De grinede ad hende, når hun var på toilettet. Børnenes fællestoilet. I børnehaven.

"Ti hi, hvor er din store numse hvid og grim."

Uh, jeg er tyk og grim, tænkte hun.

Når de gjorde nar ad hende, kunne hun ikke tisse. Derfor var hun nødt til at tisse på de voksnes wc.

Hun hed Dorthe, og de andre børn kaldte hende Sjuskedorte, ligesom hendes mor gjorde, når hun ikke havde ryddet op på værelset. Hendes dukker fyldte altid hele sengen, når hun skulle sove.

Der var aldrig nogen, der ville lege med hende. Hun stod altid og kiggede på, når de andre piger sjippede. Når de legede skjul, gemte hun sig, men blev aldrig fundet.

Men en dag var der en dreng og pige, der sagde, at de gerne ville lege med hende. Hun spurgte med bævende stemme:

"Hvad skal vi lege?"

"Far, mor og børn. Vi er dine forældre, og du er vores barn. Kom her," svarede de.

De lukkede hende inde i haveskuret og sagde meget strengt til hende:

"Nu bliver du her, mens vi går på arbejde, og du må ikke gå ud. Når vi så har fri, kommer vi og henter dig."

Hun ventede længe i mørket, som satte sig på hendes bryst. Hjertet hamrede, som om det ville ud af hendes krop. Hovedet var fyldt med tankemylder, der truede med at sprænge hjerneskallen:

Uh, jeg er så bange. Det er ligesom om natten. Hvorfor skal det være sådan? Jeg har sikkert fortjent det. Hvad er der i vejen med mig? Er jeg bare rigtig dum? Og mon de nogensinde kommer tilbage?

Noget kravlede på hendes nøgne arm. Hun verfede det væk og fik gåsehud, selv om det var sommer og solen bagte. Det kriblede over hele kroppen med sveddråber. Udenfor hørte hun en pige tælle:

"1, 2, 3, 4, 5, ..."

Der var nok nogle, der legede skjul. Pludselig gik døren op, og dagslyset piblede ind. Det gav et gib i hende, og hun blev så forskrækket, at hun gav et hvin fra sig.

"Hold din kæft," hvislede en dreng. "Jeg gemmer mig her."

Pigen talte videre:

"... 97, 98, 99, 100! Nu kommer jeg!"

Dorthe kunne høre solsorten synge. Hun elskede dens sang, for den fik hende til at smile over hele femøren. Under normale omstændigheder. Men ikke nu, hvor hun var så bange, selv om hun ikke var alene. Hun turde næsten ikke trække vejret og trykkede sig op i et hjørne.

Igen blev døren flået op, og en pige råbte:

"Fundet!"

"Hvad med mig?" spurgte Dorthe

"Du er ikke med."

Drengen gik modvilligt ud af skuret, og Dorthe var igen alene. Hun tænkte igen på, om de andre børn mon nogensinde kom tilbage og hentede hende. Hun turde ikke gå ud af skuret, for hun havde jo lovet at blive der, til de kom. Hun kunne høre børnehavelærerinderne råbe:

"Dorthe! Dorthe!"

Døren til skuret gik op for tredje gang, og den ene af børnehavelærerinderne spurgte forbavset:

"Hvad laver du dog her?"

"Jeg gemmer mig og er ikke blevet fundet."

"Nåh, det var da flot gemt. Kom, der er frokost."

Ved frokostbordet kom hun til at sidde ved siden af den pige, der legede hendes mor. Dorthe tog mod til sig og spurgte:

"Hvorfor hentede I mig ikke?"

Pigen nev Dorthe i armen og sagde:

"Vi var jo på arbejde, dit kvaj."

Drengen sad overfor og skar en grimasse ad hende.

Dorthe kiggede appellerende på en af børnehavelærerinderne, men hun havde travlt med at skære en mad ud for et af de andre børn.

