"Casper! Casper, kom her! Hurtigt!"

"Hvor er her?" Joker Casper, mens han går ned ad trapperne fra deres datters soveværelse, hvor han har haft travlt med at lægge hendes tøj sammen.

"Køkkenet! Skynd dig!"

Bekymret over tonen i sin mands stemme skynder han sig igennem stuen mod køkkenet. "Hvad sker der? Du er ikke kommet til skade vel? Oh...åh nej!"

Casper stopper i køkkendøren, hvor han finder sin mand knælende på gulvet ved siden af den meget stive, meget døde krop, det plejede at tilhøre deres datters elskede kat, Felix.

"Hvad skete der?" Spørger han og skifter imellem at bøje sig ned for at få et bedre kig på den stakkels skabning og træde tilbage i afsky, for selvom Felix har været et nært familiedyr i de sidste ti år, så er han stadig død og Casper hader døden.

Casper og døden har ikke haft et godt forhold.

"Jeg ved det ikke helt sikkert," siger Mads, hans fingerspidser svæver tættere på den døde kats pels end Casper personligt er tryg ved. "Han virker ikke skadet. Det ser ud som om han bare faldt om og døde."

"Hvornår tror du det skete?" Casper træder forbi sin mand for at hente en plastikpose. "Da vi gik i seng efter midnat lå han på sofaen med os og lod til at have det fint."

"Jeg har ingen ide. Jeg er ikke en retsmedicinsk ekspert, men det ser ud som om han måske har ligget her et stykke tid. Han er ikke bare stiv, han er også iskold."

Som følge af den bemærkning vender Casper ikke kun tilbage med papirkurven, men også en pakke af antibakterielle servietter til Mads' hænder. Han står over både mand og lig, hænderne på hofterne og bliver pludselig overvældet af irritation.

"For fanden, Felix! Kunne du ikke have ventet til efter juleferien?"

"Helt enig med dig. Jeg mener, jeg er ikke forberedt på dette! Jeg vidste, at han var oppe i årene - bevægede sig lidt langsommere, ikke vaskede sig så godt - men jeg troede ikke at han var døden nær!"

"Tror du... du tror ikke, at han var syg, gør du?" Spørger Casper, forfærdet over at de måske har overset tegn på noget, der kunne have været helt helbredt - eller i det mindste håndterbart - hvis de havde fanget det i tide. "Som diabetes? Eller kræft?"

"Jeg ved det ikke," indrømmer Mads, han har de samme tanker.

"Hvad skal vi gøre med Cecilie? Hvordan fortæller vi hende, at hendes favorit ting i hele verden har stillet træskoene?"

Mads stirrer på katten mens han tørrer sine hænder; dyrets kolde krop, et væsen som han har krammet og aet så mange gange virker så fremmed nu, uden sjælen af deres elskede kat indeni. Det synes ikke virkeligt. Han forventer at se deres Felix komme ind af døren hvert sekund nu, træde op til bedrageren og miave i trodsighed. Han renser sine hænder i stilhed, tabt i tankernes mylder, hvilket gør Casper endnu mere ængstelig end han allerede var. Pludselig krøller han servietterne sammen, smider dem i en nærliggende skraldespand og rejser sig op.

"Jeg foreslår, at vi ikke gør det."

Casper stirrer på Mads med store øjne, ikke helt sikker på at hans mand er seriøs. "Hvad?"

"Sandra sætter hende ikke af før om en time. Jeg foreslår, at vi skriver til hende og får hende til at beholde Cecilie indtil senere i eftermiddag. Derefter besøger vi alle dyrehandlere på Sjælland indtil vi finder en kat identisk med Felix. Og når vi har gjort det, så skifter vi dem ud før Cecilie kommer hjem."

Casper ryster på hovedet, stadig ikke helt sikker på, at han har hørt sin mand korrekt. "Undskyld...må jeg få den igen?"

"Det er perfekt, Casper! Hun opdager det aldrig!"

"Er du sindssyg!? Felix var ti år gammel, ikke en killing og hvornår var desuden sidste gang du så en kat i en dyrehandel?"

"Du...du har ret," indrømmer Mads og Casper håber at det vil være enden på det, men han kender sin mand bedre end det. "Vi...vi tager på dyreinternat! Vi har en bedre chance for at finde en moden kat der! Faktisk... " Mads trækker sin mobiltelefon op af lommen og åbner en browser" ... Jeg hopper på Dyreværnets hjemmeside. Det går hurtigere. Når vi finder et dyr vi kan lide så kan vi reservere det!"

"Mads..."

"Eller måske Den Blå Avis! Eller Gul og Gratis! Måske er der en familie, der ønsker at finde nyt hjem til deres voksne kat! Hvis jeg kan finde..."

"Mads..." Casper lægger en hånd over hans telefon, sænker den og får sin mands fokus tilbage "...vi fik Felix da Cecilie blev født. Han var hendes kat. De voksede op sammen. Hun kender hvert hår på hans pjuskede lille hoved. At tro, at du let kan erstatte ham uden at hun vil opdage det, er ikke bare latterligt. Det er at fornærme vores datters intelligens."

Mads ser op på ham med sorgfyldte øjne - øjne der minder så meget om Cecilies. Øjne, der vil se identiske ud, når hun finder ud af at hendes elskede kat er borte.

