"Jeg har altid været en glad pige. En der godt kunne lide at grine højt med veninderne og snakke om livet, skolen og alt det ind imellem. Jeg plejede generelt bare at være en rigtig positiv person. Sådan meget optimistisk. Der er ikke noget specielt ved mig, altså hvis man tæller min familie fra. De kan være så irriterende og bedrevidende. Altså, helt ærligt, hvem navngiver deres førstefødte datter Millie. Hvorfor ikke Emilie? eller bare Mille. Nej, det skulle absolut være anderledes. Der er altså alt for mange amerikanske navne og tusindvis af måder at stave dem på. Det er skide-irriterende."
   "Millie!" afbryder Judy.
   "Hvad?"
   "Du sagde skide," svarer Judy.
   "Er det ikke svært at have dit job, hvis man ikke en gang må bruge så uskyldigt et ord som "skide"?"
   "Fortæl mig hvorfor du er her?," fortsætter Judy.
   "Det var det jeg prøvede på, før du stoppede mig."
   Jeg trækker mine ærmer henover sårene på mine hænder. Judy er så arrogant, men jeg kan godt lide at være her. Så skal jeg ikke være derhjemme i det mindste. Her er stille. Judys klinik ligger mere ind i byen. Det passer mig fint lige nu. Åh, gud jeg hader når hun kigger sådan på mig.
   "Mine forældre tror ikke på mig," siger jeg, selvom jeg ved Judy heller ikke vil tro på mig. Hun ville ikke være en særlig god psykolog, hvis hun troede på mig. Hun ligner virkeligt også stereotypen på en psykolog. En stilet ældre dame med briller. Hendes klinik minder om et hjemmekontor, men når man kommer ud på opgangen, så er det alt andet end nogens hjem.
   "De tror jeg er syg. Det er jeg ikke. Jeg ved godt de elsker mig. At de vil mig det bedste, og jeg ved også godt at de tror på at jeg selv tror på hundrede procent på... " forklarer jeg, men hun afbryder mig, den kælling.
   "Din far fortæller mig at det hele begyndte omkring da postcentralen lukkede ned."
   "Ja, min far er postmand. Han var regionschef eller et eller andet. Vi bor lige overfor postcentral-lageret."
   Hvorfor lader hun som om at hun ikke ved det? Er hun dum eller hvad? Nu kigger hun igen på mig. Er det ikke meningen at psykologer skal sidde med hovedet begravet nede i deres noter? Er det ikke det, som alle de andre plejer at hade når de gør? Typisk mig at få den eneste psykolog, som stirrer så intenst på en.
   "Jeg ved ikke om det begyndte, da de lukkede postcentralen ned. Jeg tror det hele begyndte lang tid efter det." siger jeg til hende.
   "Hvorfor tror din far så det begyndte før?"
   "Det er fordi jeg plejede at være helt anderledes. Han tror det hele handler om Daniel. Min far kan ikke lide Daniel."
   "Hvem er Daniel?"
   "Daniel er min kæreste, eller min ven, som også er en dreng, eller ej, jeg ved ikke hvad vi er. Han blev smidt ud af skolen for noget tid siden. Det er derfor min far ikke kan lide at jeg ser noget til ham. Lige siden de lukkede den skide central, har min far gået derhjemme og været skide irriterende.."
   "Millie!" siger Judy vredt.
   "Undskyld. Jeg er lidt irritabel. Jeg får ikke sovet nok" siger jeg og samler mig selv igen. Det ligner mig ikke at bide hovedet af folk på denne måde. Hun kunne dog godt være lidt mere forstående.
   "Jeg er her for at hjælpe dig, Millie. Du bliver nødt til at åbne dig op overfor mig."
   "Du tror jo ikke på mig."
   "Hvordan ved du det? Du har jo ikke fortalt mig noget."
   "Det ved jeg bare."
   "Hør her. Din mor er bekymret for dig, din far er bekymret for dig. De elsker dig. De vil jo bare gerne se at du får det bedre."
   "Hør her, dame! Jeg har fortalt dig det før. Jeg er den glade pige. Det er mig, som inviterer veninderne på kaffebar og sladrer dagen lang, det er mig som sørger for ingen mobber hinanden i min klasse. Jeg er den mest positive person du nogensinde har mødt. Jeg lyser rum op, når jeg går ind i dem. Jeg er pigen, der danser alene på dansegulvet til fester indtil folk følger trop, fordi de kan se man ikke dør af at danse. Jeg bryder isen og jeg hjælper alle jeg møder. " vrisser jeg af hende. Hvis bare hun kendte mig før alt det her.
   "Tror dine veninder på dig?"
   "Hvad?"
   "Tror dine veninder på hvad du siger?"
   "Jeg har ikke fortalt dem det."
   "Hvad med Daniel?"
   "Jeg tror måske at han tror på mig, men jeg er ikke sikker. Han virker måske bare mere som om han gerne vil tro på det for at være en god kæreste og ven."
   "Hvad med din lillebror?"
   "Selvfølgelig tror han på mig. Det var mig, som ikke troede på ham til at starte med."
   "Millie. Prøv at start helt fra starten. Du springer meget rundt. Det er svært at følge med i din tankestrøm."
   "Det er jo ligemeget."
   Jeg gider ikke at snakke med hende mere. Jeg tager mine ting og går hen imod døren. Hendes psykolog kontor er lyst med store åbne vinduer med udsigt udover byen. Kontoret er placeret højt nok oppe til jeg kan se postcentralen ude i forstaden derfra. Hendes diplomer hænger på væggene. Hvor narcissistisk kan man være? Hvad skal jeg fortælle hende om? Skal jeg fortælle hende at jeg synger i min fritid? At jeg er korleder. Det har jo ikke noget med noget som helst at gøre. Hvis jeg fortalte hende hvor sårene på mine hænder kommer fra, så vil hun lukke mig ind på den lukkede med det samme. Hun ville lukke både mig og Jakob inde. Jakob er min lillebror. Han er kun 7 år gammel. Det er mest synd for ham, synes jeg. Jeg er 10 år ældre end Jakob, men jeg var moden af min alder, da han blev født. Jeg kunne allerede babysitte ham, når mor og far var på arbejde, dengang han fyldte 3. Min far havde natarbejde, før de lukkede postcentralen. Min mor rejser meget rundt. Hun er headhunter og rigtig god at snakke med. Normalt. Jeg ringer til Daniel. Han tager den ikke. Det er skide-irriterende når han ikke tager den. Han sidder sikkert og stener eller spiller og glemt alt om mig. Jeg skriver en besked til ham. Derefter prøver jeg at ringe til Josefine. Lige før jeg opgiver, så tager Josefine telefonen.
   "Hej Jose, har du tid? Kan jeg kigge forbi?"
