Jeg lagde mig i sengen, under de kolde dyner, omkring midnat, træt. Med en følelse i maven, af nervøsitet og angst. Men jeg faldt i søvn. Min krop, tung af søvn, udbrændt fordi dagens energi er brugt, og så blev klokken tre, en tirsdag nat.
   Det ringede på døren og jeg vågnede med et sæt. Jeg vidste det var dig, jeg vidste du havde været i byen, at du stod foran min dør. Jeg tjekkede først min mobil, du havde allerede skrevet dine drunktexts og jeg lod et grin slippe ud, på grund af dem. Jeg rejste mig for hurtigt og jeg kunne mærke hvordan søvnen var blevet i min krop. Jeg åbnede døren og kiggede op på ham. Hans ånde lugtede stærkt af øl. Du stod stille længe. Mit hjerte bankede helt ustyrligt længe, men var faldet til ro. Jeg gik med dig hjem og vi sad på din sofa og stirrede på hinanden. Du tog fat om mine lår og trak mig helt tæt ind til sig. Du var helt rolig, og det var lige før jeg faldt i søvn igen af det. Du kørte sin hånd igennem mit hår så langsomt og nænsomt.
   "Du... jeg kan godt lide dig. " Sagde du med en hæs stemme.
   "Du er bare fuld. Men jeg kan også godt lide dig. " Hviskede jeg og kiggede for dybt i dine øjne.
   "Jeg ved altså ikke hvad jeg har gang i. " Svarede du og så væk. Jeg tog dit hoved i mine hænder og smilte.
   "Du er ikke alene i det. Men det er okay." Svarede jeg og kyssede dig på panden. Du var meget højere end mig. Nok to hoveder, mindst. Til tider måtte jeg stå på tæer, hvis jeg ønskede et kys fra dig. Men jeg gjorde det gerne, for det var dine kys, og ingen andres.
   Vi sad længe i sofaen, og dine hænder var under min trøje, og dine fingre kørte op og ned ad min ryggrad mens dit hoved hvilede over mit.
   "Jeg er ikke klar til det her. " Indrømmede du. Det forvirrede mig en smule, og jeg kunne mærke at den udbrændte energi stadig havde nogle gløder tilbage i min krop. Angsten og nervøsiteten stod og pustede på gløderne.
   "Hvad mener du? " Spurgte jeg og så dig igen i øjnene.
   "Jeg er vild med dig... men jeg er ikke klar til mere. "
   "Det er okay. Hvem er nogensinde det? Aldrig gå på knæ for nogen, vel? " Smilte jeg og kyssede din hånd. Du åbnede sin hånd op og halvdelen af mit hoved hvilede deri.
   "Det her er ikke kærlighed, bare sådan du ved det. Hvad end det er, så er det godt. Jeg synes selv det virker som en forsinket gymnasie eller efterskole forelskelse, som er blevet badet i alkohol, sex, traumer og mistillid. Men det er okay. For det er med dig, og med dig, forsvinder det hele lidt. Jeg er ikke bange for dig, du giver ikke stjernerne eller planeterne, men du giver mig mellemvejen, og lige nu er mellemvejen med dig godt. " Du sendte mig et smil og et hæst grin.
   "Hvad er mellemvejen?" Spurgte du så.
   Jeg tog en dyb indånding. Mellemvejen for mig, er ikke det samme som for dig. Min mellemvej, er at jeg bevidst går i seng med nervøsitet i kroppen, i frygt for at du sover med en anden, smukkere, mere yndefuld, med mere i livet, bedre end mig. Mellemvejen er at du nok bare nøjes med mig, selvom du bruger nætter med mig. Mellemvejen det er at du er nødt til at være fuld, for at ville røre ved min krop under mit tøj og snakke til mig, som jeg ville ønske han gjorde ædru også. Mellemvejen er at jeg er Mr. Hyde og du er Dr. Jekyll. Mellemvejen er at jeg lader dig fortælle mig gang på gang, at det ikke bliver til mere, og at du bagefter øser sine følelser ud, holder mig tæt ind til kroppen, men så snart vi vågner, så stikker jeg af, for jeg vil ikke plage dig, for jeg frygter at hvis det sker, så ser jeg dig ikke igen. Hører dig ikke sige mit navn, omfavne mig, vil lade sit hoved hvile på mit skød imens du langsomt falder i søvn.
   "Mellemvejen er så mange ting. For nogle er det religionen, som giver mennesket mellemvejen. " Svarede jeg.
   "Jeg mente vores mellemvej." Sagde du og tog en bid af natmaden fra byen. Jeg grinte af dig og kiggede helt alvorligt på ham. Du kunne fornemme min alvor, og du vidste at mit svar ikke vil tilfredse dig.
   "Mellemvejen" Jeg måtte stoppe og tænke mig om. Alt i min krop sagde, at jeg skulle grine og sige, det var for sjov jeg blev så alvorlig, men det var det jo ikke. "Jeg ved hvad jeg skal skrive til dig, for at du kommer hjem hurtigere end først antaget. Mellemvejen er at du skal drikke dig fuld, før du overhovedet vil se på mig, med det blik du har lige nu. Mellemvejen er at jeg forsvinder igen. Mellemvejen er, at du godt ved du er som stoffer for mig. Som en afhængighed. Du vælger selv at acceptere det. "
   Stilheden slog mig ikke i maven, som jeg først havde antaget. Den skar min mave op og lod alt flyde ud på jorden, og jeg har intet minde af mig som gik ud ad døren. Men jeg endte hjemme i min egen seng igen. Du stod der bare og så på, mens hele verden brændte omkring os. Jeg gik bare, lod dig blive, sømmet til jorden, som en ofring, for andet kunne jeg ikke gøre.
   Du ringede på min dør midt om natten. Du startede angsten, som senere blev storme, og derfra lærte jeg, at klokken 3 ringer det på min dør, og at du er navnet på alle mine storme.