17. januar 2041
   Jeg var ved at glemme min maske i dag. Frakken og huen havde jeg taget på og skoene stod stadig ude på måtten fra i går. Jeg havde stilt dem der, så sneen under dem ikke smeltede og lavede pletter på det rene gulv. Jeg nåede endda at tage skoene på og låse døren. Det var først, da jeg trådte ned af trappen og så op, at jeg kom i tanke om masken. Røgen fyldte meget mere end den havde gjort i sidste uge. Jeg kunne ikke længere se Maria og Kaspers hus på den anden side af vejen. Ikke ordentligt hvert fald. Så jeg gik tilbage og tog den hvide maske og satte elastikker rundt om mine ører.
   Det var koldt. Alt virkede faktisk som en typisk dansk vinter. Det begyndte endda at sne igen i dag. Snefnuggene blandede sig med røgen. Et sagte snevejr, der ellers plejede at være så smukt, blev en del af en tung tåge. Det var først da et snefnug ramte min pande, at jeg opdagede, at det sneede.
   Men det blev en kort tur i dag. Det gjorde ondt i øjnene at være ude.

24. januar 2041
   Vejret er mere klart i dag. Jeg er ikke gået ud endnu, men gør det snart. Lige nu drikker jeg te. Ja, jeg fik endelig fat i mere vand. Jeg drikker den, mens jeg ser ud af vinduet. Maria var ude i deres have for lidt siden. Vi vinkede til hinanden. Hun så ikke godt ud. Hun er blevet tyndere, siden sidst jeg så hende. Men hun smilte og jeg smilte igen. Selvom jeg prøvede at skjule det, opfattede hun nok min medlidenhed.
   Jeg føler for hende. Jeg føler for dem. Det gør jeg virkelig. Hvis det bare var sket for nogle år siden, så kunne hun have fået hjælp og måske ville hun være rask nu. Men kræft er ikke en nem sygdom at helbrede. Det har den aldrig været. Men nu er der ingen behandling for dem, der ikke kan betale. Kasper fortalte mig, at for lungekræft behandling over fem år, ville det koste 730.000. Det er de færreste familier, der har råd til den slags nu. Da priserne på mad og vand steg igen i 2033, blev det svært selv for middelklassesamfundet, som mig selv, at leve. Endnu værre blev det, da 24% af de danske arbejdspladser lukkede ned i 2037.
   Maria var heldig og mistede først sit job, da hun blev syg. Hvis man kan kalde det held... For Kasper var det værre. Det gartnerfirma, han arbejdede for, lukkede i 2036. Kort tid efter fulgte de fleste gartnere efter. Tre år efter blev Maria syg. De havde ikke længere råd til børnenes skole.
   For at være ærlig, så forstår jeg ikke, hvordan Kasper klarer det. Han underviser sine to drenge hver dag og han passer sin kone, der næsten aldrig kan andet end at ligge ned.
   Jeg føler mig heldig, når jeg tænker på deres familie. Det kan godt være, at jeg er alene, men jeg tror faktisk, at jeg foretrækker det. På den måde slipper jeg for sorgen og bekymringen.
   Min kop er tom nu og jeg vil bevæge mig udenfor.


25. januar 2041
   I morges vågnede jeg ved at en solstråle, havde fundet sin vej gennem et lille hul i mit gardin. Jeg blev liggende i sengen et stykke tid. Jeg kunne mærke varmen fra solen henover mine øjne og min pande. I et øjeblik følte jeg et stort savn til sommer. Rigtig sommer. Sommeren som den var det i 2018. Jeg kan stadig huske følelsen af den brise, der var der den sommer. Selvfølgelig kan jeg også huske hende. Den måde hun grinte på, når hun kastede sig bagom i søen. Måden hun bed sig selv i kinden på, når hun tænkte. Jeg vil nok for evigt huske, hvordan hun så ud, lige inden vores læber mødtes i et kys. De blå øjne med de sorte vipper, der var lige ved at lukke sig og som var halvt dækket af hende pjuskede, blonde pandehår. Det så altid ud som om, hun smilede i mens.
   Det var en god sommer.
   Jeg rejste mig op fra sengen og gik hen til vinduet. Tågen af røg var blevet lidt kraftigere siden i går, men i det mindste skinnede solen da igennem.
   Jeg besluttede mig for at vaske mig i dag. Det er jo ved at være længe siden sidst. Nu er der kun et par liter tilbage.
   Det bankede på døren, mens jeg tog mit tøj på. Det var Kasper. Jeg inviterede ham indenfor og han fortalte mig, at deres nabo døde i nat.
   Han hed Erik Andersen og havde boet på vejen siden sin barndom. Hans kone Anette gik bort sidste år. De havde været sammen i 45 år. Kasper fortalte mig, at deres børn allerede var i gang med tomme hele huset. Jeg skulle lige til at svare ham, da vi hørte råb fra den anden side af vejen. Jeg kiggede ud af vinduet og der stod Erik og Anettes børn og skreg af hinanden. Den ældste af deres sønner stod med to ti liters dunke med vand i hænderne. Den eneste datter skreg af ham. Kaldte ham et røvhul og hvad med hendes to piger. Sønnen med dunkene begyndte at gå hen mod en rød bil, datteren stilte sig i vejen og han skubbede hende hårdt væk. Hun var lige ved at falde, men han gik bare vide. Han satte dunkene ind på bagsædet og kørte sin vej.
   Kasper og jeg vidste ikke, hvad vi skulle sige. Vi stod bare der og stirrede ud af vinduet. Efter nogle minutter i stilhed gik Kasper tilbage til sig selv.