   "Ja, klart." svarer hun.
   Josefine er ældre end mig. Hun går på uni. Vi mødte hinanden til den samme fest, hvor jeg mødte Daniel. Jeg har ikke snakket med hende i lang tid. Hun bor i en kummerlig lejlighed her i centrum. En lejlighed hvor malingen i opgangen er skallet af, og sikkert havde en pæn grøn farve engang, men idag ligner det bare frisk mug. Hendes samtaleanlæg er i stykker, så man kan kun høre den ene vej. Jeg bliver zappet igennem, men det er som om jeg kan høre noget i støjen fra samtale-anlægget. En raslende lyd, som en vind, der går igennem tørre blade. Den værste lyd i verden. Jeg går op af opgangstrapperne og når hen til Joses etage. Hun står i døren afventende.
   "Hej, søde" siger Josefine og giver mig et langt varmt kram. Hun ligner sig selv. En halvhærdet jazz-sangerinde i en ung kvindes krop. Sjusket hår, hårbånd og næsten rene pastelgule bukser og en sort langhalset tætsiddende trøje på og mørk rød læbestift. Hun er lige stået op. Hun skal sikkert først møde sent idag.
   "Hvad er der galt?," spørger hun med en grødet tømmermændsfyldt stemme.
   "Det er en lang historie," svarer jeg.
   "Så så, søde. Er det ham Daniel?"
   Jeg sukker indvendig. Hvorfor tror alle folk alt handler om drenge og kærlighed, bare fordi man er pige?
   "Nej, det er slet ikke det."
   "Jeg sætter lige noget kaffe over. Kom ind, sæt dig og fortæl mig alt om det."
   Jeg kan se ud af hendes vindue at det blæser meget idag. Jeg føler jeg burde kunne høre vinden igennem vinduerne. At det burde pive stille ind. Der er intet. Hendes lejlighed er helt stille, altså selvfølgelig udover Josefines rumsteren i skabene. Hendes lejlighed er lille, og fyldt med en masse genbrugsmøbler og varmt lys. Hun nynner ordene hun tænker. Lige nu tænker hun på hvor hendes kaffefiltre er.
   "Så kommer jeg kaffe i." lyder det udefra køkkenet.
   "Hvad siger du?," spørger jeg.
   "Skal du have noget i din kaffe"
   "Nej. Bare lad mig få den sort".
   Jeg plejede at hade kaffe. Sådan virkeligt hade kaffe. Hade kaffeånde, gule tænder og den lyd kaffemaskiner laver, når de er færdige. Det er ikke blevet sådan jeg elsker kaffe nu, men det hjælper mig til at holde mig vågen. Jeg må se forfærdelig ud lige nu, sådan virkelig træt. Poserne under mine øjne må være meget tydelige. Jeg ved ikke hvordan jeg ser ud. Det gør ondt i mit hoved lige nu. Jeg er træt. Jeg kan mærke bare det at tænke på at kigge mig i et spejl giver mig kvalme og gør mig svimmel.
   "Værsgo"
   "Tak." siger jeg og rækker ud efter min kaffekop. Jeg brænder mig, og jeg ser Josefines store runde øjne. Hun ser ret bekymret ud, men mindst ligeså træt som mig. Kaffen dufter frisk. Hun opdager mine hænder, som jeg trækker tilbage.
   "Åh gud, hvad er der dog sket?"
   "Kan du huske min lillebror?," spørger jeg hende.
   "Ja, ham der gik i søvne?" siger hun med et lille smil. Vi plejede at grine af de spøjse ting, han gjorde når han gik i søvne. Hvordan han engang forskrækkede mig, mens jeg var på toilet og tissede og han stod i brusekabinen i søvne bag forhænget og drømte at han var i bad.
   "Har han gjort det her ved dig?" spørger hun med en alvorlig mine.
   "Nej, det var ikke ham."
   "Må jeg ikke lige se?" spørger hun. Jeg rækker mine hænder ud til hende. Sårene er begyndt at bløde lidt.
   "Jeg har aldrig set sådan nogle sår."
   "Av" udbryder jeg.
   "Undskyld. Vi bliver altså nødt til at forbinde dem. Der er jo grus i det."
   Hun henter en balje med vand, og skyller blidt vand i sårene. Det stikker, men det er som om jeg er blevet vant til det nu. Hun forbinder hvad hun kan med forbindingen fra en førstehjælpskasse, jeg ikke engang lagde mærke til hun havde fundet frem.
   "Seriøst, hvem har gjort det her ved dig?"
   "Jeg er ikke sikker."
   "Hvad mener du med at du ikke er helt sikker?"
   "Der var nogle børn. Nogle børn som jeg så lege med min lillebror."
   "Nogle børn?" spørger hun og løfter et øjenbryn.
   "Eller jeg ved ikke om de var børn. De lignede børn. Jakob legede med dem i det tomme lagerrum på postcentralen. Du ved, det er en genvej til skolen at gå igennem postcentralen fra vores hus. Han legede med nogle børn derinde. Eller legede er måske ikke det rigtige ord. De udfordrede hinanden til at gøre ting. Min lillebror smadrede nogle ruder, mens de heppede på ham. De var klædt underligt på. Som om de var til fastelavn, og var klædt ud som konfirmander. De så ellers meget normale ud. En af dem manglede sine tænder. "
   "Men hvad gjorde de ved dig?"
   "Altså jeg betragtede dem bare på afstand. Jeg var glad for Jakob var ved at få nogle nye venner." forklarer jeg hende. Hun er færdig med at forbinde mine hænder. En høj hyletone lyder fra hoveddøren.
   "Hvem fanden kan det nu være?" vrisser Josefine. Jeg ser, at hun går hen til samtaleanlægget og trykker på knapperne.
   "Hallo" hører jeg en stemme sige i den anden ende.
   "Kom bare op," siger Josefine af ren vane, fordi hun altid glemmer samtaleanlægget er i stykker og man ikke kan høre hende dernede.
   "Hallo, er der nogen?" spørger stemmen. Det er en herrestemme, men forvredet af den dårlige højtaler.
   "Er Millie der?"
   "Det er Daniel" siger jeg til Josefine. "Han er her for at hente mig." Det rasler fra anlægget. Det lyder som vind i træerne og der ingen træer i nærheden. Er jeg ved at blive skør? Kan Josefine ikke høre det? Daniel kommer op af trapperne og træder ind i rummet.
   "Hej, jeg er Daniel, du må være Josefine" siger han og giver Josefine hånden.
   "Kom ind og sæt dig"
   "Jeg er her for at hente Millie" svarer han.
   "Hun er lige ved at fortælle mig det hele."
