Da han stod foran supermarkedet kom han til at se til højre og blev overvældet af minder, selvom det ikke var dårlige minder, men kun gode minder, kunne han dog stadigvæk mærke hvordan tårerne pressede sig på. Det var et år siden og han havde i al den tid gjort sit bedste for at undgå, de steder hvor han havde været rigtig lykkelig, men han havde også vidst at hvis han ville have det bedre, med det der var sket ville han være nødt til at konfronterer disse minder, som gjorde savnet så meget hårdere at bære.

Han vidste også, at han ved at holde sig væk fra alle steder hvor der var et eller andet minde, ikke bearbejdede det der var sket, men måske nærmere flygtet fra virkeligheden, denne erkendelse havde været årsag til, at han da han stod op den morgen havde sat sig for at han i løbet af det næste år, skulle befinde sig på et sted hvor han og hans kone havde skabt et eller flere minder. Da han havde fået fri og sad i bilen, kom sms'en med beskeden fra han ældste datter; at de manglede mælk og at hun ikke havde tid til at købe ind, fordi hun skulle være til afslutningsballet om aftenen og stadig manglede at finde en kjole, derudover manglede de også at få pyntet gymnastiksalen.

Derved havde han besluttet sig for at det første sted der skulle opsøges var det lokale supermarked, også selvom det var her der var flest minder og han oprindeligt havde tænkt sig at tage de steder med færrest minder først, men måske var det en højere magt eller måske endda hende der havde grebet ind, og fundet en måde at tvinge ham ind i supermarkedet og måske var det den nemmeste måde for ham at få gjort op med savnet. Han så op på supermarkedets facade og stod for et øjeblik for at samle modet, og selvom han hellere ville være hjemme i seng og lukke den kolde og onde verden ude, som havde taget hende fra dem, begyndte hans ben at gå ind af svingdørene og fandt frem til mælken, alt imens han ignorerede alle de gammelkendte personer som kiggede efter ham, de undrede sig sikkert over hvorfor nu og ikke før, måske de endda ikke kunne tro deres egne øjne, han vidste det ikke og var faktisk ligeglad. De eneste to ting han koncentrerede sig om var at finde mælken og forsøge at undgå at alle de minder fik hans tårer til at trille, han kunne græde når han kom hjem.

Han havde mange gange, når et af børnene havde sagt noget i retning af, at de savnede mor og hvorfor kunne de ikke længere have hende hos dem, forsøgt at forklare for dem at mor ikke havde valgt at forlade dem eller var blevet smidt ud, men derimod var faldet i søvn en dag for ikke mere at vågne, men de to yngste virkede ikke som om de ville forstå sandheden og at de måske mere klyngede sig til et håb om at hun ville vende tilbage, og han havde ikke kunnet få sig selv til at bruge ordet død eller forklare dem hvad det ord betød. Den ældste datter vidste selvfølgelig godt, at moderen var død og at det ikke havde været noget valg, samt at hvis han havde haft valget så havde moderen haft mere end blot tilladelse til at være der, men også forventet at være der.

Da han trådte ind af døren, så han sin datter i den smukkeste kjole han nogensinde havde set, som hun stod der lignede hun sin mor, og for et kort øjeblik troede han, at det var hans kone, men det var næsen og vel nok også fornuften der afslørede, at det ikke var tilfældet, men derimod hans ældste datter, han måtte dog sætte bånd på sig selv, for at undgå at komme til at skælde hende ud for at ligne sin mor så meget. Han fik dog heldigvis sagt noget i retning af; "Du er smuk, min pige! Hvor har du fundet den henne?" hvortil hun havde svaret at hun havde fundet den i en kasse i garagen, dengang hun havde gjort rent derude, hvorefter hun forsigtigt spurgte: "Du har da ikke noget imod at jeg tog mors gamle kjole? Festens tema er trods alt 80'erne, så den passer lige ind, den skulle bare renses og sys lidt ind" "Nej, og årsagen til at den skulle sys ind, var at dengang til vores afslutningsfest, var du på vej" "Så, jeg var ikke planlagt? Ødelagde jeg din og mors liv?" "Nej, du var alt andet end planlagt. For at besvare dit andet spørgsmål så er svaret nej, du gjorde derimod vores liv mere rigt og spændende, selvom du også bragte os nogle bekymringer, kan du huske den dag hvor du havde sat dig for egenhændigt, at redde en kat ned fra taget, og jeg kom hjem og du stod deroppe, der skal jeg sige dig mit hjerte var på vej ud af kroppen på mig lige der, fordi jeg for mit indre blik så dig falde ned og brække halsen, men du kom ned uden andre skrammer end dem der kom af, at bære på en kat der ikke ville bæres. Og for fremtidig reference forbyder jeg dig at tro eller mene at du ødelagde vores liv, for det er så langt fra sandheden som noget overhovedet kan komme, og du får stuearrest på livstid, hvis jeg nogensinde finder ud af at du tænker eller siger noget grimt om dig selv, er det forstået?" Hun svarede ikke, men nøjedes med at give ham et kys på kinden, det havde altid været hendes måde at sige, at han var den bedste far der fandtes, eller det var hvad han foretrak at tro om det.

Hun så på ham, med det lange intense blik som hun havde arvet efter hendes mor, og som altid fortalte ham, at alting ikke var som det skulle være. "Hvad er der galt?" "John kom hjem fra skolen i dag og virkede sur, så jeg spurgte ham om hvad der var galt, hvortil jeg fik beskeden, mor ikke var et andet sted, men på kirkegården. Jeg tror du er nødt til at forklare dem det hele i aften, og at det ikke længere går med, at mor er et bedre sted eller at nogle gange sker der ting, som vi ikke kan gøre noget ved, men det bliver bedre. Derimod er jeg bange for at du er nødt til at se "Løvernes Konge" med dem og måske bruge den til hjælp med at forklare sandheden. Held og lykke"