Dorthe vidste ikke rigtig, om hun skulle snakke med sine forældre om det. Hun tvivlede på, de forstod det. I stedet hun snakkede med sine dukker. Dem havde hun rigtig mange af. Den største hed Dukkelise. Opkaldt efter hendes kusine Lise, som hun beundrede helt vildt. Hun havde nemlig langt hår i modsætning til Dorthe, der havde kort hår, hvilket hun var virkelig ked af.

Desuden var kusine Lise så smuk og så stærk og havde sådan nogle søde forældre. Ikke som Dorthes, der altid havde travlt med at snakke om sig selv. Især Dorthes mor. Hun kunne finde på, at sætte Dorthe på en stol i køkkenet, og så snakkede hendes mor ellers løs om, hvor onde folk altid havde været ved hende og stadig var.

Dorthe lukkede ned og forsvandt for omverdenen, når hun sad der. Hun følte ingenting. Hun kunne kun mærke sig selv, når hun snakkede med sine dukker. Det måtte forældrene ikke vide, at hun gjorde, for tænk, hvis de forbød det, ligesom de forbød så meget andet.

Dorthe led under sin mors voldsomme vrede, som gjorde hende bange. Hun var lille og forsvarsløs, når moderen gav los. Hver gang hun så tæppebankeren, kunne hun mærke i hele kroppen, hvordan hun blev gennembanket som mindre. Hun kunne ikke huske, hvor gammel hun var, og heller ikke, hvad hun havde gjort, kun følelsen af slagene.

En dag, hvor Dorthe havde sin kusine Lise på besøg, spurgte Dorthe:

"Skal vi lege frisør?"

"Ja, det kan vi godt. Hvem skal være frisøren?"

"Det vil jeg gerne," svarede Dorthe. "Sæt dig her."

Hun klippede en lille tot af Lises lange hår og skyllede den ud i wc'et. Så en mere og endnu en. Fem i alt og 5 wc-skyl. Man kunne slet ikke se det, men moderen spurgte, hvad der foregik. Dorthe turde ikke sige sandheden og blev lagt i seng.

Da faderen kom hjem, satte han sig på sengekanten og krydsforhørte hende. Det endte med, hun stak en nødløgn og sagde, det var papir, som hun havde revet i små stykker og skyllede ud. Endelig fik hun fred, men måtte ikke stå op. Hun fik ikke aftensmad den dag og sov dårligt, fordi hun var så sulten.

Hun var også mørkeræd. Mørket uden for vinduet på 3. sal var fyldt med skræmmende dyr. Køer, hunde og ulve, som trængte ind i mørket på værelset. Det kun var oplyst af en lille grøn lampe i stikkontakten, som var et ondt øje. Dorthe var bange for det øje, men forældrene forstod det ikke. Hun kunne ikke trænge ind til dem. De var ligesom en mur af alliance med hinanden. To mod en. Der var ikke et eneste menneske, hun kunne forbinde sig til. Hverken hjemme eller i børnehaven, selv om børnehavelærinderne egentlig var meget søde, men hun havde ikke tillid til hverken børn eller voksne.

Hun kunne aldrig sove, når hun var lagt i seng, og det skete flere gange, at hun stod op og listede hen til stuedøren, som stod på klem. Forældrene så tv. Hun holdt vejret, mens hun kiggede med. Det var de underligste ting, der foregik på den sort-hvide skærm. Nogle af dem så forfærdelige, at hendes blod frøs til is. Hun så billeder af mennesker, der lå på jorden. En manglede et ben, og en anden manglede en arm. Dorthe blev rædselslagen, men blev stående.

Senere så hun en mand, der stod foran en tegning med skyer ovenpå og snakkede om vejret. Efter det kom der en film. Musikken blev høj, og der var en mand og en kvinde, der vist nok kyssede. Det så ud som om de spiste hinanden. Bagefter kiggede kvinden bedrøvet på manden og satte et langt, tyndt rør op til munden. Dernæst pustede hun røg ud og vendte ryggen til manden, mens en tåre løb ned over hendes kind. Manden sagde noget på et fremmed sprog.