   Han sætter sig ind og lægger sin frakke henover en lænestol. Han er høj og rank, med lyst blondt hår og det sødeste smil jeg kender. Han går altid klædt, som om han har siddet på en bog-cafe hele dagen. Han sætter sig og tager min hånd i sin. Den er kold, men bliver hurtigt varm. Han aer blidt forbindingen. Så blidt det ikke gør ondt. Jeg forstår ikke hvordan han gør det. Hvordan man kan være så eftertænksom.
   "Så, hvad gjorde de børn ved dig? Skubbede de dig eller hva?"
   "Nej, nej. De sagde farvel til Jakob, og han kom hen til mig. Han havde lagt mærke til hvor jeg stod og så på dem. Så vi tog sammen hjem."
   "Vent! hvad? Sagde du ikke de gjorde det her ved dig?" Siger Josefine forvirret.
   "Det var ikke der, det skete. Det var først senere."
   "men du sagde.."
   "Jeg ved hvad jeg sagde!"
   "Rolig nu, skat," siger Daniel.
   "Det der skete var.." siger jeg og holder en lille pause. "Jeg vågnede en nat for cirka en uge siden. Der var virkelig koldt i mit værelse. Så koldt at jeg vågnede. Jeg gik ned i køkkenet og ville drikke noget vand, da jeg så vores hoveddør var åben. Da jeg gik hen for at lukke døren, så kunne jeg se Jakob gå i søvne ude ved havelågen. Han havde ryggen til. Han var i sin pyjamas med bare tæer. Jeg gik selvfølgelig ud for at få ham ind igen. Det var virkelig koldt, men helt vindstille.
   Du ved, luften bliver sådan helt frisk, når der er koldt og vindstille. Jeg gik nærmere imod ham, og jeg kunne høre ham meget sagte synge en sang. Da jeg kom tættere kunne jeg høre det var "Der er et yndigt land". Des nærmere jeg kom, kunne jeg høre der var noget galt med hans stemme. Det lød mere som en lille pige der sang. Ikke ligesom Jakob. Det undrede mig, men så kaldte jeg på ham.
   Så begyndte sangen at lyde højere og højere. Jeg gik hen for at ruske i ham, men lige før jeg nåede helt hen, så kunne jeg høre at det ikke var ham der sang, men også at stemmen nu var bagved mig. Jeg skyndte mig at vende mig om, men jeg kunne ikke se nogen. Så kunne jeg høre havelågen knirke, så jeg vendte mig igen og så Jakob gå med hurtige skridt hen imod lagerhallen i postcentralen.
   Jeg løb hen til ham, og tog ham i skulderen. Det var svært for mig at få ham til at vende sig om. Da jeg endelig fik vendt ham om, kunne jeg se det slet ikke var Jakob, men et andet barn. Samme højde, samme hår i hans pyjamas, så set bagfra kunne jeg ikke se forskel. Han havde et virkeligt mærkeligt ansigtsudtryk. Jeg kunne ikke se om han var forskrækket eller om han grinte. Hans hud var bleg og grålig. Han så ud som om han sagde noget, men jeg kunne ikke høre andet end en raslen i træerne. Han vristede sig løs af mig."
   "Ej, hvor uhyggeligt" siger Josefine.
   "Fortæl hvad der så skete," siger Daniel til mig.
   "Drengen løb ind i lagerhallen og jeg løb ind efter ham og kaldte på ham. Jeg tænkte at det måtte være en der boede i nabolaget. En anden dreng der gik i søvne. Der var lange skygger derinde kastet ind igennem de store vinduer fra gadelamperne ude fra vejen. Der er de der gamle træer langs bygningen, du ved. Jeg kaldte på drengen, og jeg kunne bare høre stemmen synge i den store hal. Jeg kunne ikke høre hvor det kom fra, men jeg forsøgte bare at kalde på ham. Han måtte jo være mere bange end mig. Lagerhallen er jo tom, men maskinerne står stadig derinde. Der er kommet grus og sand på gulvet som knaser, som om betonen smuldrer, når der ikke er nogen der går på det. Jeg kunne ikke længere hører stemmerne der sang. Istedet kunne jeg høre en knirken inde fra den anden ende af hallen. En gulv knirken, men det er lidt underligt, fordi der ikke er trægulve. Det er betongulv i hele bygningen. Det er ret utroligt så hurtigt det hele er forfalden, da det alligevel ikke er så lang tid siden, at de lukkede postcentralen. Hvad er det? Kun et år siden?"
   Josefine kigger mærkeligt på mig. Hun siger ikke noget. Hun ser skræmt ud, men jeg kan ikke helt vurderer, om hun er bange for at jeg er blevet total bims, eller om hun tror på min historie.
   "Det lyder som et virkeligt uhyggeligt mareridt" fremstammer hun.
   "Det var ikke et mareridt."
   Jeg spørger Daniel om vi ikke skal gå. Han nikker nej.
   "Hvad?" spørger jeg.
   "Du har jo ikke fortalt det hele."
   "Hun tror jo ikke på mig alligevel," siger jeg vredt.
   "Jo, jeg gør." siger Josefine.
   Jeg mærker på forbindingen, der dækker over mine sår nu. Jeg kan slet ikke lide at snakke om det. Det gnaver langt ind i min krop. Jeg har aldrig haft det sådan her før. Det var dumt af mig, at tro at det ville blive nemmere at fortælle det igen til en anden, der måske ville tro på mine oplevelser. Det var virkeligt lettende at Daniel sagde at han troede på mig. Ikke ligesom Judy eller min mor og far. Hvis Josefine var i tvivl allerede nu, så ville hun ikke tro på resten af det. Jeg kan mærke, at jeg er lidt distanceret, da jeg ser dem udveksle et blik. Hvad gik det ud på? Jeg er så træt. Måske er det bare min hjerne, der ikke kan følge med. Måske er jeg blevet skør.
   "Du behøver ikke at fortælle hvad der så skete, Millie, hvis du ikke har lyst. Måske skulle vi bare tage hjem. "
   "Nej," svarer Josefine hurtigt. "Jeg vil gerne høre hvad der så skete. Fortæl mig det"
   "Jeg ved ikke rigtig." siger jeg stille, mens jeg fisker en cigaret frem.
   "Jeg vidste ikke at du røg." siger Josefine.
   "Er det okay?"
   "Ja, har du en ekstra?"
   Jeg må se virkelig neurotisk ud, mens jeg pulser på denne smøg og bider mine negle ind imellem sug. Min tommelfingernegl bløder.
   "Okay, altså, jeg står inde i det her kæmpe varelager. Jeg kan skimte ind, men kan ikke se den lille dreng. Jeg beslutter mig for at gå tilbage til vores hus, måske vække min mor. Jeg kan høre en kraftig raslen i træerne, og gadelamperne udenfor, den eneste lyskilde, slukker en efter en.
