Onkel Jack altid kunne fejlfri skelne skidt fra lækre ting, og det er, som bekendt, en vigtig kunnen.
   Men hvorfor, ville i spørge, er det virkelig så vigtig? Der må da være nogle vigtigere færdigheder. Og svaret er, at mennesker næppe ville have overlevet, hvis ikke i gammeldags tider var der egen onkel Jack i hver hulestamme. Alle ville jo blive forgiftet.
   Lad os forestille, at nogen ældgammel mand bringer en fluesvamp med til sin hul. Praler med den foran alle: se på min svamp, stammefolk, smag den. Onkel Jack bider svampen forsigtigt og spytter den straks ud. Siger, at man ikke bør spise sådanne svampe, de findes kun for at dræbe fluer. Ældgammel mand, som fandt svampen, tror ikke på onkel Jack, spiser fluesvampen op til benet, falder straks i kramper og dør. Og manden skal ikke begrædes, da han alligevel var rådden og gnaven en.
   Men intet bider der på menneske som onkler Jack, de er ligesom shamaner, der er beskyttet af lamper (folk kalder dem blot for lys) og andre hellige genstande. De kan spise hvad som helst, selv sten og glas, og overleve bagefter. Takket være disse vidunderlige mennesker er mennesket stadig ikke uddød.
   Og nu er det tid til at fortælle om vores onkel Jack, den eneste person i byen, der kan se forskel på skidt og lækkerier. Det meste af tiden sad onkel ude på verandaen til hans forfaldent hus med halvlukkede øjne og røg en pibe. Der var altid en kobber lampe ved siden af ham, hvor stearinlys brændte dag og nat. De voksne i byen behandlede onkel Jack med høflighed, medens børnene, selv om de syntes, at han var skør, frygtede dog ham og viste ham respekt.
   Onkel Jack havde almindeligt ikke meget at lave. Nogen gang kom der børnene løbende til ham for at spørge, om det, de ville spise, er noget skidt eller muligvis noget godt. De putter alt i munden i den alder. Så deres forældre bad dem gå til onkel Jack først, før de propper noget i sig selv. De voksne beboere kom også til onkel Jack. En kone lavede, for eksempel, en forfærdelig morgenmad, og hendes mand var ved at kvæle sig med den. Men konen påstår, at morgenmaden er fin, så de går til onkel Jack for han dømmer dem. Onkel Jack prøver føden og siger: ja, den frokost, din kone forberedte, er virkelig ulækker. En anden gang skåner han en ung, uerfaren i madlavning kone og siver løgnen mellem tænderne, at morgenmaden er rigtig udsøgt.
   Byens beboere hjalp onkel Jack på enhver måde. Nogle af dem med fødevarer, andre med penge, flere andre ordnede taget eller gjorde huset rent. Kvinder kom på fridage for at underholde onkel Jack, vel vidende at han føler sig ensom uden kvindelige kærtegn. Deres mænd var slet ikke skinsyge på onkel Jack, og de ræsonnerede: vi selv mister intet, mens han ville blive en lille smule gladere.
   Alle vidste, at den nærmeste onkel Jack befinder sig hundredvis af mil væk fra deres by, og at han havde nok af eget arbejde at gøre. Der huskes meget vel historien om en anden onkel Jack, der blev fornærmet over beboerne og forlod byen sammen med sin lampe. Han kom aldrig tilbage, og ingen levede der for længst i denne uheldige by: nogle beboere blev forgiftet tilfældigt, andre slog sine koner ihjel for en dårligt forberedt morgenmad og røg i fængsel på livstid. Folk i vores by godt vidste, at onkel Jack skulle bevares som deres egen øjesten.
   Men på helligdage, samt til Halloween, havde onkel Jack altid en masse arbejde at udføre. Byens beboere kom til ham og medbragte retter, som var tilberedt af venner, slægtninge, naboer. De ville vide, om det, de hentede, var noget ubehagelig skidt eller en lækker godbid?
   Men hvor kom dog denne overraskende mistillid til mad fra? Svaret er enkelt: for kort tid siden dukkede der op i byen en skjult giftmorder, som dræbte et stort antal af indbyggere. Så før de spiste noget, selv den mindste bolle, ville folk tage til onkel Jack for at spørge om det, de ville spise, var et lækkert knas eller noget dødbringende skidt.
   Halloweens aften var lige begyndt, mens onkel Jack havde allerede opdaget mere end et dusin forfærdelige skide ting og reddede lige så mange, hvis ikke flere, beboere fra forgiftning. Køen til ham opløste sig kun, når byens største ur slog seks gange. Beboerne spredte sig straks hen til deres hjem for at spise aftensmad, og bagefter strømme i hele husstande ud i gaderne og give hinanden en god forskrækkelse.
   Også vores onkel Jack gik ind i huset for at slukke sin sult, og han havde nok at spise: fik fra beboerne en gode mængde mad, dertil en hel kasse stærk øl og et par flasker scotch whisky. Der var også nødvendigt at rense piben grundigt og fylde den med tobak, og det er en alvorlig sag, der ikke tolererer sjuskeri og hastværk. Onkel Jack var derfor fraværende i lang tid, uvidende om, at to drenge ved navn Klask og Plask holder øje med ham tæt fra buskene.
   Vær ikke alt for overrasket over drengenes ualmindelige navne: i bliver forbløffet endnu mere, når får at vide, at voksnes navne ikke var mindre mærkelige. Hvis hr. Banan og fru Titanic var anstændige nok navne i byen, så hvorfor blive undret over folk som Klask og Plask?
