Ole Sørensen, som var radio-astronom, arbejdede i en særlig afdeling under PET, der tog sig af en hemmelig kommunikation med en planet, der pludselig en dag havde henvendt sig til dette landlige observatorium i en naturskøn egn, hvor Ole Sørensen nu var ansat. Man havde fået at vide, at planeten hemmeligt havde observeret Jorden i årtusinder, men at den først for nylig havde indledt sin tovejs-kommunikation med jordboerne.
   Planeten lå 323 lysår borte, i stjernebilledet Svanen, og omkredsede stjernen 72-Cygni. Det var en fantastisk kendsgerning, at planeten kunne kommunikere gennem hyperrummet, så kontakten mellem Jorden og den var samtidig. Det var blevet forklaret gennem brug af et i verdensrummet eksisterende net af såkaldte "ormehuller".
   Der blev sendt video-optagelser fra planeten. Der syntes kun at findes børn dér, man så i hvert fald aldrig voksne på billederne. Der var tale om en befolkning, som var udvandret fra Jorden helt tilbage i Atlantis' dage. Men det sprog, de sendte på til dette observatorium, var forbavsende nok så pære-dansk. Den nation, kaldet Barndomslandet, som sendte, havde oplyst, at den var dansktalende. Der var kun en enkelt anden nation på planeten, som også talte rent dansk, og minsandten, om den ikke hed Slaraffenland. Det slaraffenske skriftsprog var dog forskelligt fra Barndomslandets, ved at man i Slaraffenland brugte det færøisk-islandske d med skrå opstreg og tværlinje igennem, til det bløde d, og et græsk bogstav til det bløde g. Ellers var der utroligt mange nationer på planeten, og en del af dem talte de mærkværdigste sprog.

"Som landskabet dog ligner vores", sagde Per Henriksen, Ole's kollega. "Man kunne tro, det var lige udenfor murene her, eller i hvert fald et jysk landskab. Men sådan ser Barndomslandet altså åbenbart ud".
   "Ja, der er meget lidt forskel at se", svarede Ole. "Men børnene følger nu ikke vore ungers mode. På planeten har drengene mest korte bukser, der svarer til dem, der var mest brugt i 1950-erne. Når det er koldt, bruger de også plusfours, og det er jo for længst gået af mode her. Lange bukser bruges ikke, og da slet ikke jakkesæt. De bruger heller ikke den skøre hiphop-mode, som vi har set det hos os siden omkring år 2000.
   Pigerne bruger korte skørter, ofte plisserede.
   I øvrigt ser man festlige farver i vejenes og gadernes asfalt alle steder. Og nu kan jeg se et flag. Det er bestemt ikke noget dansk flag. De kalder det "Bamsebanneret", og der er jo også en orangefarvet bamse i midten.
   Tilsyneladende ser man ingen personer over tolv år, men vi har ellers fået oplyst, at de kan blive 1500 år gamle.
   Per og Ole lod skærmen være tændt, mens de holdt kaffepause. Lidt efter blev pausen imidlertid afbrudt ved at en dreng tonede frem på skærmen. Han havde tilsyneladende noget særligt at sige, og han præsenterede sig ved navnet Erik Bjørn.
   Da Ole så ham foer han overrasket op.
   "Er video-optagelsen sat til?", spurgte han Per. Jo, det var den godt nok.
   Ole gik hen og afbrød lyden, men lod billederne fortsætte.
   "Ved du hvad", sagde Ole og pegede mod Erik Bjørn på skærmen. "Den dreng kender jeg, min søn Morten legede med ham et par år, og nu er det så igen et par år siden. Det er virkelig ham, og han hed nemlig Erik Bjørn. Han ser jo ikke en dag ældre ud end dengang. Jeg har aldrig vidst andet, end at det var en dreng fra nabolaget, der var blevet venner med Morten. Men en dag fortalte Morten, at han var flyttet til Vejle".
   "Der er åbenbart hemmelige gæster her fra denne planet Pedoria", svarede Per. "Det er fantastisk, at de kan skjule rumskibene, der kommer hertil og afgår herfra. Men ellers er der jo kun fem timers rejse fra og til, ved vi, da de rejser gennem verdensrummets net af ormehuller. Så det er ingen sag".
   "Nej, de kan færdes her uden nogen ved af det", replicerede Ole. "Havde jeg vidst, at Erik Bjørn var et af disse rumbørn, og reelt er 208 år gammel, havde jeg været meget betænkelig ved, at Morten havde fundet ham som ven. Hvad kan han ikke have fortalt min søn og fyldt i hovedet på ham? Jeg må have en samtale med denne Erik Bjørn straks".
   Det kunne lige nås inden fyraften. Ole kaldte op på computer-terminalen og fik personlig kontakt med Erik Bjørn. Denne rumdreng havde dog lovet Morten at forblive tavs om det meste af, hvad Erik havde fortalt ham, og Morten havde lovet samme hemmelig-holdelse. Dog fik Ole oplyst, at rumbørnene under sådanne hemmelige ophold på Jorden, forinden havde udvalgt og skaffet nogle "pap-forældre" blandt de jordiske voksne. Folk, som var i stand til at holde på hemmelighederne.