   Jeg løber og kan høre gulvknirken bagved mig komme tættere og tættere på. Jeg stopper op, og knirken stopper et sekund efter. Jeg går et skridt og så knirker det lidt efter. Jeg skriger helt vildt og løber og så forsvinder alt lyset, så jeg føler jeg bliver nødt til at sænke farten for ikke at støde ind i noget. Jeg kigger mig bagud, men kan stadig ikke se så meget. Jeg kan meget svagt ane en stor skyggeskikkelse langt inde. Den er meget høj og meget stor. Jeg vifter min hånd, for at se om det måske er min egen skygge på væggen."

Jeg tager en dyb indånding og et godt sug fra cigaretten før jeg fortsætter.

"Det er det ikke. Jeg vender mig, for at se om der står nogen og kaster en skygge fra hvor gadelamperne var tændt, men de er jo slukket nu. Knirken bliver højere og højere og lyder mere og mere, som en der gnider sin finger på et vindue. Jeg famler mig frem til indgangsporten til varelageret. Pludselig kommer der en rigtig høj raslen i træerne, og jeg kan mærke noget omkring mine ben. Det er ikke en hånd. Det føles mere som om jeg har trådt ned i en bunke med pels. Min fod sidder fast i det. Det er meget koldt, hvad end det er som rører min fod. Jeg falder sammen og prøver at kravle mig fri. Altså, jeg prøver virkelig meget, så meget gruset kradser sin vej ind i mine hænder. Jeg forsøger at pille hvad end, der er om mine ben af mig, men de kolde hår stikker sig ind i min hånd. Det føles ikke som metal, men jeg havde alligevel følelsen af det var som at vriste pigtråd af. Det giver pludselig slip på mig. Jeg rejser mig halvt og kaster mig ud, vaklende, haltende og jeg skriger så højt jeg kan. Jeg kommer hen til vejen og kan mærke asfalten under mine fødder. Jeg kigger mod lyset fra vores hus. Mit blik farer bare frem og tilbage og jeg er rædselslagen. Jeg kigger hen imod et af træerne og jeg ser en mand i skyggen af træet. Jeg når hen til vores dør, men den er låst. Jeg banker som en gal. Jeg græder og skriger.
   Så begynder jeg at høre barnestemmen bag mig. Jeg tør ikke at vende mig om. Stemmen kommer nærmere og nærmere. Den lyder helt tonløs og ligeglad. Blodet fra mine hænder smitter af på døren. Jeg vender mig om og kan ikke se nogen. Lyden fra sangen er lige foran mig, men der er ingen. Overhovedet ingen. Jeg kryber sammen op af døren. Så åbner døren bag mig, og jeg falder ligesom lidt ind af den. Min far står og kigger dumt på mig, før han opdager hvor skræmt jeg er, og så hjælper han mig ind. Han får sat mig i sofaen og prøver at snakke med mig, men jeg er slet ikke til at snakke med. Her begynder det at blive lidt svært for mig at forstå hvad der skete. Han forsøger at trøste mig, og jeg kan huske min mor kommer. De forsøger at snakke med mig og overbevise mig om at jeg bare har gået i søvne og har haft et mareridt."

"Ej, det er da godt nok ubehageligt." siger Josefine.
   "Tak for kaffen, Jose. Daniel følger mig hjem nu. Tak fordi jeg måtte komme over. Min psykolog er bare så irriterende. Jeg ville ikke være alene og vente på Daniel kom."
   "Det er helt i orden. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige."
   "Tænk ikke på det. Måske er jeg bare ved at blive skør."
   "Så så, søde. Lad os bare prøve at sove på det." siger Daniel til mig på den mest beroligende måde han kan.

Vi går ud på trappeopgangen efter vi tager afsked med Josefine. Jeg føler mig tryg i Daniels nærvær. Mens vi går ned af trapperne, så kan jeg høre raslen i træerne. Jeg tør ikke at sige noget til Daniel, fordi han virker ikke til at kunne høre lyden. Mit ben klør helt vildt. Det ben, som sad fast i mørket. Det føles som om det er omsluttet af rockwool. Det er mere end bare kløen. Det er tusind små stik hele tiden. Jeg beder Daniel om at stoppe op. Jeg løfter op i mit bukseben og ser at mit ben også er blevet næsten helt sort.
   "Kan du se det her?" spørger jeg ham.
   "Ja, det ser sgu ikke helt sundt ud."
   "Jeg må hellere komme til lægen med det."
   "Ja, det er nok en god ide. Det ligner jo et stort blåt mærke."
   "Det lugter også underligt. Kan du lugte det?"
   "Ja, det lugter af brændt hår. Fy for den lede."
   "Lad os komme videre," får jeg fremstammet.
   Vi kommer udenfor. Det er egentligt okay vejr, hvis man ser bort fra det er så gråt. Vi sætter os i bilen, og han sætter den blidt i gear. Jeg ringer til mine forældre, men de tager den ikke. Det er som om de er ligeglade. Måske er de sammen med Jakob, min lillebror til hans psykolog. Han har haft en psykolog i lidt længere tid end mig. Han fik psykologhjælp helt tilbage dengang min far blev opsagt sammen med resten af postmedarbejderne. Jeg kigger på Daniel, som kører meget koncentreret. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden ham.
   "Tror du at jeg er skør?" spørger jeg ham.
   "Nej, skat. Det gør jeg ikke."
   "Er du sikker?"
   "Ja, der er tydeligvis et eller andet galt, og jeg vil ikke påstå jeg ved hvad det er, før vi ligesom ser hvordan det hele udvikler sig. Det mærke på dit ben er alarmerende. Specielt når man tænker på hvordan dine sår på hænderne også bliver værre og værre."
   "Tror du jeg måske bare er syg?"
   "Det håber jeg da, men jeg ved det virkelig ikke."
   "Håber du?"
   "Ja sgu. Det ville i det mindste give mening."
   "Synes du ikke jeg giver mening?"
   "Det var ikke det jeg sagde. Jeg siger bare at hvis valget står imellem et spøgelsesbarn i en varehal eller at du har fået en blodforgiftning, der påvirker din hjerne, så vil jeg da godt nok hellere det bare er en blodforgiftning."
   Blodforgiftning? Hvad fanden snakker han om? Har han slet ikke hørt hvad jeg har sagt, tænker jeg for mig selv.
   "Jeg siger bare det er mærkeligt at dine sår ikke er helet. Det er jo en hel uge siden alt det her begyndte." forklarer Daniel.