Dorthe forstod ikke noget som helst, men det var da bedre end at ligge i sengen og blive overvåget af det grønne øje. Til sidst blev hun søvnig og listede i seng. Hun fik sovet lidt, men blev vækket af udrykning, fordi hendes søvn var så let. Udrykningen gjorde hende forskrækket, og hun stak begge hænder i ørerne, mens hun græd. Efter et stykke tid faldt hun i søvn igen, men vågnede med et skrig, fordi hun havde mareridt. Hendes mor kom ind, tændte lyset og stod ved siden af sengen. Hun borede sine mørkebrune øjne ind i Dorthes og spurgte strengt:

"Hvad er der galt?"

Dorthe hikstede:

"Jeg er bange for de dyr, der kommer ind gennem vinduet."

"Hvilke dyr?"

"Køer og hunde."

Moderen fnøs.

"Dorthe, du kan da nok regne ud, at køer og hunde ikke kan komme op på tredje sal. Læg dig nu til at sove. Du ved jo, vi skal på efterårsferie og tidligt op i morgen. Vi skal nå en færge, og det går ikke, du er træt."

Hun gik igen og slukkede lyset på vej ud af Dorthes værelse.

Dorthe faldt omsider i en dyb søvn og drømte om en ulv, der nærmede sig. Dorthe udfordrede den, og den kom tættere og tættere på ligesom inde i en farvestrålende spiral. Den blev ved med at komme nærmere, men nåede hende aldrig helt.

Tidligt næste morgen blev Dorthe vækket. Hun havde ikke fået sovet meget og var dødtræt. Hun sad og hang over sin havregrød.

Moderen hersede med Dorthe:

"Jeg sagde jo, du skulle sove. Det er dødirriterende, du er så træt. Kom nu, spis din morgenmad!"

Moderen havde lagt rejsetøjet frem: En hvid bluse og et par rød- og grønternede bukser med smæk og seler. Dertil hvide sokker, røde sko og en hvid striktrøje. Dorthe kunne ikke nå et bad, men moderen vaskede hende i ansigtet og under armene i huj og hast.

De for ned af trapperne og ind i deres beige Volvo Amazon. Faderen og moderen havde en kuffert hver, og Dorthe havde sin lille røde dukkekuffert med dukketøj og tegnegrej i den ene hånd og Dukkelise i den anden. Hvordan skulle hun dog klare sig uden alle sin dukker, nu hun kun havde Dukkelise? Hun var meget bekymret. Men moderen havde forbudt hende at tage alle sine dukker med.

Faderen kørte alt for hurtigt, og moderen skændte på ham. Han vrissede:

"Jeg er nødt til at køre så stærkt. Ellers når vi ikke færgen. Det er også hende Dorthe, der er så langsom til at spise sin morgenmad!"

"Ejnar, ti stille. Det kan hun da ikke gøre for. Hun skal da have noget at spise!"

Forældrene blev ved med at skændes, indtil de blev stoppet af en politibil, der fik dem til at køre ind til siden.

"Pokkers også," sagde faderen, "nu når vi ikke den færge."

"Du kunne bare have ladet være med at køre for stærkt, Ejnar."

Betjenten nærmede sig. Han bankede på ruden og fik faderen til at rulle ned.

"Det er færdselspolitiet. Må vi se et kørekort?

Faderen ledte svedende efter sit kørekort.

"Hvor fanden har jeg nu gjort af det?"

Dorthe var lige ved at sige fra bagsædet, at man ikke må bande, men vovede ikke pelsen. Hun holdt vejret og fik ondt i maven.

Moderen smilede stift til betjenten og sagde:

"Ja, vi havde jo så travlt med at komme ud af døren, og nu når vi ikke den færge."