   Så var det fyraften, og Ole forberedte sig på at gå, det var jo Mortens 11-års fødselsdag, som skulle fejres, når hans far kom hjem. Ole stod lidt ved vinduet og kiggede ned på vejene i landskabet og parkeringspladsen foran bygningen.
   "Hm", tænkte han ved sig selv. "Farvet asfalt i stedet for det der kedelige grå over hele linjen, som vi har set det på videoerne fra planeten? Ville det ikke være festligt? Dog nej, det ville være for ekstraordinært her. Det ville også være alt for dyrt for os her på Jorden. Dér oppe på Pedoria spiller dyrt eller ikke dyrt ikke nogen som helst rolle. Nej, nu må jeg se at komme hjem til vor hyggelige fjordby, Morten glæder sig til fødselsdagsgildet".
   På trappen ned løb Ole på astronomen Jesper Holm, der råbte til ham: "Jeg har siddet ved kikkerten i dag og kigget på den lille sjove asteroide Holbæk, der jo bærer vores provinsby's navn. Det er et sjovt himmellegeme, knoldet som en gammel kartoffel og med flere store kratere fra meteornedslag, det roterer temmelig hurtigt rundt om sin akse".
   Ole kom ned og fik startet bilen. Han kørte lige gennem byen for at gøre nogle nødvendige indkøb, blandt andet en gave til Morten. Derefter kørte han hjem til parcelhuset ved fjorden. Det blev en herlig fest med flødeskumslagkage og elve lys. Morten havde fået lov at invitere et par små kammerater, der nu også lige var ankommet. Mortens mor Marie havde haft travlt i køkkenet. Der var købt mange slags kager ind, og rigeligt med kakao. Der stod også kola-er og andre sodavand i køleskabet. Aftensmaden var også bragt klar til servering i rette tid.
   Ole overrakte Morten gavepakken, som drengen spændt pakkede op. Indholdet vakte jubel, det var en flot og detaljeret model af rumskibet Enterprise. Morten fulgte nemlig ivrigt med i en genudsendelse af Star Trek - serien, de gamle afsnit med Patrick Stewart som Kaptajn Picard.
   Af Marie fik Morten en meget fin hjemmestrikket trøje.
   Fødselsdagsfesten forløb herligt, og festmiddagen var med Mortens livret, benløse fugle. Der ud over var der is til dessert.
   Men efter middagen ville Ole gerne have en samtale med sin søn under fire øjne, så han tog ham med ind i herreværelset.
   "Hør, Morten. Denne her lille niårige ven, du kendte, Erik Bjørn, som du påstod var flyttet til Vejle, han viser sig at være et rumbarn og kommer fra en planet, der befinder sig hele 323 lysår herfra i stjernebilledet Svanen. Jeg har talt med ham i dag. Var du klar over hans rigtige herkomst?".
   "Ja, det var jeg. Men jeg må ikke røbe noget om, hvad han fortalte om denne sag til nogen, ikke engang dig".
   "Ja", svarede Ole. "Denne tavshedspligt vil jeg respektere, også for rumbørnenes skyld. Men jeg kan ikke lade være med at være bekymret for, hvad I har talt om, og hvad han har sat dig i hovedet. Han er ikke ni år, han er 208 år gammel. Han må have haft sin idé om, hvad han ville med sit ophold her på Jorden. Hvad har han fortalt om sin hjemplanet?".
   "Han har ikke fortalt mig noget særligt, og jeg har som nævnt tavshedspligt. Nej, vi har mest leget. Og du har ikke noget at bekymre dig om, men én ting siger jeg dig, jeg gider ikke blive ældre! Ja misforstå mig nu ikke, selvfølgelig ønsker jeg at leve videre, men du husker nok Peter Pan - filmen. Peter Pan sagde i starten til Wendy og hendes brødre, at på Ønskeøen blev man aldrig voksen, og heller ikke jeg har lyst til det", var Mortens svar.
   Mere fik hans far ikke pillet ud af ham.
   "Jeg kan fortælle dig en ting, nu vi taler om Peter Pan", sagde Ole, inden de gik ud til festen igen. "Walt Disney taler om Ønskeøen, et mærkeligt område, der svæver i skyerne. I den oprindelige Peter Pan - udgave hedder dette område Aldrigland.
   Du har for længst forstået, at der oppe på Brorfelde i radio-observatoriet, har jeg daglig kommunikation med denne planet Pedoria, og de børn fra Barndomslandet, der taler dansk, også undertiden med Slaraffenland. Jeg ved derfor netop, at planeten har et Aldrigland. Men det er et stort land nede på kloden selv. Navnet hentede de fra Peter Pan - eventyret, fordi de følger Jorden. De vil gerne have navnene på sagnlande og eventyrlande herfra. Dette pedoriske Aldrigland's befolkning taler bornholmsk, ægte bornholmsk både i tale og skrift".