   Jeg har været alt for træt til at tænke på det. Det er virkeligt dumt, faktisk. Nu jeg tænker over det, så burde jeg måske have været til læge. Imens vi kører, så ser jeg på træerne flyve forbi. Jeg kender det her nabolag godt. Jeg kender hele byen. Jeg har været alle de her steder af mange forskellige grunde. Nogle gange da jeg var helt lille, så var jeg med min far rundt på hans postrute før han blev leder af sin afdeling. Det er noget jeg husker som de bedste minder i mit liv.

Vi ankommer og min mor står bekymret på græsplænen. Jeg kan ikke se min far. Vores hus har ændret farve. Det er normalt lyseblåt, men det er som om det ser mere gråligt ud nu. Det ser mere slidt ud end da jeg tog afsted imorges. Min mor smiler det bekymrede smil, som mødre smiler. Som om jeg har været til udpumpning eller sådan noget. Hun går mig i møde og giver mig et stort kram.
   "Søde søde skat." siger hun og presser mit hoved tæt ind til sig. Jeg tror at det her er et større mareridt for hende end mig. Det at hun skal se hendes lille glade prinsesse som en beskidt, træt deprimeret teenager. Jeg har ikke lagt noget make-up siden det her startet. Jeg kan slet ikke tåle at kigge mig i spejlet. Jeg er bange for hvad jeg ser.
   "Hvor er far?" spørger jeg hende.
   "Han er ude for at købe noget medicin. Han er snart tilbage."
   "Hvad med Jakob?"
   "Han er inde for. Han tog en middagslur. Han sover meget tungt."
   Jeg savner at sove. Jeg vil ønske jeg kunne sove. Det eneste jeg ser for mig er ansigterne på de børn. Knægten uden tænder griner af mig hvergang jeg lukker øjnene. Jeg forsøger at holde dem åbne så meget jeg kan. Jeg blinker meget hurtigt. Det er intet under min mor er så bekymret.
   "Kom med indenfor" siger hun til Daniel. Vi sætter os i stuen. Den mest almindelige stue i Danmark. Det vil sige at min mor prøver at gøre det til den mest almindelige stue. Hun har næsten alt der har været på mode de sidste 10 år. Den obligatoriske Kähler vase på et fint rundt stuebord, Bang og Olufsen tv og anlæg på et billigt Ikea tv-bord. Min far insisterede på det tv var så dyrt, vi ikke kunne få råd til et dyrt tv-bord. En eller anden lokal kunstner har fået lov at hænge sine skrækkelige malerier på væggene. Min mor ser ikke alt for gammel ud, men hun er nået de 50 nu. De grå hår er begyndt at vise sig. Hun aer min hånd, men det gør ondt. Hun er ligeglad.
   "Hvordan har du det?," spørger hun.
   "Jeg har det fint. Jeg er bare så træt."
   "Bare rolig, det går over. Det lover jeg dig. Det er bare en fase."
   Jeg er for træt til at snakke med hende om det. Hun forstår det heller ikke.
   "Din bedstemor havde også skrækkelige mareridt da hun var på din alder." siger hun som om det ville trøste.
   "Hvad?"
   "Ja, hun gik også i søvne og havde forfærdelige mareridt. Altså, det var indtil hun fik mig."
   Min mor er ikke den kløgtigste i hele verden. Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor hun tror at minde mig om min bedstemor ville hjælpe på noget som helst. Specielt taget i betragtning af jeg aldrig nåede at lære hende at kende. Hun døde for mange år siden. Hun begik selvmord, da min mor var på min alder.
   "Hendes mareridt lyder meget som det du fortalte os. Og hun fortalte også at de stoppede."
   "Mor!"
   "Det er sandt. Bare rolig. Det hele foregår bare i dit hoved." siger hun, mens Daniel nikker med hovedet, som om han er enig. Jeg er sikker på min far også er enig. Specielt fordi han engang havde et kæmpe skænderi med min mor, hvor han fik fyret af at min bedstemor var en hysterisk kælling, der bare ville have opmærksomhed. En tanke han havde fået fra min bedstefar, som aldrig helt tilgav hverken min mor eller min bedstemor. Hvad min mor havde med det hele at gøre, ved jeg ikke.
   "Hvorfor er der ingen der tror mig?" siger jeg højt. Jeg bliver mere og mere vred. Jeg kan mærke alle mine muskler spænder. Jeg har lyst til at skrige, men istedet så vælter jeg stuebordet og går op på mit værelse. Det er for meget alt det her. Jeg kan høre min mor stopper Daniel i at følge mig op på mit værelse. Jeg sætter mig på min seng, og snøfter som en ynkelig lille pige.
   "Må jeg komme ind?" lyder det igennem min dør. Det er Jakob, min lillebror. Jeg skynder mig hen for at åbne døren.
   "Ja, selvfølgelig må du komme ind," siger jeg og tørrer mine øjne. Han er i sin lille-Per pyjamas. Han holder en bamse, der mangler sit hoved. Måske kan han se at jeg lige har grædt eller måske kan han ikke, men det piner mig, hvis han ikke kan føle sig tryg med mig. Hans arme omfavner mig. Han siger ikke noget. Han snøfter lidt, når han trækker vejret. Jeg lægger mærke til at jeg trækker vejret dybt. Han er den sødeste lillebror man kan forestille sig. Jeg hentede ham engang fra skole, hvor han var i færd med at stoppe nogle andre børn i at mobbe en dreng, der ellers altid havde drillet ham.
   "Er du okay?"
   "Ja, det er jeg, Jakob, du behøver ikke at bekymre dig om mig."
   "Far kommer snart hjem."
   "Hvordan har du det?" spørger jeg ham, mens jeg forsøger at få øjenkontakt med ham. Han undviger.
   "Jeg ville bare komme ind og sige farvel til dig."
   "Mener du ikke at du ville sige godnat til mig?"
   "Nej, jeg ville sige farvel til dig"
   "Hvor skal du da hen?"
   "Ikke nogen steder"
   "Jeg forstår dig ikke, så.."
   "Tror du matematik bliver nemmere nogensinde?," spørger han mig, tydeligvis fordi han ikke vil snakke om hvad han mener.
   "Nej, matematik bliver aldrig nemmere, hvorfor spørger du?"
   "Ikke for noget."
   Han vender sig om og kigger ud af mit vindue, som om han venter på nogen.
   "Far kommer snart. Bare rolig."
   "Millie?"
   "Ja, Jakob?"
   "Kan man skære nogens fingre af uden at slå dem ihjel?"
   "Hvad?"
   "Dør man, hvis nogen skærer ens fingre af?"
   "Hvorfor spørger du dog om det?"
   "Jeg mødte en mand idag. Han sagde at man blødte så meget at man døde, hvis man fik skåret sine fingre af."
   "Hvor mødte du den mand?"
   "I vores have. Han stod under vores træ."
   "Hvordan så han ud?"
   "Han så almindelig ud"
   "Hvordan normal?"