Betjenten sagde:

"Jamen det kan jo ikke nytte noget at køre for stærkt. Vi har registreret, at de kørte 90 km i timen, altså 10 km over den tilladte hastighed på en landevej. De er tiltalt for fartovertrædelse. Erkender de forholdet?"

Faderen fandt endelig kørekortet, rakte det til betjenten og sagde:

"Ja."

Endelig kunne de komme videre. De måtte køre ind på en tankstation, så moderen kunne ringe til sin bror i Vejle, hvor de skulle havde været til frokost kl. 13. Nu blev den i hvert fald 14. Det ville komme an på, om der var plads på den næste færge.

De kørte videre, og Dorthe kiggede ud ad vinduet. Hun begyndte at tælle røde biler og nåede op på 24, inden de nåede frem til færgelejet, hvor de holdt i en lang kø. Forældrene begyndte igen at skændes, og Dorthe holdt sig for ørerne. Hun havde lyst til at skrige: Hold så kæft! Hun fik øje på en dreng ovre i den anden kø. Han rakte tunge af hende, og hun rakte tunge tilbage af ham. Så stak han pegefingeren ind i munden og hev ud i sin kind. Dorte gjorde det samme og begyndte at fnise. Moderen vendte sig om mod Dorthe med et stramt ansigt og spurgte inkvisitorisk:

"Hvad er det, der er så morsomt?!"

"Ikke noget."

"Hvis ikke det er morsomt, så hold op med at grine!"

Dorthe følte et afsindigt had og en dyb afmagt. Hun hviskede til Dukkelise:

"Hvorfor er min mor så ond?"

"Hvad siger du Dorthe?"

"Ikke noget."

Hvorfor kunne hun ikke have en mor som kusine Lise havde? En mor, der havde et bredt smil og aede en over hånden, når hun talte til en. En skønne dag ville hun betro sig til hende. På den anden side ville hun gerne være loyal over for sin mor og sin far. Hun åbnede sin lille kuffert, fandt tegnegrejet frem og tegnede sin far og mor og sig selv, som holdt hinanden i hænderne. Det så idyllisk ud, men himlen var fyldt med sorte skyer. Hun henvendte sig til forsæderne og viste den frem:

"Se."

"Nej, hvor er du dygtig," svarede de med én mund.

"Jeg skal tisse."

Moderen svarede:

"Kan du ikke vente, til vi er ombord på færgen?"

"Jeg vil prøve," sagde hun forsigtigt.

Hun kiggede ud ad vinduet igen. Drengens bil var der ikke mere. Nu var der en lastbil, som hun kunne kigge ind under. Et visnet blad cirklede rundt på den gråsorte asfalt. Der gik et par måger og spiste nogle pomfritter, der var blevet tabt på jorden. Hun kunne ikke lide deres kolde øjne. Hun blev bange for dem og deres store gule næb.

Hun møvede sig hen til vinduet i den anden side, så hun slap for at se på dem. I det vindue var der en pige med en lysebrun bamse inde i en gul Folkevogn. Hun havde sit lange lyse krøllede hår sat op i en hestehale med en lyserød sløjfe. Dorthe lavede grimasser, og pigen begyndte at græde. Dorthe begyndte at kede sig og kunne mærke, hun snart ikke kunne holde sig længere. Hun sagde krampagtigt:

"Jeg skal tisse."

Moderen vrissede:

"Det har du jo sagt."

"Jamen jeg skal altså."

"Jeg troede, vi havde en aftale."

"Jamen jeg har prøvet. Jeg kan ikke."

"Årh, Dorthe, du er da også helt umulig."

Moderen steg ud, tog sin grønne cardigan på og åbnede døren ind til Dorthe på bagsædet. Hun flåede Dorthe ud og hev af sted med hende hen til færgelejets toiletter.

"Du skulle have sagt det, mens vi var på tanken."

Jamen der skulle jeg jo ikke, tænkte Dorthe i sit stille sind, som ikke var så stille lige i det øjeblik.

