Det er sen eftermiddag da du endelig får øjne. Uden for er det allerede mørkt og kun en gullig lysforurenet himmel tilbage til at lyse dit soveværelse op. Du tænker lidt på hvor mange streger du har taget og i de eksistentielle tanker, der har det med at opstå dagen derpå - hvorfor så mange streger, hvorfor overhovedet?
   Og det mens dine næsebor trækker blodsmagende luft ind til din mund og hals.
   I din seng tjekker du Facebook og WhatsApp, din ven sniffer stadig videre på andet døgn, nu hjemme hos ham selv. Han skyder zombier ned i et first-person skydespil, som var det indre dæmoner. Han har sendt det til dig på video hvor han griner som den psykopat amfetamin gør ham til, mens han skyder den ene skrigende zombie ned efter den anden. "Det så sygt, det så sygt", skriger han, mens blod og løse legemer fra skærmen maler hans blege ansigt og gule tænder en rød nuance.
   Du svarer ham ikke, men du tænker du vil gøre det samme med din indre zombie, pløkke den ned... med hovedpinepiller og te. Så du står op og tager tøj på og ser hvordan din skygge i bevægelsen danser en slags melankolsk dans med dig.
   "Bonjour Hr. Skygge," siger du og den bukker som en tjener og du går ned og sætter dig til bords i dit kolde køkken. Du sætter vand over og tygger på plastikket fra nogle hovedpinepiller, mens du venter på at vandet koger færdigt.
   Og du falder hen i depressive dagdrømme, du ser dig stå op kl. 6 om morgenen mandag til fredag, du ser hvordan dine øjne ser ud efter kun to timers søn. Du ser breve fra banken der vil have penge på et lån du tog, da du var ung og naiv, breve fra skat, regninger her og der. Din chef vil også have penge og har et regneark, hvor du er profit minus omkostninger. Du føler dig ensom i myldretiden på vej hjem. Du ser reklamer på din laptop som lysende pixels og reklamer i natten som neon. Colgate-smil, nye hvide sneaks, røde pletter fra et cheap meal deal på din hvide skjorte. Denne verdens drivkraft er en heksejagt på profitmaksimering og du har taget del i det med et smil, så mange gange at den følelsesmæssige respons, der er i et smil ikke længere har noget med glæde at gøre.
   Du ser sig selv sniffe, du mindes følelsen som et kys, der definerede kærligheden til et menneske du engang elskede. Byen spreder sine ben og du løber ud i byen med din ven som undslupne dyr fra en zoo. Alt er kaos, men du kan overskue det. Verden snurrer rundt, men du lader bare ting ske. Du tager det hele ind med dine Mickey Mouse øjne. Ting der ikke burde ske. Der er ting, du ikke forstår, men du tager det ind alligevel, fortabte sjæle og symbolske myter. Det hele udspiller sig for øjnene af dig. Oven for eksploderer sole og planeter styrter sammen. Det tager du også ind. I myldret nærmer et ansigt sig dit. Du ser hendes øjne, øjne så henrivende at du forsvinder i dem.
   I kysser, men din mund er tør og dine kæbemuskler spændte, og det minder dig om hvad du ikke kan tage ind på amfetamin - kærligheden. Du kan ikke nyde kys i denne tilstand og din pik vil være slap. Og hvis ikke energi fra planeter, myter, lys og musik ikke skal manifestere sig i kærlighed, hvad skal den så?
   Du er ensom, men du bliver ved, din ven bliver ved, tiden forsvinder, dem i var er i ikke længere og det kærligheden gør med din hjernes nervebaner og neotransmittere har amfetaminen overtaget. Samtidig skal der mere og mere amf til at slukke din indre smerte. Amfetaminen sætter dig ikke længere fri. Tomheden vibrerer bare i din krop, som cigaretrøg der flyver til himmels.
   Du mærker den kolde vind i dit svedpiblende hår ved et busstoppested i natten. Du kommer hjem, du kan ikke sove, endelig bliver det morgen og lyden af morgentrafik masserer dine øre til ro, men når du vågner er du mere end fælt tilredt.
   Og du skulle til tænke mere over ensomheden, men midt i dette tankemylder lige da du sætter tekoppen for dine læber, damper teen så tykt foran dit ansigt at du ikke kan se. Du stiller koppen fra dig og ser hvordan dampen spreder sig i rummet, som var dit køkken en mose. Mellem stolene, langs mikrobølgeovnen og for vinduer som et filter fra lyset uden for. Dampen er pludselig store skyer. Skyer over beskidt bestik, skyer over en fyldt køkkenvask, der nu ligner en skovsø med gafler og porcelæn stikkende op mellem damp og madrester.
   Det tager tid at orientere sig i tågen, men du kan høre en rytmisk lyd af fingre mod tråde. Du blafrer med dine arme og midt i tågen, ser du en gennemsigtig kvinde, der har et stort spindehjul foran sig. Fra spindehjulet kommer der flere skyer. Du vifter igen lidt skyer væk og ser hende nu bedre end før. Du ser at hun er smuk med hendes gennemsigtige spøgelsesfingre og skindene hår ned af hendes små øre, kinder og slanke skuldre, blafrende hvidt tøj. Hendes vejrtrækning lyder som en nynnen og der en harpeagtig lyd, når hendes fingre rammer spindehjulets tråde.
   "Hvem er du?" spørger du "Hvad er det her?"
   "Det er din skæbne," hun vender sit ansigt mod dit.
   "Min skæbne føles godt nok kold så."
   "Føles din skæbne ikke også kold?"
   "Vi har mødt hinanden før, har vi ikke?" spørger hun videre.
   "Det tror jeg ikke," svarer du "hvem er du?"
   "Betyder det noget?"
   "Selvfølgelig betyder det noget, du sider i mit køkken og har forvandlet det hele til..."
   Hun ser ikke på dig længere, hun spinder bare videre og taler.
   "Tænk på alt skønheden omkring dig - og du vil intet se. Du har ødelagt det hele," siger hun.
   "Hør efter," insisterer du, "jeg spørger hvad du laver her?"
   "Ingen historier til at glorificere dit liv," siger hun og sukker.
   "hey...", siger du og bliver nervøs...
   "En tamt dyr på afveje, fanget i dit eget indre tyranni."
   "Du lod dig friste i natten, hvor sjælen er svag," hun bliver ved.
   "Du var ikke bare gudsløs, men din egen gud i natten."
   "Du kunne ikke skelne mellem galskab og excentrisme."
   "Og måske du troede verden var et galehus, men det var dig selv, der var gal."
   "Du sagde, vi havde set... hvornår mødtes vi?" spørger du.
   "Du hørte stemmer fra en anden verden og så snakkede vi."
   "Hvornår, hvorfor...?" tågen omslutter dig, det føles kvalmende og koldt.
   "Du ønskede en vej ud af tomheden og så talte vi."

"Hvordan kommer jeg levende ud af det her?" spørger du. Du ved ikke om du referer til skyerne eller dit liv.
   "Det kan du ikke."
   "Hvorfor ikke?"

...

"Du er allerede død."