   "Ikke helt normal, men ret normal. Ligesom en lærer"
   "Var han gammel?"
   "Det ved jeg ikke."
   "Havde han gråt hår?"
   "Det kunne jeg ikke se."
   "Fordi han havde en hat?"
   "Nej, fordi solen skinnede i mine øjne"
   "Var han høj? Højere end mig?"
   "Ja, meget højere end dig. Han var næsten ligeså høj som træet"
   "Hvordan lød hans stemme?"
   "Det ved jeg ikke."
   "Sagde han noget andet til dig?"
   "Ikke andet end jeg skulle huske at sige farvel til dig"
   "Vidste han hvem jeg var?"
   "Ja, du mødte ham i sidste uge"
   "Hvorfor har du ikke sagt noget?"
   "De andre sagde jeg ikke måtte"
   "Hvem? Hvem de andre?"
   "De andre, der har set ham?" svarer han og vender sig imod mig. Han kæler for sin hånd. Det har jeg aldrig set ham gøre før.
   "Hvad laver du?" spørger jeg, mens han kigger ned på sin hånd og bliver forskrækket. Han gisper, græder og prøver at skubbe sin hånd væk fra sig. Jeg forsøger at holde ham i ro, men hans arme flagrer vildt. Mine arme omfavner ham, indtil han falder til ro. Jeg vugger frem og tilbage med ham i mine arme.
   "Hvad skete der?"
   "Jeg troede jeg havde den i hånden."
   "Havde hvad i hånden?"
   "Jørgenen"
   "Hvem?"
   "Det er ikke en hvem. Det er hans kæledyr."
   "Hvis kæledyr?"
   "Manden under træet. Han har et kæledyr. Den ligner en kanin"
   "En kanin?"
   "Ja, bare uden øjne eller hår"
   "Hvad snakker du om, Jakob?"
   "Jørgenen, det hedder den. Han lader os lege med den. Det er sådan en af de der kaniner uden hår eller øjne og meget små ører."
   "Jakob, hør på mig. Du må love mig at du aldrig taler til ham igen eller rører ved hans kæledyr."
   "Hvorfor?"
   "Fordi jeg siger det"
   "Det lover jeg, Millie"
   "Hvad drømmer du om, når du går i søvne, Jakob?"
   "Det må jeg ikke snakke om."
   "Hvem siger det?"
   "Det siger de."
   "Hvem er de?"
   "Millie, må jeg godt sove herinde i aften?"
   "Ja, selvfølgelig"
   "Tak, Millie. Du er en god storesøster"
   "Jakob, Hvem er de? Hvem siger du ikke må fortælle mig om hvad du drømmer om?"
   "Bare nogle jeg leger med i den gamle hal. Dem du så som kastede med sten på ruderne"
   "Hvem er de?"
   "De går ikke på vores skole. De siger de ikke går i skole."
   Det banker på døren, og Daniel træder ind.
   "Er alting okay herinde?" spørger Daniel.
   "Ja, det tror jeg."
   "Hej, Jakob."
   Jeg kan se at Daniel er lidt forvirret. Normalt er han ellers ret god til at læse situationer. Han vil gerne hjælpe, men jeg kan se på ham at han ikke har den fjerneste ide om hvad han bør gøre. Jeg bebrejder ham ikke. Jakob lægger sig i min seng og putter sig godt ind i min dyne. Han ser træt ud. Jeg aer hans hår. Daniel sætter sig på hug foran mig.
   "Det blev lidt intenst der før, med din mor og alt det"
   "Ja, undskyld. Det var ikke min mening at flippe sådan ud."
   "Jeg har snakket med din mor."
   Han har snakket med min mor. Han stoler mere på min mor end mig. De har talt om mig bag min ryg. Hvad har de snakket om? Hvor skør jeg er? Jeg kan slet ikke lide det her.
   "Må jeg ikke lige snakke med dig herovre?" hvisker han.
   "Hvad er der?"
   "Kom lige herover"
   Han vil have mig væk fra Jakob. Så Jakob ikke kan høre hvad vi siger. Jeg stiller mig modvilligt over til ham i hjørnet. Sengen står i midten af mit værelse. Der er et vindue på ydervæggen, mens døren er midt i indervæggen. I det andet hjørne har jeg et hjørnebord med en potteplante. Min mor gav mig den, så jeg kunne lære at holde noget i live. Jeg har plakater på mine vægge fra mine musik-idoler. Jeg er blevet ret glad for Lorde, men måske er jeg ved at vokse fra hendes musik.
   "Hør her, Millie. Jeg har talt med din mor. Jeg må godt overnatte her. Jeg skal nok holde mig vågen og passe på dig, mens du får sovet. Hvis du går i søvne, så vækker jeg dig. Jeg har aftalt det med din mor. Hun tjekker ind et par gange, bare for at sikre sig vi ikke laver noget... du ved."
   Siden hvornår er min mor blevet sådan en kælling? Jeg prøver at skjule min irritation. Han holder mig i sine arme. Jeg trækker ham ind til mig. På trods af alt, så er jeg glad for at han vil våge over mig i nat. Jeg er så træt.
   "Millie"
   "Ja."
   "Der er noget andet.."
   "Hvad?"
   "Der er nogen, der har slået naboens hund ihjel."
   "Ej, hvorfor fortæller du mig det? Har jeg ikke nok at tænke på?"
   "Det var Jakob, der fandt det. Din mor har lige fortalt mig om det."
   "Jakob? Hvordan?"
   "Der er mange på skolen, som tror det er ham, der gjorde det"
   "Gjorde det? Gjorde hvad?"
   "Han kom ind med dens lig, den var sprættet op. Indvoldene var taget ud af den. Han gik ind i klassen med den, og lagde den på katederet. Som om det var det mest normale. Uden at sige noget eller forklare noget. Der var ikke blod på ham."
   "Jamen, så var det jo ikke ham.
   "De andre børn siger de så ham pille i dens øjne."
   "De lyver. Det kunne han aldrig finde på."
   "Jeg fortæller bare hvad din mor fortalte mig."
   "De må være flippet totalt ud."
   "Ja, han skal blive hjemme, indtil de finder ud af noget mere om hvad der er sket"
   "De siger at dens poter var skåret af og at han havde dem i lommen."
   "Det må være de skide børn, der har gjort det"
   "Hvilke skide børn?"
   "Dem jeg fortalte dig om."
   "Du har ikke fortalt mig noget om nogen børn."
   "Jo, jeg har. Hold op. Du er ikke sjov"
   "Nej, hvad snakker du om?"
   "Jeg fortalte dig om det med børnene. Den dreng, jeg troede var Jakob, som sang "Der er et yndigt land" og løb ind i postcentralen."
   "Ja, det en dreng. Du har ikke fortalt mig om børn i flertal."