   Klask og Plask havde gemt sig i buskene og ikke uden grund: de ventede på, når byboerne skulle tage hjem. Deres planer var at stjæle lampen fra onkel Jack, selvom de ikke vidste, hvorfor de skulle stjæle den. Bortset fra af egen gnavenhed. Og de var sjældne møgunger, ikke en eneste dag var fuldendt for dem uden piskning, og nogle gange piskede deres fædre dem to eller tre gange om dagen.
   Men det har længe været bevist af anerkendte danske forskere, at piskning ikke opdrager børn, men kun forbitrer dem mod familien og samfundet som helhed. Klask og Plask, på trods af den daglige piskning, blev til vrede drenge. Derfor, af personlig vrede over alt, besluttede de at berøve byen en beskyttende lampe.
   "Hvad gør vi med lampen, når vi stjæler den?" spurgte Klask.
   "Først slukker vi lyset," sagde Plask, " og så smider lampen i floden. Lad alle forældre vide, hvordan det er, at piske deres børn. Vi hævner os for alt."
   Klask kom forsigtigt ud af buskene, så sig omkring, løb ud til verandaen og vendte tilbage med en lampe.
   "Hvor er den tung," sagde han, " vi skiftes til at bære den. Jeg tager ti skridt, og du tager de andre ti."
   De havde næppe nået skoven, da de hørte et frygteligt blodfrysende skrig, der kom fra byen.
   "Det må være onkel Jack, der sørger over sin lampe," sagde Plask.
   "Hold din kæft!" svarede Klask, " Lad os bedre slukke lyset, før de får øjne på os."
   Men lyset i lampen ville ikke gå ud, uanset hvad de gjorde med det. Jo hårdere de blæste på det, jo mere flammede det op.
   "Vi smider lampen i floden, og så går den ud," sagde Klask.
   Men det lykkedes ikke for dem at nå floden, for i skoven blev de overfaldet: de var pludselig omgivet af græskarhoveder. Hovederne så skræmmende ud, nok til at skræmme selv en voksen mand, for slet ikke at tale om to drenge, uanset hvor dumdristige og vrede på hele verden de var. Hvert græskarhoved havde et lys indeni, og der var mindst et dusin af dem.
   "Så det var dem, der stjal lampen fra onkel Jack," sagde et af hovederne. Det havde små runde øjne og en bred mund med fire skarpe tænder forneden og tre lige skarpe tænder i toppen. Græskarhovedets øjne gennemborede de rystede kroppe af Klask og Plask, som om de ville lave huller i dem.
   Onkel Jacks sorgfulde råb kom igen gennem skoven.
   "Hvordan straffer vi tyvene?" Spurgte græskarhoved." River dem i små stykker og smider i floden, så fiskene kan spise dem? Og hvad med at binde tyvene fast til et træ og kalde efter de frygtelige ulve? Eller give dem stokke og lade dem slå mod hinanden indtil daggry. Før den ene sender den anden til forfædrene."
   "Hav medlidenhed med os, gode græskarhoveder," bad Plask." Vi er bare dumme små børn, der ikke ved, hvor det gode eller det onde er. Vores forældre straffer os for hver en lille ting. Vi er så vant til at blive pisket, at vi endda savner det. Hvorfor giver du os ikke bare en ordentlig piskning?"
   Græskarhovederne så på hinanden: ingen af dem ville piske små drenge.
   "I må selv piske hinanden," sagde det frygtelige græskarhoved meget alvorsfuld." Her er de stærke piske til jer, drenge. Lad Klask piske Plask først, og så Plask pisker Klask. Og husk, i skal slå med al jeres styrke, ellers vil piskeren få yderligere ti slag for uagtsomhed. I alt vil vi tildele tyve slag til hver af jer."

"Er du helt gal!?" råbte Plask, da Klask piskede ham på nøgne balder med al sin magt, for selv hans egen far aldrig havde slået ham med en sådan styrke. Men efter det tredje slag bed Plask sine tænder sammen, tiede stille og ventede på, hvordan han til gengæld ville slå sin ven.
   "Av !"skreg Klask, da Plask overtog piskning, og han fortsatte at skrige det hele tyve gange. Men han var en mandig dreng, som var vant til at blive pisket hver dag.
   "Og nu," sagde græskarhoved, da eksekution var forbi," bringer i denne uheldige lampe tilbage til onkel Jack. Og skynd jer, for selv her kan du høre hvordan han lider over sit tab."
   Børnene løb ud af skoven, så kun deres hæle skinnede i mørket. De løb blindt hen til sorgfulde klageråb fra onkel Jack, der overdøvede alt omkring.
   "Onkel Jack," sagde Klask, " tænk bare, at vi gik i skoven med Plask og stødte på nogens lampe."
   "Det synes for os, " Plask udvekslede et blik med sin ven, "at det er din lampe."
   "I søde børn," braste i tårer onkel Jack, " I ved ikke, hvad I har gjort. Både for mig og for hele jeres by. Som tak for det, tager jeg jer som mine lærlinge. Jeg vil lære jer at skelne skidt fra kanel og andre nyttige ting. Efter min død vil min lampe overgå til jer og den bliver kaldt onkel Klasks og onkel Plasks lampen. Og fra nu af vil alle, der vil piske jer, selv bliver pisket."
   Fædre til Klask og Plask blev med magt bragt til onkel Jacks huset. Onkel Jack beordrede fædrene til at trække deres bukser ned, og Klask offentligt piskede sin forælder, og Plask hans.
   Alt dette blev nøje overvåget af græskarhoveder.
   "Det blev en god natten," sagde de og nikkede deres græskarhoveder til hinanden.