"Tænk, hvis der er kø, så når vi ikke færgen. Du må skynde dig, for vi skal snart køre ombord."

Dorthes mave rumlede af uro, og nu skulle hun ikke bare tisse, men også lave stort. Hun var så bange for at være til besvær, og at de ikke nåede færgen. De nåede hen til toilettet. Der var heldigvis ikke kø. Hun gik ind i båsen, og moderen stod udenfor og holdt vagt. Efter et par minutter spurgte hun skrapt:

"Hvad laver du Dorthe? Hvorfor tager det så lang tid?"

"Jeg skulle lave pølser," sagde Dorthe skræmt.

"Åh nej, ikke også det."

Endelig blev Dorthe færdig, og de hastede ud af toilettet. Deres bilkø var begyndt at køre frem, og de styrtede af sted. Moderen hev efter vejret og fik et astmaanfald. De nåede hen til bilen, som faderen var nødt til at standse, så de kunne komme ind. Bilerne bagved begyndte at dytte, og moderen råbte stakåndet til Dorthe:

"Se nu, hvad du er skyld i, dumme unge!"

Dorthe var ude af sig selv af skyld og skam. Hun ville sige undskyld, men kunne ikke få det over sine læber. Hun vidste ikke hvorfor. Men hun var bange for sin mors reaktion. Hun vidste jo, hun kunne blive vred over hvad som helst.

Moderen åbnede bagdøren og smed Dorthe ind i bilen. Bagefter kastede hun sig selv ind på forsædet, mens hun gispede efter vejret. Hun satte sin astmaspray op for munden. Foran bilen var der opstået et 20-meters hul hen til den næste bil, en blå Toyota. Faderen indhentede hurtigt Toyotaen, og alt burde nu være fint, men moderen blev ved med at skælde ud, selv om hun ikke kunne få vejret.

På færgen drak forældrene en øl, mens Dorthe fik en rød sodavand. Endelig skete der noget rart, og for en gangs skyld var hendes mor i godt humør. Hun smilede til Dorthe og lod kejtet en hånd køre igennem hendes korte hår som et hjælpeløst forsøg på at sige undskyld. Moderen havde også kort hår. Hendes var sort, og Dorthes var mellemblond. Dorthe kunne lugte sin mors dejlige duft. Sådan ville hun også gerne dufte, når hun blev stor.

Bagefter gik de ud og kiggede på havet, som Dorthe var fascineret af. Da hun stod der og kiggede på det brusende hav og blev blæst igennem, følte hun et sjældent velvære, fordi hun i det øjeblik var i sin egen verden og ikke havde behovet for at blive lukket ind i forældrenes. Hun dagdrømte, at hun var en rig dame, der var ude at sejle med sin mand. Hun havde en stor flot hat på, der sad fast med en elastik under hagen, en lang frakke og højhælede sko. Han havde også hat på og var nede i restauranten og hente røde pølser med ketchup til dem. Og endnu en rød sodavand til hver. Det skulle de spise oppe på dækket. Bagefter ville han stå bag Dorthe med armene slynget om hende, mens hun kastede små stykker pølsebrød ud til mågerne. Efter det ville de spise hinanden ligesom manden og damen på fjernsynet.

De gik ned i bilen og ventede i det, der føltes som evigheder. Endelig kunne de køre fra borde. De ankom til frokost hos Dorthes morbror i Vejle en time forsinket og var godt sultne. De kunne jo bare have spist lidt på færgen, men forældrene var nærige. De voksne snakkede om alt muligt, Dorthe ikke forstod: Regeringen og benzinpriser og en, der hed Else, som havde kræft. Dorthe spurgte:

"Hvad er kræft?"

Moderen sagde skrapt:

"Dorthe, du må ikke forstyrre, når de voksne taler sammen."

Dorthe spurgte, om hun måtte gå fra bordet.

"Nej, du har værsgo at blive siddende, indtil du har spist op."

"Jamen ..."