   "Det er sådan nogle børn, som Jakob legede med i postcentralen."
   "Millie!"
   "Daniel!"
   "Det er altså svært at tro på dig, når du ændrer din historie hele tiden."
   "Jeg finder ikke på det her."
   "Det siger jeg heller ikke. Jeg tror på at du tror på det."
   "Jeg er IKKE sindsyg!!"
   "Fortæl mig om de børn!"
   "Nej. Du lovede at passe på mig, mens jeg sov. Det er hvad du gør nu. Jeg lægger mig til at sove. Du holder øje med om jeg går i søvne og vækker mig. Så får vi at se imorgen hvem der gør hvad."
   "Du må ikke være sur. Jeg prøver at gøre mit bedste her. Jeg prøver at støtte dig"
   "Jeg er alt for træt til at have denne her diskussion. Lad os snakke om det imorgen"
   Jeg lægger mig ned ved siden af Jakob, med et tæppe. Måske overreagerer jeg. Jeg vidste at han ikke troede på mig. Jeg forstår heller ikke hvorfor jeg er så dum. Hvorfor antagoniserer jeg den eneste, der forsøger at hjælpe mig? Jeg kan mærke jeg ikke har lyst til at sove, men jeg er så træt. Jeg forsøger at holde mine øjne åbne, men bare det at lægge mig gør min krop varm. Det er den der følelse, når man er helt udmattet og lægger sig ned. Det er dejligt, men det spænder også i min krop, fordi jeg er bange for at sove. Jeg lukker øjnene, og ser den lille dreng uden tænder stå i mørket. Langsomt forsvinder han, og jeg kan mærke at jeg falder i en dyb drømmeløs søvn. Det er beroligende. Det føles så dejligt at kunne sove.

Da jeg vågner, så kan jeg se Daniel kigge ud af vinduet. Han har slukket lyset. Han står helt stille som en statue.
   "Daniel?"
   "Er du vågen?"
   "Ja,"
   "Kan du se dem?"
   "Hvad?"
   "Prøv at komme herhen!"
   "Hvad er der galt?" Jeg rejser mig stille, så jeg ikke vækker Jakob. Daniel stirrer stift ud af vinduet. Tårerne strømmer ned af hans kinder, som om han ikke har blinket i lang tid. Jeg når hen for at se ud af vinduet. Der er ikke noget. Jeg tager ham let på skulderen og forsøger at få ham til at se på mig.
   "Kan du se dem?"
   "Se hvad?"
   "Der!"
   Jeg kigger ud igen, og gør mig umage for at se noget, men det eneste jeg kan se er måneskinnet, der oplyser vores baghave. Han peger lige midt på det. Hans hænder ryster. Jeg kan mærke kulden i rummet. Endnu en gang tager jeg min hånd på hans skulder og giver et let skub. Blikket i hans øjne ændrer sig. Han kigger på mig, vred og irriteret.
   "Hvad er der med dig? Kan du ikke se dem?!"
   "Jeg kan ikke se noget?"
   "Det er dem! Det er de børn du snakkede om. De står lige der!"
   "Hvor?," spørger jeg forskrækket.
   Tårerne fosser ned af hans kinder. Han begynder at ryste. Det er lige før han falder om på gulvet, men han falder ned i mine arme.
   "Undskyld! Undskyld, jeg ikke troede på dig" hvisker han til mig.
   I mens hans hoved er begravet på min skulder, så kigger jeg ud og kan ikke se noget.
   "De stirrer på os."
   "Hvad så du? Hvor mange var der?"
   "Der var fire. to drenge og to piger. De stirrede på mig og så.. og så..."
   "Hvad gjorde de?"
   "Den ene af drengene grinte og grinte. Hans mund. Den havde ingen tænder. Så begyndte den anden dreng at skælde ham ud for at grine. Hans stemme.. Millie. Hans stemme var så forfærdelig. Den skar i mine ører, som metal der skærer i ens knogler. Millie! Det var så forfærdeligt."
   "Så så, jeg er lige her. Jeg kan ikke se dem."
   "Den anden dreng gik hen til den tandløse. Han havde noget i hånden. Det var en.. Det var en.. Det var en grensaks. Så klippede han en finger af den tandløse. Den tandløse blev bare ved med at grine. Drengen med grensaksen klippede en finger mere af, og det blødte stille ud af fingerstumperne. Så samlede han dem op, Millie. Han samlede dem op og puttede dem i munden på den tandløse. De andre børn stirrede stadig på mig. Jeg kunne se de sang. De sang, men jeg kunne ikke høre hvad de sang. Den tandløse grinte, mens han prøvede at tygge på sine fingre. Han kunne ikke tygge dem, Millie. Han havde ingen tænder. Hans gumlen lød som en raslen i træerne. Du havde ret, Millie, kan du tilgive mig? Er du sikker på du ikke kan se dem?"
   Jeg kigger igen. Der er stadig ikke noget.
   "Der er ikke noget, Daniel. Der er ikke noget."
   "Se mig i øjnene, det er sandt hvad jeg siger. Jeg kan se dem lige nu. De er der stadig. De gør mange flere forfærdelige ting. Jeg vil ikke mere."
   "Så så. Vi skal nok finde ud af det," fortæller jeg ham. Hvad vi skal gøre ved jeg fandeme ikke. Han hulker. Jeg kigger over på Jakob, som sover tungt endnu på min seng. Jeg kan mærke en klump i halsen. Det er lidt som om jeg er ligeså glad for at han endelig tror på mig, men også bange fordi det betyder jeg ikke er sindsyg. Jeg havde håbet at jeg bare var syg. Jeg giver slip på Daniel, og går hurtigt hen og tænder lyset. Det er virkelig dumt at vi står i mørket i mit værelse. Selvom lyset er tændt, så sover Jakob stadig tungt.

Daniel bakker langsomt væk fra vinduet, og trækker vejret hurtigt og dybt. Jeg går hen for at se. Jeg kan se dem nu. De står omkring en af pigerne der ligger på jorden. De kigger op på os og smiler. Den tandløse er helt ligbleg i ansigtet. Den anden lille pige har et sygeplejerske kostume på. Pigen på jorden har en lang fødselskjole på. Det ligner hun har benene i sådan en af de der støttestænger, man hviler sine ben på, hos en gynækolog. Hun puster og trækker vejret, som om hun skal til at føde. Hun er maks 10 år gammel. Det giver mig ondt i maven, som om jeg skal kaste op, men ikke kan. Hun skriger. Kjolen dækker over den lille piges underliv, men de andre børn klapper, som om de leger. Skriget kommer ud som raslen i træerne. Man kan se blodet langsomt sive igennem hendes kjole indenfra.
