil du har på lige nu, det som du har brugt længe. Jeg kender dit smil om morgenen, når du lige er vågnet og vi ser på hinanden... jeg mener så." Dit blik blev ændret kort. Så rømmede du dig.
   "Jeg kender dit smil, når du er vred... og jeg kender dine øjne, som til tider lader sig spiller med din mund, men andre gange, så er du... så er du ulæselig. Selv efter så lang tid. " Ordene gik dybt, så dybt ind i min krop, at jeg følte det tomrum jeg havde var blevet fyldt. Hvordan kunne dine ord gøre det ved mig? Det gjorde mig vred og jeg skubbede mig selv væk. Bevægede mine læber sig? Var jeg ved at hulke. Jeg måtte kigge væk.
   "Venner... du lovede..." Sagde jeg og kunne mærke hvordan mine åndedræt blev kortere og mere besværlige. Tårerne var på vej, og mine øjne blev røde, de svig og uanset hvor meget jeg blinket var det som om at de sneg ned ad mine kinder alligevel.
   "Ved du hvorfor drenge altid trækker sig tilbage, når de ser dig, og ser hvordan du er? " Spurgte du og tørrede mine tårer væk. Jeg prøvede at rykke mig væk. Så var det som om et hav af bomber blev smidt ned over os, vi lignede Berlin efter en voldsom nat.
   "I alt den tid jeg har kendt dig, er det her første gang du græder overfor mig, og det er nok også sidste gang, for hvilken dreng fortjener dine tårer? Du drikker, som havde du besteget Mount Everest og som om du hugger træ hver dag som arbejde, og du bander og er spydig, fordi du hader at folk tror du er svag, bare fordi du til tider går i kjole, og så siger de: pas nu på, frøken."
   "Jeg kan godt tage vare på mig selv. " Snappede jeg.
   "Du er så stærk og modig. Jeg glemmer til tider, at du også lider. Men tro aldrig jeg kun faldt for din bløde side kun. Man kan skulle vide, at der er to sider til hver en mønt, men en milliard for en diamant."
   Jeg tog mine hænder om dine, så godt jeg nu kunne. Vores pander stødtes sammen, og jeg lod det ud.
   "Du sårede mig... du sårede mig så meget. Det er ikke fair."
   "Men... du gik selv den nat. " Din vejrtrækning drillede også. Selvfølgelig gik jeg, ellers var jeg endt et helt andet sted, end hvor jeg ville ende. Du lagde din hånd om min nakke.
   "Jeg beder dig... jeg er så ked af det jeg gjorde ved dig. Jeg fortjener ikke engang din tilstedeværelse nu. Men bare... bliv... bare bliv her i nat. " Tiggede du.
   "Så kys mig. "