"Ti stille!"

Der lå en halv, stegt sild på Dorthes tallerken og gloede på hende. Dorthe var rædselsslagen ved tanken om, at hun skulle spise alt det fisk. Hun kunne ikke fordrage fisk. Hun havde engang haft et mareridt, hvor hun sejlede i en rød opvaskebalje ude på det åbne hav. Hun var ved at kollidere med et stort tankskib, og en masse fisk var ved at æde sig ind igennem vaskebaljen. Det var helt sikkert, hun ville drukne. Hun tvang silden i sig, fik et ben galt i halsen og begyndte at hoste.

Moderen dunkede hende lidt for hårdt på ryggen.

"Nå, så fik du alligevel noget opmærksomhed, hva'!"

Dorthe fik hostet benet op og spiste med glæde den banankage, de fik til dessert. Men hun havde kvalme og sagde det til forældrene.

"Så nu skal du ikke brokke dig. Det var en dejlig frokost, vi fik, ikke sandt Ejnar?"

"Jo, sørme så."

Broderen takkede og fik moderen til at le. Men Dorthe led resten af dagen. Alting smagte af vammel banan, og hun blev lagt tidligt i seng. Hun lå og hviskede med Dukkelise, som hun var glad for, hun havde med, men hun savnede de andre dukker. Hun dagdrømte og var igen den rige dame. Hun boede på et lille slot med marmorgulve, høje paneler, prismelysekroner og store træer i parken. Dukkelise var hendes lille datter, som hun elskede højt. Hun lå i en lille vugge med lyserødt silkebetræk. Damen vuggede Dukkelise, mens hun sang en godnatsang. Ligesom kusine Lises mor gjorde, når Dorthe overnattede hos dem. Hjemme på Dorthes værelse lå en masse tegninger med den rige dame, hendes mand og deres lille datter i slottet med de mange vinduer og tre tårne. Hun glædede sig til næste dag, hvor hun skulle sidde på bagsædet og tegne.

Hun havde heldigvis ingen problemer med at falde i søvn, men hun vågnede op i sit eget bræk. Det var faderen, der reagerede på, at hun råbte. Han kom ind til Dorthe og hjalp hende. Hun nød at have sin far for sig selv. For selv om han kunne være streng over for hende, så kunne han også være sød. Moderen gjorde ellers alt for at skille de to ad, for hun ville ikke have, faderen skulle holde mere af sin egen datter end af hende. Men lige nu ville hun gerne tale med sin bror. Dorthe kunne høre moderen grine i vilden sky.

Næste dag kunne Dorthe sove længe. De spiste sen morgenmad og kørte videre. De var inde i hele tre kirker, og Dorthe kedede sig bravt. Men forældrene syntes, det var mægtigt interessant. Dorthe forstod slet ikke hvorfor. De så også noget, der hed Jellingestenen. Moderen og faderen talte sammen om stenen, og Dorthe hørte navnet Harald Blåtand blive nævnt. Det syntes hun var sjovt. Harald Blåtand. Kunne man virkelig have blå tænder? Hun så det for sig og sagde, hun havde lyst til at tegne ham. Forældrene hørte hende ikke. De var optagede af at tale med hinanden om runestenen. Dorthe syntes, det var mærkeligt, de kaldte det for en runesten, for der var en i børnehaven, der hed Rune. Var det hans sten?

I sommerferien slap hun for at blive mobbet, men det var næsten værre at være så meget sammen med sine forældre. En dag gik de en lang tur. Pludselig gik det galt mellem forældrene, og de havde et af deres sædvanlige skænderier. Hendes mor rasede af sted med stormskridt. Dorthe hastede efter hende. Hun ville sørge for, at moderen havde det godt. Hun kunne ikke bære ufred. Blev urolig over, at moderen fjernede sig fra resten af den lille familie. Faderen og hende selv. Hvad var det, der skete? Det fandt hun aldrig ud af, og hun nåede heller ikke hen til sin rasende mor.