   "Daniel," siger jeg med kvalt stemme.
   "Jeg kan også se det" siger han tomt.
   Der bliver helt stille. Raslen i træerne stopper. Børnene klapper ikke længere. Den tandløse rækker ind under kjolen på den lille pige og hiver en blodig baby-arm ud. Den ser ikke afskåret ud. De andre børn tager også dele af et spædbarn ud af kjolen. Ingen af dem smiler mere. De virker til at være ked af barnet ikke kom ud samlet. De kæler hver i sær for deres del. Den tandløse slikker blodet af baby-armen. Hans gummer efterlader et tykt spor af savl. Pigen på jorden rejser sig op. De vinker til os og vender sig om og begynder at gå ind mod postcentralen overfor. Daniels hånd knuger min. De går meget langsomt hen imod postcentralen og vi læner os helt op af vinduet for at kunne se bedre. Pludselig flyver der en mørk skikkelse forbi vinduet. Skikkelsen står foran vinduet nu. Jeg skriger.

Skikkelsen er stadig en skygge, men det er meget tydeligt det er en mand. Han står helt op af vinduet. Han rækker hånden imod os, og vi tager et skridt tilbage. Glasset i vinduet stopper hans hånd. Hans pegefinger skriver noget på vinduet med blod. Først tegner den et M. Lyden af hans finger der gnider mod glasset er svag, men skærer koldt ned af vores rygrad. Der står MILLIE. Jeg kan mærke mit ben klør, der hvor mit ben sad fast. En intens kløen. Det er ikke en følelse jeg nogensinde har haft før. Månelyset skinner igennem skikkelsen, og den forsvinder langsomt hen, men lyden af det gnider mod vinduet er der stadigvæk.
   Både mig og Daniel står helt stive af skræk. Lyden flytter sig langs vinduet og lyset i pæren sænkes til der er mørkt igen. Da den når hen til væggen forvandler lyden sig til en tung mørk rumlen, som om et stort dyr prøver at skubbe væggen ind. Den bevæger sig langs ydervæggen, og når hen til hjørnet overfor os. Der hvor mit hjørnebord står. Potteplanten falder til jorden. Mine plakater falder af væggen. Den tunge skrabende lyd når hen til midten af væggen, over sengen hvor Jakob sover. Det skraber og skærer og gulvet ryster. Det stopper. Jeg går et forsigtigt skridt hen imod Jakob, da jeg hører et højt brag. Jakob sover stadig. Han ligger der helt livløs. Et skridt mere. Jeg rækker ud efter Jakobs hånd, men Daniel holder mig tilbage. Jeg vrister mig løs af Daniels greb og går helt hen til Jakob og rusker i ham.
   "Vågn op, Jakob!" skriger jeg.
   En voldsom kraft skubber mig væk fra sengen. Jeg støder ind i Daniel. Sengen begynder at ryste. Jakob vågner. Han skriger og rækker ud efter mig. Jeg går hen igen, men Daniel holder mig tilbage. Der er noget under sengen, som rejser sig og løfter sengen med op. Den tipper og Jakob falder over imod os, da han hopper af sengen. Jeg hjælper ham op og holder om ham. Væsenet gemmer sig den væltede seng. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Vi er alle enige om at vi ikke tør at gå over mod døren. Der er nu helt stille. Jeg kan ikke engang høre mig selv trække vejret. Vi står i hjørnet mod ydervæggen. Døren er ovre på den anden side af rummet. En svag hvisken bag den tippede seng bliver højere og højere, indtil en stemme lyder fra den. En stemme der synger "der er et yndigt land". Stemmen er voksen og dyb og hæs. Den er hæs, og hvergang stemmebåndet knækker over, så rasler det i hele rummet. Det lyder som om væsenet tager håndfulde af tørrede blade, og knuser dem i sin hånd.
   "Hallo" lyder det fra døren. "Hvad er det for en larm I laver derinde" siger min mor. Lyset tændes igen og raslen stopper. Min mor åbner døren og hun ser os. Vores ansigter stivnet i rædsel. Hun ser den væltede seng.
   "Hvad er der dog sket herinde?" spørger hun. "Hvordan er det I ser ud?" fortsætter hun og smiler, som om hun synes det er sjovt. Både Daniel og Jakob holder min hånd.
   "Jeg troede lige.." siger hun inden hun stopper sig selv, og smilet forsvinder.
   "Jamen dog" siger hun og går hen imod os. Det er som om det går op for os alle tre at væsenet er væk. Vi stormer ud, udenom min forvirret mor. Vi når hen til vores hoveddør nede af trapperne.
   "Vent!" siger Daniel. "Hvad nu hvis den er derude og venter på os. Vi skynder os ind i køkkenet. Jeg samler en skarp køkkenkniv op ud af skuffen og knuger den i min hånd som om det gjaldt mit liv. Min mor går ned af trapperne.
   "Lars!" kalder hun.
   Min far kommer ud af stuedøren, og vi ser dem begge stå for enden af gangen. De kigger meget forvirret på os.
   "Hvad er der galt?" spørger min far.
   "Den er efter os" siger jeg.
   "Hvem er efter jer"
   "Vi ved det ikke."
   "Har der været nogen oppe i jeres værelse?" spørger min far.
   "Nej, de har bare haft mareridt. De har kørt hinanden op i et hysteri." siger min mor.
   "Nåh, okay. Hør her, børn! Lad os få jer herind i stuen."
   Vi sætter os ind i stuen. Min far forklarer os en hel masse om at vi bliver her til det bliver lyst og at der ikke er noget at være bange for. Jeg lægger kniven fra mig. Min far siger, at han vil vente på at vi falder i søvn på sofaen, men han falder selv i søvn efter noget tid ligesom min mor. Vi tre er vågne til det bliver lyst. Daniel holder mig i hånden resten af natten, som om han er bange for at jeg stikker af lige pludselig. Det gør ikke ondt, og mine sår på hænderne er holdt op med at bløde.
   "Millie!," hvisker Jakob.
   "Ja?"
   "En af børnene sagde han engang gik i skole her, men at han var flyttet for mange år siden til den anden by."
   "Hvilken by?"
   "Den der med den der statue på torvet"
   "Måske kommer de derfra."
   Daniel slipper min hånd og går hen til vinduet i stuen. Morgensolen skinner ind.
   "Vi tager derhen efter skole" siger han. "Og så kommer vi til bunds i alt det her." siger Daniel bestemt. Han virker som om han har rystet frygten af sig. Han går tilbage til mig og holder om mig.
   "Undskyld jeg tvivlede på dig, Millie. Vi skal nok finde ud af det her. Vi tager hen og undersøger det efter skole." siger han igen. Jeg forsøger at smile trøstende til ham. Jeg føler mig lidt optimistisk igen.