Mads sukker. "Jeg ved det, jeg ved det. Det er bare...jeg har ikke lyst til at se udtrykket på vores datters ansigt, når hun finder ud af at hendes bedste ven er død. Du så hende da hun tog afsted med sin mor i går aftes? Hun var den lykkeligste lille pige i verden!"

"At fortælle hende, at hendes kæledyr er dødt kommer ikke til at dræbe vores datters lykke. Ikke for evigt. Døden er en del af livet. Disse ting sker. Og som forældre er det vores job at hjælpe hende igennem det og ikke afskærme hende fra det. Hvem ville vi være hvis vi fortsatte med at erstatte hendes kat hver gang den gik bort?"

Mads' skuldre falder og han ligner en lille dreng, der netop har fået fortalt at julemanden ikke eksisterer. "Vi ville være løgnere."

"Det er rigtigt. Og hvordan ville vi få hende til at stole på os igen, når hun fandt ud af det? Og du ved, at hun ville finde ud af det. Hun er alt for smart til ikke at gøre det."

"Det er fordi hun minder om sin far."

Casper viger tilbage, krydser sine arme og fryser Mads fast til gulvet med sit stirrende fordømmende blik. "Du ved...biologisk er hun din?"

"Præcis," Mads kigger på sin mand med triste øjne, men stadig drillende. "Og jeg er fantastisk."

Casper stønner, men griner så og krammer sin mand. "Ja, du er."

Mads sukker ind i sin mands hals indtil der ikke er noget tilbage og så trækker han vejret ind igen, så han kan fylde sine lunger med sin mands varme, maskuline duft. Hvorfor? Hvorfor skulle det ske i dag? Ikke at der nogensinde er en god dag for et kæledyr at dø på, men Mads er ikke klar til denne samtale. Hver dag vågner han op og laver en mental oversigt over sine forældre, Caspers mor og stedfar, Sandra, alle deres nærmeste venner og familie, fordi han ikke er klar til døds spørgsmålet.

De har haft mobnings snakken, homofobi snakken, "menstruations" snakken, selv sex snakken, og selv om han internt græmmende sig igennem nogle af dem og næsten brød i tårer under andre, så kom han igennem det fint. Men denne her...det er den snak, som han ved at han ikke vil kunne håndtere overhovedet.

Ikke siden han for nylig er holdt op med at tro på Gud.

Han havde ikke haft til hensigt at miste sin tro; det er bare sket. Det blev for vanskeligt at holde blindt fast i med alt det had og vold og ødelæggelse der foregår i verden; at se de folk han havde beundret og den moral de havde hævdet at holde kær, smuldre for hans øjne.

"Jeg ved det," hvisker Casper, som om Mads havde sagt alt det højt. Og på en måde havde han. Han var begyndt at snøfte mens mønsteret i hans vejrtrækning blev uregelmæssig, på randen af tårer uden selv at indse det. "Det skal nok blive okay. Det lover jeg. Vi kommer igennem dette sammen."

Mads nikker, slynger sine arme rundt om sin mand og klemmer sig fast, men han ved at han snart bliver nødt til at give slip. Der er ikke noget han hellere vil end at stå sammen med sin mand sådan hele dagen, men der er ting de bliver nødt til at ordne.

Ting de skal forberede.

"Vi bør stadig skrive til Sandra og advare hende," siger Mads. "Hun er Cecilies mor. Hun bør være en del af dette."

"Jeg er enig."

"Hvem ved?" Siger Mads og skriver en sms, mens Casper tager et par gummihandsker på - ikke hans favoritter, da han ved at han bliver nødt til at smide dem ud efter. "Måske hopper hun på granaten for os og fortæller Cecilie om det før hun kører hende hjem."

"Det håber jeg ikke," indrømmer Casper. "Jeg tror det ville være bedre hvis det kommer fra os alle tre."

"Du har nok ret."

"Jeg har ret, for jeg er også fantastisk." Med gummihandsker på hænderne og skraldespanden åben, ser han på sin datters kat med et tungt hjerte. Han vil ikke sige at han lyst til at græde, men han ved at det vil ændre sig når han ser Cecilie. "Jeg vil pakke Felix ind og lægge ham på terrassen. Det er så koldt udenfor, at han burde holde sig. Derefter kan vi sætte os i sofaen og beslutte hvad vi vil sige til..."

Lyden af en nøgle i låsen og et klik af et dørhåndtag der bøjes lammer begge mænd i deres positioner. Paralyseret af det, som de ved kommer alt for hurtigt, finder Casper sig frosset fast mellem at gøre ingenting og impulsen til at gribe den døde kat i halen og bare kyle kræet ned i posen.

Han får ikke chancen. Hastigheden på et begejstret skolebarn kan han ikke matche.

"Hey, Casper! Hej, Mads! Vi er tilbage! Har i savnet os?"

"Far! Papa! Vi er..."

Casper hører et gisp. Det er en lyd, som han ville genkende hvor som helst. Han har hørt det efter mareridt, efter fald på cyklen, da Mufasa døde...

Han behøver ikke at vende sig for at vide, at hans datter står bag ham med et klart udsyn til sin døde kat imellem hans spredte ben. Han ser på sin mands rynkede pande og rystende underlæbe og sukker: "Det er muligvis lidt for sent for det."

THE END