   "Det vidste jeg godt", svarede Morten.
   Nu gik så far og søn ud for at fortsætte fødselsdagsfesten. Det var ved at være på tide at begynde aftensmåltidet. Marie fik bragt de benløse fugle ind, og til dessert skulle de have portionsis med chokoladesovs. Mortens små venner var stadig med, og de var begejstrede.
   Da den sidste is var konsumeret, rejste Morten sig, som om han ville holde tale.
   "Kære Far og Mor", begyndte han. "Tak for den dejlige fødselsdag, og mad og gaver. Men jeg må fortælle jer noget. Som jeg sagde til Far for lidt siden, jeg gider ikke blive ældre. Jeg vil blive ved med at være 11 år, lige som Peter Pan's venner vil jeg ikke være voksen".
   "Sludder med dig", sagde Ole. "Det er jo ikke noget, du kan bestemme over. Det er naturens gang. Og vi kan heller ikke have det. Du må slå de griller ud af hovedet".
   "Nej", svarede Morten. "Det er for sent, det er jer, der må affinde jer. Jeg har noget her, jeg vil vise jer".
   Han rakte Ole en meget fin konvolut, forseglet med rigtigt laksegl. "Pak denne her ud og se", sagde han.
   Ole brød nervøst konvolutten op. Inden i konvolutten var der et smukt ark af en fornem papirtype. Ole læste chokeret. Det var en såkaldt neoteni-attest, der drejede sig om Morten. Drengen havde fået en injektion i en klinik under kontrol af forskellige skannere og måleapparater. Det var en klinik, der befandt sig på rumkrydseren "Jomsmark", der havde været i kredsløb om Jorden for et par år siden. Attesten var underskrevet af Doktor Mynte Engpiber fra Niphave, og kaptajnen Ensian Murmel på "Jomsmark".
   Ole var en besvimelse nær. Han vidste godt, hvad neoteni var. I danske leksika var det blandt andet omtalt i artikler om axolotlen, en underlig hulepadde. Om axolotlen blev oplyst, at nogle eksemplarer, de fleste, aldrig passerede voksenstadiet. De blev ved med at være unger, men i den situation var de alligevel forplantningsdygtige. De levede i øvrigt ti gange længere end de voksne individer. Ole faldt om i en stol. Han vidste, at det var forskning i neoteni for årtusinder siden, der havde haft til resultat, at Pedoria's befolkning blev ved med at være "evige"børn.
   Marie anede også konsekvensen af denne neoteni-attest. Hun sagde stille, stående ved siden af bordet: "Jeg synes jo nok, du ikke er vokset i et par år. Du ser stadig ud, som da du var ni år. Men det er da nogle mærkelige navne, underskriverne har".
   "Ja", svarede Morten. "Nu er noget af det, jeg foretog mig sammen med Erik Bjørn jo afsløret. Men ved I hvad, Pedoria-børns fornavne er altid en blomst, og efternavnet er efter totemdyret, det vil sige familienavnet, efternavnet. Under Erik Bjørn's besøg her, benyttede han sig netop af, at hans navn ikke var påfaldende, så han kunne skjule at han kom fra rummet. Men navnet er et Pedoria-navn. Erik er lyngblomsten. Og Bjørn er jo et dyr".
   Ole sad i stolen, og var stadig meget chokeret. Morten følte, at han måtte hen og trøste ham. Han lagde armen om Ole's skulder og sagde:
   "Trøst dig, Far. For jeg har bestemte aftaler med Erik Bjørn. Jeg bliver hos dig og Mor, indtil jeg er tredive år. Jeg har god tid, nærmest uendelig tid. Erik vil besøge mig her nu og da. Der er jo kun femtimers rejse frem og tilbage i warp-fart. Som trediveårig ser jeg stadig ud som nu, så vel som når jeg bliver 330. Når jeg bliver 30 rejser jeg altså til Pedoria, men jeg skal nok besøge jer her tit, også efter. Jeg vil gerne blive her og blive student fra Frederikssund Gymnasium, og derefter gå videre med en universitets-uddannelse".
   Han grinede og fortsatte: "De får en lille elev, gad vide, hvad de vil sige til det? Vi må jo nok være enige om at tilskrive det en eller anden genetisk fejl hos mig. Det er kun Pedoria-børnene, der bestemmer, hvornår de vil ophæve hemmelighederne og give sig alment til kende for Jordens befolkning. Det bliver du og din medarbejder de første, der får besked om".
   Marie gik hen og deltog i gruppen. Hun sagde helt fortrøstningfuldt: "Ved I hvad, det ser ud til, at jeg får et herligt privileium, som ingen andre mødre nogensinde har fået endnu. Jeg skal ikke sidde om få år og se på familiebilleder for at trøste mig med minder. Nej, jeg beholder min lille dreng. Jeg kan stadig i fremtiden nusse ham og putte ham om aftenen og læse eventyr for ham inden sovetid".
   "Nemlig!", replicerede Morten meget højt.