7. februar 2041
   I dag er det den værste tåge nogensinde set i Danmark. Luftalarmen lyder en gang hver time og advarer folk mod at bevæge sig udenfor. Tågen er tyk og mørk. Der er ingen biler eller mennesker på vejen. Alle vinduer er lukkede og i de fleste huse er gardinerne trukket for.
   Jeg har været indenfor i tre dage nu i håb om, at vejret snart ville blive bedre. Men jeg skal ud. Jeg løb tør for vand i mandags.
   Jeg tog min maske på og skød frakkens krave op.
   Der var lang vej ned til vandhuset. Det jeg plejede at bruge, lukkede i sidste uge. Kasper fortalte mig, at der lå et andet vandhus i nordbyen. Det var en tur på fem kilometer. Derfor tog jeg min rustne cykel med mig, så jeg ikke skulle slæbe på vandet. De dunke kunne jo hænge på styret.
   Luften var kold og jeg var pludselig ekstra glad for, at jeg havde valgt at tage mine hue på alligevel.
   Jeg fik fat i to vanddunke. Jeg betalte 450 kroner for ti liter vand.
   Mens jeg stod i kø, overhørte jeg en kvinde fortælle, at de var syv i familien, der skulle deles om ti liter vand i en måned. Andet havde de ikke råd til. Hendes stemme knækkede, da hun fortalte det.
   Jeg havde ikke været i nordbyen i et helt år. En bil var i brand, da jeg kom og var det stadig, da jeg gik. Ingen brandbiler.
   Heller ikke her var der nogle biler ud at køre og kun de mennesker, der hentes vand, var ude på gaderne.
   Jeg gik forbi nogle rækkehuse. De så alle ens ud. Der var ikke lys i nogle af boligerne og i det fleste var der ikke nogle møbler. Men for bunden af rækkehusene var der en lille have. Det sidste hus på rækken så også tomt ud. Græsplænen, der hørte til det hus, var brun og plettet. Græsset var højt og stakittet var i stykker flere steder. Midt på plænen stod et gyngestativ. Til at starte med så jeg hende slet ikke. Det virkede jo så urealistisk. Men en lille pige med blonde rottehaler, sad på gyngen og vuggede frem og tilbage. Jeg tog et skridt tilbage og iagttog hende. Hun var iført et par bukser, der havde slidte kanter i bunden ved hælen, og en rød regnjakke. Hun havde ingen maske på. Jeg gik tilbage til forsiden af huset og bankede på døren. Ingen åbnede. Jeg bankede hårdere. Men der var stadig ingen, er kom til døren. Da jeg så ind af vinduerne, kunne jeg kun se en seng, en gyngehest og en kommode med en lampe på. Hendes forældre var her ikke.
   Jeg gik tilbage til den lille pige. Denne gang talte jeg til hende. Jeg spurgte hende om, hvor hendes forældre var. Til at starte med kiggede hun bare på mig. Så jeg spurgte hende igen. Hun fortalte, at hendes mor var nede og hente vand. Hvad med din far, spurgte jeg. Pigen så ned på sine knæ og sagde intet. Du burde have sin maske på, fortalte jeg. Hvorfor har du ikke din maske på?
   Pigen blev ved at kigge på sine knæ.
   Jeg satte cyklen fra mig og sprang over hegnet. Jeg spurgte hende, om jeg måtte sætte mig og hun nikkede. Jeg placerede mig på gyngen ved siden af hende. Jeg fortalte hende, at mit navn var David og at jeg gerne ville give hende en gave.
   Hun så op på mig og sagde, at hendes navn var Julie. Jeg rejste mig fra gyngen og satte mig på hug foran hende. Her, sagde jeg og tog min maske af. Den skal du have på, mens du gynger, sagde jeg og spurgte hende om, hvornår hun sidst havde fået vand. Det var et par dage siden, sagde hun. Vi drikker kun et glas vand om dagen, sagde hun og tog masken på. Jeg rettede den for hende og gik hen til cyklen. Tag den her, sagde jeg og gave hende den ene dunk, men bliv ved med at spar på det. Hun nikkede. Og gå aldrig ud uden den maske på, okay, sagde jeg. Hun nikkede.
   Da jeg kom gående ned ad min egen vej, så jeg Kasper, der sad foran min dør. Han havde sit ansigt i hænderne. Han løftede sit ansigt, da han hørte min rustne cykel. Hans øjne var røde og hans kinder var drivvåde. Han rystede på hovedet og jeg satte cyklen fra mig.