Dagen efter de kom hjem fra ferien, fandt Dorthe sin mors trusser på gulvet. Der var noget brun farve på dem, og Dorthe spurgte foruroliget hvorfor. Havde moren skidt i bukserne? Moderen fortalte om menstruation og om hele historien med, at Dorthe skulle have været en abort.

"Jeg blev gravid med dig, da jeg var 19, men da far og jeg ikke var gift, skulle jeg ikke have dig. Jeg havde bestilt tid hos en læge til det, der hedder en abort, men din mormor og morfar opdagede det og sagde, jeg skulle have barnet, og derfor blev du født, 7 måneder efter far og jeg blev gift. Normalt er man gravid i 9 måneder. Men nogle er hurtigere end andre."

Moderen grinede anstrengt.

"Jeg ville have været ude at rejse, og jeg ville have læst jura eller historie. Men det blev ikke til noget, for nu skulle jeg jo passe dig, min lille skarnsunge."

Moderen grinede igen.

Dorthe forstod ikke, hvad der var så morsomt. Det satte sig dybt i hende, at hun var uønsket, og hun blev stadig mobbet i børnehaven. Men der var kommet en ny pige i derovre. Hun hed Lotte og var skeløjet. Det ene øje sagde dav til det andet. De andre børn kaldte hende enten for Pappilotte eller Pippi, fordi hun havde rødt hår, fletninger og fregner. De drillede hende lige så meget, som de drillede Dorthe. Men Lotte var flintrende ligeglad. Hendes grønne øjne gnistrede, da hun spurgte Dorthe:

"Skal vi lege?"

Dorthe svarede forsigtigt:

"Vil du virkelig lege med mig? Synes du ikke, jeg er for tyk og for grim?"

Lotte smilede bredt:

"Nej, overhovedet ikke. Du er da pæn."

"Synes du?"

"Ja, da, tror du, jeg lyver?"

Dorthe rystede på hovedet.

"Nej, men hvad skal vi lege?"

"Vi kunne sjippe."

Dorthe tøvede:

"Men vi er da ikke nok."

"Vi finder på noget."

De tog hvert sit sjippetov og konkurrerede om, hvor mange sjip, de kunne lave. Lotte vandt næsten hele tiden. Men Dorthe var så lykkelig for sin nye legekammerat, at det ikke gjorde spor. Tværtimod. Hun frydede sig på Lottes vegne, og hver gang hun hoppede over sjippetovet, løftede hun jublende ansigtet mod solen, der skinnede hende ind i øjnene.

De holdt en lille pause, hvor Dorthe betroede sig til Lotte og sagde, hvad hun plejede at sige til sine dukker:

"Hvorfor har jeg sådan en ond mor?"

"Har du det? Jeg har slet ingen mor."

Dorthe blev meget ked af det og vidste ikke, hvad hun skulle sige.

De begyndte at sjippe igen. Dorthes verden var forandret, men hun kunne mærke, tisset trænge sig på. Hun kunne næsten ikke holde sig. Hver gang hun hoppede, kom der en lille dråbe i trusserne.

"Lotte, jeg skal tisse."

"Det skal jeg også. Skal vi tisse sammen?"

De tog hinandens hænder. Dorthe var på vej hen mod de voksnes wc.

"Dorthe, hvor skal du hen?"

"Til de voksnes wc."

"Hvorfor?"

"Det ved jeg ikke," sagde Dorthe pinligt berørt.

"Kom nu, vi skal denne vej."

Lotte trak hende hen mod fællestoilettet, hvor hun trak bukserne ned.

Dorthe blev stående og kiggede på Lotte, der så på hende med inviterende øjne.

"Kom nu Dorthe, der sker ikke noget."

Dorthe kunne ikke holde sig mere og trak også bukserne ned. De satte sig på hver sin kumme og tissede, mens de smilede sådan lidt sidelæns og sammensvorne til hinanden.